Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den liberale Rohde kontra den nationalistiske Pind?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Søren Pind og Jens Rohde har altid været konfronterende profiler i Venstre, især var deres interne rivalisering indædt under valgkampen i 2005.

Pind var en af de mest uforsonlige kritikere, da Rohde i bogen Vejen til Irak (2008) erkendte, at den danske regering skabte et falsk billede af irakiske masseødelæggelsesvåben op til Irak-krigen i 2003.

Efterfølgende blev der stor ballade i Venstre, og Rohde måtte 'fortolke' sine udtalelser temmelig kreativt, hvilket især Pind udnyttede til at så tvivl om hans retræte og marginalisere sin rival: »Citaterne taler for sig selv, og jeg kan ikke se, hvordan de kan fejlfortolkes.« (JP.dk, 28.9.2008).

I virkeligheden havde Rohde blot været alt for ærlig, da han helt nøgternt havde konstateret: »Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. (...) Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen. Og én ting er, at det holder rent juridisk, men verdensbilledet, vi fik skabt, var bare ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden.«

Derfor havde Pind også ret i, at udtalelserne ikke kunne omfortolkes, men det ændrer jo ikke ved, at Rohde havde 100 procent ret i sin erkendelse. Og det efterfølgende cover up i Venstre, hvor man hævdede, at påstanden om »masseødelæggelsesvåben« slet ikke var en del af beslutningsgrundlaget bag krigen, var ren desperation og manipulation - ordet er nævnt intet mindre end ti gange i beslutningsgrundlaget.

Nu er Rohde igen ude på ærlighedens bane, og det er næppe heller dennegang lige velset af alle i Venstre.

Til Berlingske siger han bl.a.: »Vi er blevet for nationalkonservative. Det begræder jeg. Og det er jeg ikke stolt af selv at have været med til at føre ud i livet. Det er en forkert retning. De nationalkonservative kæmper jo for en stærkere stat og for, at vi lukker os mere om os selv. Men det kan jeg som liberal ikke støtte.« (Berlingske, 4.4.2011).

Det er naturligvis ikke mindst møntet på netop Søren Pind - uden sammenligning regeringens mest nationalkonservative og mindst liberale minister.

Og Rohde fortsætter: »Det er helt reelt at spørge sig selv, om ikke det mere var en magtkamp end en værdikamp, vi kæmpede. Jeg tror, at man mere eller mindre ubevidst har forsøgt at holde sammen på flertallet og tage hensyn til Dansk Folkeparti og de Konservative. Man kommer til at argumentere meget kynisk ud fra en magtdagsorden, som ikke handler om at ændre en kultur eller have en værdidiskussion. (...) Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et internationalt perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe [Ellemann-Jensen] advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.«

Han anfører i forlængelse heraf, at han ikke betragter stramningerne af udlændingeloven som en del af sin egen værdikamp.

Disse udmeldinger er naturligvis ganske markante og viser, at Venstre snart kan komme til at stå ved en korsvej, hvor det er Pind eller Rohde, der skal vælges imellem. Måske/måske-ikke som konkrete formandskandidater, men formodentlig i alle tilfælde som udtryk for to retninger for partiet, når Lars Løkke Rasmussen på et eller andet tidspunkt må trække sig.

Det var Løkke selv, der - muligvis som et desperat træk - gav Pind styrepinden i Integrationsministeriet, men det var også Løkke, der i sin første nytårstale kunne udtale sig i en næsten Ellemann-Jensen'sk imødekommende retning: »Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus.« (1.1.2010).

Med valget af Pind som integrationsminister er det imidlertid satsningen på drivhuset, der har fået absolut forrang.

Hvad Rohdes retning egentlig kan indebære, er hans udtalelser kun en antydning af, men at den i et eller andet omfang er et opgør med Pinds kurs er som fremgået en mulighed, der er rykket nærmere - og møder af samme grund en verbal skidtspand fra Pia Kjærsgaard: »Det er pinligt. Det er for sølle. Jens Rohde har et enormt profileringsbehov. (...) Det er småligt og langt under gulvbrædderne.«

Pind, der kan lade Kjærsgaard kæmpe for sig, er mere forsigtig, men det er ikke megen substans han kan henvise til, når han skal hævde at være den liberale kurs' talerør - figenbladet er, at Venstre skam sagde nej til et burkaforbud ...

Dermed står og falder Pinds liberale sind med andre ord. Han vil trods alt ikke forbyde en håndfuld kvinder i at gå med burka - men derudover er han en af landets absolutte spydspidser, når det kommer til at assimilere og stigmatisere indvandrere.

Derfor rammer Rohde også et meget ømt punkt, der igen punkterer myten om Pind som den liberale bannerfører.

Pind er statskontrol, assimilation og anakronistisk stamme-tænkning i klar kontrast til individualitet. For Pind gælder den personlige frihed og den individuelle integritet først og fremmest den velbjærgede erhvervskanon, hvis 'frihed' er i overhængende fare, hvis skatten øges en promille, hvorimod han er fløjtende ligeglad med mennesker på samfundets bund, der patroniseres og umyndiggøres i idiotiens tvangsaktiveringskurser, danskheds-sindelagskontrol og verbal dæmonisering.

Hvor dybt Rohdes udtalelser bunder, skal vise sig - foreløbig er det Pind, der svinger pisken på Venstres del af værdikampens slagmark.

APROPOS

> Den antiliberale Pind

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 6.4.2011