Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Minoritetspartiet, medierne og Mars

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ 1 < SIDE 2 > 3 > 4 ]

Registersamfundet Danmark

Politik står langtfra øverst på min prioriteringsliste, selv om det i fem år har ædt grådigt af min tid - det er i bedste fald et nødvendigt onde. Det, der beriger livet og tilværelsen, er nu engang kærlighed, filosofi, kunst og kultur i bred forstand. Jeg hører således heller ikke til dem, der mener, at "alt er politik" - i det mindste så jeg helst, at politik fyldte mindst muligt i samfundet og udgjorde en svag understrøm i stedet for hele havet. Men det er selvfølgelig også i sig selv en motivation for netop at gå ind i politik.

Politik handler helt basalt om, hvordan samfundet indrettes og dermed om, hvordan magten regulerer og reguleres. I et så gennemdisciplineret samfund som det danske må det sidste være vigtigere end det første - altså hvordan magten reguleres. Tendensen i dansk politik går nemlig i den stik modsatte retning, og derfor er der i mine øjne brug for politiske aktører, for hvem politik og magt faktisk handler om at begrænse politik og magt.

Alting politiseres i stigende grad, og danske politikere spiller kun alt for velvilligt med på kravet om, at politikeren skal have en holdning til (og regulere) alting, hvorfor der efterhånden er meget få grænser for, hvad de blander sig i.

En følge heraf er den problematiske kendsgerning, at vi faktisk lever i et af verdens mest gennemregistrerede og disciplinerende overvågningssamfund. Advokatrådets formand, Steffen Juul fastslog allerede i 1998: "Der har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt registreringsniveau, som vi har i Danmark." (Politiken, 20.8.98).

Det er symptomatisk for denne udvikling, at selv om Grundlovens paragraf 72 fastslår boligens ukrænkelighed, er der i dag halvandet hundrede "særegne undtagelser", der i form af love og bekendtgørelser giver myndighederne fri adgang til privathjem - uden dommerkendelse.

Såkaldt dårlige betalere (endnu en kreativ sprogopfindelse, der nedsættende erstatter ordet "fattige") stemples i hundredtusindvis i private og offentlige registre. Myndighederne akkumulerer et massivt materiale om vores gøren og laden, og private emails gemmes og scannes på helt automatiseret vis af udbydere.

Minoritetspartiet

At koncentrationen af personfølsomme oplysninger og overvågning og registrering i sig selv er krænkende, har populistiske politikere kun skuldertræk til overs for. Også selv om det var en hot sag i valgkampen, da nogle hjemmehjælpere pludselig gjorde oprør over de urimelige arbejdsbetingelser og stopurs-tyranniet, for her overhørte de etablerede partier let og elegant den del af kritikken, der netop handlede om kontrol. Det er denne umyndiggørende mistillid til det enkelte menneske, der er så krænkende, forklarede en hjemmehjælper i TV-Avisen. Men det er vanskeligt at præcisere sådanne oplevelser og samtidig honorere medieverdenens krav til one-liners, og derfor bagatelliseres eller negligeres emnet, mens krænkende registrering, overvågning, mistillid og kontrol griber om sig.

Vi lever allerede i dag i en tid, hvor ideen om individets integritet og ukrænkelige rettigheder gradvist undermineres i de selv samme stater, som i særlig grad hævder at stå vagt om menneskerettighederne. Og her tænker jeg ikke blot på foregangslandet USA, hvor retssikkerhed efterhånden er en by i Rusland, og hvor man er i fuld gang med at trumfe det kommunistiske Sovjetunionens rekordbelægning i fængslerne. I 2003 var over to millioner fængslet, hvilket er en større procentdel af den amerikanske befolkning end i Brezhnevs totalitære Sovjetunionen (kilde: Nils Christie: Kriminalitetskontrol som industri, Hans Reitzels Forlag, 2001).

Danmark er endnu langt fra ligefrem at have indespærret en hel befolkningsgruppe, men både den foregående og den nuværende regering har valgt at lægge sig i slipstrømmen af den tankegang, der i USA har firedoblet antallet af indsatte på kun tyve år.

No tolerance er blevet pejlemærket i dansk retspolitik og fængselspolitik. Det er imidlertid ikke en strategi, der sikrer borgerne mod ret meget (selv om man naturligvis sælger ideen til vælgerne på netop denne illusion). Det er til gengæld en trend, der sikrer, at småforbrydere så hurtigt som muligt kommer i fængsel så længe som muligt og derved hurtigere og lettere hærdes til hårdkogte kriminelle. Det er i bedste fald formålsløst, i værste fald en boomerang, der hverken gavner ofrene eller samfundet.

Udtalte og uudtalte hensigter i dansk signalpolitik

No tolerance vinder også indpas inden for et andet område end fængslerne, hvor kontrol og mistillid ligeledes er blevet reglen: Aktiveringspolitikken. For det første demonstrerer myndighederne her, hvor let knap 100.000 mennesker løbende kan klientgøres og umyndiggøres under aktiveringstvang til langt under mindsteløn og helt uden de rettigheder, som er gældende på det almindelige arbejdsmarked. For det andet er dette bare ét blandt flere eksempler på, hvor let menneskerettigheder i dag kan nivelleres til indholdstom retorik.

I Den Europæiske Menneskeretskonvention hedder det ellers i artikel 4, stk. 2: "Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde." Det er da klar tale, skulle man mene. Men ikke desto mindre har den foregående regering med Poul Nyrup og Marianne Jelved i spidsen gennemtvunget aktiveringstvang, som ud fra enhver nøgtern vurdering er og bliver en krænkelse af Den Europæiske Menneskeretskonvention, hvis dens ordlyd skal have blot et minimum af betydning. Minoritetspartiet har rejst problematikken i valgkampen, men de etablerede partier er forblevet tavse.

Minoritetspartiet

I stedet for at skabe reelle arbejdstilbud har man sat de normale, overenskomstmæssige vilkår ud af kraft for en stor gruppe arbejdsløse. Dette systematiske løntrykkeri accepteres endog stiltiende af fagbevægelsen og må gå over i historien som et af de mest absurde eksempler på misforstået, socialdemokratisk korpsånd.

Ordlyden i andre konventioner bliver vendt og drejet med samme elasticitet, f.eks. når det gælder asylpolitik. Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Kim U. Kjær har påpeget, at de utallige stramninger af lovene har medført, at menneskesmugling i dag er den eneste, reelle vej til asyl i Danmark (Kilde: Carsten Fenger-Grøn (red.) et al.: Når du strammer garnet, s. 138; Aarhus Universitetsforlag 2003).

Andre eksempler er starthjælpen og 24 års-reglen, der vel er blandt de mest kreative bestræbelser på at diskriminere faktuelt uden at diskriminere alt for åbenlyst juridisk.

24 års-reglen tvinger en række forelskede ægtepar til at lade sig redde af det mere humanistisk indstillede Sverige, fordi de ikke kan bo i Danmark under det påskud, at man vil forhindre tvangsægteskaber. I bedste fald en yderst kritisabel fremgangsmåde, idet man forsøger at ramme nogle få skyldige forældre ved at kriminalisere en stor gruppe uskyldige unge.

Starthjælpen giver flygtninge ned til omkring halvdelen af det i forvejen lave rådighedsbeløb, som kontanthjælpsmodtagere har at leve for. Lektor Morten Ejrnæs har uomtvisteligt dokumenteret, at den eneste måde at få rådighedsbeløbet op på det niveau, der gælder for kontanthjælpsmodtagere, er et valg mellem børnearbejde, tiggeri, sort arbejde, flaskesamling og kriminalitet (jf. Erik Christensen (red.): Velfærd på vildspor, s. 91-114; Frydenlund 2004).

Fælles for mange moderne lovstramninger er, at de ikke har nogen nævneværdig effekt i forhold til den udtalte hensigt - men at de til gengæld virker fremragende efter den uudtalte hensigt. Den udtalte hensigt med f.eks. starthjælpen og 24 års-reglen er, at starthjælpen skal fungere som et incitament til at få flygtninge i arbejde, og at 24 års-reglen skal forhindre tvangsægteskaber - men alle og enhver ved jo godt, at tiltagene ingen eller kun beskeden effekt har den retning.

Den uudtalte hensigt er da også en helt anden, nemlig at sende et signal om, at Danmark er et særdeles ubehageligt land at søge asyl (og bo som indvandrer) i - og dét virker til gengæld forbilledligt: For det første forsikres fremmedfrygtsomme danskere om, at regeringen fører en hård og ubarmhjertig udlændingepolitik, der næsten kan stille selv Pia Kjærsgaard tilfreds, og for det andet rygtes det globalt, at flygtninge for Guds skyld ikke skal søge til Danmark.

Sådan har den herskende politik ofte udviklet sig til signal- og symbolpolitik.

Ta' f.eks. spørgsmålet om modersmålsundervisning. Vi ved, at modersmålsundervisning styrker tosprogede elever sprogligt, ikke bare i forhold til deres eget modersmål, men netop også i forhold til deres danskkundskaber og tilmed løfter deres faglige niveau.

Samtidig er det en kendsgerning, at mange tosprogede elever har sproglige og faglige vanskeligheder i den danske folkeskole, og at en stor andel går ud af skolen med utilfredsstillende læsekundskaber (om end ikke af den grund er funktionelle analfabeter, som Undervisningsministeriet ellers har påstået, helt uden hjemmel i den i forvejen meget omdiskuterede PISA-undersøgelse). Det åbenlyse svar på (i det mindste at nedbringe) problemet er derfor modersmålsundervisning.

Når regeringen bekymrer sig så meget om manglende sprogkundskaber og integrationsproblemer, fordi alt for få indvandrere får en uddannelse og kommer ud på arbejdsmarkedet, hvorfor dog så ikke indføre modersmålsundervisning i folkeskolen som ét skridt i den rigtige retning?

Man friste til at svare, at der måske er for mange funktionelle analfabeter i regeringspartierne til lægge to og to sammen - men svaret er naturligvis snarere det, at godt nok fungerer modersmålsundervisning som (del)løsning efter den udtalte hensigt (bedre sprogkundskaber og faglighed), men det står i vejen for den uudtalte hensigt: Signal- og symbolpolitik.

Og når modersmålsundervisning stemples af Dansk Folkeparti som "arabisering" af det danske samfund, så er det naturligvis flintrende ligegyldigt, at det ellers er et afgørende og konstruktivt instrument til at optimere tosprogedes kvalifikationer i det danske samfund. Politikerne tør ikke, så simpelt er det.

Fortsættes side 3 ...

[ 1 < SIDE 2 > 3 > 4 ]