Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den antiliberale Pind

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I 2008 skrev Søren Pind: »Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation.« I 2011 blev han ikke desto mindre udnævnt til ny integrationsminister, hvorefter han uddybede sin assimilation med ordene: »Hvis folk kommer til Danmark, så kommer de vel for at blive danske.« (TV2 News, 8.3.2011).

Det er den type platituder, der på overfladen synes så tilforladelige, når en politiker kondenserer gemen ensretning til noget snusfornuftigt og folkeligt, hvorimod substansen (eller manglen på samme) selvfølgelig slår helt ud i det mørkerøde felt på nonsens-speedometeret.

Hvad vil det sige at »blive danske«?

Jo, for Pind er det noget med at assimilere sig til en 'danskhed', der i hans selektive optik er frygtelig truet, fordi der synges færre salmer og spises mere halalkød i institutionerne. Ja, det var ved (rød)grød dét, han anførte som optakt til sit genfundne værdikorstog.

I stedet for klassiske liberale dyder om den enkeltes individualitet og integritet og menneskerettigheders værn om individet i kontrast til statsmagten og konforme massebevægelser, har vi fået Pinds håndsrækning til nationalprotestantismens mumificerede kulturchauvinisme som sindelagsdiktat.

Nej, Pind er ikke en skid liberal. Han hører netop snarere til i Dansk Folkeparti, der ikke i deres hedeste feberdrømme kunne have forestillet sig en mere loyal kampfælle i Integrationsministeriet.

Da et manifest fra Hells Angels i 2009 bl.a. stemplede herboende arabere som »sjakaler« og »menneskeligt affald«, der skriver »slagord på husmure eller hadefulde meddelelser i fængselsceller,« bedyrede Pind, at »beskrivelsen ikke er meget af vejen«.

Vi skal vist tilbage til Louise Freverts online-racisme, der i 2005 gjorde indvandringen til en »virus« og muslimer til »kræftceller«, for at underbyde niveauet i denne type foragt.

Men det er altså denne mand, der nu blevet Lars Løkke Rasmussens sidste desperate træk for at genvinde magten og udvide det politiske minefelt, hvor diskrimination og chikane mod indvandrere ellers allerede er hamret så meget i muren på konventionerne, at kun den verbale foragt og dæmonisering står tilbage som spillets joker.

Medmindre Pind da går i fodsporene på sin konventionsbrydende forgænger?

Hornbech blev ganske vist fældet og fyret på grund af ulovlige afslag på statsborgerskab og fortielser over for Folketinget, men hvad gør Pind umiddelbart efter, at han har overtaget hendes post? Han kalder den konvention, hun blev fyret for at feje ind under gulvtæppet, for »åndssvag« og heroiserer den detroniserende konventionskrænker for alt dét, der fik statsministeren til at sparke hende ud: »Du ender sikkert med statue og heltestatus,« lovpriste han sin afgående forgænger. Sic.

Kan statsministeren leve med en ny minister, der snigløber ham i første sekund? Kan Liberal Alliance?

Ønsker de blot at bidrage til samme ideologiske ophørsudsalg som CEPOS' medstifter Kasper Elbjørn, der i anledning af ministerskiftet bedyrede, at landets sande liberale går ind for »åbne grænser og lukkede kasser« og af den grund selvsagt ikke bryder sig om Dansk Folkeparti; men i samme åndedrag tilføjede, at de er skam helt trygge ved perlerækken af gode liberale integrationsministre: »Så længe der står en Haarder, Hornbech eller Pind i spidsen for denne her politik, så er vi trygge, fordi vi ved, at de har hjertet på rette sted.« (Deadline, 8.3.2011).

Godaw mand økseskaft.

Pinds ledestjerne er ensretningens evangelium, der ikke rækker ét hjerteslag længere end til de »lukkede kasser«. Som for så mange andre 'liberale' bliver det højst til et nej til et burkaforbud for at kippe lidt med den ideologiske fane, mens man så gladeligt lader Pia Kjærsgaards nationalisme styre resten af showet og reducerer sin pseudoliberale politik til en blot og bar kapital-egoisme. Pind er da fløjtende ligeglad med statsmagtens formynderiske og diskriminerende overgreb på den personlige frihed, når 'blot' den rammer landets marginaliserede medborgere.

Men lad os slutte ved 'integrationsministerens' udgangspunkt: »Hvis folk kommer til Danmark, så kommer de vel for at blive danske.« Hvad kan dét betyde? Sagligt kan det ikke betyde meget andet end at få statsborgerskab i Danmark. Punktum.

Et påstået vedhæng til 'danskheden' om at bifalde salmesang eller fællesbadning i skolen, er kun lummer propaganda og luftig metafysik.

Og så er det forresten ikke kun muslimer, men sandsynligvis også hundredtusindvis af ikke-muslimske statsborgere, der har det fint med badeforhæng og udmærket kan klare sig uden salmesang, og vi er afgjort lige så danske som Pind. Ja, de af os, der ikke forsøger at proppe vores egen danskhed ned i halsen på vores medborgere, er såmænd også uendeligt mere liberale end den nye integrationsminister – Løkkes seneste Pind til landets liberale ligkiste.

Rune Engelbreth Larsen, Politiken, 12.3.2011

Being Søren Pind

Fra Facebook-gruppen »Assimiler Søren Pind, skift dit profilbillede« (grafik af Andreas Røll)