|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Weekendavisens smæde-portræt
Af Rune Engelbreth Larsen 
Weekendavisen bragte den 25. august 2006 et »portræt« af undertegnede, som vel kun kan karakteriseres som sladderspalte af værste skuffe. »Det mest modbydelige angreb på en politisk aktør, jeg nogen sinde har læst,« kaldte en journalist det, da han spurgte mig til det.
Baggrunden er den, at Poul Pilgaard Johnsen ringede til undertegnede i midten af juli og forklarede, at han skulle skrive en »portrætartikel«, hvorefter han stillede to spørgsmål: 1) Om Karikaturkrisen skulle oversættes til flere sprog, og 2) om jeg kendte en vis Johan Hermann Rump?
Til det første svarede jeg, at »det er der forhåbninger om«, og til det andet svarede jeg »nej, jeg mindes ikke umiddelbart nogen Hermann Rump«. Johnsen bedyrede dernæst, at han ville ringe tilbage for flere spørgsmål dagen efter. Samtalen varede to minutter.
Han ringede aldrig tilbage, og jeg troede derfor fejlagtigt, at portrættet var droppet - men i Weekendavisen kan man så læse, hvorfor den dybdeborende reporter ikke ønskede at spørge portrættets hovedperson om noget som helst, der jo kunne risikere at korrigere opfattelsen af den, han så omhyggeligt havde placeret i gabestokken.
Johnsen stempler mig ikke alene som satanist, men opruller desuden den platteste konspirationsteori i et »portræt«, der i grovhed og karakter åbenlyst er inspireret af en tilsvarende smædeartikel i Dansk Folkepartis medlemsblad.
Men hvori består da kernen i den sensationelle historie om min »transformation fra satanist til humanist«?
Jo, det er rigtigt, at jeg var personligt bekendt med Erwin Neuzsky-Wulff i en årrække i midten af 1990erne, indtil vi tørnede sammen under voldsomt postyr i januar 1999, og det er rigtigt, at jeg har eksperimenteret religiøst. Det er også helt sikkert tilfældet, at jeg både dengang, før og siden har skrevet ting, som ikke længere er udtryk for mine standpunkter - men nej, jeg er ikke satanist, og det var jeg heller ikke i Faklens tid. Alt dette er der da også allerede skrevet spalte op og ned om for år tilbage i stort set hver eneste avis i dette land.
Men hvorfor da så igen tappe gammel vin på nye flasker? Den ene grund er, at jeg for nylig har skrevet en bog sammen med Tøger Seidenfaden, den anden at jeg har skrevet Renæssancen og humanismens rødder. Pointen i Weekendavisens »portræt« er således, at jeg er ved at blive taget alvorligt - og dét går jo ikke.
Men begge dele er absurd. Jeg kan forurolige avisen med, at jeg såmænd er blevet taget ganske seriøst af mange i ti års tid, og jeg kan berolige avisen med, at jeg i samme tidsrum er blevet afskrevet i mange andre. Der er såmænd ikke sket så forfærdelig meget andet i 2006 til forskel fra 1996 - bortset fra, at der måske er lidt flere i hver af de to kategorier, fordi der vel er lidt flere i det hele taget, som har læst noget af det, jeg har skrevet.
Efter at have slået dramatisk fast i den fremhævede tekst lige under overskriften, at undertegnedes »transformation« fra humanist til satanist er tilendebragt, følger den dramatiske efter-bemærkning: »I HVERT FALD UDADTIL.«
Dernæst oprulles den fabelagtige konspirationsteori - dramaet begynder sådan her:
Gothersgade en sen eftermiddag for en uge siden: to mænd kommer gående. Den ældre holder sit hoved højt med fokus på den omgivende verden, som han skrider igennem. Den yngre går et halvt skridt bagved. Han bærer letvægtsbriller af titaniumtypen og synes mere introvert. Han fokuserer mest på den ældre og enhver af hans impulser.
Har man nogen sinde læst en mere anstrengt iscenesat omgang pseudopsykologi?
I øvrigt kan jeg som kommentar til »troværdigheden« i denne subtile iagttagelse nævne, at jeg ikke har »letvægtsbriller af titaniumtypen« (jeg har aldrig ejet andet end discount-briller, der afgjort ikke er af letvægtstypen). Men den primære hensigt med denne iagttagelse er vel også at røbe, at journalisten er omhyggelig - han har angiveligt har brugt kikkert eller telelinse for at observere Tøger Seidenfaden og jeg på vej til et debatarrangement.
Johnsen fortsætter:
For den yngre er det noget af et gennembrud at have udgivet en bog sammen med den ældre og højt respekterede redaktør fra Politiken, hvor Engelbreth nu også er blevet fast kommentator. Nu bliver han endelig taget alvorligt.
Her lanceres så den ovenfor nævnte skarpsindige observation - denne suspekte person (undertegnede), der hidtil heldigvis har været en paria, er med ét blevet taget alvorligt - gisp. Dermed har Johnsen nemlig ikke alene fastslået retrospektivt, at det er jeg aldrig blevet tidligere, men endnu vigtigere - det er der gode grunde til.
Sandheden er noget mere kedelig. Jeg er såmænd blevet taget alvorligt i alle de ti år, jeg har deltaget i den offentlige debat, og jeg er heller ikke blevet kommentator på Politiken i forbindelse med karikaturkrisen og mit kendskab til Tøger Seidenfaden, men har været det i to år - om det så betyder, at jeg kan påregne at være blevet »taget alvorligt« i to år i stedet for i to måneder ifølge Johnsen, skal jeg ikke kunne sige.
Alligevel hedder det, at jeg nu har opnået »at udkomme på hæderkronede forlag«, som afslutningen konkluderer for at understøtte komplotteorien om min veltilrettelagte »transformation« fra satanist til humanist - men faktum er altså nu engang, at jeg er udkommet på hæderkronede forlag i over ti år, før Gyldendal udgav Karikaturkrisen (f.eks. Borgen, Tiderne Skifter, Bindslev og Politikens Forlag).
Jeg er naturligvis også blevet kritiseret og lagt for had i de forgangne år, men det har naturligvis langtfra været hele billedet. I de foregående fem år er mine bøger rent faktisk både blevet rost til skyerne og sablet ned i gulvhøjde - der er altså ikke noget nyt under solen i dét. Og som nævnt var der for ti år siden dem, som ikke kunne udstå mig, og dem, som synes, at jeg måske af og til bidrog med relevante betragtninger - og sådan er det såmænd også i dag.
Tidsskriftet Faklen, som Johnsen mistænkeliggør i sit »portræt«, blev f.eks. i 1990erne både hilst velkomment og forbandet - blandt dem, der anerkendte bladet, var f.eks. Klaus Rifbjerg, Dea Trier Mørch og Frederik Dessau (det var i øvrigt ham, som inden udgivelsen foreslog, at vi skulle kalde bladet for Faklen) og adskillige universitetsprofessorer, f.eks. Otto Steen Due, Brian Patrick McGuire, Thomas L. Thompson, Thomas Hylland Eriksen og Uffe Juul Jensen.
Bladet bragte i øvrigt også artikler af bl.a. Villy Sørensen, Jørgen Knudsen, Niels I. Meyer, Kasper Nefer Olsen, Vagn Lundbye og Jan Sonnergaard - så den der fremstilling af, at at udgivelsen af bogen om karikaturkrisen endelig betød en accept, er helt ude i skoven, men naturligvis nødvendig for Johnsen for at få sit set-up til at hænge sammen (og som nogle vil vide, blev hverken Karikaturkrisen eller dens forfattere som bekendt ikke ligefrem fejret som tidens mest velansete).
Naturligvis var der også masser af hårde og voldsomme udfald mod Faklen, men det ændrede sig rent faktisk ofte hen ad vejen. Berlingske Tidendes litteraturredaktør, Jens Andersen kritiserede f.eks. allerede i 1996 den hårde medfart, bladet fik de første uger, og skrev: »Uklare længsler mod uklare drømme. Hverken politiske handlingsplaner eller raffinerede raketprogrammer, men idealistiske og - bevares - naive forsøg på at række efter himmel og helvede. Hele vejen. Og hvis det er 'satanisme', så stik mig straks en fakkel!« (Berlingske Tidende, 27.10.1996).
Men det passer bare ikke ind i Johnsens dramatisering, og så får den sågar hele armen i en mistænkeliggørelse af en faglig, idéhistorisk bog, Renæssancen og humanismens rødder, så læseren sidder tilbage med det indtryk, at bogen dybest set er led i et satanisk komplot.
Dette er ganske enkelt en helt igennem uacceptabel mistænkeliggørelse uden skyggen af belæg. Journalisten har ganske indlysende slet ikke læst min bog. Men måske mener Johnsen, at jeg er så udspekuleret en rad, at jeg har formået dette fantastiske satanistiske skaktræk, helt uden at forlaget har kunnet gennemskue det - måske mener han tilmed, at Aarhus Universitetsforlags direktør (som var bogens redaktør) har sovet i timen som en blåøjet amatør?
Well, amatøren her er Johnsen, som end ikke kan finde ud af at holde styr på de mest basale kendsgeringer:
Rune Engelbreth Larsen blev født i 1967 i Bramming i Sydvestjylland ...
Nej, jeg blev ikke født i Bramming. Jeg blev født på Sjælland, boede på Nørrebro, til jeg var fem år, hvorefter vi flyttede til Esbjerg og siden til Bramming. En telefonopringning eller et klik på min hjemmeside kunne have sat det på plads - men så havde Johnsen jo været nødsaget til at foretage lidt research.
Bedre går det ikke med »portrætartiklens« eneste forsøg på at beskrive en smule af min fortid før Faklen:
I 1986 indrykkede sognepræsten i den nærliggende landsby, Seem, en stor annonce i Jyllands-Posten under overskriften 'Ikke en krone'. Annoncen var en protest mod Dansk Flygtningehjælps indsamling og mod indvandringen, og præsten hed Søren Krarup. I Ribe blev der arrangeret en demonstration mod Krarup, og Rune Engelbreth gik med. Hans politiske bevidsthed var vakt, og dermed fik den lokale afdeling af Socialistisk Folkepartis Ungdom et nyt medlem.
Jeg »gik med« til en demonstration mod Krarup, hedder det - nej, jeg organiserede rent faktisk en række aktioner mod Søren Krarup i Ribe og Seem i 1986 (de var selvfølgelig fredelige). Og nej, jeg fik ikke min »politisk bevidsthed vakt« ved den lejlighed, den havde jeg såmænd i forvejen - og nej, den lokale afdeling af SFU fik for så vidt ikke derved »et nyt medlem« - der eksisterede nemlig slet ingen lokal SFU-afdeling i Ribe på dét tidspunkt: Det var faktisk mig, der tog initiativ til at stifte den.
Jeg nævner selvfølgelig ikke dette for at tiltuske mig nogen som helst »ære« heraf (jeg var og er i øvrigt heller ikke socialist, men genstiftede SFU for at samle flere om protesterne mod Krarup) - men blot for at understrege, at der nærmest ingen huller er i Johnsens usaglighed, og at han i sin iver for at undgå at spørge portrættets hovedperson om noget som helst naturligvis røber sit ukendskab til selv de mest elementære kendsgerninger.
Johnsen introducerer teologen Johan Hermann Rump, om hvem vi lærer, at han »i en årrække har fulgt Neutzsky-Wulff-tilhængerne tæt«. Det hedder således:
Som strateg besluttede Neutzsky-Wulff også, at okkultismen ikke måtte kunne spores i Faklen. Derfor måtte Erwin Neutzsky-Wulffs eget navn ikke figurere i kolofonen, da det var offentligt kendt, at han var okkultist og havde erklæret sig selv som værende satanist.
Nej, Neutzsky-Wulff stod ikke i kolofonen, men vi bragte jo altså artikler af manden, som ikke kunne overses. Hvis hans person skulle holdes skjult, havde vi næppe bragt et stort opsat digt af ham på de første to sider i det første nummer.
Og så er der omdrejningspunktet om forfatteren »som værende satanist«, der jo er bindeleddet til konspirationsteorien om undertegnedes bestræbelser på at »indbilde« offentligheden at jeg nu er humanist:
Krumtappen for satanisme-vinklen i Johnsens artikel er den opfattelse, som Neutzsky-Wulff har lagt for dagen, at det vestlige kulturgrundlags humanisme står i kontrast til kristendommen og derfor dybest set er antikristent, hvorfor vi alle sammen formelt og firkantet betragtet ikke er »kristne«, men derimod »satanister«. Johnsen kunne f.eks. havde spurgt undertegnede om min indstilling hertil, men så risikerede han jo at miste hele det dramatiske komplot, han havde pustet op - så hellere bruge det hele til at spinde en absurd ende om undertegnede som en »satanist« under dække af en maske som humanist!
Johnsen og Rump udmaler således deres teori om det taktiske cover-up:
»Når R. Engelbreth Larsen i Faklen skal forklare, hvorfor Neutzsky-Wulff har erklæret sig som satanist, lægger han sig helt op ad Neutzsky-Wulffs egen taktiske oversættelse. Engelbreth Larsen siger således, at det ikke bare er Erwin Neutzsky-Wulff, men at det er hele Danmarks befolkning, der er satanister, da vi i vore dage reelt lever i et samfund, der har vendt sig 180 grader fra kristendommen, men stadig beskriver verden i en kristen begrebsramme,« forklarer Johan Hermann Rump i sin analyse fra 1999.
Hvad er det så, man skal forestille sig, at der dækkes over? En dyrkelse af Det Onde? Hvad er det for en »taktisk oversættelse«, som her er tale om, og som jeg skulle »lægge« mig op ad?
Johnsen trækker Weekendavisens egen Bo Bjørnvig frem for at få dette spor på plads. Bjørnvig var nemlig en uhyre begejstret Neutzsky-Wulff-anmelder i 1980erne (det fortier Johnsen dog til fordel for den mere beherskede introduktion, at han har »beskæftiget sig indgående« med forfatterskabet), og citerer fra en anmeldelse af Bjørnvig i 1996:
Weekendavisens Bo Bjørnvig, der også har beskæftiget sig indgående med Neutzsky-Wulff, har forfulgt samme spor: »Jeg ved ikke, om det er den erkendelse, der nu får Wulff til at indsukre sine satanistiske piller i 'positive' filosofiske budskaber, hvoraf den vigtigste kaldes humanisme... Men uanset hvad, så er Wulffs humanisme noget andet end det, vi normalt forstår ved det, og det forvirrer begreberne, for det er satanisme.«
Bemærk at Bjørnvig har »forfulgt samme spor« som Johnsen og Rump (detektivhistorien fortsætter). Men Johnsen har udeladt et afsnit fra Bjørnvigs karakteristik i citatet (markeret ved de tre punktummer) - det ville han åbenbart ikke have med, fordi det også røber Bjørnvigs nuancering:
Oprindelig skrev Bjørnvig: »Jeg ved ikke om det er den erkendelse, der nu får Wulff til at indsukre sine satanistiske piller i 'positive' filosofiske budskaber hvoraf den vigtigste kaldes 'humanisme'. Det ligger der selvfølgelig en dybere mening i - det mener Wulff der gør i alt hvad han siger og skriver - men her gælder det, at hans begreb om menneskelighed er mere menneskeligt end det, der gælder i den nuværende samfund, idet han fører begrebet tilbage til dets oprindelige betydning: At mennesket er altings mål. Men uanset hvad, så er Wulffs 'humanisme' noget andet end det, vi normalt forstår ved det, og det forvirrer begreberne, for det er satanisme.« (Weekendavisen, 13.12.1996).
Bjørnvig, der altså har studeret forfatteren så indgående, at han var voldsomt begejstret for hans tidligere forfatterskab (dengang hvor det ifølge Børnvig åbenbart netop ikke var »indsukret«), skriver f.eks. i 1982: »Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab består af en sær blanding af filosofisk klarsyn og feberhede visioner, der gør det til et af de mest spændende og provokerende i Danmark i dag. Wulff (33 år) bevæger sig til yderpunkterne i historien, myterne, verdensrummet og menneskets sind og skildre hvad han møder der med samme selvfølgelighed, som de hverdagsscener, hvori det fantastiske har sit udgangspunkt. Herved får hans bøger en spændkraft, der gør dem særegne og placere dem i særklasse. (...) Neutzsky-Wullfs forfatterskb er en nødvendig og opløftende steen i den grågrønne grumsede strøm af knækrealisme.« (Weekendavisen, 6.8.1982).
Gad vide, om Bjørnvig så er eller har været satanist?!
Jeg spørger ikke for at genere eller miskreditere Bjørnvig, men alene for at illustrere Johnsens underlødige greb over for undertegnede.
Bjørnvig skriver f.eks. 14 år senere i samme artikel, som Johnsen citerer: »Når Døden irriterer mig, er det ikke fordi jeg er uenig med budskaberne, de kan stadig være interessante nok: 'Den usynlige vold er overalt i det demokratiske samfund. I Emokratiet er den synlig, og vi kan se en ende på den.' Eller: 'Et menneske kan ikke beskytte et andet, hvis det ikke giver sig under det førstes autoritet. Denne første kan ikke udøve sin autoritet uden den andens samtykke ... Beskytteren kan så have en beskytter hvis autoritet han underkaster sig og så videre'.«
Det, der generer Bjørnvig, er altså ikke sådanne budskaber, men derimod, som han fortsætter, at de også kan være »ret så frelste og lommeuldsindpakkede«.
Tænk engang, hvilken konspirationsteori der altså kunne udfoldes om Bjørnvig - vil han i virkeligheden have the real thing (før »indsukringen«)? Satanisme per se (hvad han så end mener hermed?) - og altså ikke »lommeulden« og »humanismen«?
Dette er dog ikke et »spor«, som Johnsen har »forfulgt«, fordi det ville få ham til at indse absurditeten i den »røde tråd«, han så omhyggeligt bestræber sig på at trække gennem mit »portræt«.
Johnsen skriver:
Med stormoskeen i Århus gik det ikke meget bedre, heller ikke selv om Faklen på et tidspunkt trykte en manual for, hvordan man lovligt anskaffede sig våben og gav udtryk for stor forståelse for, hvis nogen følte sig kaldet til kamp.
Bemærk forbindelsen mellem »stormoskeen« og en »manual« i at anskaffe sig våben! Igen rent sludder - men helt i tråd med Dansk Folkepartis udlægning af en artikel i Faklen nr. 14, som blev lanceret med et forsidebillede af en pistol. Dansk Folkeparti krævede ved den lejlighed Faklens tidsskriftsstøtte frataget og bladet lukket for opfordring til vold, og som bladets redaktør blev jeg oven i købet politianmeldt.
Som det fremgik af bladet, oplyste vi om de helt legale regler for at melde sig ind i en skytteforening som blikfang for at henlede opmærksomheden på de tiltagende eksempler på brandattentater mod flygtningelejre, opfordring til sabotage mod Røde Kors og opfordring til væbnet kamp mod indvandringen. Dette var naturligvis meget let at se ud af artiklen (som Johnsen åbenlyst ikke engang har læst), og vi skrev endda på selve forsiden ved siden af det famøse pistolbillede: »Fik vi din opmærksomhed?«
I bladets artikel skar vi det endnu mere ud i pap: »Vi håber så, at en pistol som overfladisk blikfang er nok til at få flere til at få øje på selve sagen, nemlig det ildevarslende og truende klima, som indvandrere mødes med, og opfordrer til aktivt at påvirke debatten i medmenneskelig og humanistisk retning ved at tage skarpt afstand fra den yderste højrefløjs slet skjulte trusler om masseudvisninger og væbnet kamp mod indvandringen. Alene i dette og intet andet lys skal det ses.«
Kulturministeriet afviste naturligvis Dansk Folkepartis krav om at fratage Faklen tidsskriftsstøtten, og politiet afviste efterfølgende politianmeldelsen.
Men dét skulle ikke med i »portræt-artiklens« afsnit om den famøse pistolforside på Faklen?
Nej, men det skal til gengæld Erwin Neutzsky-Wulffs far (sic):
Erwin Neutzsky-Wulffs far, Aage, måtte udgive flere bøger om okkultisme på eget forlag, fordi ingen andre ville binde an med dem. Heldigvis var han typograf og kunne gå hjemme i sin kælder og trykke dem. Han indrykkede for resten også engang en annonce i et dagblad med overskriften: »Okkultister i alle lande, forener eder!«
Artiklens ring er dermed bekvemt sluttet: Begyndende med undertegnedes suspekte bog, Renæssancen og humanismens rødder, sluttende med Erwin Neutzsky-Wulffs fars kampråb til alverdens okkultister ...!
Satanisme-vinklen begyndte med udfald fra Dialogcentrets Johannes Aagaard (hvilket ikke bliver nævnt af Johnsen), da Faklen nr. 1 udkom i 1996, og den blev videreført i Politiken. Men her blev den til gengæld også modsagt allerede i løbet af en uges tid efter bladets udgivelse (hvilket heller ikke bliver nævnt af Johnsen). Politiken bragte da et interview med Max Schmeling, en »ægte satanist« og talsmand for den såkaldte Church of Satan, som hylder Den Stærkes Ret, og for hvem næstekærligheden opfattes som »hyklerisk«.
Satanisten erklærer: »Jeg vil ikke hjælpe de sultne i Afrika, og jeg har ingen medfølelse med folk, der bor i lande med borgerkrig.« Hvor fjernt denne kynisme ligger humanismen er indlysende, og Schmeling ville selvfølgelig heller ikke associeres med Faklen.
Men intet som helst - ikke én eneste lillebitte detalje - som kunne få Johnsens konspirationsteori til at krakelere, skulle så meget som nævnes.
Rune Engelbreth Larsen
29. august, 2006
NOTE: Weekendavisen har bragt en lang række angreb på undertegnede i Weekendavisen, hvor udfald mod min person i flere smædeartikler, læserbreve og klummer nærmest har haft karakter af en føljeton. Nogle af mine kommentarer hertil er blevet offentliggjort i Weekendavisen, og på Humanisme.dk har jeg kommenteret forløbet og af og til bragt uddrag fra andre indlæg herom. Nedenfor følger en oversigt. Rune Engelbreth Larsen.
13.10.06: Fanden på væggen | Engelbreths bekendelser og 3. genmæle
29.09.06: Pest og platte karaktermord | Engelbreths 2. genmæle
25.09.06: Faklen | Neutzsky-Wulff og Engelbreth
23.09.06: »I disse Engelbreth-tider« | om Bjørnvig, Høy og Peter Tudvad
08.09.06: Bjørnvigs transformation | fra Neutzsky-Wulff-fan til antimuslim
04.09.06: Johan Hermann Rump | om Poul Pilgaard Johnsens kilde
01.09.06: Den suspekte humanisme | 1. genmæle af Engelbreth
29.08.06: Weekendavisens smædeportræt | kommenteret gennemgang