Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Khader kontra Akkari - politiske mediedarlings

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Da Karen Jespersen skiftede til Venstre, blev hun ikke blot badet i blitzlys, men tillige båret på hænder og fødder af studieværter, der opførte sig som logrende skødehunde. I det ene program efter det andet lirede hun let og ubesværet sit valgprogram af som nationens frelserinde og de svages beskytter.

Researchen glimrede ved sit fravær, og det var lykkeligt glemt, at netop Karen Jespersen mere end nogen anden vendte socialt marginaliserede grupper ryggen i sin ministertid.

»Godt at se, at der stadig væk er strøm på,« sagde i stedet en storsmilende tv-vært fra Danmarks Radio som afskedsord til den genopstandne politiker.

Jo, det er godt at gå fra foto-sessions med sin kære puddelhund til mikrofonholderi i bedste sendetid. For den politiske superstar er den røde løber rullet ud til hygge-passiar i stedet for journalistisk interview – det kender vi ikke bare fra Karen Jespersen, men også fra Naser Khader.

Så meget desto mere var den nylige dokumentarudsendelse »Muhammedkrisen under huden« tankevækkende. Hovedpersonerne Naser Khader og Ahmed Akkari indtog som bekendt rollerne som henholdsvis Ytringsfrihedens Apostel og Ondskabens Dæmon i et sort-hvidt mediebillede i 2006.

Og Khader var for et år siden lige så stor en gevinst for Venstre som Karen Jespersen i dag – endog uden at skifte parti. Han skaffede bl.a. statsministeren den photo-opportunity, som regeringen havde så hårdt brug for, da han selv og en flok fremtrædende medlemmer af Demokratiske Muslimer lod sig fotografere som ukritiske mæh-lam foran verdenspressens kameraer ved siden af statsministeren: »Se selv, hvor hyggeligt muslimerne og statsministeren har det – der er ikke noget at komme efter,« var budskabet.

Dokumentarudsendelsen fortæller en anden historie fra foreningens interne møder, hvor Rushy Rashid ikke var bange for at tale helten imod, skønt Khader gennemtromlede sin egen og statsministeens perfekte selviscenesættelse.

Khader ville derfor redigere i filmen og bl.a. beskære Rashids taletid, og da han ikke fik sin vilje, forsøgte han ligefrem at forhindre, at den blev sendt. Så meget for Ytringsfrihedens Apostel.

Pludselig ville han ikke være med til at give Akkari taletid – til trods for at han i et helt år havde været klar over, at udsendelsen var bygget op som et dobbeltportræt.

I dag er Khader superstar, men for 1½ år siden var han mediedarlingen über Alles, så selv en Karen Jespersen blegnede. Kun Khader kunne f.eks. slippe godt fra at sælge sig selv som en, der – hold fast! – havde svært ved at komme til orde (sic). Den åd medierne også.

Demokratiske Muslimer blev lanceret i protest mod, at diverse imamer fik for megen taletid, hed det sig: »Vi er mange, og vi er ’den anden stemme’, som blander os i det danske samfund, deltager i foreningslivet og opfatter religionen som en del af vores kultur, men ikke som den eneste del. Og fordi vi er så integrerede, er vi ikke organiserede i et etnisk/religiøst netværk.« han påpeger, at netop denne gruppe derfor har »svært ved at komme til orde« (Kristeligt Dagblad, 30.11.2005).

Khader, der er folketingsmedlem, bestsellerforfatter og tidligere brevkasseredaktør på Ekstra Bladet, og som uden sammenligning er og var Danmarks mest indflydelsesrige politiker med indvandrerbaggrund, savnede eksponering? Absurditeten blev påpeget i nærværende avis i marts 2006 – ingen muslim kan matche Khaders mediefylde: I perioden 2000-2005 blev han f.eks. nævnt i 4.132 trykte artikler – fire gange så hyppigt som f.eks. Abu Laban (kilde: InfoMedia).

I dag er det så Akkari, der får for megen taletid ifølge Khader.

En hurtig søgning viser imidlertid, at Akkari fra 2000 og op til karikaturkrisens eksplosion i februar 2006 blev nævnt i sølle 144 trykte artikler mod Khaders 4.540. Siden er det rigtig nok gået stærkt for begge herrer, og i det følgende år kan vi læse om Akkari i 1.446 artikler – men i samme tidsrum er Khader atter den suveræne topscorer med 4.158.

Jo, det er svært at komme til orde for Khader, der skal passe meget på, at opponenter så vidt forskellige som Rashid og Akkari ikke overskygger hans taletid.

Og tallene fortæller kun en lille del af historien. For hvor Khader bæres i guldstol i artikel efter artikel, tilsvines Akkari stort set rutinemæssigt i de bærende artikler og tv-indslag. »Muhammedkrisen under huden« afdækker den hårdeste tid, hvor den ene pressegrib efter den anden havde skrevet dommen på forhånd, så den passede som bestillingsarbejde i Khaders spin og igen og igen resulterede i unuanceret og selvtilfreds slagtning af Akkari.

Tør man håbe, at nogen har lært noget? Det handler hverken om at slagte den ene eller anden, blot fordi man er nok så uenig, men om at stille saglige og kritiske spørgsmål på et sobert plan.

Også – og måske først og fremmest – til de magtfulde mediedarlings og politiske superstars.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 17.2.2007