Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Minoritetspartiet, medierne og Mars

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ SIDE 1 > 2 > 3 > 4 ]

Pressens pres på politikerne og politikernes pres på pressen

"Til lykke med valget," siger jeg til vinderne på valgaftenen. Pia Kjærsgaard replicerer: "Jeg synes jo egentlig, at du er et rigtig dumt svin - men på dine egne præmisser har du sådan set klaret dig meget godt." Det er de sidste ord, jeg får med fra valgkampen i selskab med landets toppolitikere og partiledere.

Valget er forbi, og taberne har tegnet sig. Med kun 0,3 procent af stemmerne er Minoritetspartiet ikke i nærheden af Christiansborg. Heller ikke Centrumdemokraterne klarer sig over spærregrænsen, og Kristendemokraterne ryger atter ud af Folketinget. Socialdemokraterne er slået endnu længere væk fra regeringsmagten, og SF fortsætter den uafbrudte nedgang siden engang i 1980erne. Fem partiledere trækker sig - det er vist ikke set før.

Mogens Lykketoft holder en ærlig tale om nederlaget, som han tager med værdighed og beviser, at han ikke er den machiavellistiske fyrste, som onde tunger har villet gøre ham til.

Valgets næststørste taber er Anders Fogh Rasmussen, der må se sit parti beskåret med hele fire mandater, men som bl.a. takket være Pia Kjærsgaards fortsatte og uafbrudte sejrsrække har sit parlamentariske grundlag intakt.

Det er 21 dage siden den første partilederrundedebat, der blev sendt som direkte tv fra Statens Museum for Kunst den 8. februar, samme dag, som statsministeren udskrev valget.

Det, der har overrasket mig mest, er, i hvor høj grad spindoktorerne er blevet en integreret del af hele dette cirkus. Så meget, at de ligefrem følger med hver deres toppolitiker til tv-optagelser og "coacher" dem i den indlagte pause. Den ene spindoktor efter den anden giver sin lille peptalk til hver sin partileder, der nikker og lytter andægtigt, mens de virkelig ser ud, som om banale tv-råd og performance-skulderklap er tankevækkende dybsindigheder.

At garvede toppolitikere med årtier på bagen lader sig iscenesætte af selfmade klakører og tidligere tv-studieværter er da også en udvikling, der er gået hurtigt i de senere år, kan jeg forstå. Claus Hagen Petersen fortæller mig efter en radiooptagelse, at f.eks. Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann-Jensen ikke kunne drømme om at læne sig op ad en spindoktor. Det er ikke længere end tre folketingsvalg siden - nu læner (næsten) alle toppolitikere sig op ad en professionel iscenesætter.

Og hvad leverer de så, disse spindoktorer? Ja, en af deres fornemste opgaver er åbenbart at presse pressen, røber Jens Gaardbo for mig efter valget. Han selv blev kimet ned af spindoktorer i samfulde seks timer før TV2s partilederrunde den 7. februar, hvoraf flere oven i købet præsenterede interne aftaler på tværs af partiskel, som Gaardbo skulle presses til at følge. F.eks. kunne Socialdemokraternes og Venstres spindoktorer pludselig meddele ham, at de havde aftalt indbyrdes, hvad åbningstemaet i partilederrunden skulle være!

Det er ikke let at være et lille parti, der bliver presset af pressen, men det er åbenbart heller ikke altid lige let at være journalist, når spindoktorer i uskøn forening presser pressen.

Jeg får endnu et indblik i spindoktorernes forunderlige verden, da jeg er i TV2's Morgen TV umiddelbart efter et interview med Henrik Qvortrup og Billy Adamsen. Disse ex-spindoktorer for henholdsvis Anders Fogh og Poul Nyrup kommer med deres professionelle vurdering af, hvad Mogens Lykketoft skal stille op for at vende det nederlag, som pressen stort set kollektivt har idømt ham siden valgets første dag. Et nederlag, som medier fastholder med en sådan nidkærhed, at han reelt er chanceløs i de daglige meningsmålinger, som selvfølgelig blot bekræfter den taber-stemning, som pressen har tudet vælgernes ører fulde af dagen forinden.

Qvortrup og Adamsen er forbavsende enige. Lykketoft skal hamre "sort-hvide" budskaber ind i sine "fodfolk" igen og igen - og messe det i pressen lige så tit. Dét er vejen frem. Sort-hvidt skal det være, gentager de, næsten i munden på hinanden. Og så skal Anders Fogh fremstilles som et "monster"; han skal sværtes til som "én, der spiser små børn til morgenmad". Sic.

Ja, spindoktoren er en heksedoktor, der forbander sine modstandere og reducerer den politiske palet til sort og hvid. Det er strategien - muntert leveret med kollegiale smil og stor entusiasme af Qvortrup og Adamsen. Sådan vinder man.

Jeg kan i det efterfølgende interview så forsøge at udrede det nedslående i denne jublende ensidighed, der nivellerer politik til primitiv sort-hvid propaganda i en virkelighed, der vel trods alt er i farver. Men sådan vinder man ikke.

Minoritetspartiet

Lisbeth Knudsens millimeter-retfærdighed

Jeg tror ikke, at der er nogen i de små partier, som kunne forestille sig, at pressen skulle interessere sig bare tilnærmelsesvist lige så meget for deres synspunkter, som de gør for "præsident-kandidaterne", Fogh og Lykketoft. Det siger vist sig selv. Men et minimum af fairness kan man vel godt tage sig selv i at forvente nu og da.

Og her var vi nok nogle stykker, der blev positivt overrasket, da DRs nyhedsdirektør, den ellers inkarnerede socialdemokrat, Lisbeth Knudsen på et tidligt tidspunkt i valgkampen kom med følgende sympatiske udmelding: "Dér hvor millimeter-retfærdigheden kommer ind, det er i vores krydsildsprogrammer og vores partilederrunder, hvor alle partier kommer lige meget til orde, uanset hvor mange stemmer de fik til sidste valg." (TV-Avisen, 24.1.05, kl. 21:23).

"Lige meget til orde." Det var lige godt uventet. Der er altså personer i medieverdenen, som i det mindste vil reservere et hjørne af valgdækningen til en ligelig fordeling af taletiden til partierne, så enkelte programmer dog skiller sig ud fra "præsident-valgkampen". Det må så have været en uheldig tilfældighed, at Lisbeth Knudsens udtrykkelige "millimeter-retfærdighed" var sat helt ud af funktion i den første partilederrunde i DR? Men al begyndelse er jo svær.

Studieværten Reimer Bo kunne ellers også bedyre, at der sad folk "ude bagved med stopure", som sikrede, at taletiden ikke blev "skævt fordelt". Flot - måske er hans chef, Lisbeth Knudsen alligevel ikke så meget socialdemokrat, at det gør noget?

Og dog. Da vi når frem til den sidste partilederrunde i DR, to dage før valget, fortsættes stilen fra første runde. Skønt jeg indledningsvist er fortrøstningsfuld over de store anstrengelser for at hæve programmet over den daglige nyhedsdækning, som Lisbeth Knudsen og Reimer Bo har forsikret os om, bliver jeg en del klogere i løbet af de to timer, showet er i gang.

Venstre fik ordet 13 gange, Socialdemokraterne 8 gange og Minoritetspartiet og Kristendemokraterne hver 3 gange. Tre. Der blev dog sørget for, at Fogh og Lykketoft fik omtrent samme minuttal, ca. 12-13 minutter, hvor Minoritetspartiet og Kristendemokraterne lå på 3 minutter hver. Det er så det, der kommer ud af Lisbeth Knudsens "millimeter-retfærdighed" og Reimer Bos folk "med stopure".

Minoritetspartiet

Da Lisbeth Knudsen efterfølgende bliver kritiseret i pressen, snakker hun udenom som en partileder og siger noget om, at hun jo ikke skal sørge for at få Minoritetspartiet valgt …

En læserbrevsskribent skriver: "Lisbeth Knudsen, nyhedschef i DR, har som svar på kritikken af tildelt taletid i valgdebatten udtalt, at det ikke var hendes opgave at få Minoritetspartiet i Folketinget. Nej, det er da klart, hun havde jo hænderne fulde med Socialdemokratiet." (Jyllands-Posten, 12.2.05).

Man skal dog passe på med at klage. Hvis man klager over denne uacceptable fremgangsmåde fra Lisbeth Knudsens side, "klynker" man og kan være forvisset om, at pressens første spørgsmål bliver: "Er det pressens skyld, at I ikke kom i Folketinget?"

Så lad mig også her gentage, at Minoritetspartiet naturligvis næppe havde fået markant flere stemmer, om så Lisbeth Knudsen havde været lige så fair, som hun højtideligt havde proklameret, at hun ville, og rent faktisk havde sørget for bare nogenlunde balance i taletiden. Og nej, det havde såmænd næppe heller betydet nogen markant forskel, hvis Reimer Bo ikke havde løjet om folkene med stopurene. Men det gør det vel ikke mindre kritisabelt? Og heller ikke for Kristendemokraterne, der var tæt på spærregrænsen, og for hvem marginalerne i en partilederrunde-debat i tv vel godt kunne tænkes at være udslagsgivende.

Til gengæld var der andre dele af pressen, som faktisk var overordentlig fair, f.eks. Politiken og Jyllands-Posten, der selvfølgelig i langt mindre grad lod de små partier komme til orde end de store, men dog ikke fuldstændig negligerede dem og frem for alt anlagde en lødig dækning. Det kan man ikke sige om Information, der stort set ikke nævnte Minoritetspartiet i samtlige tre uger, valget stod på. Til gengæld havde avisen travlt med en glimrende artikelserie om aktiveringssystemets fortrædeligheder - et tema, som Minoritetspartiet samtidig var helt alene om at rejse i valgkampen. Det fandt Information det ikke værd at bemærke.

TV2 Zulu producerede nok valgkampens mest saglige og dybdegående valgprogrammer - her var god tid, fornuftige og kritiske spørgsmål. Men også TV2s partilederrunde aftenen før valget, hvor Jens Gaardbo var ved roret, lagde en fuldstændig anden, sober stil end DR. Her var heller ikke "millimeter-retfærdighed", men det havde TV2 i modsætning til Lisbeth Knudsen heller ikke proklameret på forhånd - alligevel var taletiden faktisk nogenlunde ligeligt fordelt. Det kan altså lade sig gøre.

Så hvad er konklusionen på mediedelen af valgkampen, set gennem et lille partis briller? Tja, pressens fremgangsmåde i en valgkamp er ikke just et kursus i "retfærdighed" eller "saglighed", men det vilkår rammer trods alt alle partier, om end i ganske vekslende grad. Ingen tvivl om, at en af de største svinestreger var rettet mod Svend Auken, der fuldstændig uden dækning måtte se sig udstillet i pressen, som om han havde snigløbet Lykketoft.

Det er vel vilkårene, og det ville være naivt at tro, det forholdt sig anderledes. Men det skal dog ikke forhindre nogen i at kræve Lisbeth Knudsen fyret, fordi der trods alt må være grænser for, hvor groft en nyhedsdirektør på en public service-kanal kan tilsidesætte den politiske neutralitet i en valgkamp. Opfordringen være hermed givet videre.

Fortsættes side 2 ...

[ SIDE 1 > 2 > 3 > 4 ]