|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Muslimernes splittelse og (fra)valg
Af Rune Engelbreth Larsen 
Muslimerne og venstrefløjen
Socialistisk Folkeparti har kritiseret både den foregående og den nuværende regerings hårde og diskriminerende kurs over for etniske minoriteter, men også SF'ere er begyndt at drive med strømmen i de senere års anti-islamiske bølge, og partiet har i stigende grad slækket på almene principper som lighed for loven og lige rettigheder.
På partiets landsmøde i 2002 gav daværende folketingsmedlem Jørn Jespersen udtryk for, at han ingen problemer havde med at »tvinge minoritetsbørn i børnehave« (jf. Politiken, 13.1.2002), og Kamal Qureshi fik Holger K. Nielsens store opbakning, da han foreslog, at kommende statsborgere skulle sværge en »ed« ved demokratiet og eksamineres i de danske nationaldage. Et forslag, hvis grundidé VK-regeringen fremsatte og vedtog kort tid efter. For begge forslags vedkommende gælder det, at man igen udsondrer nytilkomne borgere som en særlig suspekt befolkningsgruppe, der skal »bekende« sig til den danske stat – en absurditet, som alle andre statsborgere naturligvis er fritaget.
Forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn dokumenterer i antologien Når du strammer garnet, hvordan også venstrefløjen (fortrinsvis socialdemokrater og SF'ere) har medvirket til at marginalisere og stigmatisere etniske minoriteter i de senere år:
»Vi må bebrejde både venstrefløjen og liberale og moralske kræfter på højrefløjen, at det ikke er blevet seriøst forsøgt af brede og indflydelsesrige kredse at erstatte dagsordenen om de kriminelle, onde, fjendtlige, nassende indvandrere med en helt anden dagsorden, der handler om kompromisløs overholdelse af menneskerettighederne, ligebehandling, Danmark som hjemstavn for forfulgte og mangfoldighed som en ressource. Her har venstrefløjen et medansvar. Vi kan altså på venstrefløjen identificere ikke bare følgagtighedssynder og undladelsessynder, men også selvstændige synder: (...)
• De myter om indvandrere, flygtninge og muslimer samt debatten om disse, som venstrefløjen har overtaget eller skabt.
• Den faktisk førte politik på udlændingeområdet i den seneste ti-årige periode, hvor venstrefløjen havde den parlamentariske magt.
• De tendenser på venstrefløjen, der kan understøtte en intolerant kultur og politik.« (Carsten Fenger-Grøn (red.) et al.: Når du strammer garnet, Århus 2003; s. 112f).
I samme bog redegør Fenger-Grøn for, hvordan en række navngivne venstrefløjskoryfæer har svigtet ved at overtage proportionsforvrængende polemik mod etniske minoriteter og fordomsfuldt sludder om islam, f.eks. SFs Anne Grete Holmsgaard: »Anne Grete Holmsgaard fra SF finder det relevant ([Islam i Danmark] s. 96-97) at nævne æresdrab som et 'gruopvækkende fænomen', man ikke kan fortænke mennesker i at forbinde med islam, 'så længe der ikke lyder en klar kritik af den dogmatiske islam' (hvad skulle sammenhængen være mellem dogmatisk islam og æresdrab??!!) …« (s. 119). Holmsgaard henviser til »'overvægten af unge mænd med muslimsk baggrund, der begår voldtægter'. Enhver med elementært kendskab til minoritetsproblematikker vil vide, at religiøst tilhørsforhold ikke registreres, hvorfor vi ikke har andet end løse skøn over antallet af muslimer i Danmark og ingen viden om sammenhæng mellem religion og kriminalitet.« (s. 130).
Enhedslisten har utvivlsomt været Folketingets bedste forsvarer for etniske minoriteters rettigheder, men ligesom SF er også Enhedslisten så småt begyndt at blive præget af den dagsorden og de myter, som højrefløjen har knæsat siden midten af 1980erne.
Enhedslisten har udgjort det parlamentariske grundlag for Nyrup-regeringerne i små ti år uden at kunne sætte sin indflydelse igennem, mens Socialdemokraterne og de radikale har gennemført i nærheden af 40 stramninger i udlændingeloven. Det har imidlertid ikke været nogen let position at agere under, men som marxistisk parti har de ideologisk betingede problemer med religionen (herunder naturligvis islam) muligvis medvirket til at fremme en uheldig udvikling, set med muslimske briller – i det mindste har de næppe hæmmet den.
Således skulle Enhedslistens årsmøde i 2003 bl.a. klargøre partiets politiske kurs over for etniske minoriteter. Den vedtagne udtalelse lægger ud med nogle klare, humanistiske principper: »Enhedslisten forsvarer eksempelvis den enkelte kvindes ret til selv at bestemme, hvordan hun klæder sig på, hvorvidt hun bærer tørklæde, eller hvem hun vælger som sin samlever eller seksuelle partner uden indblanding fra staten, religiøse ledere eller arbejdsgivere.«
Dernæst slår imidlertid en besynderlig mistænkeliggørelse igennem: »Enhedslisten kræver også præcis de samme rettigheder og pligter for islamiske friskoler og fritidsundervisning, som er gældende for traditionelt danske projekter af samme art og vil nægte både etniske mindretal og danskere 'retten' til at mishandle deres børn, hvad enten det handler om omskæring eller andre former for vold.«
Enhedslisten forfalder her til signalpolitik uden indhold. For hvem er det, der f.eks. taler for retten til »omskæring eller andre former for vold«? Det er der naturligvis ingen foreninger, partier eller samfundsdebattører, som gør, og dermed lægger partiet sig i slipstrømmen på den almindelige marginalisering af »de fremmede« versus »os andre«, fordi partiet her skelner mellem »etniske mindretal« og »danskere« på en måde, der kun kan forstås således, at man gør op med de etniske mindretals »ret« og tilbøjelighed til børnemishandling og omskæring.
Igen må man spørge, hvor denne »ret« er stadfæstet, og hvem dens fortalere er? Det hele svæver, men får stadig mere eksklusiv adresse til etniske minoriteter. Udfaldet mod omskæring er tilmed flertydigt, fordi det kan læses, som om partiet er imod både pige- og drengeomskæring og derved kriminaliserer en tradition, der gælder samtlige muslimske og jødiske mænd og drenge. Hvis dette »blot« er en uheldig formulering og kun sigter til pigeomskæringer, fremhæves omvendt et pseudoproblem, eftersom Enhedslisten derved fastholder myten om pigeomskæring som et særligt problem i Danmark, til trods for at der ikke er dokumenteret én eneste pigeomskæring i de seneste mange år.
Tendensen til en særlig mistænkeliggørelse af etniske minoriteter fortsætter imidlertid, når partiet siden understreger, at man »ikke på nogen måder støtter eller bare accepterer reaktionære og undertrykkende ideologier, blot fordi disse har deres udspring i etniske minoriteter«.
Gad vide, hvad »blot fordi« betyder? Igen en populistisk fordømmelse med slet skjult adresse til islam. For hvad skulle ellers menes med modstanden mod undertrykkende ideologier, der »har deres udspring i etniske minoriteter«? Angrebspunktet underforstås som almenkendt og retter sig således reelt ensidigt mod islam, al den stund at 99 procent af alle vælgere umiddelbart vil opfatte islam som den ideologi par excellence, der har sit »udspring i etniske minoriteter«. Flere gange karakteriseres endvidere de »undertrykkende ideologier« som »politisk-religiøse«, hvilket gør det særlig suspekt at være religiøs, og hvilket i sammenhængen naturligvis kun kan forstås som rettet mod muslimer. Skulle man alligevel være i tvivl om, hvem Enhedslistens slet skjulte fordømmelse retter sig mod, fremhæves senere »islamismen«, der beskrives som »reaktionær« og »mandschauvinistisk«.
Med årsmødet i 2003 har Enhedslisten med andre ord lagt en kurs, der konstaterer eller insinuerer, at Danmarks næststørste religion mere eller mindre entydigt betragtes som en »reaktionær«, »mandschauvinistisk« og »undertrykkende ideologi«.
Det betyder ikke, at Enhedslisten ikke kan holde fanen højt, hvad angår rettighedskampen for alle samfundsborgere, også muslimer. Men det betyder, at den muslim, der bliver bekendt med dette ovenstående syn på islam, trods alt må føle sig noget uønsket og fremmedgjort.
Muslimerne og Minoritetspartiet
Selv om Minoritetspartiet var folketingsvalgets mindste parti, opstillede vi næstflest folketingskandidater med indvandrerbaggrund: Abdullah Fejzic (født i Bosnien), Adel Hassan (født i Irak), Peter Ali Nicolajsen (født i Bangladesh), Ahmed Dualeh (født i Somalia). Både sunnimuslimer, shiamuslimer og ikke-muslimer var repræsenteret – og blandt de øvrige kandidater var desuden folketingsvalgets eneste imam, Abdul-Wahid Pedersen, der er pæredansk.
Minoritetspartiet er et humanistisk parti, som bl.a. kæmper for, at alle religioner får samme vilkår i Danmark. Islam skal naturligvis anerkendes helt på linje med de øvrige, godkendte trossamfund. Religion er ikke »opium for folket«, men en afgørende kulturhistorisk faktor og har været det i hele menneskehedens historie. Det skal være lige så ubesværet at være religiøs og selv vælge sit eget trossamfund, som det skal være at fravælge trossamfund.
Minoritetspartiet ønsker derfor også, at der skal være langt flere islamiske begravelsespladser, og at myndighederne skal gå velvilligt ind og hjælpe lokalt med at lette muligheden for at bygge moskeer i de største byer. For os er integration en tovejsaffære – ingen skal afsværge sin samvittighed eller religion, men alle skal naturligvis overholde den gældende lovgivning. Det behøver man ikke nogen »ed« for, som SF'ere har foreslået. Man skal overholde loven, men derfor behøver man selvfølgelig ikke mene, at Grundloven er »vigtigere« end Koranen eller Bibelen (eller nogen som helst anden bog for den sags skyld) – den slags skal staten slet ikke blande sig i.
Vi ønsker at normalisere islams tilstedeværelse i Danmark i stedet for at kriminalisere og marginalisere religionen, og en normalisering sker ikke ved, at alle moskeer er gemt af vejen, men ved at der også er moskeer i de danske bybilleder, derved vænner danskerne sig til, at islam i dag også er en dansk religion.
Minoritetspartiet er det eneste parti, der har foreslået, at ingen arbejdsgiver skal kunne forbyde kvinder at gå med slør. Muslimske kvinder skal kunne bære slør, hvor som helst de selv ønsker det, både derhjemme og på arbejde, og muslimske friskoler skal ikke udsættes for andre krav, end der gælder alle andre friskoler.
Minoritetspartiet vil i modsætning til regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti trække de danske tropper ud af Irak omgående og afskaffe 24 års-reglen og tilknytningskravet. I modsætningen til Det Radikale Venstre har vi ikke en fortid som regeringsparti med talrige stramninger i udlændingeloven bag os, og vi har på intet tidspunkt presset muslimske kandidater ud af partiet, men tværtimod budt dem velkommen. I modsætning til Kristendemokraterne har vi heller ingen »muslimresolution«, der forbyder ikke-kristne at stille op som folketingskandidater, og i modsætning til SF og Enhedslisten har vi ingen ideologiske problemer med islam eller andre religioner – vi er ikke marxister.
Ingen skal »undskylde« deres religion over for os, og ingen skal gøres kollektivt ansvarlige for, hvad terrorister eller andre ekstremister måtte foretage sig i »islams navn«, hvilket vi i modsætning til de øvrige partier har understreget gentagne gange offentligt.
På initiativ af Peter Ali Nicolajsen har Minoritetspartiet tilmed indført en mindretalsbeskyttelse internt i partiet, ifølge hvilken vi ikke blot accepterer, men klart opfordrer enhver kandidat og ethvert medlem til at følge sin egen samvittighed, (skulle f.eks. det tilfælde opstå, at der er en konflikt mellem partilinjen og ens religiøse overbevisning). Dermed kommer en muslim (eller enhver anden) meget vanskeligere i en regulær samvittighedskonflikt mellem parti og religion, sådan som det ellers ofte er sket i de øvrige partier.
Det er på hele denne baggrund, at Minoritetspartiet har opnået et godt samarbejde og en dybere forståelse blandt mange grupperinger i de islamiske miljøer. Det er naturligvis også på denne baggrund, at det kunne lade sig gøre at skabe tilstrækkelig tillid til, at en række toneangivende nøglepersoner fra islamiske kredse kunne følge Minoritetspartiets opfordring til at anbefale Ebba Bigler til EU-parlamentsvalget i juni 2004, som vi tidligere har været inde på.
Til folketingsvalget i 2005 gik det imidlertid anderledes. Kasem Said Ahmed fra Islamisk Trossamfund satte sig hurtigt på dagsordenen i de islamiske miljøer gennem udmeldinger til pressen, der gav indtryk af at muslimerne skulle støtte Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og »venstrefløjen« - Minoritetspartiet blev ikke nævnt.
Udlændingeordfører for Socialdemokraterne, Anne Marie Meldgaard tog imod foræringen med taktisk glæde – den samme udlændingeordfører, som ellers gerne vil have æren for 24 års-reglen og VK-regeringens øvrige stramninger på udlændingeområdet, var altså paradoksalt nok blandt dem, der nu blev ombejlet af talspersonen fra Islamisk Trossamfund.
Kasem Said har som én af de få personer i centrale, islamiske organisationer obstrueret Minoritetspartiet fra begyndelsen af og forhindret at vi kunne deltage med talere til diverse arrangementer, alt imens Minoritetspartiets forhold til Abu Laban (der som bekendt er imam i Islamisk Trossamfund) til gengæld har været ganske konstruktivt.
Det er blot ét af flere paradokser, jeg har oplevet i forskellige islamiske miljøer. Visse nøglepersoners mangel på viden om, hvad der foregår i dansk politik, kombineret med bestræbelser på at opnå personlig vinding i form af lejlighedsvis goodwill i de etablerede partier betyder, at en samlet og fælles strategi for at påvirke udviklingen mistes. Uden at tage spor hensyn til, at f.eks. Socialdemokraternes Karen Jespersen og Helle Thorning-Schmidt repræsenterer en indstilling til islam, der ligger på linje med Bertel Haarders, fik Kasem Said dikteret dagsordenen og forhindret en samlet kritisk udmelding, der kunne have skabt vigtig debat og opmærksomhed. I stedet blev Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fredet.
Dermed gik en væsentlig chance tabt, ikke blot for Minoritetspartiet, men også for andre partier, der er kritiske over for Socialdemokraternes udlændingepolitik. Tænk om Said i stedet havde meldt ud, at Islamisk Trossamfund ville opfordre muslimerne til at stemme på Minoritetspartiet, Centrumdemokraterne eller Enhedslisten i et bevidst og velbegrundet fravalg af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre? Det ville have ryddet et par forsider og sendt et afgørende signal til Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre om, at der er grænser for, hvor ringe hukommelse muslimer har over for de utallige stramninger og ringeagtsytringer, som også disse partier har stået bag siden midten af 1990erne.
Udmeldingerne om at støtte partier, som ville afskaffe 24 års-reglen, var slet ikke markante og entydige nok, og Socialdemokraternes bidrag til højredrejningen af udlændingepolitikken kunne dermed fortsætte uanfægtet af de islamiske organisationer. Naturligvis ville et pres fra disse ikke have betydet noget udslagsgivende for regeringsdannelsen efter valget – men for debatten og for den fremtidige udvikling kunne også marginalerne gøre en vigtig forskel.
På de følgende møder blandt toneangivende imamer og andre nøglepersoner i det islamiske miljøer var stilen med andre ord allerede lagt. I stedet for at spille en aktiv rolle i opgøret med de sidste ti års højredrejede udlændingepolitik og pege på alternativer til både den socialdemokratisk-radikale og den liberalistisk-konservative blok, valgte man at indordne sig og medvirke til at opretholde status quo.
Opbakningen til Abdul-Wahid Pedersen, som var opstillet i den kreds, hvor Islamisk Trossamfund og en lang række moskeer har til huse, blev derved ofret for en komplet urealistisk forestilling om, at Socialdemokraterne ville føre en anderledes udlændingepolitik end Venstre, selv om Mogens Lykketoft igen og igen benægtede, at man ville lempe noget som helst af nævneværdig betydning.
Hvis de øvrige, islamiske grupperinger havde haft tilstrækkelig indsigt i de danske partiers politik og en samlet vilje til at afvise Kasem Saids udmelding, kunne de let have ændret kursen, men i stedet fulgte de fleste trop. Visse steder, bl.a. i Gellerupparken i Århus gik man så vidt, at Minoritetspartiets valgmateriale blev kopieret og hustandsomdelt dagen før valget med et B i stedet for et M som afsenderadresse – hvorved etniske minoriteter altså fik det fejlagtige indtryk, at de ville få Minoritetspartiets (M) politik ved at stemme på liste B, dvs. Det Radikale Venstre ...
Der var ikke meget at stille op, bortset fra en godmodig latter over, hvor absurd det hele var. Det cirkus, som valgkampen havde udviklet sig til i de etablerede partier, blev ikke imødegået, men matchet af grupperinger blandt den mest trængte minoritetsgruppe af dem alle – muslimerne.
Fortsættes side 4 ...