|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Pest og platte karaktermord
Af Rune Engelbreth Larsen 
Det kan ikke komme bag på nogen, at Ole Witt-Hansen i Weekendavisen den 22.9. kritiserer Tøger Seidenfadens og undertegnedes bog, Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar.
Det er sigende for Witt-Hansens niveau, at hans bidrag til karikaturkrisen var debatindlæg med den dybsindige indsigt, at krisen »begyndte med de helt uacceptable trusler mod en illustrator af en børnebog« (JP, 3.2.) og, at »uvidende mennesker tusindvis af kilometer borte har fået kendskab til Jyllands-Postens tegninger" via "herboende muslimer, der har formidlet et had mod den danske nation« (JP, 13.12.)
Bogen dokumenterer ganske klart, at begge dele er bekvemme myter - karikaturkrisen havde f.eks. måneders bevågenhed blandt hele diplomatiet i den islamiske verden, der udmærket selv var i stand til at reagere og kritisere ikke blot tegningerne, men de generelt islamofobiske forhold i dansk debat og politik.
Rigtig perfidt bliver det dog, når Witt-Hansen ikke ser sig for god for platte karaktermord, der dels baserer sig på en absurd smædeartikel om undertegnede i Weekendavisen sidste måned (25.8.), hvis usaglighed og underlødighed forlængst er udstillet i samme avis, og dels anvender det letgennemskuelige debatkneb at trække Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik frem som forståelsens og forsoningens »fornemste talerør i dansk journalistik« i kontrast til Tøger Seidenfarden, der udstilles som »blind over for den totalitære islamismes fare«.
Sandheden er, at Witt-Hansen ikke har noget som helst til overs for hverken den forståelse eller forsoning, som både Politikens nuværende og forhenværende chefredaktør repræsenterer, hvilket kom klart til udtryk, da han i februar netop stemplede Herbert Pundiks idé om en moské i København som et forslag om, »at man skulle betale 'blodpenge' til fundamentalisterne i form af en moské« (JP, 9.2.).
Men når jeg overhovedet føler mig foranlediget til at reagere på Witt-Hansens substansløse spredehagl, skyldes det ikke mindst hans afslørende forsvar for, at Søren Krarup og Jesper Langballe har kaldt islam for »pest«. Den absurde apologi går på, at det kaldte Hartvig Frisch også nazismen - som om det bliver mindre propagandistisk og stupidt af den grund at gøre alle muslimer til smittebærere af en trussel af nazistisk art. Faktum er da også, at netop pest-billedet først og fremmest var et af nazisternes yndede hadebegreber for jødedommen.
Det ville klæde både Witt-Hansen og hans venner i Tidehverv at afstå fra at gentage antisemitiske propagandabilleder i deres generaliserende udfald mod islam. Sporene skræmmer.
Rune Engelbreth Larsen
Weekendavisen, 29.9.2006
NOTE: Weekendavisen har bragt en lang række angreb på undertegnede i Weekendavisen, hvor udfald mod min person i flere smædeartikler, læserbreve og klummer nærmest har haft karakter af en føljeton. Nogle af mine kommentarer hertil er blevet offentliggjort i Weekendavisen, og på Humanisme.dk har jeg kommenteret forløbet og af og til bragt uddrag fra andre indlæg herom. Nedenfor følger en oversigt. REL.
13.10.06: Fanden på væggen | Engelbreths bekendelser og 3. genmæle
29.09.06: Pest og platte karaktermord | Engelbreths 2. genmæle
23.09.06: »I disse Engelbreth-tider« | om Bjørnvig, Høy og Peter Tudvad
08.09.06: Bjørnvigs transformation | fra Neutzsky-Wulff-fan til antimuslim
04.09.06: Johan Hermann Rump | om Poul Pilgaard Johnsens kilde
01.09.06: Den suspekte humanisme | 1. genmæle af Engelbreth
29.08.06: Weekendavisens smædeportræt | kommenteret gennemgang
|
|
