Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Da Vinci mysteriet, Dan Brown og den guddommelige kvindelighed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

... INDLEDNING: DAN BROWN MYSTERIET

Mere end nogen anden bog vil denne for altid ændre dit syn på Kristus, kristendommen og kirken!

Med disse eller lignende ord introduceres spektakulære bøger af og til, enten af reklamefolk, der sværger til, at overdrivelser fremmer forståelsen, eller af anmeldere og almindelige læsere, som ivrigt ønsker at gøre opmærksom på en skelsættende læseoplevelse, der har rokket ved nogle af fundamenterne for deres historieforståelse og verdensopfattelse.

Jeg vil dog tro, at få bøger har fået denne introduktion serveret med tilnærmelsesvis samme hyppighed som Dan Browns The Da Vinci Code (2003).

»Alle elsker sammensværgelsesteorier,« hedder det med selvopfyldelig klarhed flere steder i Browns globale bestseller-succes, som på dansk har fået titlen Da Vinci mysteriet. Når der oven i købet er tale om en kirkelig sammensværgelse med tusindårige rødder, der ikke bare inden for et aflukket, skønlitterært univers vender op og ned på forståelsen af kirken, kristendommen og Kristus, men sågar hævder at være baseret på fakta – ja, så har vi fat i et spektakulært bud på en udspekuleret, kulturhistorisk konspirationsteori.

Umiddelbart før romanens hæsblæsende handlingsforløb tager sin begyndelse, finder vi en side med overskriften »Fakta«. Her fremgår det bl.a., at den hemmelige loge, Priory of Sion, der er historiens omdrejningspunkt, har eksisteret siden 1099, og at den blandt sine ledere har talt så prominente skikkelser som Isaac Newton, Victor Hugo og Leonardo da Vinci.

...

Audrey Tautou spiller Sophie Neveu

Der henvises i den forbindelse til et dokument under betegnelsen Les Dossiers Secrets, som blev fundet på Nationalbiblioteket i Paris i 1975 – og for at der ikke skal være noget at tage fejl af, fastslår forfatteren: »Alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i denne roman er korrekte.«

»Alle elsker sammensværgelser.« Når de tilmed garneres med små 500 siders actionmættede cliff-hangers og udspekulerede koder, gåder og anagrammer i et forløb, der udspiller sig ved nogle af verdens berømteste, kulturelle turist-lokaliteter, inddrager en af historiens største kunstnere og alletiders mest forjættede trofæ, Den Hellige Gral, begynder man måske at begribe, hvorfor dette er blevet verdenshistoriens hurtigst sælgende roman for voksne.

Og hvorfor den danner forlæg for en filmatisering af instruktøren Ron Howard (A Beautiful Mind) med Tom Hanks (Cast Away) og Audrey Tautou (Le Fabuleux destin d'Amélie Poulain) i hovedrollerne som Robert Langdon og Sophie Neveu.

Dan Brown er ikke bare en succesforfatter, han er et fænomen. I 2005 har Time Magazine tilmed kåret ham som én af verdens 100 mest indflydelsesrige personer i samtiden:

...

The Da Vinci Code (the Movie)

»In March 2003, Dan Brown, 40, published his fourth novel, The Da Vinci Code, a historical thriller purporting to expose a centuries-old Vatican conspiracy to conceal the marriage and offspring of Jesus Christ and Mary Magdalene. Since then, the book has sold 25 million copies in 44 languages worldwide, and Brown has been held responsible for renewed interest in Leonardo da Vinci, Gnostic texts and early Christian history; spiking tourism to Paris, Rome and a 15th century church outside Edinburgh, Scotland; a growing membership in secret societies; the ire of Cardinals in Rome; eight books denying the claims of the novel and seven guides to read along with it; a flood of historical thrillers; a movie starring Tom Hanks; and an NBC reality show, now in development, in which contestants will use history and folklore to solve arcane puzzles. Pretty impressive, given that the New Hampshire native's three previous works barely caused a ripple and, strictly speaking, the novel is heretical.«

Af alle disse grunde er bogen (der siden har solgt yderligere millioner eksemplarer) allerede blevet et stykke kulturhistorie i sig selv, og af alle disse grunde er det interessant at se nærmere på, hvad det er for en fortælling (og filosofi), der i den grad kan medrive millioner af mennesker verden over.

1. DE FORFALSKEDE DOKUMENTER OG DEN KUNSTNERISKE FRIHED

Det første, mest iøjnefaldende er naturligvis hele historiens påståede »faktuelle« grundlag, der skal sandsynliggøre konspirationsteorien om kirkens forsøg på at skjule sandheden om Jesus - en konspirationsteori, som imidlertid er baseret på velkendte falsknerier. Det er måske ikke så væsentligt, kunne man mene – der er trods alt tale om en roman, og Dan Brown kan jo i kunstens navn påstå, hvad der passer ham, hvorfor »fakta« vel udmærket kan være en del af fiktionen i det skønlitterære univers?

...

Baigent, Leigh & Lincoln: Holy Blood, Holy Grail. Dan Browns primærkilde.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Dan Brown selv er dybt overbevist om de »kendsgerninger«, han lægger til grund for sin historie (eller at han i det mindste var det, da han skrev bogen), og at det er ham magtpåliggende at videreformidle den selvsamme overbevisning til læseren.

Han har siden trukket lidt i land og skriver på sin officielle hjemmeside, www.danbrown.com: »If you read the 'FACT' page, you will see it clearly states that the documents, rituals, organizations, artwork, and architecture in the novel all exist. The 'FACT' page makes no statement whatsoever about any of the ancient theories discussed by fictional characters. Interpreting those ideas is left to the reader.«

Det er selvfølgelig en triviel kendsgerning, at de i forvejen verdenskendte værker af Leonardo da Vinci m.m. eksisterer, men som vi skal vende tilbage til, er det er ikke uden videre sandt, at »fortolkningen« af those ideas, som bogens personer fremlægger og diskuterer, er overladt til læseren - i det mindste er præmisserne herfor omhyggeligt tilrettelagt af forfatteren, så bogen ikke lader mange fortolkningsspørgsmål stå åbne, men derimod prætenderer at give alle svarene.

Det er f.eks. ikke en blot og bar »faktuel« oplysning at fastslå, at alle dokumenter eksisterer, eftersom det mest centrale dokument for bogens konspirationsteori, Les Dossiers Secrets netop er en forfalskning (men naturligvis ikke af den grund ophører med at eksistere), som er fabrikeret og plantet på forskellige bibilioteker i Frankrig af en vis Philippe Toscan du Plantier - alias Pierre Plantard (som vi vender tilbage til).

... Ikke desto mindre overbeviste dette falskneri i sin tid tilsyneladende Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln, der skrev den bog, som siden skulle blive Dan Browns primære inspirationskilde, Holy Blood, Holy Grail (1982).

Heri udfoldes bl.a. Browns hovedtese om, at Jesus ikke er Guds søn, men et dødeligt menneske, der imidlertid aldrig er blevet henrettet, men derimod døde i Frankrig, hvortil han og Maria Magdalene angiveligt flygtede med deres børn. Jesus er oven i købet stamfader til Merovingerne (opkaldt efter høvdingen Merovech, ca. 450), dvs. den kongeslægt, der grundlægger det frankiske rige, og hvis efterkommere siden hævdes at blive beskyttet af Tempelridderne og Frimurerne.

Det sidste er der ikke noget overbevisende belæg for nogen steder, men at Jesus ikke er guddommelig, kan næppe hævdes at være et kontroversielt synspunkt i vore dage, og at han undgik døden på korset er langtfra nogen ny teori. F.eks. afviser også Koranen (4,157), at Jesus døde under korsfæstelsen, og der findes sågar en tradition, som hævder, at han rejste til Indien og blev begravet i Kashmir (hvor han bl.a. ifølge Ahmadiyya-muslimerne skulle have antaget navnet Yuz Asaf).

Der er naturligvis ingen, som ved, om Jesus havde børn med Maria Magdalene, om han overhovedet blev korsfæstet, og om han døde i Palæstina, Frankrig eller Kashmir, og der er rige muligheder for både inspirerende og saglig spekulation såvel som kunstnerisk filosoferen, sådan som det f.eks. også kommer til udtryk i Martin Scorseses film, The Last Temptation of Christ (1988) efter en roman af Nikos Kazantzakis.

Men ét er at lade sig inspirere af den understrøm af historiske traditioner, der pibler frem under den officielle historieskrivning, og sagligt udfordre eller så tvivl ved vedtagne »fakta« og teorier - eller med et kunstnerisk formål for øje bruge det som et spekulativt gimmick. Noget andet at hæve det mest fantasifulde tankespind til ny, historisk sandhed.

...

Dante Gabriel Rossetti: Maria Magdalene (1857).

I sidste tilfælde tager man en ganske krævende bevisbyrde (eller i det mindste sandsynliggørelse) på sine skuldre. Den elaborate kongeideologi med Jesus som Merovingernes stamfader og påstanden om en ubrudt slægtslinje frem til i dag, overvåget af Tempelriddere, Frimurere og Priory of Sion, er ikke bare et kunstnerisk, spekulativt gimmick (og alt andet end en velunderbygget kritik af den officielle historieskrivning), men i bedste fald letkøbt sensationalisme. Og det bliver for alvor problematisk, når det fremstilles som skinbarlig fakta.

Hvis nogen skulle være i tvivl, har Priory of Sion aldrig nogen sinde haft Leonardo da Vinci og Isaac Newton eller de øvrige kulturpersonligheder som »stormestre« - navnet er muligvis lånt fra en katolsk munkeorden, Ordre de Notre Dame de Sion, som blev nedlagt og indrulleret i Jesuitterordenen i 1617.

Der findes (eller fandtes) til gengæld en anden, virkeligt eksisterende gruppe med navnet Prieuré de Sion, som rigtignok ikke blev nedlagt i 1617. Her er der imidlertid tale om en lille højreorienteret, esoterisk gruppe, der blev stiftet så sent som i 1956 af en kreds omkring ingen anden end den nævnte Plantard, hvis svindel siden udvikledes til det ekstreme i bestræbelserne på at bilde sine omgivelser ind, at han nedstammede fra Merovingerne (og dermed i sidste ende fra Jesus og Maria Magdalene).

...

The Last Temptation of Christ (Martin Scorsese). Jesus og Maria Magdalene (Willem Dafoe og Barbara Hershey).

I 1960erne fabrikerede han en række falske dokumenter for at underbygge sin ekstravagante selviscenesættelse, som forfatterne til bogen Holy Blood, Holy Grail som nævnt lod sig overbevise af. Til trods for flere utvetydige afsløringer i Frankrig i 1980erne, Plantards indrømmelse i 1993 og et BBC-program i 1996 er det imidlertid fortsat dette svindelnummer, som er konspirationsteoriens kerne i The Da Vinci Code.

Romanen hviler med andre ord på et »faktuelt« grundlag, som allerede er blevet optrevlet og afsløret som humbug længe før bogens affattelse.

Også en række øvrige detaljer i romanen, der fremstilles som »historisk korrekte«, eller som hovedpersonerne refererer til, som om der hersker bred akademisk konsensus, er baseret på en blanding af kulørte teorier og tvivlsomme gisninger.

Det gælder ikke mindst opfattelsen af, at Den Hellige Gral skulle være en kvinde, nærmere betegnet Maria Magdalene, hvorfor hendes slægtslinje får en helt særegen status (San Greal, Den Hellige Gral, hævdes f.eks. at dække over sang real, kongeligt blod), ligesom det gælder en række fortolkninger af kulturhistoriske og kunsthistoriske forhold, hvis kontroversielle og uholdbare karakter dækkes ind under et pænt lag af pseudo-referencer.

...

La Tour: Maria Magdalene (1638-40).

Et eksempel på Browns fremgangsmåde legemliggøres af romanfiguren Leigh Teabing, som skal forestille at være verdens fremmeste ekspert i gralsmysterierne, men som trods et lille forbehold ikke desto mindre udtaler følgende ret sensationelle anerkendelse af Holy Blood, Holy Grail: »Efter min mening er der nogle tvivlsomme troværdighedsbrist i forfatternes analyse, men deres grundlæggende teori er god nok, og de har æren for, at forestillingen om Kristi slægt langt om længe nåede ud til et bredt publikum.« (Kapitel 60).

Læseren efterlades med det indtryk, at denne bog (der fortsat figurerer på Dan Browns officielle hjemmeside over anbefalet litteratur) præsenterer en helt elementær og beundringsværdig akademisk landvinding (forestillingen om Kristi slægt), hvilket ingenlunde er tilfældet.

Mere pinligt bliver det for alvor, når forfatteren uden videre kan skrive om det tidligere omtalte svindelnummer, Les Dossiers Secrets: »Ægtheden af dokumentet var blevet bekræftet af en mængde specialister ...« (kapitel 48).

Læseren præsenteres gennemgående for en række personer, som skal forestille at være højt uddannede eksperter med ansete forfatterskaber bag sig inden for den internationale elite, og når de udlægger kulturhistoriske »fakta«, er det som regel en udtrykkelig præmis (eller som minimum underforstået), at de taler med den tyngde, som alment anerkendt forskning berettiger.

...

Leonardo da Vinci: Selvportræt.

Reelt er dette imidlertid temmelig sjældent tilfældet, men bogens særegne, »faktuelle« iscenesættelse kan næppe undgå at forlede mange til at tro, at vi har at gøre med formidlingen af solid, kulturhistorisk viden.

Derved nivelleres forskellen mellem saglig forskning og halvstuderet sensationalisme, og det er dobbelt uheldigt. For det første fordi også en skønlitterær bog, der i så udtalt grad baserer sig på og videreformidler kulturhistorisk stof, selvfølgelig ikke bliver bedre af at være fagligt problematisk på en lang række punkter. For det andet fordi det samtidig styrker tendensen til en refleksagtig afvisning af enhver teori som en »useriøs konspirationsteori«, hvis den strider mod autoriteter og konsensus.

Ikke desto mindre hævder Brown, at han er for skeptisk til at tro på »konspirationsteorier«, men at grundlaget for netop hans egen bog simpelthen er alt for veldokumenteret:

»I see no truth whatsoever in stories of extraterrestrial visitors, crop circles, the Bermuda Triangle, or many of the other 'mysteries' that permeate pop culture. However, the secret behind The Da Vinci Code was too well documented and significant for me to dismiss.« (danbrown.com).

...

Dan & Blythe Brown.

Desværre har Brown yderligere vanskeliggjort en skelnen ved at udviske grænserne mellem fiktion og forskning, ikke med henblik på en kunstnerisk udfordring, men med overbevisningen om mere eller mindre endegyldigt at afdække ét af de største mysterier i verdenshistorien.

Men er nedbruddet af akademisk saglighed og faglighed ikke altid en risiko (eller ligefrem et acceptabelt, kunstnerisk vilkår), når skønlitterære forfattere begiver sig ud i kulturhistorien?

Tænk f.eks. på Umberto Ecos gennembrudsroman, Rosens navn (1980), der omhandler en række minutiøse skildringer af teologiske diskussioner og historiske problematikker mellem franciskanere og dominikanere i midten af det 14. århundrede. Både romanen og Jean-Jaques Annauds filmatisering fra 1986 er blevet kritiseret i skarpe vendinger af flere faghistorikere, bl.a. fordi hovedpersonen, William af Baskerville udtrykker alt for »moderne« tanker.

...

The Name of the Rose (Jean-Jaques Annaud). Salvatore (Ron Perlman).

Hovedpersonen er imidlertid skåret over Roger Bacon (ca. 1214-1293) og (især) hans elev, William af Ockham (ca. 1285-1349), der unægtelig var forud for deres tid. I et svar til sine kritikere i Efterskrift til 'Rosens navn' (1985) hævder Eco endvidere, at i »samtlige tilfælde«, hvor de fiktive 1300-tals munke er blevet kritiseret for at være for »moderne«, har man henvist til konkrete passager i romanen, der er baseret på »uforfalskede citater« fra originale kildetekster fra 1300-tallet.

Men selv om vi altså her har at gøre med en forfatter, der selv er fagekspert på sit område, og som kan svare igen på kritik med omtrent samme autoritet, som andre eksperter kan rejse den, har dette ikke beroliget en række danske historikere, bl.a. Brian Patrick McGuire. I antologien Om Rosens Navn (1987) fastholder han kritikken og bebrejder tillige Umberto Eco for at reproducere et stereotypt og uholdbart billede af »den mørke middelalder« - et skudsmål, som også filmatiseringen må høre for. Omvendt skriver filosofihistorikeren Aksel Haaning til gengæld i Den dobbelte arv (2005), at romanen er en »fremragende, også historisk saglig introduktion«.

...

The Name of the Rose (Jean-Jaques Annaud). Adso og pigen (Christian Slater og Valentina Vargas).

Det er ikke her hensigten at gå nærmere ind i denne specifikke diskussion (det gør jeg i min kommende bog, Renæssancen og humanismens rødder), men blot at eksemplificere, hvorledes også et skønlitterært værk, der er skrevet af en betydelig mere kvalificeret fagekspert end Dan Brown, kan skabe akademisk tumult. Omfanget heraf afhænger selvfølgelig af det pågældende værks gennemslagskraft og udbredelse, men en global bestseller har netop markant betydning for den almene historieforståelse, som faghistorikeres forskning på ingen måde kan konkurrere med, hvorfor det vel nærmest er en akademisk pligt at stille spørgsmålstegn.

Og hvis der er grund til at rejse debat om den faglige lødighed af en forfatter, der er så højt respekteret (også af sine kritikere) som Umberto Eco (om kritikerne så har ret, er en anden sag), kan heller ikke spørgsmålet om de vide rammer for den »kunstneriske frihed« være en tilstrækkelig afvisning af en faglig kritik af Da Vinci mysteriet.

...

Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark (Steven Spielberg). Indiana Jones (Harrison Ford).

Bedømmelsen af et kunstværk må selvfølgelig tage højde for værkets egne præmisser, og præmisserne for Dan Brown er for så vidt ikke anderledes end for Umberto Eco, nemlig at vi har at gøre med fiktion, der er iscenesat inden for rammerne af et faktuelt, kulturhistorisk scenario. Noget andet er tilfældet med f.eks. Indiana Jones, Lara Croft og Harry Potter og en lang række andre bøger, spil og film inden for de seneste årtiers populærkulturelle bølge, der blander fantasy med kulturhistoriske fragmenter og eksotiske mysterier.

Men hvorfor er ingen f.eks. i tvivl om, at skildringen af jagten på Pagtens Ark i den første Indiana Jones-film hverken prætenderer at dramatisere eller præsentere faktuel, kulturhistorisk viden? Fordi Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark i modsætning til The Da Vinci Code ikke fremlægger noget eksplicit eller implicit krav om en sådan detail-autenticitet, og derfor er en faghistorisk kritik naturligvis heller ikke nogen synderlig relevant indvending mod filmens manglende »realisme« i så henseende.

Et andet og måske mere nærliggende eksempel kunne være Ian Caldwells og Dustin Thomasons internationale bestseller, The Rule of Four (2004), der er udkommet på dansk under titlen Belladonna dokumentet.

...

Her følger vi nogle universitetsstuderende, som forsøger at knække en række koder i en af verdenslitteraturens mest gådefulde bøger, renæssanceværket Hypnerotomachia Poliphili, der udkom anonymt i 1499.

Identiteten af forfatteren fremgår muligvis af et såkaldt akrostikon, der skjuler sig i det første bogstav i hvert af de 38 kapitler og bl.a. røber navnet Francesco Colonna - men forskere strides stadig om, hvorvidt dette også nødvendigvis er navnet på forfatteren eller ej. Hypnerotomachia Poliphili er en blanding af erotiske arkitekturtraktater (sic) med utallige referencer til antikken og en metafysisk kærlighedshistorie mellem Poliphilo og Polia, der indvies til Venus i et sælsomt eventyr, som er fuld af mystiske hints og kryptiske koder på flere forskellige sprog.

Den første fuldstændige oversættelse til engelsk er udarbejdet af Joscelyn Godwyn og udkom så sent som i 1999 (nøjagtig i 500-året for bogens original-udgivelse). Oversætteren skriver i sin indledning, at værket er en fundamental kærlighedserklæring til antikkens hedenskab, skønt renæssancens lærde ikke formelt lagde afstand til kristendommen: »Their churches were christian, even if they resembled classical temples; most of them habitually heard Mass and went to confession; but their palaces and gardens were entirely pagan in inspiration. The Hypnerotomochia is like a bible of this heretic religion, which used the prestige of classical learning to excuse its indulgence in eroticism and the celebration of an unfallen Nature.«

...

Fra Hypnerotomachia Poliphili af Francesco Colonna (muligvis). Kunstneren er (også) ukendt.

I Caldwells og Thomasons roman indskrives imidlertid en række fiktive gåder i dette, autentiske renæssanceværk, som fører hovedpersonerne gennem en uhyre interessant afdækning af bogens og forfatterens (og i nogen grad renæssancens) karakter. Både i denne og andre henseender bliver The Rule of Four således beslægtet med The Da Vinci Code, uden på fjerneste vis at være en kopi.

I begge bøger afdækkes direkte og indirekte kulturhistoriske bestræbelser på at højagte Kvinden efter århundreders kirkelig ringeagt, men Caldwell og Thomason hævder ikke af den grund nogen spektakulær autenticitet - at de så rent faktisk i deres skildringer er væsentligt mere tro mod renæssancen som kulturhistorisk epoke, end Dan Brown er mod en række af sin romans kulturhistoriske »fakta«, er ikke uvæsentligt.

Derfor er The Rule of Four en frugtbar blanding af kunstnerisk frihed, også på kulturhistoriens vegne, uden at resultatet på nogen måde gør sig skyldig i faglig manipulation med læseren.

Men er det egentlig så slemt, når Dan Brown forvrænger sit faghistoriske udgangspunkt? Litterære kvaliteter og mangel på samme ufortalte, er Da Vinci Mysteriet trods alt ikke uden lune og humor, og hensigten er et prisværdigt opgør med magtfuldkommenhed i religiøse og politiske institutioner, der historisk set har temmelig brutale synderegistre på samvittigheden, ikke mindst i forhold til kvinden.

Som jeg har forsøgt at eksemplificere i det foregående, er blandingen af information og misinformation afgjort kritisabel - men måske formidler Dan Brown alligevel nogle af brikkerne i et relevant kulturopgør, som altså også (om end på anden vis) manifesterer sig i The Rule of Four?

Efter at have kritiseret det faghistoriske grundlag for Da Vinci mysteriet skal vi i næste afsnit kigge nærmere på de mere interessante implikationer af romanen som populærkulturelt (hvis ikke ligefrem kulturhistorisk) fænomen, det vil sige de mere filosofiske og idéhistoriske rødder og implikationer af det kulturopgør, som Dan Brown bag alle forviklinger og forvrængninger rent faktisk sætter på dagsordenen.

FORTSÆTTES OG AFSLUTTES I ARTIKLENS ANDEN DEL ...



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 286

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 286

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 286

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 290

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 290

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art01005a.php on line 290