ETIENNE DE LA BOÉTIE: »Tro ikke, at der er nogen fugl, der hurtigere går på limpinden, eller nogen fisk, der hurtigere springer på krogen efter en fed orm, end alle mennesker hurtigt mæsker sig i trældommen for den mindste lækkerbidsken, man kildrer deres gane med. Det er forunderligt, så hurtigt de falder til føje, blot man lokker for dem.«

Vi skriver 1944, og mens de allierede er ved at rulle den nazistiske krigsmaskine tilbage, kæmper den spanske modstandsbevægelse med sværere odds mod Francos fascister, der har vundet borgerkrigen i Spanien. I en fascinerende blanding af eventyrets mytiske logik og modstandskampens blodige virkelighed, bevæger vi os i Pans Labyrint fra oververdenen til underverdenen, der griber ind i opgøret mellem fascisterne og rebellerne. Læs mere: Pans labyrint ...

De såkaldte æresdrab ligner jalouisdrab derved, at det er emotionelle og/eller »æres«-betonede motiver, som driver gerningsmanden (eller gerningsfamilien). Det er et transkulturelt fænomen, som har intet har med islam at gøre, men kendes både blandt hinduer, kristne, konfucianere, jøder, buddhister, muslimer og sikher. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Cast Away

Instrueret af Robert Zemeckis (2000)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

»Who knows what the tide may bring?«

Zemeckis' Cast Away er en moderne Robinson Crusoe med Tom Hanks som Chuck Noland, der efter et skræmmende realistisk flystyrt strander på en øde ø. Det er for så vidt den sædvanlige historie om, hvad der sker, når civilisationens lag skrælles bort, og alt det overfladiske tingel-tangel bliver værdiløst. Uret, kalenderen, arbejdet osv., der før var så betydningsfuldt, er ligegyldigt, mens livets allermest basale behov pludselig betyder alt (mad og drikke, tag over hovedet).

Det er en velafprøvet, men effektiv ramme til at fortælle noget grundlæggende om mennesket, men det kan naturligvis gøres med større eller mindre held. Zemeckis, der med Cast Away er i slutningen af en stime af glimrende film som What Lies Beneath (2000), Contact (1997) og Forrest Gump (1993), gør det fremragende, ikke mindst takket være Tom Hanks, der jo sjældent skuffer.

Forvandlingen fra pedantisk workaholic, der er besat af Vestens gave til globaliseringen (time is money), over den smertefulde udvikling fra den håbløse eneboer (der ikke kan åbne en kokosnød) til den tilpassede semi-vilde jæger, spiller på alle psykens og temperamentets tangenter.

Fortvivlelsen gnaver, og håbløsheden tiltager, men selv under de mest nedslående forhold kommer der som regel et tidspunkt, hvor tidevandet skyller et eller andet ind på stranden, der som i Cast Away ændrer alt - i det mindste kan verden tage sig sådan ud. There is a tide in the affairs of men, which taken at the flood, leads on to fortune, som Shakespeare lader Julius Caesar bemærke. Kunsten er så at opdage - og ikke mindst gribe - the flood.

Det gør Chuck Noland, trods sin mere og mere uligevægtige sindstilstand, med en volleybold som eneste selskab, der nærmest antager karakter af en skytsånd. »This feeling came over me like a warm blanket: I knew I had to stay alive somehow. I had to keep breathing, so that's what I did. I kept breathing. And one day, that logic was proved wrong because the tide came in and brought me a sail ... «

Flere år senere returnerer Noland til civilisationen efter en faretruende og hjerteskærende sejlads over det åbne hav, hvor han balancerer på grænsen af vanviddet, konstant i livsfare. Men kan man overhovedet vende tilbage til en tilværelse, som i den grad er forladt - og hvad venter i givet fald i den »gamle« identitet?

»Who knows what the tide may bring?« spørger han sig selv. Måske giver filmens slutning et fingerpeg i denne gribende film, som bæres næsten 100 procent af Tom Hanks.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, maj 2005