|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Muslimernes splittelse og (fra)valg
Af Rune Engelbreth Larsen 
Er muslimer demokrater, og kan imamer støtte ikke-muslimske politikere?
Hvordan er det nu med islam og demokratiet? Hvis du spørger Hizb ut Tahrir, er det uforenelige størrelser, og hvis du spørger Dansk Folkeparti, er det uforenelige størrelser. Enigheden mellem disse to partier er på dét punkt rørende.
Hvis du derimod spørger ni ud af ti imamer, jeg har haft kontakt til, er det absolut forenelige størrelser, ligesom der ikke er problemer med Sharia i forhold til at overholde almindelig lovgivning i en sekulariseret stat som den danske. Den islamiske retslærde, professor Tariq Ramadan skriver f.eks.:
»... muslimer er forpligtet af deres kontraktmæssige vilkår, undtagen i det specifikke tilfælde, hvor de er tvunget til at handle mod deres samvittighed. Denne præcisering er nødvendig, eftersom visse radikale islamiske grupper hævder, at en muslim ikke kan være forpligtet af en forfatning, der tillader renteopkrævning (ribâ), alkoholindtagelse (khamr) og anden opførsel, der strider mod islamisk lære. Men selv om de europæiske forfatninger i praksis tillader sådanne transaktioner og en sådan adfærd, så forpligter de ikke muslimer til at benytte disse midler eller handle på denne måde. Derfor skal muslimer på den ene side respektere den gældende lovgivning – eftersom deres tilstedeværelse er baseret på en stiltiende eller udtrykkelig aftale – og på den anden side undgå alle aktiviteter og engagementer, der strider mod deres tro. Man kan således se, at det er i god overensstemmelse med en troskab mod den islamiske lære, Shari'aen og fiqh, at muslimer bor i Vesten, og at det er deres pligt at respektere landets love. Med andre ord, islamisk lov og retslære forpligter den enkelte muslim til at underlæge sig den udtrykkelige lovgivning, der gælder i hans opholdsland under henvisning til den stiltiende moralske aftale, som danner baggrund for hans tilstedeværelse i dette land. Eller sagt på en anden måde: At praktisere Shari'aen er for en muslimsk borger eller en muslim med ophold i et europæisk land eksplicit at respektere det pågældende lands forfatnings- og lovgivningsmæssige struktur. (…) Shari'aen kræver ærligt medborgerskab inden for den ramme, der udgøres af den foreliggende lovgivning i det pågældende europæiske land.« (Ramadan: At være europæisk muslim, Kbh. 2002; s. 202f).
Men Hizb ut Tahrir og andre er naturligvis berettiget til den holdning, de nu engang har; faktisk har jeg ofte forsvaret deres ret til at have deres holdninger og gøre brug af den samme ytringsfrihed som alle andre. Min erfaring er, at de fleste fra Hizb ut Tahrir optræder høfligt og uaggressivt til debatmøder, hvor der ellers er bred enighed blandt mange muslimer om at betragte dem som en pestilens.
Hvad imidlertid har slået mig med forundring, er den aggressivitet, som visse andre antidemokratiske muslimer gør brug af, uden at nogen griber ind med så meget som et ord.
Jeg har set muslimer som Peter Ali Nicolajsen med årelang erfaring fra bl.a. islamisk nødhjælpsarbejde dele politisk materiale ud efter fredagsbøn, mens han er blevet overfuset på det groveste med skældsord og en yderst aggressiv adfærd fra selvbestaltede muslimske missionærer, der ikke kan argumentere, men skal lufte deres pubertære sindelag gennem slet skjulte verbale trusler.
Der er heldigvis kun få rabiate modstandere af ytringsfriheden, som anlægger denne attitude, men det kan være rystende at overvære, hvor mange andre muslimer, der passivt går forbi i sådanne situationer.
Hermed vil jeg ikke stigmatisere muslimer over én kam som passive tilskuere til grov adfærd. Sandheden er nemlig, at almindelige, ikke-muslimske danskere som regel reagerer nøjagtigt lige så passivt, når de er vidner til urimelig adfærd af den ene eller anden slags. Det ene undskylder blot ikke det andet.
I modsætning til, hvad mange danskere tror, opfordrer det altovervejende flertal blandt muslimer til, at man deltager i de demokratiske valg, og også en del imamer, som tidligere har været skeptiske eller modstandere heraf, har simpelthen skiftet holdning i de senere år.
Men forargelse og fordømmelse kan være risikoen blandt de nok så marginale, men også særdeles højtråbende antidemokratiske grupperinger, hvis man vover at gøre en politisk forskel på utraditionel vis – bl.a. Abu Laban har været udsat for en sådan forargelse.
Til EU-parlamentsvalget i juni 2004 lykkedes det Minoritetspartiet at rejse opbakning blandt toneangivende muslimer til at støtte Ebba Biglers kandidatur til EU-parlamentet for JuniBevægelsen. Ebba Biglers mærkesag var:
»Der mangler mennesker i europæisk politik, som taler minoriteters sag og kræve etnisk og religiøs lighed i EU. Jeg vil arbejde for et Europa med frihed til forskellighed og bekæmpe hetz og diskrimination.«
Hendes kandidatur blev bl.a. anbefalet af Abu Laban fra Islamisk Trossamfund, Abdul-Wahid Pedersen fra ISRA, Raif Tanis fra DMGT og Obaid ur Rehman fra Muslim Funeral Service, der figurerede på 30.000 politiske løbesedler med navn og foto.
Hvor uanseligt det end må forekomme, var dette faktisk en overordentlig enestående bedrift. Fremtrædende muslimer bakker op om en dansk, ikke-muslimsk kandidat til EU-parlamentsvalget!
Men de danske medier fandt ikke, at dette havde nogen som helst journalistisk værdi – de vil åbenbart hellere fastholde den vrangforestilling, at alle muslimer er »kvindeundertrykkende antidemokrater«, og denne fordom krakelerer naturligvis, når det viser sig, at selv toneangivende imamer udmærket kan anbefale en kandidat, der ikke selv er muslim, og som tilmed er en pæredansk kvinde.
Da løbesedlerne blev uddelt rejste sig imidlertid et ramaskrig fra anden kant. SFs EU-parlamentskandidat, Marwan Zobi satte det usande rygte i omløb, at Minoritetspartiet ikke havde spurgt Abu Laban om lov til at benytte hans navn og foto i det politiske materiale, og en lang række imamer blev nu kimet ned og advaret mod at stemme på Bigler. Rygtet virkede og blev spredt som en løbeild.
Det kostede for det første Minoritetspartiet et kæmpe arbejde at forklare, at Abu Laban og de øvrige anbefalere indlysende selv havde givet os lov til at lade dem figurere på materialet og havde fået forelagt det nøjagtige indhold, men dernæst fulgte så forargelsen blandt antidemokrater, der mente, at Abu Laban havde gjort sig skyldig i noget frygtelig uislamisk.
En imam gik sågar i rette med Abu Labans opbakning til »jøden Ebba Bigler«. Det var en både irrelevant, forkert og ufrivilligt komisk indvending. Den pågældende havde læst Biglers hjemmeside og forstod tilsyneladende ikke, at når hun skrev, at hun var »jyde«, betyder det selvfølgelig, at hun stammer fra Jylland, ikke at hun er jøde ...
Pest eller kolera: Nyrup-regeringerne eller Fogh-regeringerne
Dansk Folkeparti har af indlysende grunde næppe fået én muslimsk stemme til folketingsvalget den 8. februar – men desværre skal der væsentligt mere til end at fravælge Dansk Folkeparti, hvis en muslimsk stemme skal gavne muslimerne. De optimale valgmuligheder var faktisk ikke synderligt mange for den muslim, der ville sætte sit kryds ved et parti, som ikke deltager i hånlige udfald mod islam, og som går konsekvent imod diskrimination af etniske minoriteter.
Man kunne f.eks. overveje at stemme på et af regeringspartierne, De Konservative eller Venstre? De har imidlertid ført Danmark i krig mod et land med muslimsk befolkningsflertal på et manipuleret og forløjet grundlag og har gennemført diskriminerende love som 24-års reglen og starthjælpen. Desuden har de med Bertel Haarder i spidsen lagt en hård og fordømmende linje igennem en hånlig og kulturchauvinistisk retorik, som også Det Radikale Venstre påpegede i deres glimrende valgvideo.
Haarders udtalelser nærmer sig rent faktisk, traditionel racistisk tankegang, idet han skelner mellem etnisk-baserede karaktertræk af positiv (dansk) og negativ (udenlandsk) observans: »De [udlændinge] lever i en subkultur uden for den danske stamme. Derfor er de meget hurtige til at tillære sig mulighederne for at få penge uden at gøre en indsats.« (Berlingske Tidende, 20.9.2003). I en af sine bøger skriver Haarder ligefrem: »Efter 150 år i etnisk renset tilstand bliver vi danskere nu igen udfordret af et stort tal fremmede, der slår sig ned iblandt os. Denne gang er det ikke - som i helstatens tid - en tysk/holstensk elite, der gør sig uheldigt bemærket. Nu er det i hovedsagen en umælende underklasse af især Tyrkere, et let genkendeligt proletariat, der som alle proletariater figurerer tungt i statistikken over kriminelle, arbejdsløse og bistandsmodtagere. Kort sagt: en klods om benet på det kostbare danske velfærdsapparat.« (Den bløde danske kynisme, 1997; s. 83). Flygtningene er åbenbart også både belastende og bedrageriske: »De simulerer sygdom og får lægerne til at lave falske lægeerklæringer. De står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. De skal sættes til at flå mink. Til at arbejde med svin, det har de ikke noget imod. De skal tage det beskidte, rutinemæssige og dårligt betalte arbejde.« (Politiken Online, 7.10.2003).
Vi kan karakterisere den slags ytringer på forskellige måde (og de er langtfra sjældne), men hvad enten vi bruger ord som »kulturchauvinistisk« eller sågar »racistisk« eller ej, er og bliver udsagnene i alle tilfælde grove, hånlige og ringeagtende.
Til det nylige folketingsvalg kunne muslimerne også overveje at stemme på Kristendemokraterne, der imidlertid allerede inden valget proklamerede, at de ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. En stemme på Kristendemokraterne var altså en stemme på at fastholde den statsminister, der har stået i spidsen for den hårdeste diskriminationskurs i dansk politik. Kristendemokraterne har godt nok samvittighedsfuldt kritiseret statsministeren og hans regering for dens diskriminerende kurs, men samtidig har partiet selv en intern vedtagelse, de kalder »muslimresolutionen« (sic), som betyder, at kun kristne kandidater må opstille for Kristendemokraterne. Beskeden til muslimerne synes ikke at være til at tage fejl af: Vi mener, at diskriminationen er lidt hård mod jer, men vi vil pege på en statsminister, der vil fortsætte kursen, og vi vil i øvrigt heller ikke risikere at se jer som kandidater i vores eget parti ...
Alternativt kan man så vende blikket mod Socialdemokraterne eller Det Radikale Venstre. Det er de to partier, som har siddet i regering i 1993-2001 med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Her har Thorkild Simonsen og Karen Jespersen tegnet udlændingepolitikken en del af årene, hvor strammerkursen er blevet sat på skinner, så Bertel Haarder bare kunne køre videre ad samme spor. En politisk retning, der heller ikke har fået dårligere vilkår blandt Socialdemokraterne, efter at Karen Jespersen har trukket sig ud af Folketinget, men som derimod især videreføres af Helle Thorning-Schmidt. Hun henviser endog til marxismen i sin hårde kurs over for islam (jf. Weekendavisen, 4.3.2005) og vil tvangsfjerne intet mindre end 5 (fem) procent af samtlige børn i Danmark (mod den gældende Europarekord på ca. 1 procent i dag), med særlig hård hånd over for indvandrere. Hun går således godt i spænd med folketingsmedlem Henrik Sass Larsen, der tidligere har givet udtryk for ønsket om at »aflive« muslimske friskoler (jf. Weekendavisen, 14.12.2001).
Både Mogens Lykketoft og Frank Jensen fastslog tilsvarende under valgkampen, at Socialdemokraterne ikke vil føre en anden indvandrerpolitik end de konservative og Venstre, og at de derfor også ville fastholde 24-årsreglen. Ja, allerede i 2002 roste Socialdemokraternes nyudnævnte integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard sig af, at VK-regeringens stramme udlændingepolitik var en videreførelse af Socialdemokraternes stramme udlændingepolitik: »Den lov, vi har fået [udlændingeloven 1. juli 2002], er ikke et resultat af [VK-]regeringens politik. Den bygger derimod på de stramninger, Thorkild Simonsen og Karen Jespersen arbejdede med. Jeg synes, vi er nødt til at vise, hvad vi har været med til.« (Information, 14.9.2002).
Kun kort tid senere proklamerede Meldgaard, at hun også var parat til at diskriminere socialt og økonomisk ved at lade udlændinge få lavere offentlige ydelser end danskere. Det skulle angiveligt få flere ud på arbejdsmarkedet ud fra følgende, patroniserende logik: »Den [indvandrer]kultur, man har påberåbt sig i årevis – at de er så stolte og vil klare sig selv – kan man lede længe efter. Deres egne beskriver jo, at de ikke har noget imod at være på kontanthjælp.« (Berlingske Tidende, 30.10.2002).
I modsætning til Socialdemokraterne har Det Radikale Venstre ført valgkamp på at lempe (nogle meget få) elementer i udlændingepolitikken, bl.a. 24 års-reglen. Men som allerede omtalt har Det Radikale Venstre imidlertid anlagt en utrolig afvisende linje over for partiets tidligere og nuværende muslimske kandidater, især Mona Sheikh og Babar Baig, men også Tanwir Ahmed og Sherin Khankan. De er blevet mistænkeliggjort af daværende kirkeminister Johannes Lebech alene med henvisning til Koranen, og Elisabeth Arnold er hoppet på bølgen og har på Det Radikale Venstres landsmøde i 2001 afkrævet partiets muslimer (ikke partiets kristne) at »ranke ryggen« og tage særskilt afstandtagen fra fundamentalisme. Samtidig har daværende folketingskandidat, Lars Dyrhagen udtrykt anerkendelse af Karen Jespersen i sin kritik af muslimerne i hans eget parti (jf. Jyllands-Posten, 16.1.2001).
Ph.d. i antropologi, Peter Hervik, der har analyseret hele forløbet, skriver bl.a.:
»I april 2001 bringer Ekstra Bladet (nu under den nye chefredaktør Hans Engell) og B.T. hver sin historie om frygt for kup og infiltration i Det Radikale Venstre. Kilder i det lille regeringsparti fortæller, at der er sat planer i værk for at ændre vedtægterne, så nye muslimske medlemmer ikke kan få hurtig indflydelse i partiet. En af de radikale politikere, Bjarne P. Nielsen, siger, at de nye muslimer ikke skal have fodfæste i Det Radikale Venstre. Samme Bjarne P. Nielsen går herefter sammen med daværende næstformand for De Radikale i Frederiksberg-kredsen, Jette Dali og tilsyneladende også partimedlem, Helle Merete Brix i gang med at finde dokumentation, der kan legitimere en eksklusion af de nye muslimske kandidater, Mona Sheikh, Babar Baig og Tanwir Ahmed. De tre undersøgere er tilsyneladende selvbestaltede, men partitoppen kender givetvis initiativet (Ekstra Bladet 22. april 2001). Forudsætningerne bliver aldrig klare, blot er det tydeligt, at fjendebilledet eksisterer før undersøgelsen sættes i gang, og dermed synes konklusionen skrevet på forhånd.« (Islam i bevægelse, Kbh. 2003, s. 191).
Babar Baig og Mona Sheikh har siden forladt partiet. Det Radikale Venstres kandidat til overborgmesterposten i København, Klaus Bondam har imidlertid efterfølgende overfuset Tanwir Ahmed offentligt for i april 2003 at arrangere en fredsdemonstration mod krigen i Irak, fordi den bl.a. dannede ramme om en fredagsbøn.
Sammen med Socialdemokraterne har Det Radikale Venstre gennemført næsten 40 stramninger i udlændingeloven, da de var i regering, og begge partier stemte sammen med VK-regeringen og Kristendemokraterne for 24-års-reglen og det såkaldte tilknytningskrav i 2002.
Nej, der er ikke meget positivt at hente for den muslimske vælger i de partier, der har udgjort regeringerne siden Nyrup kom til magten i 1993. Men heldigt nok for begge partier er der væsentligt færre blandt etniske minoriteter, som følger med i de danske medier, end blandt indfødte danskere.
Så var der måske mere ræson i at kigge til Centrumdemokraterne, der også stod i midten af det politiske spektrum til folketingsvalget og udgjorde et alternativ til Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Mimi Jacobsen har sandsynligvis tabt mange stemmer gennem de senere år på samvittighedsfuldt at gøre partiet til en stadig klarere fortaler for respekt og rettigheder til etniske minoriteter, selv om CD i realiteten også har lagt stemmer til langt de fleste af Nyrup-regeringernes stramninger i udlændingeloven. Men Centrumdemokraterne viste konsekvens over for den nye linje ved at være det eneste parti, der havde flere folketingskandidater med ikke-dansk baggrund end Minoritetspartiet.
Fortsættes side 3 ...