Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Masseødelæggelsesvåben TI gange i beslutningsgrundlaget

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jens Rohdes tilbagetrækning af sin nylige erkendelse af, at det var masseødelæggelsesvåbens-argumentet, som gjorde udslaget for den danske regerings massive pres på medier og befolkning op til krigsdeltagelsen den 20. marts 2003, fortsætter. Selv om en væsentlig pointe i Rohdes oprindelige udtalelser var, at det egentlige juridiske beslutningsgrundlag for at gå i krig, blot var "juristeri", er det nu netop dette beslutningsgrundlag, som han selv, Venstres politiske ordfører Inger Støjbjerg, Venstres udenrigsordfører Søren Pind og udenrigsminister Per Stig Møller henviser til, for at vaske hænder.

Støjbjerg udtalte umiddelbart efter Rohdes utilgivelige åbenmundethed: "Grundlaget for Danmarks deltagelse i invasionen af Irak var og er helt klart. I beslutningsforslaget er der 13 punkter, og ingen af dem handler om masseødelæggelsesvåben." Per Stig Møller understregede ligeledes, at masseødelæggelsesvåben ikke var en del af beslutningsforslaget.

Men det passer ikke.

Beslutningsgrundlaget (B 118, 18. marts 2003: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak) består af ti hovedpunkter (ikke tretten), og under ét af disse punkter (IV) opregnes 13 forhold, som "regeringen har lagt vægt på", hvoraf første forhold lyder: "... at Irak i flere tilfælde har anvendt masseødelæggelsesvåben såvel mod militære mål som civile."

Det er med andre ord forkert, at "masseødelæggelsesvåben" slet ikke nævnes, som Inger Støjbjerg, Per Stig Møller og Jens Rohde påstår.

Regeringen kan så vælge at fortolke denne formulering på den måde, at den blot konstaterer, hvad der er foretået historisk, altså over et årti før invasionen i 2003, nemlig at Irak har anvendt masseødelæggelsevåben, hvilket jo er faktuelt ubestrideligt. Det er omvendt indlysende, at når "masseødelæggelsesvåben" nævnes i et beslutningsgrundlag i 2003, så trækker man selvsagt på, at hele debatten op til krigen stort set alene har handlet om regeringens utallige skråsikre påstande om, at Irak stadig væk var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

Men det er ikke det hele, der er at sige om dét beslutningsgrundlag. Det er således ganske misvisende at reducere det til "tretten punkter", for beslutningsgrundlagets bemærkninger indeholder ikke "tretten punkter", men derimod ti hovedpunkter (de tretten er blot underpunkter, som opregnes under ét af de ti hovedpunkter).

Sagen er således, at hele beslutningsgrundlaget, der blev vedtaget som det juridiske grundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, omtaler "masseødelæggelsesvåben" ikke NUL gange (som Støjbjerg m.fl. hævder), ikke EEN gang (som det er tilfældet under det ovenfor omtalte punkt IV), men hele TI gange.

Nogle gange som reference til fortiden, andre gange med flertydig reference i tid, én gang som "eventuelle masseødelæggelsesvåben" (fordi man her refererer til våbeninspektørerne), og atter andre gange med klar adresse til den på det tidspunkt forestående krig i 2003. Her nogle eksempler:

PUNKT I: Her nævnes "masseødelæggelsesvåben" fem gange, som giver indtryk af, at Irak ikke har overholdt sine forpligtelser i forhold til at skrotte landets masseødelæggelsesvåben, sådan som en række FN-resolutioner har krævet. Herunder fremhæves især den opfattelse, at Iraks redegørelse for landets masseødelæggelsevåben 7. december 2002 var "mangelfuld".

PUNKT II: Her fremhæves bl.a.: "Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse, og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen."

Det kan ikke læses på anden måde end som en klar krigsgrund, at Irak i strid med resolution 687 fortsat udvikler og opretholder en kapacitet vedrørende masseødelæggelsesvåben (med fremhævelsen: navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben).

PUNKT IV: Som redegjort ovenfor trækker brugen af "masseødelæggelsesvåben" under det første af punkt IV's tretten forhold på den foregående krigsiscenesættelses påstand om irakiske masseødelæggelsesvåben, som dermed aktualiseres. Og skulle man være i tvivl om det, kan man blot læse det andet af de tretten forhold: "... at afvæbning af Irak er nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen."

Eftersom masseødelæggelsesvåbnene er nævnt umiddelbart inden, er det oplagt at læse sammenstillingen på den måde, at det er denne specifikke trussel, der nødvendiggør den aktuelle "afvæbning af Irak".

PUNKT VI: Her fastslås det klart og utvetydigt, at krigsdeltagelsen er direkte knyttet til Danmarks politik "i relation til" masseødelæggelsesvåben: "Et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben."

PUNKT VII: "Truslen fra masseødelæggelsesvåben mod sømilitære bidrag vurderes som lav." Dét må til gengæld siges at være en temmelig præcis vurdering ... Men den tjener ikke alene til at afdramatisere faren ved en specifik dansk krigsdeltagelse til søs. I lyset af de øvrige bemærkninger og den generelle Irak-debat kommer bemærkningen selvfølgelig til at stå i kontrast til masseødelæggelsesvåbnenens påståede trussel i andre henseender.

Dertil kommer at beslutningsgrundlagets gentagne henvisninger til, at det handler om at "afvæbne" Irak, kun kan underforstå eksistensen af "masseødelæggelsesvåben", fordi det var "masseødelæggelsesvåben", som konstant blev fremhævet af stats- og udenrigsministeren under krigsiscenesættelsen, og som derfor fyldte hele debatten, som dokumenteret af bl.a. Jørgen Steen Nielsen (Information) og Bo Elkjær (Ekstra Bladet) - og som tidligere nævnt i indlægget: Søren Espersen: Rohdes Irak-udtalelser er korrekte.

Det korte af det lange er, at hvordan Rohde, Pind & Co. end vender og drejer det retrospektivt, er og bliver "masseødelæggelsesvåben" det altafgørende og udslagsgivende centrum i den danske regerings krigsiscenesættelse op til invasionen den 20. marts 2003, og påstanden om en aktuel trussel fra "massseødelæggelsesvåben" er og bliver et af de tilbagevendende udgangspunkter og omdrejningspunkter for selve krigsgrundlaget.

Resten er - med Rohdes ord - "juristeri".

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.10.2008