Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Muslimernes splittelse og (fra)valg

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ 1 < 2 < 3 < SIDE 4 ]

Nødvendig samling

Kasem Saids fremgangsmåde er ikke bare et uheldigt særtilfælde, men desværre lidt for symptomatisk for situationen blandt etniske minoriteter i almindelighed og blandt troende muslimer i særdeleshed. Enkelte personer foretrækker opportunisme for at sole sig i nogle øjeblikkes skulderklap blandt de etablerede partier frem for en kritisk linje, der kan gøre en forskel på længere sigt, og da der i forvejen er udbredt desorientering i forhold til det politiske spektrum i Danmark blandt mange »menige« muslimer, bliver det let tilfældigheder og uvidenhed, der kommer til at dominere dagsordenen bag kulisserne.

Lad mig understrege, at jeg ikke fremhæver dette i skuffelse over, at Minoritetspartiet ikke kom i Folketinget. Hvis de vigtigste islamiske organisationer havde støttet os, ville partiet naturligvis have fået betydeligt flere stemmer, men det ville heller ikke have været nok til at komme over spærregrænsen.

Jeg mener selvfølgelig, at Minoritetspartiet var det mest oplagte sted at sætte sit kryds som muslim, men det er ikke det, der er pointen. For min skyld kunne de islamiske organisationer have peget på Centrumdemokraterne, bare der dog var en samlet strategi og gennemtænkt idé bag i stedet for en diffus spredning. En idé om at igangsætte et markant og konsekvent, fælles brud med de partier, der bidrager til marginaliseringen og diskriminationen af etniske og religiøse minoriteter. Et brud, der viser, at man er parat til at samle kræfterne og bakke op om de få, som klart og entydigt bekæmper de anti-islamiske tendenser i Danmark.

Naturligvis udgør de etniske minoriteter ikke en konform enhed, og det gør muslimerne heller ikke i sig selv – det er med andre ord helt naturligt, at etniske minoriteter ligesom alle andre borgere i det danske samfund orienterer sig bredt og stemmer vidt forskelligt. Men den akutte, politiske situation er ikke »naturlig« i forhold til muslimerne i Danmark, men særdeles bekymrende, så længe pressen og politikerne kappes om at mistænkeliggøre islam og fastholde eller forøge den allerede eksisterende diskrimination og marginalisering. Derfor er der nu og her behov for at lægge uoverensstemmelserne til side og samles.

Den dag, de nuværende politiske tendenser er vendt, og flertallet af danske partier nøgternt og fleksibelt har normaliseret islams tilstedeværelse som en velkommen religion i Danmark på linje med de øvrige, og den dag, diskriminationen er afskaffet – så er sagen selvfølgelig en anden. Den dag vil det være kunstigt at forestille sig, at etniske minoriteters stemmer skulle fordele sig med mindre spredning end de øvrige befolkningsgrupper i det danske samfund.

Men den dag ligger bare ikke lige om hjørnet, og den kommer ikke tættere på, før den politiske udvikling skifter spor. Og netop derfor kræver den akutte situation samling, også på tværs af islamiske grupperinger og politiske forskelle – en samling, hvor der naturligvis må søges samarbejde og alliancer med andre, ikke-muslimske grupperinger, der helhjertet bekæmper indvandrerhetzen og højredrejningen.

Det mest optimale må være, at muslimer selv skaber et nogenlunde samlet (og frem for alt effektivt og målrettet) fælles modspil, der har massiv opbakning blandt hovedparten af nøglepersonerne og de største organisationer. Desværre er der rigeligt med eksempler på pinlige slagsmål mellem foreninger om bestyrelsesposter i forhold til at stable fælles initiativer på benene, hvilket viser, at det er en vanskelig vej.

Fatih Alev og Abdul-Wahid Pedersen har forsøgt at samle kræfterne gennem Muslimernes Landsorganisation, men udover Osman Öztoprak og enkelte andre er opbakningen reelt ikke-eksisterende.

Antallet af papir-organisationer har virkelig været imponerende, men hvis ikke de vigtigste, reelle organisationer kan enes uden nid og nag og uden de sædvanlige socialdemokratiske selvmål, så kan muslimer lige så godt isolere sig derhjemme og passivt lade Dansk Folkeparti diktere udviklingen, mens Venstre, Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre følger trop i vekslende tempo.

Bl.a. DMGT, Islamisk Kulturcenter, Det Islamiske Trossamfund, Det Islamiske Forbund i Danmark, Muslim Cultural Institute, Bosnisk Kulturforening og Foreningen Ahlul-Bait må gå sammen med de vigtigste andre organisationer og bakke 110 procent op om en samlet profil, der selvfølgelig siger markant fra over for diskrimination og racistisk retorik, men som frem for alt ikke lider af berøringsangst over for også at rejse den hårde, men nødvendige kritik af SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Hvis en sådan samling skulle lykkes med nogle få organisationers undtagelse, er dette ikke noget problem – måske kan netop dét lette samarbejdet mellem de øvrige – men det store flertal skal bakke op, hvis det skal gavne noget som helst.

Man kan tage udgangspunkt i en af de allerede eksisterende foreninger, f.eks. Muslimernes Landsorganisation eller Muslimer i Dialog, men det er hovedløst og nyttesløst, hvis ikke der følger massive ressourcer og helhjertet opbakning med. Der bør være en dygtig og markant talsperson, som i detalje kender til forholdene i de islamiske organisationer og er inde i det politiske system i Danmark.

De allermest oplagte kandidater til en fuldtidsansat frontfigur ville i mine øjne afgjort være Tanwir Ahmed eller Imran Hussein. Men der er flere andre kapaciteter, som bestemt også kunne varetage en sådan opgave, ikke mindst Abdul-Wahid Pedersen, Osman Öztoprak, Fatih Alev, Ahmed Dualeh eller Mona Sheikh.

Jeg taler ikke her om et nyt INDsam eller POEM, men om en islamisk fællesorganisation, der kan og skal føre en skarp politisk profil, men som også kan forestå bogudgivelser, arrangere demonstrationer, gå i dialog med myndigheder om specifikke problemer af sociokulturel karakter, imødegå propaganda og proportionsforvrængende pressehistorier, samarbejde med muslimske og ikke-muslimske eksperter om gode og saglige bud på integrationsprocessen, rejse sager om racisme og diskrimination på arbejdsmarkedet og alle andre steder i det danske samfund, samt udgive årsrapporter om nationens tilstand, der selvfølgelig også skal præsenteres for den internationale presse.

En islamisk organisation, der slutter op om initiativer, som kan fremme saglig og positiv dialog og tilskynde en sober, multietnisk samfundsudvikling med plads til mangfoldighed. Og som en selvfølgelighed er absolut uafhængig af enhver udenlandsk organisation og enhver stat, både religiøst og politisk.

Til at forestå selve opbygningen og organiseringen af en effektiv og professionel organisation i stedet for de mange hidtidige papir-organisationer, ville f.eks. Abdullah Fejzic og Zeki Kocer være indlysende kapaciteter – som allerede nævnt er ingen islamiske foreninger i Danmark så velorganiserede og professionelle som DMGT og Bosnisk Kulturforening.

Et stort budget og et professionelt sekretariat vil være nødvendigt – en halvhjertet satsning er spild af kræfter og ressourcer. Der bør udgives et slagkraftigt og professionelt månedsmagasin med en opsøgende og afdækkende, kritisk journalistisk profil, der har plads til længere analyser såvel som korte, skarpe vinkler, der både vender kritikken indad og udad. Magasinet skal helst uddeles gratis i 50.000 ex. i samtlige indvandrerkiosker og moskeer landet over, og Mattias Pappe kunne være et godt bud på en chefredaktør. Eget nyhedsbureau skal opbygges i tilknytning hertil, f.eks. en omfattende udvidelse af Sahafa.dk. Og så skal organisationen naturligvis også bruge magasinet til at melde klart og entydigt ud til kommunalvalg og folketingsvalg – måske kan det hele danne grobund for et selvstændigt parti med islamisk udgangspunkt engang i fremtiden, hvem ved.

Men så længe et sådant parti ikke eksisterer, bør organisationen klart og utvetydigt fravælge enhver kandidat og ethvert parti, som fører en politik, der er baseret på diskrimination. Tilsvarende bør man lige så utvetydigt fremhæve og støtte nogle ganske få kandidater, så stemmerne kan koncentreres hos enkelte, der derved får en større chance for at komme i Folketinget eller i kommunalbestyrelser.

Minoritetspartiet

En sådan organisation kan imidlertid ikke klare sig, hvis ikke den bliver uhyre professionelt struktureret og får et betydeligt budget. Det kan sandsynligvis finansieres for mindre end et par millioner kroner om året – selv med et professionelt gratismagasin tilknyttet. En række frivillige kræfter vil uvilkårligt slutte sig til, hvis først det lykkes at få de basale tiltag finansieret og på skinner.

ER DET REALISTISK? Ja, selvfølgelig. Som det fremgår, findes de dygtige og erfarne folk jo allerede, og der bliver i forvejen indsamlet mange millioner kroner årligt i islamiske miljøer til nødhjælpsarbejde, foreningsarbejde og ejendomsopkøb – selvfølgelig kunne der også rejses 1-2 millioner kroner årligt til noget så vigtigt som dette, hvis viljen er til stede.

ER DET UREALISTISK? Ja, selvfølgelig. I det mindste som sagerne står i dag.

Hvorfor? Fordi nid og nag ville være en stopklods for at nedsætte en velfungerende bestyrelse, baseret på professionalisme; fordi nationale og etniske præferencer ville være en stopklods for at vælge en talsperson, eftersom vedkommende jo ikke både kan være dansker, araber, tyrker, pakistaner, bosnier og somalier eller både shiamuslim og sunnimuslim osv. Misundelse og frygt for at gå glip af prestige vil få nogle til at stampe fornærmet i jorden, hvis ikke de »fylder nok« i organisationen, hvorfor de hellere vil se det hele mislykkes – og så kan muslimerne forblive henvist til skyggerne i dette samfund, uden indflydelse på hverken debat og politik, men som evige syndebukke.

Hvad kommer det egentlig mig ved ...?

Alt dette er selvfølgelig blot mine egne, helt subjektive oplevelser og overvejelser. Men hvad kommer det egentlig mig ved, hvad der sker i de islamiske miljøer? Jeg er bare en dansk humanist, der har haft foden inden for som gæst i diverse islamiske miljøer, især de sidste fem år.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Minoritetspartiets sigte med at opstille til det seneste folketingsvalg hverken var at være et indvandrerparti eller et islamisk parti – men at det i høj grad også var at repræsentere etniske minoriteter, herunder selvfølgelig muslimer. Minoritetspartiet bestræbte sig på at være et modspil til de etablerede partier, også i kraft af en sober og imødekommende tilgangsvinkel til islam, baseret på respekt og ligeværd, og ambitionerne var netop at være de særlig trængte befolkningsgruppers parti og talerør på deres egne præmisser.

Nu fik Minoritetspartiet ikke mange stemmer, men det skal ikke forhindre mig i at gøre status over situationen og mulighederne for én af de befolkningsgrupper, vi har beskæftiget os indgående med de forløbne år.

Det er selvsagt kun op til muslimerne, hvad der skal ske og ikke ske i fremtiden i de islamiske miljøer, men det kan vel ikke skade, at også andre reflekterer over situationen?

Og i et bredere perspektiv er det nu engang også nødvendigt at bekæmpe den generelt ensrettende og populistiske tendens i det danske samfund, som kriminaliserer, overvåger og mistænkeliggør stadig flere anderledestænkende. Her fungerer hetzen mod muslimerne som den rambuk, der gennem propagandistisk sammenblanding af islam og terrorisme legitimerer stigende overvågning, diskrimination og indskrænkninger i borgerrettighederne, som også rammer andre end de etniske minoriteter og i bred forstand bevæger samfundet ind i en ond cirkel af tiltagende mistillid og konflikt.

Muslimernes splittelse og svækkelse er derfor en splittelse og svækkelse af enhver modoffensiv mod ensretningen – også derfor ligger den mig på sinde. Og derfor må alle, der er bekymret over denne udvikling, reagere.

Når dét er sagt, så vil jeg dog også til allersidst bemærke, at når hetzen mod etniske minoriteter også berører og involverer ikke-muslimer, så skyldes det ikke nødvendigvis politiske analyser, men først og fremmest at alting i sidste ende er og bliver et personligt samvittighedsspørgsmål.

Og derfor er det vanskeligt, hvis ikke umuligt at undgå at »blande sig«. Den hysteriske mistænkeliggørelse, som rammer etniske minoriteter i almindelighed og muslimer i særdeleshed, er ganske enkelt både skræmmende og uacceptabel i sig selv.

Rune Engelbreth Larsen
11. marts, 2005