Tudvad, Witt-Hansen og 'disse Engelbreth-Tider'

Arne Dahl skriver mesterligt - og ondt. Han lægger ud med en vidunderlig parodi på menneskers måde at tænke nedrigt om hinanden, og selv om disse indre monologer ophører, fortsætter de resten af bogen igennem som baggrundsstøj. Arne Dahl nærmer sig i denne bog - hvis man tør sige den slags i disse Rune Engelbreth-tider - noget satanistisk, som han så »renser« ved at gøre sort magi hvid. Hvis det overhovedet er muligt.

Bo Bjørnvig, Weekendavisen, 22.9.2006

Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfaden: 'Det var satans!', science fiction, Politikens forlag. Historien om Politikens gravide chefredaktør har mystificeret mange og ført til vilde spekulationer. Nu kan det afsløres. Barnefaderen er Rune, så læs historien, the true story, om det mildt sagt virtuelle makkerpar.

Ulrik Høy, Weekendavisen, 22.9.2006

Men når man er født og vokset op efter Anden Verdenskrig i en oplyst demokratisk tradition, så kan det godt give en myrekryb at læse om bevægelsen bag Faklen. Den samme slags koldsved, som jeg fik, da jeg første gang fik kendskab til Hizb-ut-Tahrir. Umiddelbart ser jeg ingen grund til at betvivle Poul Pilgaard Johnsens fremragende stykke journalistik. (...)

Jeg var tæt på at opsige mit Politiken-abonnement, da den højt respekterede Herbert Pundik overlod chefstolen til Tøger Seidenfaden i 1993. Pundik stod som dialogens, forståelsens, forsoningens, men også retfærdighedens fornemste talerør i dansk journalistik, og han skulle erstattes af, hvad jeg dengang opfattede som en temmelig arrogant koldkriger.

Jeg beholdt nu abonnementet - indtil Muhammed-tegningerne - og lærte efterhånden at værdsætte Tøger Seidenfaden som en stadig arrogant, men også meget vidende og skarpsleben analytiker af politiske forhold.

Det har derfor været uforståeligt, at Tøger Seidenfaden stirrede sig blind på de ret primitive og vulgære udtryk for fremmedhad, der kom fra ekstremiteterne i Dansk Folkeparti, og opfattede dette som en fare for demokratiet, mens han omvendt så den totalitære og kulturimperialistiske islamisme som de forfulgtes værn mod undertrykkelse. (...)

Den virkelighed, som Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreths bog, Karikaturkrisen, tendentiøst beskriver, har allerede været under kritisk behandling af særdeles kyndige hænder, blandt andet i Weekendavisen den 16. juni af Arne Hardis og Bo Bjørnvig samt af Hannah Ziadeh den 7. juli. Bogen ligner mere et ideologisk kampskrift fuld af overdrivelser, fortielser og forvrængninger end en journalistisk dokumentation i en demokratisk debat. (...)

Hvorfor Tøger Seidenfaden har valgt at forsvare de totalitære, ikke-repræsentative islamister og udpege de demokratisk folkevalgte DF som den egentlige fjende, fik man måske svar på i Weekendavisens dybdeborende artikel om Rune Engelbreth Larsen. For der er jo ideologiske fællestræk mellem bevægelsen omkring 'Faklen' og islamismen.

Er vi ved at genoplive 70ernes søgen bort fra det oplyste og rationelle, og tilbage til det religiøse, okkulte, satanisme, østens mystik og gurutilbedelse, men nu anført af islam?

Der har været udvekslet mange uforsonlige skudsalver mellem den stadig mere trængte og aggressive Tøger Seidenfaden og kritikerne af det totalitære og kulturimperialistiske islam, men det mentale fællesskab med Rune Engelbreth er for mig at se overordentlig kompromitterende for Tøger Seidenfaden.

Ole Witt-Hansen, Weekendavisen, 22.9.2006

Ærværdige læser! - Du sidder nu og læser en klumme af overtegnede, og derfor ved du, at du ikke vil blive præsenteret for andet end kolumnistens uforgribelige mening om dette eller hint. Andre steder i avisen vil du i stedet kunne læse journalistiske artikler, som nok kan være præget af redaktionelle præferencer, men ikke desto mindre stræber efter saglighed snarere end holdning. Journalistens opgave er ikke at fælde dom i sagen, hvilket han i stedet må overlade til lederskribenten. Sådan må det være, så læseren ikke bedrages til at tro på en subjektiv vurdering, som var den en objektiv virkelighedsskildring.

Anderledes forholder det sig i Weekendavisen, der i årevis har gjort en dyd af at rode de journalistiske genrer sammen, så man som læser ikke aner, om der til grund for kritiske artikler ligger gedigen research eller skinbarlig animositet. (...)

For fire uger siden bragte avisen en artikel, som den kategoriserede som et portræt, men snarere burde have kaldt en karikatur. Motivet for den var ironisk nok den ene af forfatterne til 'Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar', nemlig Rune Engelbreth Larsen. Den flittige forfatter havde dagen før udgivet endnu en bog, 'Renæssancen og humanismens rødder', men hvis læseren forventede at finde en anmeldelse af den, måtte han væbne sig med fire ugers tålmodighed. I stedet kunne han nu læse Poul Pilgard Johnsens såkaldte portræt, der afslørede Larsen som satanist. (...)

Er han, som Johnsen skriver, kun humanist udadtil, mens han trods påstanden om det modsatte er forblevet satanist (hvis han da nogensinde har været det)?

Johnsen er ikke i tvivl, men læser man Larsens replik i Weekendavisen ugen efter 'portrættet', og læser man i øvrigt, hvad han i sin tid skrev som redaktør af det akademiske stridsskrift Faklen - altså netop i den periode, hvor han ifølge Johnsen forfægtede satanismen - er det vanskeligt at se ham som en satanist i skalkeskjul. Johnsen må da også selv i en duplik til Larsen erkende, at satanisme ikke her er at forstå i stil med den almindelige betydning af begrebet. Sagen er nemlig den, at Larsen selv definerede satanisme som en begrebslig modsætning til kristendommen, som han meget i stil med Nietzsche forstod som en verdensfornægtende religion, der ikke tillod mennesket at udfolde sig på egne, naturgivne præmisser. Med andre ord er satanisme omtrent kongruent med klassiske positioner inden for religionskritikken. Således består det journalistiske fif i at appellere til læsernes common sense-forståelse af begrebet, mens den stipulative definition, som var betingelsen for, at Larsen overhovedet kunne siges at have affinitet til satanismen, lades ufortalt.

En nyklassiker inden for denne genre er stemplingen af den radikale politiker Mona Sheikh som muslimsk fundamentalist, da hun for år tilbage selv kom for skade at erklære sig som en sådan. Hun gjorde det rigtig nok uden at lade nogen i tvivl om, at denne fundamentalisme ikke havde det fjerneste med barbarisk teokrati og religiøs hegemoni at gøre, men da hendes patologiske modstandere med henvisning til hendes egne ord kunne omtale hende som fundamentalist, var hendes politiske løbebane en træfsikker blindgyde. Fundamentalister lytter man ikke til, heller ikke når de prøver at forklare, hvad de mener med 'fundamentalisme', for det afslører jo bare, at de ikke har rent mel i posen. (...)

I tilfældet Larsen er det beskæmmende, at en journalist vælger mistænkeliggørelsen frem for at anskue den formastelige 'satanist' som en hårdt tiltrængt aktør i en tid, hvor kristendommen i den ene mere puttenuttede forvrængning end den anden føres i felten som frihedens og demokratiets forbundsfælle og garant. Larsen ved, hvad kristendom er - alt andet end liberal og diplomatisk - og stikker ikke sig selv blår i øjnene, men tager redeligt afstand fra den.

Redelige kan man dårligt kalde hovedparten af kirkens kustoder, der er mere interesseret i at tækkes offentligheden for at kunne sælge varen end i at tage Evangeliet alvorligt i al dets ubekvemme radikalitet. Derfor ville jeg til hver en tid hellere sætte Larsens gamle artikler fra Faklen på pensum i kristendomsundervisningen end ugebladsmondæne præsters og teologers udgydelser om kristendommen som den gemytlige tryghed midt i livets genvordigheder. (...)

Peter Tudvad, Information, 23.9.2006