|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Fanden på væggen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Efter syv ugers blandet landhandel af løgn og latin om de åbenbart interessante motiver for undertegnedes virke, er det vel på sin plads for en gangs skyld også at få disse belyst med mine egne ord.
Jeg har altid holdt meget af Monty Pythons livsbekræftende Life of Brian. Ikke mindst i disse lad-os-håne-Muhammed-så-meget-som-muligt-tider er det interessant at bemærke, hvordan filmens godmodige humor f.eks. adskiller sig fra Hirsi Alis aggressive Submission.
I en af mine yndlingsscener skildres flokmentalitetens ensretning: Da Brian taber en sandal, bliver det set som et »tegn« om, at alle skal smide den ene sandal, og da han formaner dem at tænke selv, gentager de tankeløst hans opfordring i kor.
Begavet og hjertelig satire, der enkelt udstiller ortodoksiens absurditet i enhver afskygning og derfor f.eks. både rammer enøjede fundamentalister af kristen og muslimsk observans.
En særegen hjemlig ortodoksi har vi i den lutherske variant, der udspringer af den politisk indflydelsesrige Tidehverv-klan. Der er i mine øjne tale om en sofistikeret ortodoksi, hvor man trods alt ikke bare mekanisk smider sandaler, for nu at blive ved filmens billede.
Men man følger forbilledet på anden vis - jeg kommer således altid til at tænke på legenden om Luthers møde med Djævelen, når Tidehverv udfolder den sort/hvide-retorik og dæmoniserer muslimer og menneskerettigheder.
Det fortælles, at Djævelen opsøgte Luther i Wartburg, og at reformatoren resolut kylede sit blækhus efter den faldne engel, efterladende en blækklat på væggen. Siden har ortodokse lutheranere ikke forsømt en lejlighed til at gøre ham kunststykket efter og har i tide og utide malet fanden på væggen og dæmoniseret deres modstandere.
Her må jeg så bekende, at jeg personligt ville have reageret anderledes end Luther. Jeg tror, at jeg ville have inviteret Djævelen på en kop kaffe i stedet for at kyle med blæk.
Jeg har altid fundet det relevant at møde synspunkter, som ordentlige moralister har været for besindige til at lægge øre til. Af og til har jeg unægtelig opsøgt miljøer, som en del ville holde sig fra.
Derfor har jeg f.eks. talt med dømte kriminelle og forkætrede imamer, fordi jeg ville høre, hvordan isolationsfængsling og marginalisering så ud fra deres verden. Derfor har jeg eksperimenteret religiøst af interesse for den fænomenologi, religionernes udogmatiske og individualistiske traditioner refererer til. Derfor har jeg prædiket i folkekirken, selv om jeg mener, at stat og kirke burde adskilles.
Jeg er også gået til stregen for at slå til lyd for social retfærdighed. Derfor har jeg f.eks. været med til at udnytte en tv-transmitteret julegudstjeneste, så en ung kvinde kunne snige sig på prædikestolen og opfordre seerne til at ofre af den danske overflod til trængende grupper. Jeg har f.eks. været medarrangør af en demonstration for retssikkerhed med både hjemløse, indvandrere, rockere, psykiatriske patienter og narkomaner. Alt er foregået helt fredeligt, men den borgerlige forargelse var ganske betydelig. Jeg har f.eks. også arrangeret debatmøder mellem Messerschmidt og Quraishy, bl.a. under fysisk obstruktion på Nørrebro - her var så den venstreorienterede forargelse kolossal.
Jeg kan altså næppe prale af et søndagsskole-CV, ikke engang af den »politiske korrekthed«, jeg gerne tilskrives som noget særlig slemt - men alligevel er det åbenbart fristende at smøre ekstra tykt på i dele af pressen.
Men modsat populære antagelser har jeg imidlertid aldrig været »marxist« eller »ypperstepræst«. Jeg går heller ikke ind for »bevæbning«, men derimod for afvæbning, og jeg kunne aldrig drømme om at acceptere pigeomskæringer eller anden børnemishandling.
Og i modsætning til statsministeren, som end ikke ville byde kritiske ambassadører på kaffe, ville jeg nok byde både Fanden, Jesus og Lenin på kaffe for at få en sludder. Men jeg ville nu ikke melde mig under fanerne hos hverken den ene eller anden af den grund.
Jeg hører ikke rigtig til i nogen af lejrene, men sætter mig som regel mellem to eller flere stole. Modsat Georg Brandes ville jeg derfor heller ikke hylde Lucifer i en fakkeltale - men derfor synes jeg alligevel, at hans tale er god.
Ligesom min respekt f.eks. heller ikke bliver spor mindre for Leif Bork Hansens kierkegaardske individualisme eller Kjeld Holms forbilledlige næstekærlighed, blot fordi jeg ikke kan kalde mig deres trosfælle - for mig at se er der næppe nogen, der har gjort mere for at fastholde et rummeligt og humanistisk Danmark end netop de to.
Og skønt jeg ikke er muslim, har jeg stor sympati for f.eks. Mona Sheikh, Abdul-Wahid Pedersen og Tanwir Ahmed, som er blevet tilsværtet i flere urimeligt aggressive interviews.
Men når man har mødt og samarbejdet med nogen, som har været i den offentlige gabestok, risikerer man at blive taget til indtægt for hvad som helst - især hvad disse af deres kritikere HÆVDES at stå for. Den rolle er jeg blevet placeret i flere gange.
Jeg er også selv blevet stemplet som belastende bekendtskab. Andre skal så »stå til ansvar« for de mest fordrejede udlægninger af mine standpunkter.
Så er det, at jeg alligevel overvejer at følge Luthers eksempel og kyle et blækhus efter de intrigante sataner, der ikke kan lade den enkelte tale for sig selv. Men jeg la'r alligevel vær'.
Der er andre og mere perspektivrige ting at bruge blæk til end at male fanden på væggen.
Rune Engelbreth Larsen
Weekendavisen, 13.10.2006
NOTE: Weekendavisen har bragt en lang række angreb på undertegnede i Weekendavisen, hvor udfald mod min person i flere smædeartikler, læserbreve og klummer nærmest har haft karakter af en føljeton. Nogle af mine kommentarer hertil er blevet offentliggjort i Weekendavisen, og på Humanisme.dk har jeg kommenteret forløbet og af og til bragt uddrag fra andre indlæg herom. Nedenfor følger en oversigt. REL.
13.10.06: Fanden på væggen | Engelbreths bekendelser og 3. genmæle
29.09.06: Pest og platte karaktermord | Engelbreths 2. genmæle
23.09.06: »I disse Engelbreth-tider« | om Bjørnvig, Høy og Peter Tudvad
08.09.06: Bjørnvigs transformation | fra Neutzsky-Wulff-fan til antimuslim
04.09.06: Johan Hermann Rump | om Poul Pilgaard Johnsens kilde
01.09.06: Den suspekte humanisme | 1. genmæle af Engelbreth
29.08.06: Weekendavisens smædeportræt | kommenteret gennemgang