Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Muslimernes splittelse og (fra)valg

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ SIDE 1 > 2 > 3 > 4 ]

Muslimerne – Danmarks mest trængte og mest splittede minoritetsgruppe

Muslimerne er vel den mest trængte minoritetsgruppe overhovedet i Danmark. Ingen gruppe er genstand for samme intense mistro og regulære hetz fra bred, politisk side.

Skønt ingen gruppe derfor har større behov for samling og fælles organisering end muslimerne i Danmark, er virkeligheden desværre en anden, når man får skrabet lidt i overfladens formelle sammenhold. Her viser det sig for det første, at kun få minoritetsgrupper er så splittet af nid og nag som det, der kendetegner det gensidige forhold mellem flere islamiske kredse, og for det andet, at ingen anden minoritetsgruppe er så blottet for politisk effektivitet i forhold til at kæmpe sin egen sag.

Nu er muslimer naturligvis også andet og mere end »muslimer«: De er individer, hvis tilværelser, vilkår og præferencer er lige så forskellige og mangfoldige, som de er for kristne eller ateister. Men muslimerne bliver marginaliseret i egenskab af muslimer mere end nogen anden befolkningsgruppe, og derfor er det også som muslimer, at de har større behov for samling end andre grupper i den akutte, politiske situation.

Lige så venlige, tillidsfulde og omsorgsfulde over for både muslimske og ikke-muslimske medmennesker, som jeg har oplevet mange muslimer være, lige så blokerende for politisk handlekraft er imidlertid den udtalte og uudtalte mistro islamiske grupperinger imellem og fraværet af målrettet og bred opbakning til initiativer, der forsøger at forbedre forholdene og samle kræfterne. Jeg er klar over, at jeg her giver mig i kast med nogle generaliserende domme af både positiv og negativ art, og de skal ikke tages som mere end overordnede betragtninger – men jeg mener, at generaliseringerne peger på nogle klare tendenser.

Man fristes til at beskrive situationen ved at bekræfte et lille mundheld, som jeg i vekslende varianter, men med samme pointe har overhørt blandt flere muslimer: Hvor der er tre muslimer samlet, er der fire fraktioner.

De sidste ti år har jeg været aktiv i forskellige politiske sammenhænge, hvor mit kendskab til de islamiske miljøer i Danmark er blevet mere detaljeret og mere personligt. Det skyldes bl.a. mit engagement i Indvandrerradioen og ENAR (European Network Against Racism), men også tidsskriftet Faklen og først og fremmest mit arbejde i Minoritetspartiet de forløbne fem år. Det har bragt mig rundt til en del af landets indvandrerforeninger og moskeer, hvor jeg har talt med mange bestyrelsesmedlemmer og imamer, ligesom jeg har stiftet bekendtskab med en række politisk engagerede muslimer, både inden for og uden for de politiske partier.

Det er på den baggrund, at jeg i det følgende vil gøre mig nogle betragtninger over forhold af politisk betydning for muslimerne i Danmark og i den forbindelse rejse en kritik af udbredt politisk ineffektivitet og de interne magtkampe, som splitter muslimerne og kun gavner anti-islamiske kræfter i dansk politik. Jeg hævder ikke, at det følgende er objektive betragtninger, men at det dog er et kvalificeret blik »udefra«, som den enkelte muslim (og ikke-muslim, for den sags skyld) så kan forholde sig til eller lade være. Men uanset, hvordan det vil blive læst, er det skrevet i den bedste hensigt som en håndsrækning til en befolkningsgruppe i Danmark, der er usædvanlig trængt, og blandt hvilken jeg har mange personlige venner og bekendte.

Persongalleri: Muslimske nøglepersoner

Om mine erfaringer med og mit kendskab til muslimske nøglepersoner og -organisationer, kan jeg indledningsvist sige, at jeg er blevet mødt med stor imødekommenhed fra en række forskellige foreninger som f.eks. DMGT, Islamisk Kulturcenter, Det Islamiske Trossamfund, Det Islamiske Forbund i Danmark, Dansk-Palæstinensisk Kulturcenter, Muslim Cultural Institute, ISRA, Bosnisk Kulturforening og Foreningen Ahlul-Bait samt flere andre. Jeg har samarbejdet ubesværet med muslimer med både arabisk, tyrkisk, pakistansk, somalisk, bosnisk og dansk baggrund, og jeg er igen og igen blevet slået af beundring over den store hjertevarme og velvilje, som nøglepersoner i mange forskellige foreninger og moskeer har vist ikke bare mig, men enhver, der har besøgt dem, hvor jeg har været tilstede.

Det har været lærerigt at se, hvor velorganiserede og seriøse en række særdeles medlemsstærke foreninger arbejder, og det er paradoksalt, hvor lidt vægt de desværre tillægges, trods et dyrebart erfaringsgrundlag med sociale og organisatoriske opgaver. I betragtning af den succes, som f.eks. DMGT har med at organisere flere tusind tyrkere og Bosnisk Kulturforening med at organisere lige så mange bosniere i en lang række regionale afdelinger landet over, burde Integrationsministeriet selvfølgelig for længst have sammenkaldt de respektive ledere, Zeki Kocer og Abdullah Fejzic som rådgivere på linje med nogle af de mest erfarne nøglepersoner i forskellige, andre etniske miljøer.

Det gælder også pakistanere som f.eks. Ashfaq Sheikh, arabere som Mohammad Fouad Albarazi, Abu Laban, Mohammed Mehdi Khadami, Ahmed Akkari og Mohamad Al-Khaled Samha (Abu Bashar). Et solidt fundament i indvandrerforeningerne såvel som en række muslimske miljøer har ikke mindst arabere som Mohammed Manzuri, der har siddet mange år i byrådet i Frederiksberg, Souhail Ibrahim, primus motor i Indvandrerradioen og IDFAD, Monzer Dodar fra Vollsmose i Odense, Rabih Azad-Ahmad fra Multikulturel Forening i Gellerupparken og Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen på Indre Nørrebro.

Blandt somalierne er Mohammed Ghelle mest kendt i offentligheden fra sin tid som formand for INDsam, men Ahmed Dualeh har et mere detaljeret førstehåndskendskab til somaliernes situation i Danmark, hvor han har arbejdet og engageret sig i snart 40 år uden på noget tidspunkt at deponere sin uafhængighed hos politikere med fristende driftstilskud. En fristelse, som mange desværre er faldet for i tidens løb, hvorefter de ofte er blevet reduceret til ukritiske brikker for forskellige ministre, bl.a. Karen Jespersen og Bertel Haarder.

Blandt tyrkere er der flere dygtige bestyrelsesmedlemmer i DMGT som Osman Öztoprak og Ahmet Deniz, der har stor erfaring fra foreningsarbejdet, ikke blot blandt tyrkere, men på tværs af nationalt orienterede organisationer. Skønt der er andre betydningsfulde, islamiske organisationer med tyrkiske rødder, er DMGT den største, som er helt uafhængig af den tyrkiske stat. Fatih Alev har sin hovedvægt i foreninger med mindre nationalt islæt, og er af de fleste danskere kendt fra medierne, hvor han fører en utrættelig kamp for at levere et sagligt modspil til politikernes ensidighed i fremstillingen af islam.

Moské i dansk bybillede?

Hvor er kvinderne? spørger nogle måske – men der er mange aktive muslimske kvinder, ikke mindst Karima Fahim, som næsten er personligt bekendt med enhver dansker, der er konverteret til islam, og f.eks. Aminah Tønnsen, der har skrevet Ære eller skam – fup eller fakta? (2001), en afslørende gennemgang af de utallige fejl i Naser Khaders bog, Ære og skam (1996), samt Asmaa Abdol-Hamid, der er socialrådgiver og formand for en afdelingsbestyrelse i Vollsmose. Fra partipolitisk hold gælder det ikke mindst Mona Sheikh og Sherin Khankan, der begge tidligere har været aktive i Det Radikale Venstre. Mona Sheikh er imidlertid blevet uretfærdigt marginaliseret i en nærmest enestående nedrig pressehetz, tilrettelagt af kredse i Det Radikale Venstre (som vi skal vende tilbage til), mens Sherin Khankan tilsvarende er blevet lagt på is, siden også hun har markeret sig i opposition til Khader.

Mona Sheikh er ligesom Imran Hussein, Babar Baig og Tanwir Ahmed blandt de mange, kompetente unge med pakistansk baggrund, hvis kvalifikationer er ubetvivlelige, men som har oplevet en voldsom mistænkeliggørelse i deres politiske arbejde. I dag er den mest aktive Tanwir Ahmed, der sidder i Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre. Han er utvivlsomt en af de mest redelige politikere, jeg har mødt, men alligevel må han fortsat kæmpe en hård kamp mod sine egne partifællers obstruktion.

Bashy Quraishy, der tilsvarende har pakistansk baggrund, er the grand old man i den antiracistiske kamp, hvor han imidlertid er blevet klemt fra flere sider, især efter at Ekstra Bladets gabestok fuldkommen uretmæssigt gjorde ham ansvarlig for regnskabsproblemer i POEM. I dag koncentrerer han sig om arbejdet som præsident for ENAR, der er en paraplyorganisation for ca. 600 indvandrerforeninger i EU, og som er officielt rådgivningsorgan for EU-kommissionen.

Blandt de mange nøglepersoner i den hastigt voksende gruppe af konvertitter, har Karima Fahim og Abdul-Wahid Pedersen stor personlig berøringsflade, i hvert fald som de mere kendte ansigter, men et kolossalt praktisk og organisatorisk arbejde gøres bag kulisserne af Peter Ali Nicolajsen og Zahid Abdullah.

Nu er det ikke hensigten, at dette skal være ren namedropping - og ovenstående er naturligvis hverken en objektiv eller udtømmende oversigt, men i mine øjne dog et relevant udsnit. Så hvis pressen eller politikerne virkelig var interesserede i saglig og konstruktiv dialog med muslimer, der rent faktisk har et stort kendskab til problemer såvel som ressourcer internt i de islamiske miljøer, er det bl.a. i disse kredse, væsentlige nøglepersoner kan findes. Og i mindre grad blandt de mere typiske mediekendinge som f.eks. Naser Khader, Mohammed Rafiq, Bünyamin Simsek, Ayse Devecis eller Farshad Kholgi - fælles for disse fem er, at deres personlige selviscenesættelse desværre ofte sker bevidst på muslimernes bekostning.

Khader & Co. er naturligvis lige så berettigede stemmer i debatten som alle andre, men vi trænger til i højere grad at høre synspunkterne fra andre kanter blandt de etniske minoriteter.

Hüssein Arac (nyvalgt folketingsmedlem for S), Kamal Qureishi og Hamid El Mousti hører ikke til inden for Khaders, Rafiqs og Kholgis spektrum, men udover Arac, der har et stort bagland blandt tyrkere i Århus, har Qureishi og El Mousti ikke noget videre bagland i de mere religiøse, islamiske miljøer, hvorfor jeg kun undtagelsesvist skal komme yderligere ind på dem i det følgende.

Når jeg har været så omhyggelig med at fremhæve eksempler på de mange nøglepersoner med rødder i de islamiske miljøer, hvoraf kun et fåtal er kendt i en lidt bredere offentlighed, skyldes det tre forhold.

For det første – og som allerede nævnt – for at tilkendegive, at der er mange oplagte, muslimske nøglepersoner at inddrage i en konstruktiv dialog om integrationsudviklingen. Ikke fordi det kun er muslimer med et betydeligt bagland, der skal inddrages, men fordi der også er sådanne muslimer, der skal inddrages.

For det andet for at lægge kortene på bordet og tegne et indledende omrids af de kredse, jeg i større eller mindre grad selv har haft min primære kontakt til, hvilket så både fortæller noget om spændvidden, men naturligvis i lige så høj grad om begrænsningerne af nærværende betragtninger om den politiske situation, specifikt for muslimerne i landet.

Og for det tredje for at give udtryk for anerkendelse af det arbejde, mange af disse personer udfører, når jeg nu i det følgende vil tillade mig en kras kritik af de islamiske miljøers manglende evne til at præsentere en samlet og effektiv modstand mod den diskrimination og hetz, de selv udsættes for.

Splittelse på kryds og tværs besværliggør vejen for moské-projekt i Århus

Muslimerne er den mest splittede gruppe i Danmark. Hvor man undtagelsesvist kan enes om noget, er det ikke sjældent snarere på trods end på grund af de oplagte fællesinteresser i forhold til f.eks. at få egne moskeer, der ikke er henvist til industrikvarterer og kælderlokaler, eller at få etableret islamiske begravelsespladser, at tage til genmæle mod tiltagende racistisk retorik og præsentere et modspil mod den omfattende diskrimination, som politiske beslutningstagere i stigende grad gennemfører.

Et illustrativt eksempel udspiller sig i Århus. Her har der i 6-7 år været målrettede bestræbelser på at skabe opbakning til en fælles moské, og jeg har selv været med til at rejse debatten igennem tidsskriftet Faklen i 1998-99. Jeg deltog siden i den første moskékomité sammen med bl.a. Karima Fahim og Osman Öztoprak. Dengang var der forbavsende opbakning blandt en række kulturpersonligheder, og lokalavisen JP Århus støttede sågar ideen på lederplads.

Moské i dansk bybillede?

Ideen var, at Faklen skulle rejse debatten, men at moskeens brugere – muslimerne og deres egne foreninger – skulle rejse projektet. Imidlertid kom Dansk Folkeparti på banen og sammen med »indvandrerpolitikeres« mistænkeliggørelse af initiativet blev modstanden efterhånden større. Hüssein Arac sad i Århus byråd, hvor hans egen chef og tidligere borgmester Thorkild Simonsen var blevet indenrigsminister, og Arac afviste paradoksalt ideen fra begyndelse af som et »misbrug« af muslimerne.

For nogle år siden stiftedes så Forening for moské og islamisk center, som atter gør forsøget. Med vedholdende professionalisme har man ført en sober debat i lokalmedierne og gennem en tålmodig mødeaktivitet fået skabt betydelig positiv interesse blandt et pænt flertal af lokalpolitikerne.

Der er begået nogle indledende fodfejl, idet misforståelser har hængt for længe i luften uden at blive afklaret. F.eks. har initiativet været tegnet af godhjertede mennesker, der imidlertid enten ikke selv er muslimer eller ligesom formanden Hicham Chouceir bare ikke kommer særlig ofte i de moskeer, der i dag findes i afsidesliggende lokaler rundt omkring, hvorfor en del muslimer har set mistroisk eller desorienteret til fra sidelinjen og oplevet det, som om ikke-muslimer skulle bygge og drive en moské henover hovedet på dem.

Det tog noget tid, før man fik påbegyndt et bredere kontaktnet til de muslimer, som i fremtiden først og fremmest skal benytte moskeen, og man fik ikke gjort det utvetydigt klart fra begyndelsen, at foreningen alene skulle rejse debatten og skabe forståelsen i indflydelsesrige kredse. Man burde tidligere have sikret sig bredere opbakning blandt brugerne og have etableret en vandtæt arbejdsdeling mellem på den ene side PR-opgaverne og kontakten til medier og politikere (som foreningen har varetaget forbilledligt), og på den anden side opbygningen af mere konkrete mosképlaner og arkitektudkast, som burde organiseres af muslimer fra de eksisterende, islamiske miljøer.

Men fodfejl eller ej – foreningen har gjort et fantastisk arbejde for at indhente det forsømte, og alt har som bekendt en begyndelse. Og når man samtidig skal kæmpe mod propaganda fra Dansk Folkeparti og ligesindede, er det et under, at man ikke har givet op endnu.

I stedet for at begejstres over, at der i det mindste er nogle personer – muslimer eller ej – som finder det vigtigt og afgørende at kæmpe uselvisk for en forbedring af muslimernes vilkår i samfundet, herunder at forbedre de politiske forudsætninger for en fælles moské, har visse islamiske kredse imidlertid reageret forarget over »vantros« initiativ!

Dermed har man hjulpet til at spille modstandere af ethvert islamisk initiativ gode kort i hænde – Bünyamin Simsek har fra sin platform i Århus byråd trukket i trådene både foran og bag kulisserne og forsøgt at mistænkeliggøre projektet, ligesom i sin tid Hüssein Arac var ude med den populistiske rive mod moskékomiteen i slutningen af 1990erne.

Så meget desto mere kunne nøglepersoner fra moskeerne og de islamiske foreninger i stedet offentligt anerkende det gode forarbejde, som moskéforeningen har gjort, og gennem et konstruktivt samarbejde sikre sig, at det bliver muslimerne selv, som får det afgørende ord i forhold til den konkrete virkeliggørelse af struktur og planlægning (og det er og bliver selvfølgelig den altafgørende forudsætning). Det kunne i det mindste skabe et mere effektivt modspil mod Bünyamin Simsek og den forventelige skræmmekampagne fra Dansk Folkeparti og Den Danske Forenings aflæggerforening, Århus mod moskeen.

Med dedikerede og dygtige folk som bl.a. journalisten og forfatteren Malene Grøndahl, kaospiloten Signe Lund Hansen, cand.mag. A. Osman Farah og arkitekten Metin Aydin i moskéforeningens bestyrelse, har man et enestående professionelt udgangspunkt for rent faktisk at udbygge den indledende forståelse for projektets vigtighed, der allerede er skabt. Spørgsmålet er så, om de muslimske miljøer forstår at give dem al mulig opbakning, både politisk, moralsk og finansielt – og om de tilsvarende også får afgørende indflydelse på projektet.

Fortsættes side 2 ...

[ SIDE 1 > 2 > 3 > 4 ]