Erik Valeur analyserer virkemidlerne i 'Den hemmelige krig'

Af Rune Engelbreth Larsen

Den tidligere leder af DRs radio-dokumentargruppe, journalist Erik Valeur har i Jyllands-Posten analyseret Christoffer Guldbrandsens og Nils Giversens meget omdiskuterede dokumentarfilm, Den hemmelig krig og konkluderet, at der er tale om en manipulerende fremstilling.

Der er en stigende tendens til at bruge filmiske virkemidler i dokumentarfilm, anfører Valeur, f.eks. kreative kameravinkler, slowmotion, modlysoptagelser, særlig mørke eller kornede billeder og dramatisk underlægningsmusik, der giver en mindre åbenlys drejning af det overordnede sigte: »I 'Den hemmelige krig' bruger Christoffer Guldbrandsen de filmiske virkemidler til at banke én synsvinkel igennem, i stedet for at stille de modstridende synspunkter op mod hinanden. Og der er skruet ekstremt meget på de filmiske knapper for at få det til at lykkes. Resultatet er blevet semijournalistik. Man har solgt meget ud af de klassiske journalistiske og dokumentariske principper, for at få plads til de filmiske effekter, hvis man skal sige det pænt.« (Jyllands-Posten, 18.7.2007).

Blandt disse virkemidler fremhæver og kritiserer han nogle, som i mine øjne er uproblematiske eller blot visuelt understøtter journalistiske pointer, men han slår også ned på andre, der afgjort er så kritisable, at de kaster et nyt lys over filmen.

I det følgende knyttes nogle kommentarer til Valeurs kritik af virkemidlerne:

Kritik: Flag på soldaterskulder - vises igen og igen. Vi ved ikke hvem soldaten er, hvor han befinder sig, eller hvornår. Formålet er at forbinde danske soldater til alt, hvad vi ser.

Kommentar: Det er et kernepunkt, hvorvidt de soldater, der udleverer fanger til amerikanerne, kan identificeres eller ej, og her spiller Dannebrog en nøglerolle. Man kan af gode grunde ikke filme disse fangeudleveringer, da de har fundet sted, og derfor er det naturligvis væsentligt at fremstille det visuelt på anden vis. Det er ikke rimeligt at påstå, at de dermed forbinder de danske soldater til »alt, hvad vi ser«. REL.

Kritik: Fly der lander og letter - formålet er primært at forbinde Kandahar-lejeren, hvor de danske soldater var, til Guantanamo-basen på Cuba, der bruges som symbolet på USA's overtrædelse af Geneve-konventionerne. Det er et stort problem for Guldbrandsens historie, at ingen af de 34 afghanere, som danske soldater bevisligt tog til fange, endte på Guantanamo.

Kommentar: Det afgørende for dokumentarfilmen er, hvorvidt danskernes udlevering af fanger til amerikanerne medfører en torturrisiko eller ej, og det er ikke afhængigt af, om de pågældende videresendes til Guantanamo, for tortur har fundet sted mange steder i det amerikanske system. Derfor er det ikke videre relevant at anfægte billeder af et fly, der letter. REL.

Kritik: Fanger der ydmyges, får hætter over hovedet, knæler i støvet - skal linke til mishandling og tortur.

Kommentar: Billederne antyder (endog i en afdæmpet version), hvad der risikeres i amerikansk varetægt - mishandling og tortur. REL.

Kritik: Stillbillede af Jægerkorpsets tidligere chef Frank Lissner og statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de smiler lidt fjoget, bruges igen og igen. Fortæller seerne, at de to griner og skjuler sandheden.

Kommentar: Her sættes fingeren på noget essentielt - der er i bedste fald tale om et virkemiddel af meget tendentiøs karakter, i værste fald af propagandistisk. REL.

Kritik: Anders Fogh Rasmussen i Folketinget - vises talrige gange. Det er skurkens benægtelse af sandheden - krydsklippes med scener, som tilsyneladende dokumenterer noget afslørende.

Kommentar: Det er statsministerens benægtelse af dokumentarfilmens påstande, som konstituerer problemstillingen, hvorfor klippet er uomgængeligt. Det er ikke manipuleret eller iscensat på nogen måde, men fungerer som billed-citat, men bliver overdrevet polemisk af for mange gentagelser. REL.

Kritik: Mørke billeder kontra lyse billeder. De 'skyldige' vises i mørke, rystede, tågede, kornede billeder. Kritikerne, som er filmens helte, optræder i lyse, rolige billeder, naturlige kameravinkler og hyggelige omgivelser. Det taler til seerens mellemgulv: Når billederne er mørke ved du, at du er i skurkeområdet. I de lyse billeder sidder du over for en, som du hygger dig med.

Kommentar: Igen er det en væsentlig kritik - vi er ovre i den urimeligt tendentiøse ende af paletten. REL.

Kritik: Kameravinkel skråt nede fra - bruges kun én gang, i interview med forsvarsminister Søren Gade - får enhver til at ligne et skurkagtigt magtmenneske. Lynzoom ud og ind på ansigter - bruges på nogle af filmens »skurke«, Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade. Slow - bruges på andre af filmens skurke, forsvarschef Jesper Helsø og Forsvarskommandoens tidligere pressechef, H.C. Mathiesen. Dramatisk/ildevarslende musik - skal understrege pointer ved at påvirke seerens mellemgulv.

Kommentar: Ligeledes manipulatoriske virkemidler. REL.

Det korte af det lange er, at ved at gennemgå filmen sekund for sekund sætter den erfarne dokumentar-journalist Erik Valeur unægtelig fingeren på nogle kritisable virkemidler, det vil sige dokumentarfilmens form. Selv om flere af de fremhævede forhold ovenfor er ubetydelige, er der andre, som er klart manipulatoriske.

Derudover gennemgår han hver eneste scene i minutiøs detalje og underbygger overbevisende sin kritik.

Hvad man ikke får med, er, at en række af de virkemidler, som anvendes over for statsministeren og forsvarsministeren, er udtryk for almindelig kost i pressens omgang med sine »ofre«. Blot er det sjældent, at det er de mest magtfulde politikere, som udsættes herfor - nogle illustrative eksempler er f.eks. den propagandistiske fremstilling af Nørrebro i 2004 (læs: Danske racister går med knive), TV2's mytomane historie om indvandrer-rockere i 2005 (læs: TV2, Triple A - og filmen Crash) og mediernes dækning af karikaturkrisen i 2006 (læs: Politiske superstars og mediedarlings).

Men det diskvalificerer ingenlunde Valeurs hudfletning af virkemidlerne i Den hemmelige krig - det viser blot, at der er tale om en generel tilbøjelighed, som Jyllands-Posten desværre aldrig ville sætte himmel i jord og bevægelse for at afdække, hvis ikke det lige præcis var regeringen, der havnede i vridemaskinen.

Valeurs analyse ændrer i mine øjne ikke vurderingen af dokumentarfilmens grundlæggende kritik af den danske regering. At danske soldater har udleveret afghanske fanger til amerikanerne og dermed udsat dem for tortur-risiko, stik imod officiel dansk politik, er rigelig grund til en kritisk dokumentarfilm (jf.: Den hemmelige krig og Foghs dobbeltstandarder).

Det ændrer selvfølgelig heller ikke ved Foghs dobbeltstandarder i forhold til, hvornår han kan og må kritisere medierne, og hvornår han ikke kan og må. Vi husker fra karikaturkrisen:

»Det ville også være helt forkert, hvis en regering i et frit folkestyre giver en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden. Jeg tror, at der ville lyde et ramaskrig, hvis regeringen skulle til at gøre sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier.« (Ritzau den 25.1.2006).

Den maksime har statsministeren lagt fra sig - hvor han selv er i skudlinjen, kommer den indre smagsdommer frem for fuld udblæsning.

Den hemmelige krig påviser i mine øjne manipulation og fortielser fra danske myndigheders side. Men ret skal være ret - at det sker med urimeligt manipulatoriske virkemidler, fremgår af den nærgående billedanalyse fra Valeurs hånd, der har udslagsgivende betydning for den samlede helhedsvurdering af dokumentarfilmens kvalitet.

Rune Engelbreth Larsen
18. februar, 2007