Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Aksel Haaning: Den dobbelte arv. Kapitler om natur og spiritualitet, kristendom og historie samt Antikrist

C.A. Reitzel 2005

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Forside DEN EUROPÆISKE KULTURARV

Siden midten af 1990erne har Aksel Haaning præsenteret et af landets mest dybdegående faglitterære forfatterskaber med middelalderens filosofihistorie i særdeleshed og den europæiske kulturarv i almindelighed som omdrejningspunkt.

I Den dobbelte arv tager forfatteren atter livtag med en række nøgleaspekter fra vores kulturhistoriske bagage, hvis rødder forgrener sig i antikkens filosofi og mytologi, de jødisk-kristne religiøse traditioner og kirkehistoriens kulturkamp gennem det meste af de foregående to tusind år.

Bogen består af hidtil upublicerede artikler såvel som tidligere udgivne essays og kronikker, hvorfor der uundgåeligt forekommer en del gentagelser og indholdsmæssige overlapninger, ikke blot på tværs af bogens kapitler, men også i forhold til forfatterens tidligere bøger. Men Haaning har bidraget til at kortlægge uopdyrket land i filosofihistoriske sammenhænge herhjemme, hvorfor denne vifte af kendte og ukendte artikler og perspektiver på én gang supplerer forfatterskabets hidtidige fortjenester og udvider dets tematiske spændvidde.

Naturfilosofiens antikke rødder, dens historiske konfrontationer med kirken, opblomstringen i det 12. århundrede og dens lejlighedsvise indflydelse på kristendommens udvikling er et af forfatterskabets tilbagevendende grundmotiver (hvis ikke ligefrem dets ledemotiv), og betydningen heraf har da også tidligere været underbelyst. Det væsentlige at fremdrage i den forbindelse er ikke kun den kulturelle påvirkning, som i forskellige epoker følger af den naturfilosofiske blanding af helliggørelse og udforskning af naturen, men også betydningen af den marginalisering og undertrykkelse, som naturfilosofien bliver genstand for som følge af kirkens temmelig radikale naturforsagelse i hovedparten af kirkehistorien.

Takket være den faglige grundighed kan forfatteren overbevisende trække trådene helt op til vor egen tid og som sideeffekt stille "naturromantikken" i et anderledes levende lys, end tidsånden (for ikke at sige kulturånden) normalt tillader.

I Den dobbelte arv dykker vi således også ned i mulden under Thøger Larsens naturdigte, og på baggrund af Haanings indsigt i årtusinders naturfilosofisk tradition løftes digteren ind i en vidtstrakt, kulturhistorisk forståelseshorisont, hvor f.eks. "Du danske sommer, jeg elsker dig" atter får lov at antænde sanserne. At vi her har at gøre med en lovsang til naturen som lidenskabelig, kosmisk elskov, overses (eller overhøres) nok af mange, måske fordi digtets berømte indspilning med Aksel Schiøtz bl.a. udelader næstsidste vers' erotiske metaforik: "Og stundom ud af din fulde Glød / Sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød". Her går vi derfor også glip af originalens "Tordenlatter og Tordenregn" og al naturens "Trolddom", der gør sommerens kraft og ild "vild, vild, vild", som det hedder i Thøger Larsens Sommervise (1923).

Naturen lovprises "som et bragende på én gang vildt og naturligt coitus," skriver Haaning om denne universelle metafor fra alverdens ikke-kristne kulturer. Dernæst oprulles en lige dele poetisk og idéhistorisk analyse, der blæser alle associationer til gymnasiets ulidenskabelige pligtpensum bort og revitaliserer Thøger Larsen og den naturfilosofiske tradition, han står i gæld til: "Her er himmel og jord i dyb længsel efter hinanden, naturen selv dirrer af drift, af skælvende vildskab, erotik som trolddom. Rigtig trolddom - som rigdom, legemlig såvel som sjælelig, og hvortil den kristne højtidelighed forekommer at være en falsk og udtyndet efterligning. Den tanke, der kommer til udtryk, at naturen indeholder og manifesterer guddommen, og ikke omvendt, har i virkeligheden dybe rødder i den europæiske tænknings historie, men også der er metaforen og den tanke, den udtrykker, censureret af kirkens historieskrivere og siden af akademiske filosofihistorikere, der gentager kirkens prioritering ofte uden at ane det, eller som tror, at middelalderens filosofi var et spørgsmål om tro og viden. Men går vi til teksterne selv og begynder at læse dem, slår naturfilosofien gnister og gløder til alle sider. Her, i undertrykte og glemte skrifter, får vi kontakt med en fortrængt side af den europæiske kulturs arv, en forkætret kærlighed, som vanetænkning og almindelig forglemmelse har slukket med iskoldt kristent kildevand, stænket med akademiske floskler om tør skolastik."

Den dobbelte arv udfolder en række centrale kapitler af denne historiske udvikling, før vi når til bogens finale i syvende kapitel: Antikrist - eller problemet om det onde og forestillingen om to principper. Og dermed er vi også kommet til min eneste anke mod udgivelsen, der består i, at netop denne afhandling (der fylder over en tredjedel af bogen) ikke er udgivet for sig selv som en selvstændig publikation.

NOTE: Forlaget Vandkunsten tog denne anke til sig og udgav i november 2009 afhandlingen som selvstændig bog: 'Antikrist og problemet om det onde - et essay om fjendebilleder. Omtales her: Det 'normale' onde. REL.

Umiddelbart er det naturligvis en fordel for læseren at få samlet så mange skrifter som muligt under ét omslag - om ikke af anden grund, så fordi det er billigere. Men tematisk er sidste og syvende kapitel imidlertid i endnu højere grad end de foregående en sluttet enhed med så væsentlige analyser og pointer, at de risikerer en mindre udbredelse og opmærksomhed ved at være "gemt" i slutningen af en i forvejen lang undertitel. Og skønt det naturligvis kan synes at være i petitesseafdelingen at anføre, at denne afhandling burde have mødt læseren under egen titel og bag eget omslag, er det ikke irrelevant, dens vigtighed taget i betragtning (og om ikke andet kan det så tjene som en parentetisk opfordring til en selvstændig paperback-udgivelse heraf på et senere tidspunkt).

Afhandlingen rummer en idéhistorisk indledning til spørgsmålet om "det ondes" oprindelse, herunder ikke mindst de teologiske vanskeligheder ved at forene verdens tilsyneladende uretfærdighed med dogmet om en almægtig og god skaber. Det er en klassisk teologisk disciplin, som Haaning belyser historisk under inddragelsen af Europas tilbagevendende jødehad samt flere fremtrædende eksempler på kætterforfølgelser, der bl.a. er blevet legitimeret med henvisning til den kosmiske kamp mod De (eller Den) Onde.

Til trods for at ondskaben som begreb og fænomen rent faktisk er behandlet i titusindvis af titler alene de foregående 3-4 årtier (eller netop derfor), er der ikke blevet mindre behov for et kompetent, overordnet rids af den religions- og idéhistoriske baggrund, som behandler vor egen kulturs lidet flatterende hovedrolle i denne sammenhæng. Det gælder ikke mindst i disse år, hvor politisk populisme udsætter den kristne kulturarvs synderegister for den mest udtalte fortrængning i nyere tid.

I bogens lange afslutningskapitel følger Haaning ondskabens betydningshistorie helt tilbage til den kosmologiske dualismes rødder et par årtusinder før Kristus, op gennem kirkehistorien og frem til Hitlers plan om at kaste "det onde [jøderne] tilbage til Lucifer". Kirkens kætterforfølgelser og jødehad udgør nogle af historiens sorteste eksempler på udryddelsen af anderledestænkende ("Djævelens børn"), og der er således hverken i princippet eller i praksis meget i den nazistiske antisemitisme, som ikke er foregrebet i mindste detalje af kirken. Antisemitismen er da heller ikke uden inspiration fra det Ny Testamente, der formelig "vrimler med antijødiske og jødefjendske vers", som Haaning påpeger (faktisk i omegnen af et halvt tusind stykker).

Som bidrag til den faglige forskning inden for historie, teologi og filosofi er Den dobbelte arv i sig selv en vigtig udgivelse, og som modvægt til den herskende, kulturelle selvindbildskhed lander den med stor og tiltrængt tyngde i tidens overfladiske kulturdebat.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, september 2005


LÆS OGSÅ: Anbefaling af Aksel Haanings Middelalderens naturfilosofi (2005)