Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Minoritetspartiet, medierne og Mars

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[ 1 < 2 < 3 < SIDE 4 ]

Pessimisme, optimisme og humanisme

For mit vedkommende var der to bevæggrunde bag stiftelsen af Minoritetspartiet: Dels den mere ideologisk betingede, som tilstræber et humanistisk udgangspunkt i stedet for f.eks. et marxistisk, og dels den akutte anledning.

Sidstnævnte motivation var det stigende rettighedsunderskud og den tiltagende sociale marginalisering af trængte minoritetsgrupper. Det gælder f.eks. såkaldte gråzone-familier, der kommer i klemme i systemet og oplever dybt krænkende tiltag, fratagelse af kontanthjælp, vilkårlige tvangsfjernelser, manglende retssikkerhed for sindslidende, traumatiserende erfaringer i asylsystemet og andre indgreb og overgreb fra myndighedernes side.

Dertil kommer ikke mindst den tiltagende diskrimination af etniske minoriteter og den omsiggribende accept af Dansk Folkepartis racistiske retorik - begge dele er især trængt dybt ind i Venstre og Socialdemokraterne.

Der er tale om en udvikling, som går tilbage til slutningen af 1980erne, hvor Søren Krarups og Tidehvervs barn, Den Danske Forening i samarbejde med Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Sven Ove Gade lancerede og legitimerede de hårdkogte, propagandistiske virkemidler i dansk presse og politik, som stadig er Dansk Folkepartis kendemærke. Og det er en udvikling, som i dag fejrer den ene triumf efter den anden med samme partis bemærkelsesværdigt stabile fremgang gennem ti år. Det er således hverken overdrevet eller selvindbildsk, når Søren Krarup for fem år siden stolt kunne fastslå: "… jeg opfatter Dansk Folkeparti som en slags barn af mig." (Jyllands-Posten, 29.10.00).

Som jeg har fremhævet i bogen Det nye højre i Danmark (Tiderne Skifter 2001), der gennemgår denne side af den politiske udvikling i Danmark fra midten af 1980erne og femten år frem, er Søren Krarup nøglefiguren par excellence i skabelsen af den danske variant af den indvandrerfjendske bølge, som Europa oplever. Med urokkelig overbevisning har han sagt det samme om det samme i mindst tyve år, hvad enten pressen så har hetzet eller hædret ham.

Han har ikke fulgt spindoktorer eller fokusgrupper, men har for et par årtier siden forstået at fange en gryende xenofobisk tendens, fulgt den og formet den. Skønt den politiske konsensus i årevis mødte ham med massiv modstand, ja i begyndelsen ligefrem med udtalt had, fulgte han kompromisløst sin helt egen, nationalprotestantiske kurs. Derfor er Dansk Folkepartis succes ikke grundet på populisme, som mange fejlagtigt tror, for partiets forløbere i Tidehverv og Den Danske Forening har ikke fulgt en eksisterende "folkestemning". De har derimod formet den folkestemning, som så mange af de etablerede partier i dag løber halsende efter, fordi meningsmålingerne og fokusgrupperne nu fortæller dem, at dette er blevet opportunt.

Minoritetspartiet

Minoritetspartiets kritik af Dansk Folkeparti og den indvandrerfjendske bølge, som Krarup & Co. har rejst, såvel som vores fokus på trængte gruppers forringede vilkår har fået nogle til at spørge, om ikke vi baserer os på en ren "elendigheds-filosofi"? Danmark er jo hverken Sovjetunionen eller et mellemøstligt despoti, men derimod en demokratisk velfærdsstat med ytringsfrihed - hvorfor da være så "negativ" og "pessimistisk"?

Svaret er for mit eget vedkommende, at jeg for det første slet ikke er pessimist.

Jeg mener f.eks., at kapitalismen og den herskende vækstfilosofi har gjort meget godt for levestandarden mange steder i verden, men at alt har en ende, og at væksten ganske enkelt ikke kan fortsætte uhæmmet i Vesten, fordi klodens ressourcer nu engang ikke er uudtømmelige.

Jeg kan ikke blive forarget over, at nogle tjener millioner af kroner og svømmer i luksus, kun over at nogle har for lidt eller slet ingenting og bliver umyndiggjorte af en omklamrende i stedet for en omsorgsfuld stat. Men jeg mener, at størsteparten af alle borgere i Danmark er overordentlig godt sikrede rettighedsmæssigt og materielt ud fra enhver historisk sammenligning.

Jeg betragter den globale sikkerhedssituation siden Berlin-murens fald som en enestående afdramatiseret periode i de seneste hundrede år. Skønt der selvfølgelig også i dag består en lang række regionale konflikter verden over, er den globale sikkerhedssituation langt mere lys end for tyve år siden. Truslen fra den internationale terrorisme er også forsvindende lille sammenlignet med den kolde krigs overhængende atomtrussel. Derfor er det paradoksalt og forrykt, når militariseringen sætter nye rekorder netop i disse år, hvor Sovjetunionens undergang ellers havde åbnet helt nye perspektiver for en international retsorden, baseret på nedrustning og en bedre fordeling af goderne.

Jeg er ikke pacifist, men vil afgjort fastholde, at det er umuligt at argumentere for sikkerhedspolitiske krav til et meget udgiftskrævende forsvar rettet mod militære trusler mod Danmark - medmindre man ironiserer stærkt eller lyver stort. De trusler, som den globale terror udgør mod Danmark, har vi selv været med til at skabe gennem krigseventyret og besættelsen i Irak (og ligesom Spanien kan vi også selv minimere dem igen ved at trække tropperne ud). Og som jeg bl.a. har argumenteret for i Terrormyten og det amerikanske imperium (Tiderne Skifter, 2003), er den globale terrorismes natur alligevel umulig at bekæmpe på traditionel, militær vis, hvorfor heller ikke dét er en valid begrundelse for de overdimensionerede forsvarsudgifter.

Vi kunne med andre ord benytte en række gunstige faktorer og positive pusterum i den internationale sikkerhedssituation til at søge løsninger på andre internationale problemer, f.eks. sult og de tiltagende miljøproblemer. Især i Danmark er der mere end rigeligt overskud til at tænke stort og visionært i stedet for småligt og købmandsagtigt. Kun manglen på visionære politikere standser os, ikke økonomi, krig, hungersnød eller andre katastrofer.

I historisk lys er der såmænd en del grunde til hverken at være negativ eller pessimistisk som borger i det danske samfund.

Men sagen er bare - for selvfølgelig er der et men - at langt de fleste af disse grunde til en vis optimisme er betinget af, at man tilhører de privilegerede 80 procent af befolkningen. For de sidste 20 procent er kampen for helt basale begreber som "frihed" og "rettigheder" derimod alt for nødvendig.

Derfor Minoritetspartiet. Et parti, hvis navn selvsagt afspejler, at vi har rettet vores fokus mod de trængte minoriteter, men som også hænger sammen med den grundopfattelse, at hvert enkelt menneske i sidste ende er sin egen, unikke minoritet, forskellig fra alle andre. Derfor bør vi stile efter et samfundsfællesskab, der i højere grad tilgodeser forskellighederne i stedet for at nivellere dem eller mistænkeliggøre forskellighed og "de(t) fremmede" i sig selv.

Endelig ville vi med navnet også gerne påpege, at når demokratiet i sagens natur er baseret på flertalsafgørelser og dermed risikerer at gøre for meget op i kvantitet og konforme massebevægelser, er der et særligt behov for at sikre, at mennesker uden for "massen" ikke kommer i klemme. Et flertalsdiktatur er ikke bedre end et mindretalsdiktatur.

Selvfølgelig kunne vi også have kaldt os f.eks. Humanistisk Folkeparti, men foretrak altså Minoritetspartiet. Der er også gået inflation i Folkepartierne, og med Minoritetspartiet har vi gerne villet udtrykke, at alle dybest set tilhører en eller flere minoritetsgrupper. "Folket" er derimod den største abstraktion, der misbruges til at foregøgle en ensrettet ensartethed, som alt for ofte ekskluderer nogen, hvis ikke de passer ind i de foruddefinerede skabeloner.

Det er måske alt sammen for subtilt for noget så basalt som et partinavn - eller for fortænkt, om man vil. Men det er nogle af overvejelserne, der ligger bag.

Så meget om navnet, motivationen, valgkampen - og fortiden i øvrigt. Vi tabte valget, så lad mig afslutningsvist knytte nogle ganske få kommentarer til dét faktum.

En Marsbo gør status

Hvorfor fik Minoritetspartiet så få stemmer? Svaret er åbenlyst: Fordi så få var enige med os.

Dermed vil jeg ikke forklejne en række øvrige faktorer. Naturligvis er det vanskeligt for ethvert nyt parti, og da valgkampen blev skudt i gang, var der stort set ingen, som kendte Minoritetspartiet. Vi havde to muligheder: Enten at foretage os noget fantastisk spektakulært og for enhver pris forsøge at komme på forsiden af aviserne, eller også at forsøge at udnytte de få præsentationsprogrammer, der var, til at lancere en anden dagsorden.

Vi forsøgte det sidste. Vi kunne også have savet hovedet af Den Lille Havfrue og derved sikret os ti gange så megen medietid. Men det ville selvfølgelig have været temmelig - hovedløst.

Jeg har selv som redaktør af tidsskriftet Faklen (1996-2001) været med til at gennemføre aktioner, som tiltrak avisforsider, men det har aldrig været provokationer for provokationens egen skyld, og det har faktisk heller aldrig solgt hverken færre eller flere eksemplarer af den grund. Der kan være andre pointer i at skabe opmærksomhed omkring en problematik på en utraditionel måde, men i en valgkamp bliver det let lige så pinligt som Erhard Jakobsens berømte "hvide valgkaniner".

Minoritetspartiet

Så Minoritetspartiet valgte at udnytte den begrænsede medietid til at få andre budskaber ud, hvor meget op ad bakke det så ellers har været. Set i bakspejlet kan man naturligvis mene, at vi intet havde at tabe og derfor godt kunne have trukket en hvid kanin op af hatten af en eller anden art, men dels tror jeg ikke, at det havde gjort en forskel til det bedre, og dels er jeg heller ikke så pessimistisk, at jeg tror, at intet er vundet.

I den sidste uge før valget bad vi analyseinstituttet Catinét spørge 1200 repræsentativt udvalgte vælgere, om de "overvejede" at stemme på Minoritetspartiet. 3,7 procent svarede ja. Spørger man til alle partier på samme måde, vil de også uundgåeligt alle sammen få et højere resultat end valgresultatet, da en del vælgere naturligvis har mere end ét parti med i overvejelserne under valgkampen, før krydset endelig besluttes.

Men for et nyt parti, der var helt ukendt før valgkampen og ikke havde økonomi til at føre nogen nævneværdig annoncekampagne for, er det alligevel et ganske bemærkelsesværdigt tal efter kun et par ugers valgkamp, hvor taletiden har været forsvindende lille sammenlignet med de øvrige partier. Spærregrænsen gør det naturligvis ekstra risikabelt at stemme på et nyt parti af frygt for "stemmespild", hvorfor vi om ikke andet kan konkludere, at der på meget kort tid trods alt blev antydet et begyndende, humanistisk potentiale i de få og spredte glimt i valgkampen, som Minoritetspartiet dog kunne få ud over tv-skærmen og avisspalterne.

Om dette så kan videreudvikles, og om det i givet fald mest hensigtsmæssigt bør ske inden eller uden for partipolitik, er et åbent spørgsmål, som jeg ikke skal tage stilling til her.

I hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at en valgkamp kræver en ganske anderledes mobilisering og økonomi, end den Minoritetspartiet kunne præstere. Og måske også en ganske anderledes professionalisme og kynisme - og det være sagt uden sarkasme.

Dette turde måske stå klart ikke blot efter 21 dages valgkamp, men allerede efter den første partilederrunde i DR, samme dag som valget blev udskrevet. Én af de par gange, Reimer Bo generøst lod mig få ordet, prøvede jeg at appellere direkte til nogle af toppolitikerne. Jeg spurgte f.eks. Anders Fogh, om han kunne sætte sig i den families sted, som får sine børn tvangsfjernet; jeg bad Mogens Lykketoft om personligt at overvære den tvangsaktiveredes umyndiggørelse; og jeg spurgte Pia Kjærsgaard om, hvordan hun ville reagere, hvis hun på grund af 24 års-reglen selv blev tvunget til at flytte til Sverige for at kunne være sammen med sin elskede?

Jeg har sjældent set politikere ligne så store spørgsmålstegn. Ingen svarede.

Efter et par sekunders pause, var de tilbage på den vante kurs og skændtes videre - vist nok om Jelveds og Lykketofts "hemmelige aftale", der var så hemmelig, at hverken Jelved eller Lykketoft kendte den.

Hans Engell skrev et par dage efter i Ekstra Bladet, at de andre partiledere stirrede på mig, som om jeg kom "fra Mars". Jeg må tilstå, at det var en følelse, der også manifesterede sig hos mig selv adskillige gange under valgkampen.

Min tilgangsvinkel til disse valg-shows har været et stædigt, men forgæves forsøg på at få andre temaer ind i valgkampen end Bendt Bendtsens Dankortgebyr og de generøse milliardgaver fra "fremtidens økonomiske råderum" til den privilegerede middelklasse. At få toppolitikerne til at se virkeligheden fra et helt andet perspektiv.

Sådan tænker vi fra Mars nu engang.

Måske fordi vi simpelthen ikke er integreret nok i det politiske system i Danmark. Og måske er det derfor, at vi uundgåeligt solidariserer os med "de fremmede" - hvem ved.

Rune Engelbreth Larsen
26. februar, 2005

Minoritetspartiet