Hvem husker ikke statsminister Anders Fogh Rasmussens ubøjelige linje under karikaturkrisen, hvor han forfægtede det pudsige synspunkt, at så meget som at kommentere Jyllands-Postens Muhammedkariakturer ville være at indskrænke ytringsfriheden? Dengang sagde han bl.a.:
- For mig er det overhovedet ikke relevant i denne debat, hvad Jyllands-Postens motiv må have været, fordi pressen har frihed til at bringe, hvad den vil. Jeg vil ikke tage stilling til motivet, fordi så er jeg selv med til at afspore debatten ved at acceptere en præmis om, at der overhovedet kan være en grænse for ytringsfriheden.
- Det ville også være helt forkert, hvis en regering i et frit folkestyre giver en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden. Jeg tror, at der ville lyde et ramaskrig, hvis regeringen skulle til at gøre sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier.
Kilder: Jyllands-Posten den 30.10.2005 og Ritzau den 25.1.2006.
Det er værd at betænke nu, hvor regeringen og regeringstro mediefolk løber stormløb mod Christoffer Guldbrandsens og Nils Giversens dokumentarfilm Den hemmelige krig, der dokumenterer, at danske soldater har udleveret afghanske fanger til amerikanerne og dermed udsat dem for tortur-risiko, stik imod officiel dansk politik.
Dennegang vil regeringens voldsomme angreb på en del af pressen ingen ende tage. Anders Fogh Rasmussen afviser imidlertid at sidestille holdningen i dag med sin egen reaktion under karikaturkrisen: »Jamen, det er jo to vidt forskellige sager. Tegningesagen handlede om, at der var kræfter – også kræfter udefra, som ville blande sig i, hvad en dansk avis havde lov til at bringe. Det handler om ytringsfriheden.« (Politiken, 26.1.2007).
Argumentet er ude i skoven (også når vi ser bort fra den aldeles misvisende karakteristik af, hvad karikaturkrisen handlede om!). Statsministeren afslører nemlig her sin fuldkommen arbitrære skillelinje imellem, hvorvidt det er et spørgsmål om ytringsfrihed eller ej at kommentere og kritisere pressen - en skillelinje, der således var principielt fraværende i hans argumentation for slet ikke at ville tage stilling til Muhammedkarikaturerne.
Dengang var det således helt og aldeles irrelevant at tage stilling til JP's motiv, men nu beklikkes Danmarks Radios motiv uden videre af regeringspolitikere: »Jeg kan efterhånden godt forstå, at man laver en motivgranskning af DR,« siger Pia Christmas-Møller (Nyhedsavisen, 25.1.2007).
Dengang var det helt forkert, hvis regeringen gav en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden, og Fogh advarede mod det ramaskrig, det ville afstedkomme, hvis regeringen optrådte som smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier ...
Nøjagtigt dette er imidlertid, hvad der sker over for Danmarks Radio nu. Fra Foghs side. Fra Christmas-Møllers side. Og fra talrige andre regeringspolitikeres side.
Statsministerens angreb på DR har også mødt international kritik fra Index on Censorship, hvorfra redaktør Rohan Jayasekera netop drager paralleller til karikaturkrisen: »Den danske regering bør ikke skyde budbringeren, fordi de ikke kan lide budskabet. Statsministeren har samme ret som en hver anden dansker til at klage over et bestemt medie til Pressenævnet. Det må være den rigtige måde at gribe det an på.«
Og Jayasekera tilføjer: »Statsministerens budskab kan være med til at underminere Danmarks sag rundt om i verden. I den muslimske verden vil man sige: Der er ytringsfrihed, når muslimer bliver kritiseret, men der er ikke ytringsfrihed, når den danske regering bliver kritiseret.« (Politiken.dk, 26.1.2007).
Pia Kjærsgaard slutter op om statsministeren i allerbedste konspiratoriske stil: »Vi så det under strejkerne i daginstitutionerne, og jeg har også mærket det på egen krop. DR har jo gennem en lang periode ført kampagnejournalistik mod Dansk Folkeparti. Jeg synes ligefrem, man kan se afskyen lyse ud af øjnene på studieværterne, når de [omtaler] Dansk Folkeparti.« (Nyhedsavisen, 25.1.2007).
Den ret alvorlige sag til trods, er det nu vanskeligt ikke at trække på smilebåndet her ...
Men al denne polemik til trods har man kun kunnet finde ganske få unøjagtigheder og skønhedsfejl. Her er uddrag af Politikens anskuelige sammenholdning af pro et contra:
1. angreb: I et interview i DR's film 'Den hemmelige krig' siger den amerikanske forhørsleder Chris Hogan, at det danske flag er blevet »set på soldater, der afleverede fanger, fem-seks gange«. Men ifølge Nyhedsavisen er Hogan mere forbeholden i det oprindelige klip. (...)
Politiken, den 26. januar 2000 |
En nøgtern gennemgang heraf kan vanskeligt konkludere andet, end at punkt 7 burde have været præciseret, men at dette ingen som helst forskel gør ved fremstillingen i øvrigt. Den eneste regulære fejl finder vi under punkt 8.
Det er således korrekt, at forsvarsminister Søren Gade modsat oplysningerne i dokumentarudsendelsen i en folketingsdebat har indrømmet, at man har overgivet fanger til USA, hvilket derfor burde være nævnt - men heller ikke dette ændrer dog ved den kendsgerning, at forsvarsministeren også har løjet.
Alle andre kritikpunkter falder til jorden. Udsendelsen er ganske enkelt så velresearchet og holdbar, som al rimelig dokumentation og saglighed kan kræve.
Også Danmarks Radios seerredaktør, Jacob Mollerup afviser hovedparten af kritikken. Selv om han finder, at udsendelsens anklage mod regeringen mere er »sandsynliggjort« end »bevist«, fastslår han bl.a.:
• »Mit overordnede indtryk er, at 'Den hemmelige krig' er en tiltrængt film om et vigtigt emne.«
• »Det er relevant journalistik, som stædigt prøver at udfordre de officielle forklaringer.«
• »Filmens lancering var ikke særlig genial - og gav de angrebne gode muligheder for at tale om andet end filmens hovedindhold.«
• »... præmisserne er rimelig klart præsenteret - og de angrebne har mulighed for at svare for sig. Og vi taler om en kritisk dokumentar, som naturligt må have et spillerum for at sætte tingene på spidsen.«
Det korte af det lange er, at dokumentarudsendelsen er en vægtig påvisning af fortielser og manipulation i Forsvaret og regeringen. Men naturligvis er statsministeren i sin gode ret til at kritisere både udsendelsen og Danmarks Radio, også selv om kritikken ikke har meget substantielt grundlag.
Den virkelige skandale her består derfor slet ikke i Anders Fogh Rasmussens ophidselse og (usaglige) kritik - det er en del af de politiske spilleregler for debat, at den kan være både polemisk og ude af proportioner. Men dobbelstandarderne i forhold til hans bizarre udmeldinger under karikaturkrisen afslører en presset politiker, der skalter og valter med de forhåndenværende politiske søm, når han manøvrerer yderst fordelagtigt over for regeringstro medier og slår hårdt ned på kritikere.
Ydeligere oplysninger om sagens baggrund (links åbner i nyt vindue):
• Dokumentarens hjemmeside
DR2's dokumentariske hjemmeside om dokumentarudsendelsen
• Redegørelse fra DR's seerredaktør
Jacob Mollerup: »Krigen om troværdigheden«
• Den hemmelige krig
Se hele dokumentarfilmen via DR2
Rune Engelbreth Larsen
26. januar, 2007