Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Minoritetspartiet, medierne og Mars

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ 1 < 2 < SIDE 3 > 4 ]

Finansfundamentalister og lilleput-vikinger

Noget, der blev talt utrolig meget om i valgkampen, var de mørke skyer, der hævdes at trække sammen om velfærdssamfundet på grund af færre og færre danskere i den arbejdsdygtige alder.

Danmark er et af verdens allerrigeste lande, så den eneste måde, hvorpå politikerne kan argumentere for ikke at forbedre de trænge gruppers rettigheder og levevilkår, er at henvise til en fjern fremtid, hvor Danmark på grund af det faldende børnetal hævdes at ville få store økonomiske trængsler, såfremt niveauet for de udgiftstunge socialydelser opretholdes.

Som professor Jesper Jespersen har påpeget, er det imidlertid tvivlsomt, om Danmark på længere sigt skulle opleve et stort misforhold mellem indtægterne og udgifterne i den offentlige sektor, sådan som Velfærdskommissionen har spået.

Efter læsning af Velfærdskommissionens rapport skriver han bl.a.: "Jeg blev derfor mildt sagt målløs, da jeg efter at have kæmpet mig frem til tabel 12.3 i moppedrengen kunne se, at der ikke var dækning for kommissionens hovedkonklusion; for i år 2021 vil der i følge rapporten være et overskud på de offentlige finanser! Så er det, jeg ikke forstår, hvad det er for et 'stort misforhold mellem indtægter og udgifter på bare 10-20 års sigt', som ligger til grund for den 'uholdbare kurs'?" (Kronik: "Velfærdskommissionen i drømmeland"; Information, 11.12.04).

Først ved at forlænge perioden til 2041 fremviser Velfærdskommissionen et underskud, og så er vi ude i den virkelig tvivlsomme profetlitteratur, eftersom der bl.a. er tale om 20 årgange på arbejdsmarkedet, hvis størrelser er helt ukendte i dag, da ingen af dem er født endnu (for slet ikke at tale om 117 andre indgribende, men ukendte forhold i Danmark og verden i det hele taget om 35 år). Endvidere tager beregningerne udgangspunkt i den forudsætning, at en gennemsnitsfamilie vil forøge sit forbrug med over en fordobling, konkret 120 procent, hvilket der er al mulig grund til at spørge til nødvendigheden af.

Denne svævende profeti om de mulige udsigter i 2041 har med raketfart bredt sig i de etablerede partier. Velfærdskommissionens konklusioner omgås som de allermest selvfølgelige dogmer og betinger de rynkede bryn og alvorlige miner, som foranlediger "ansvarlige" politikere til at tage fat på "velfærdsreformer" (et ord, der naturligvis er synonymt med stramninger og nedskæringer, hvis nogen skulle være i tvivl).

Professor Jespersen konkluderer, at det slet ikke er givet på forhånd, at velfærdsordningerne skal forringes for at skabe ligevægt på de offentlige finanser (i 2041). Selv ud fra de forudsætninger, som Velfærdskommissionen opererer med, kan regnestykket faktisk let se anderledes ud i så langt et perspektiv: "En ligevægt, der vel at mærke kunne opnås ved en beskeden begrænsning af stigningen i det private forbrug; for, som nævnt, er det antaget, at i den selv samme periode vil det private forbrug vokse med 120 pct. Hvis denne stigning blot blev dæmpet til 100 pct., så ville der i følge kommissionens egne tal ingen finansieringsproblemer være - end ikke i 2041!"

Så skal vi naturligvis leve med "kun" at fordoble privatforbruget på 35 år - gad vide om det er et budskab, der er alt for beskedent til at kunne sælges i en valgkamp? I det Radikale Venstre vil man nok få det svært, idet man allerede i denne valgkamp lovede skattelettelser for 50.000 kr. til alle de trængte stakler med en beskeden årsindtægt på over 835.000 kr. (jf. Politiken, 3.2.05).

Det korte af det lange er, at enhver burde vide, at også økonomer er tvivlsomme profeter, og at deres forudsigelser ikke bliver bedre, men ringere, for hvert år tidshorisonten udvides. 35 år er lang tid. Derfor er det absurd, når gamle partiers bogstavtro finansfundamentalister ukritisk taget afsæt i Velfærdskommissionens konklusioner, som var det De Ti Bud.

Minoritetspartiet

Det minder mig om de mange "fremskrivninger" af "indvandrerstrømmen" - så og så mange millioner vil bo i Danmark på så og så få år, hvis så og så mange - osv. Det er naturligvis relevant nok at fremskrive befolkningsudviklinger og se fremad i forhold til samfundsøkonomien, men man kan også strække forudsigelserne så langt, at det bliver absurd.

Som en nordmand engang i 1990erne sagde til mig: Hvis udviklingen i den stigende gennemsnitshøjde blandt skandinaver de sidste hundrede år tilbageskrives, kommer man let til det resultat, at vikingerne for tusind år siden kun kan have været få centimeter høje …!

Ja, statistik kan bruges og misbruges til mange ting - de er desværre ikke alle sammen lige så underholdende som vikinger på størrelse med Cirkeline.

Forlader vi Velfærdskommissionens krystalkugle, står Storm P.s kendsgerning tilbage, nemlig at det er svært at spå, især om fremtiden. Pointen her er blot at fastslå, at det grundlag på baggrund af hvilket man har udelukket enhver diskussion om en alternativ vision for velfærdssystemet og aktiveringspolitikken med bedre vilkår for de trængte i stedet for nedskæringer, faktisk er det spinklest tænkelige. Danmark står i en økonomisk gunstig situation, der i høj grad giver mulighed for nye visioner, men hovedparten af politikerne og pressen har i den sammenhæng været nøjagtig lige konservative og har lukket det, der kunne have været en valgkamp på visioner i stedet for lefleri for den i forvejen rigeste del af befolkningen.

Nå, nu skal det her jo ikke være en valgtale - det ville unægtelig også være noget post festum, men erfaringerne fra valgkampen er uundgåeligt knyttet til politiske problematikker, der blev rejst (og til politiske problematikker, der ikke blev rejst).

Hvorfor humanisme i stedet for marxisme?

"Hvorfor meldte I jer ikke bare ind i Det Radikale Venstre eller Enhedslisten?" spørger vælgere og ikke mindst journalister af og til.

Det Radikale Venstres humanisme kan ligge på et meget lille sted. De har kørt en glimrende valgkamp og produceret en fremragende valgvideo, som med rette har udstillet daværende integrationsminister Bertel Haarders nedrige retorik over for etniske minoriteter. Men når det kommer til stykket, er det en skinhellig overflade, der ikke kan skjule, at partiet i høj grad er medansvarligt for at bane vejen for Haarders politik.

F.eks. gav Marianne Jelved i TV2s partilederrunde udtryk for samme forargelse som Kristendemokraternes Marianne Karlsmose, da vi blev præsenteret for en ung indvandrerpige, der ikke kunne få arbejde, selv om hun var både velkvalificeret og dygtig til dansk, men altså desværre fik hundredvis af afslag på grund af et "forkert" navn.

Der var ingen grænser for den hjælp den stakkels pige skulle have, og partilederne stod i kø for at skose arbejdsgivernes fordomsfuldhed. Jelved, der ville "følges med hende" til en arbejdsgiver, havde tilsyneladende helt glemt, hvordan flere af hendes partifæller i samarbejde med nogle intrigante journalister har presset dygtige muslimske kandidater ud af partiet på den mest usle måde. Og Karlsmose talte heller ikke højt om, at Kristendemokraterne har, hvad de selv kalder en muslimresolution, ifølge hvilken man slet ikke kan være kandidat for partiet, hvis man bekender sig til en anden tro end kristendommen.

Moral er godt, men dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt.

Jeg blev ikke populær hos de to Marianne'r, da jeg påpegede dette i partilederrunden, og retfærdigvist vil jeg her nævne, at Karlsmose trods alt er modstander af sit eget partis muslimresolution - men det er flertallet af Kristendemokraterne altså ikke.

De radikale vil af med 24 års-reglen, men det er ikke rigtig gået op for nogen, om den blot skal ændres til en 21 års-regel, og det har i valgkampen været meget vigtigt for dem at betone, at det er "danske statsborgere i Malmø", der skal reddes (vælgerne skulle jo nødig få det indtryk, at det handlede om et generelt rettighedsløft og forbedrede vilkår for etniske minoriteter i det hele taget, vel?). Og så vil partiet også af med starthjælpen, hvis koncept de godt nok selv har introduceret, da de var i regering - så det er ret svært at finde ud af, hvor man har de radikale.

Minoritetspartiet

Men hvorfor så ikke gå ind i Enhedslisten i stedet for at stifte et helt nyt parti?

Enhedslisten er et marxistisk, revolutionært parti, det er Minoritetspartiet ikke. Minoritetspartiet er et humanistisk parti. Vi mener ikke, at marxismen er et hensigtsmæssigt grundlag for samfundsforandringer i det 21. århundrede.

Selv har jeg altid fundet borgerlige politikeres og kommentatorers lejlighedsvise hetz mod danske socialister usmagelig og forfejlet, som om disse var "medansvarlige" for kommunistisk undertrykkelse i Østblokken, skønt hele venstrefløjen i Danmark (med få, kommunistiske undtagelser) har taget utvetydigt afstand fra Sovjetunionen i sidste halvdel af det 20. århundrede.

På den anden side har marxisterne et helt andet forklaringsproblem, der ikke har noget med klapjagt, men måske bare lidt med ideologisk selvkritik at gøre: Hvordan kan det være, at alle stater, der har været baseret på marxismen under hele det foregående århundrede, er endt i totalitære tyrannier?

Det er sikkert rigtigt, at visse socialister kan argumentere overbevisende for, at der aldrig har været tale om "virkeliggjort socialisme", men derimod om "statskapitalisme" og andre afarter fra den rette lære, men det ændrer ikke ved det faktum, at det i samtlige tilfælde er gået galt, hvor udgangspunktet har været marxistisk. Og ikke bare lidt galt, men grueligt galt.

I princippet er der meget godt at hente i både marxismen og liberalismen. Marxismen repræsenterer en stærk solidaritet, og liberalismen en stærk individualitet - de to elementer behøver dog ikke nødvendigvis være modsætninger. Problemet er måske, at liberalismen samtidig har overdrevet kapitalmagten og ligefrem tilskyndet egoismen både på bekostning af medmenneskelig solidaritet og reel individualisme. Omvendt har socialismen overalt, hvor statsdannelser har hævdet at være socialistiske, overdrevet statsmagten og tilskyndet ensretning på bekostning af individuel frihed. Humanismen giver for mig at se imidlertid idéhistorisk og ideologisk rum for at kombinere individualisme og solidaritet som modsætning til egoisme og ensretning.

Det kan selvfølgelig hurtigt blive en lidt langhåret snak, og det vil da også føre for vidt her at redegøre for detaljerne i humanismens idéhistoriske udspring og en nærmere ideologisk analyse, hvorfor jeg vil henvise til mit essay i antologien Højre eller venstre (red. Carsten Fenger-Grøn, Tiderne Skifter, 2002).

Men jeg kan nok godt tillade mig at slå fast, at humanismens udspring dog er et andet end marxismens og liberalismens. Og selv om marxisterne i Enhedslisten i mine øjne unægtelig har udført et vigtigere politisk arbejde i Folketinget end liberalisterne i Det Radikale Venstre, er ideologi ikke bare en detalje, men et fundament for visionerne, også i Enhedslisten.

Den vedholdende tale om en "arbejderklasse", der skal forestå revolutionen, er fortsat en vigtig del af Enhedslistens principprogram, og jeg må tilstå, at jeg ikke finder det specielt mere sympatisk at operere med udvalgte klasser end med udvalgte racer. Selv om det første naturligvis har helt andre implikationer i Enhedslistens perspektiv, byder hele tankegangen mig i den grad imod. I det 21. århundrede er det desuden temmelig anakronistisk at orientere sin fremtidsvision om en "arbejderklasse", og endelig er det ikke primært "arbejderne", men derimod nogle helt andre minoritetsgrupper der i dag har behov for at blive samlet i en fælles kamp for lige rettigheder og bedre levevilkår.

Så skønt jeg glæder mig mere over Enhedslistens fremgang end over Det Radikale Venstres, håber jeg fortsat, at der en dag er grobund for en genuin, humanistisk klimaændring i dansk politik, når vinden vender - selv om det ikke ser ud til at ske lige med det samme.

Det sker nok heller ikke af sig selv, og lidt kan man vel forsøge at hjælpe til. Jeg for min del har ikke tænkt mig at standse med at puste.

Fortsættes side 4 ...

[ 1 < 2 < SIDE 3 > 4 ]