Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Da Vinci mysteriet (2)

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Luis Ricardo Falero: Nattens muse (1870)

Luis Ricardo Falero: Nattens muse (1870)

[LÆS ARTIKLENS FØRSTE DEL HER >>]
2. DEN GUDDOMMELIGE KVINDELIGHED

Det filosofiske grundmotiv i Da Vinci mysteriet er som antydet et ret radikalt opgør med kirkens fortrængning af kvinden, ikke mindst den guddommelige kvindelighed. Her skorter det ikke på historiske kendsgerninger af den solide slags, når vi opruller kirkehistoriens kvindeundertrykkelse, både religiøst og verdsligt, men skønt Dan Browns sigte synes klart humanistisk, er det kulturhistoriske grundlag også her skævt.

Hans (overtagelse af Lincoln & Co.s) hypotese om, at Jesus i virkeligheden havde tiltænkt Maria Magdalene en bærende rolle i den tidlige kirke, og at kristendommen således i sit udgangspunkt var udtryk for en betydelig grad af kønslig ligestilling (hvis vidnesbyrd den katolske kirke imidlertid skulle have forsøgt elimineret), savner et substantielt kildegrundlag.

Der er næppe nogen grund til at tro, at kirken på dette punkt ikke har ageret ud fra en fuldstændig klippefast og velbegrundet overbevisning om at være i overensstemmelse med det nytestamentlige grundlag, vi også kender i dag. Browns forsøg på at »redde« en (påstået) oprindelig kristen kønslig ligestilling ved at gøre kvindeundertrykkelsen til en senere, kirkelig manipulation med Kristus og urkristendommen er sympatisk, men det er ikke overbevisende.

Hvis man vil gøre op med middelalderkirken og store dele af kirkehistorien i øvrigt på dette område, slipper man ikke ude om at gøre op med urkristendommen og dele af det Ny Testamente. Nogen eksplosiv modsætning består der ikke herimellem, og derfor er der heller ikke noget reelt grundlag for en konspirationsteori af denne art.

Om Jesus f.eks. så havde et ægteskabeligt og seksuelt forhold til Maria Magdalene eller ej, er selvfølgelig historisk interessant, men ikke nødvendigvis betydningsfuldt i den sammenhæng, eftersom vi alligevel ikke kender karakteren heraf. Og det ændrer jo heller ikke ved, at de allertidligste kristne kilder, bl.a. Paulus' breve, udtrykker et ringeagtende kvindesyn, ifølge hvilket kvinden er »en svagere skabning«, der skal »underordne sig« og »tie i forsamlinger«. Hertil kommer den traditionelle fastholdelse af, at kvinden er skyld i arvesynden, fordi det er hende, som først lader sig friste af Slangen til at spise af Kundskabens Træ, jævnfør den gammeltestamentlige skabelsesberetning, som kristendommen jo overtager.

...

Fra Heksehammeren (1487)

Selv om præmisserne for det opgør med kirkens undertrykkelse af kvindelig ånd, som Dan Brown udfolder i Da Vinci mysteriet, således er uholdbare på visse områder, er selve undertrykkelsen og konsekvenserne heraf naturligvis uomgængelige. Uden omsvøb skriver Dan Brown f.eks. i en af bogens nøglepassager:

»Den Katolske Inkvisition udgav en bog der muligvis ville kunne kaldes det mest bloddryppende skrift i menneskets historie. Malleus Maleficarum - Heksehammeren indoktrinerede verden til at tro på 'faren ved kvindelig fritænkning', og den instruerede gejstligheden i hvordan de skulle finde, torturere og tilintetgøre de farlige kvinder. Blandt dem der blev dømt som 'heks' af kirken var alle kvindelige videnskabsfolk, præster, sigøjnere, mystikere, naturelskere, urtesamlere og enhver kvinde der var i 'mistænkelig harmoni med naturen'. Også jordemødre blev slået ihjel for deres kætterske metoder hvor de anvendte medicinsk viden til at lindre fødselssmerter - en lidelse, som kirken hævdede var Guds retfærdige straf for Evas bid af æblet fra Kundskabens træ, og på den måde blev grunden lagt for begrebet arvesynden. Gennem tre århundreder med heksejagt brændte kirken fem millioner kvinder på bålet. Propagandaen og blodbadet virkede. Den moderne verden var et levende bevis. Kvinden der engang var blevet hyldet som en uundværlig halvdel i den åndelige oplysning, var blevet forvist fra verdens templer. Der var ingen kvindelige ortodokse rabbinere, katolske præster eller islamiske imamer. Hieros Gamos engang hellig handling - den naturlige, seksuelle forening mellem mand og kvinde hvorigennem de begge blev et åndeligt hele - var blevet forkastet som en skamfuld handling. (...)

...

Franz von Stuck: Synd (1893)

Gudindends dage var forbi. Pendulet havde svinget. Moder jord var blevet en mandsdomineret verden, og guderne for krig og ødelæggelse krævede deres ofre. Det maskuline ego havde regeret to årtusinder i træk uden medvirken af dets kvindelige sidestykke. Priory of Sion mente at udslettelsen af den hellige kvinde i det moderne liv havde medført det, som Hopiindianerne kaldte koyanisqatsi - 'et liv ude af balance' - en ustabil situation præget af testosteron-drevne krige, en overflod af kvindehadende samfund og en voksende mangel på respekt over for moder jord.« (Kapitel 28).

Bortset fra overdrivelser og unøjagtigheder kan kirkens historiske billede af kvinden som syndens ophav, selvfølgelig ikke afvises - heller ikke selv om Jomfru Maria i begrænset udstrækning har opblødt den manglende kvindelighed i den kristne religionsfænomenologi. Dan Brown overdriver sandsynligvis heller ikke for at overdrive, men snarere fordi hans »kilder« i alt for udpræget grad består af sensationalistisk litteratur som f.eks. Holy Blood, Holy Grail og lignende publikationer.

Der er således næppe nogen faghistoriker, som seriøst vil påstå, at der ligefrem blev brændt fem millioner kvinder på bålet. Nogle historikere anslår op imod en halv million henrettelser (heraf 80% kvinder), mens f.eks. dr. phil. Gustav Henningsen, der har specialiseret sig i inkvisitionen og de europæiske hekseforfølgelser, opregner, at der sammenlagt gennemførtes ca. 100.000 hekseprocesser i Europa, hvoraf omtrent halvdelen resulterede i dødsstraf.

...

Den katolske kirke vs. Brown

Det ændrer naturligvis ikke det principielle billede, men der er jo ingen grund til at gøre en historisk skamplet af disse dimensioner endnu større, end den er. Man kan derfor heller ikke fortænke den katolske kirke i at reagere skarpt imod en bog, der lancerer et forvrænget frontalangreb på dens selvforståelse og historie, men kirkens to tusindårige betydning for et i hovedsagen negativt kvindesyn og den generelle intolerance i århundreders kætterudryddelser, jødeforfølgelser, inkvisition og folkedrab kan den ikke løbe fra.

Den velkendte, konservative, katolske organisation Opus Dei, som spiller en fremtrædende (skurke)rolle i Da Vinci mysteriet og bl.a. beskyldes for hjernevask og ekstrem mandschauvinisme, kalder i deres officielle respons Dan Browns beskrivelse for »180 degrees backwards«, og vort hjemlige center for mistænkeliggørelse af kirkekritikere, Dialogcenteret, kalder hans bog for »okkult, antikristen fiktion«.

Der er da også indlysende modsætninger mellem sådanne kristne institutioner og hele sigtet med Da Vinci mysteriet, men det styrker næppe heller sagligheden at bruge den slags verbale kanoner over for kætterske kritikere og skeptikere - heller ikke selv om Dan Brown har mere på hjerte end en uformel kritik for underholdningens eller plottets skyld alene. Også på sin hjemmeside antyder han, at det er intentionen, at reaktualisere kvindens spiritual power (som ikke uddybes):

...

Babylonisk terra-cotta relief af Lilith, ca. 2000 f.v.t.

»Two thousand years ago, we lived in a world of Gods and Goddesses. Today, we live in a world solely of Gods. Women in most cultures have been stripped of their spiritual power. The novel touches on questions of how and why this shift occurred ... and on what lessons we might learn from it regarding our future.« (danbrown.com).

Også af denne grund skriver han (sig ind i vores) kulturhistorie, uafhængigt af hvor lidt eller meget hans kulturhistoriske facts så ellers hænger sagligt sammen i romanen.

Derfor kan man heller ikke undgå at mistænke det for at være et strategisk PR-træk, når Brown bedyrer, at han selv er overbevist kristen (med den informative tilføjelse, at »if you ask three people what it means to be Christian, you will get three different answers«).

I alle tilfælde repræsenterer Da Vinci mysteriet noget nær en tilbagerulning af kristendommens historiske udelukkelse af kvinden fra den åndelige sfære.

Den tidlige kirke og kirkefædrene var særdeles determinerede i kampen mod den store modergudinde, som Brown implicit og eksplicit bestræber sig på at reaktualisere litterært. I religionsfænomenologisk forstand er denne modergudinde måske også det tætteste, vi kommer et universelt kulturreligiøst træk i antikken, hvorfor hun repræsenterede en af de væsentligste forhindringer for den tidlige kristendom.

Hun guddommeliggjorde naturen selv, der i kristendommens verdensforståelse tværtimod var faldet på linje med mennesket, og samtidig inkorporerede hun netop den almagt, som de kristne alene forbeholdt Gud Fader.

I Apuleius' roman, Det gyldne æsel (ca. 170 e.v.t.) findes et af de smukkeste og samtidig mest karakteristiske udtryk for den universelle modergudinde, i dette tilfælde i skikkelse af den egyptiske gudinde, Isis. Hun får sin egen, populære kult i romerriget og udgør så stor en konkurrent til kristendommen, at de kristne kopierer en række elementer herfra (f.eks. har billederne af Jomfru Maria og det diende Jesusbarn deres rødder i fremstillinger af Isis og Horusbarnet).

Apuleius kalder Isis for »Stjernernes Moder, Tidernes Herskerinde og Verdens Dronning« og lovpriser her gudindens allestedsnærvær og universelle omsorg:

...

Romersk marmorstatue af Isis, ca. 2. årh. e.v.t.

»Ingen Dag, ingen Nat, intet Øjeblik gaar hen, uden at du kommer Menneskene til Hjælp baade paa Land og paa Hav. Med din højre stiller du Stormen, optrevler Skæbnens forviklede Traade, formilder Ulykkens Orkan og standser Planeternes skadelige Løb. Dig ærer Guderne over Jorden og under Joden, du drejer Himmelhvælvingen rundt, du giver Solen dens Lys, du behersker Universet, du træder Tartarus under Fødder. Paa din Stemme svarer Stjernernes Kor, ved dig vender Aarstiderne tilbage, dig tiljubler guderne, dig tjener Elementerne. Paa dit Vink rejser Vindene sig, nærer Skyerne Jorden, vokser Kornet og modnes Frugten. For din Majestæt skælver Himlens Fugle, Bjergenes Vilddyr, Slangerne i Støvet og Havets Uhyrer.« (Oversat af Otto Gelsted).

Det minder ikke så lidt om Lukrets' (ca. 99-55 f.v.t.) indledende hyldest til Venus i Om verdens natur, som ifølge digteren »råder for alt i naturen«:

   For dig viger storme, gudinde, og skyerne flyr for din ankomst.
   Jorden, den snildrige, rækker dig da sine liflige blomster,
   bølgerne falder til ro, og havblik smiler imod dig,
   himlen formildes og stråler, og lys vælder ud over verden.
   (Oversat af Ellen A. og Erik H. Madsen)

Under den romerske Paliliefest ofres til hyrdegudinden Pales for at få et godt udbytte ud fra samme rationale om den almægtige urgudinde. Her er et uddrag af den bøn, som ledsager ofringerne, og som er nedskrevet af Ovid (43 f.v.t.-17 e.v.t.):

...

William Bouguereau: Venus Invading Cupid's Realm (1892)

»Hold hungers plage borte, lad græs og løv vokse i fylde. Rigeligt strømme vandet til drikke og lemmernes bad. Giv mig at malke fulde yvere, lad min ost bringe mig vinding, og den klare valle rinde frit gennem kurvens åbne fletværk. Giv vædderen fyrighed og dens fæle undfangende kraft, at lammene må trænges tæt i min stald. Lad ulden glide gennem pigernes fingre så blød, at den kæler for den sarteste hånd. Det ske, som jeg beder, - og år for år skal vi bringe statelige kager til Pales, hyrdernes dronning.« (Oversat af Vilhelm Grønbech).

Den store Modergudinde, Moder Jord eller Moder Natur bekymrer sig med andre ord om naturens, dyrenes og menneskenes ve og vel. Hun tager aktivt del i den kontinuerlige skabelsesproces og kulturens opretholdelse, som sikrer verdens frugtbarhed. Alt sammen funktioner, som til gengæld er den oprindelige maskuline, kristne Gud fuldkommen fremmed.

De tidligste kristne levede ligesom kirkekristne i hovedparten af de følgende to årtusinder i forventningen og håbet om verdens undergang som betingelse for den endelige frelse af de udvalgte. Et sådant perspektiv fremmedgjorde yderligere den kvindelige naturgudinde, idet naturen, verden og verdens opretholdelse let fik karakter af en modstander, som skulle overvindes - eller til nød en distraktion fra den sande Gud i himlen.

I sit store værk, Om Guds Stad skriver kirkefaderen Augustin (354-430) karakteristisk for kirkens indstilling: »Den Store Moder har overgået aller guderne, sine børn, ikke med størrelsen af sin guddomskraft, men med størrelsen af sin forbrydelse.«

... I Dan Browns optik er »forbrydelsen« derimod netop den stik modsatte - kirkens undertrykkelse af Den Store Moder, hvormed han ikke blot gør op med Augustin, men med hele den dominerende tradition kirkehistorien igennem.

Det er imidlertid et opgør, som ikke er uden fortilfælde i kirkehistorien - heller ikke inden for kirkens egne rækker.

I det 12. århundredes naturfilosofi reintroduceres naturen som en guddommelig vej til Gud i stedet for som en fristelse og modstander, og dermed følger også et mere udtalt, feminint aspekt af guddommeligheden.

En af de mest vovede eksponenter herfor er Bernhard Silvestris (d. ca. 1159), der ikke alene guddommeliggør naturen, men ligefrem opererer med en feminin treenighed (Natura, Silva og Nous), der så at sige erstatter den maskuline treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er en tendens, som møder hård modstand fra kirken, men hele kirkehistorien igennem er der naturligvis lejlighedsvise bestræbelser på at supplere den maskuline guddommelighed med et komplementært, kvindeligt aspekt.

I en vis forstand er det lige præcis denne marginaliserede tendens, som Dan Brown reaktualiserer i romanens underliggende bestræbelser på atter at bringe gudinden til ære og værdighed som aktuelt, kulturhistorisk begreb.

AFSLUTNING: KNALDROMAN OG KULTURKAMP

Med den globale succes, som Da Vinci mysteriet oplever i disse år, kan man så alligevel med en vis ret proklamere: Mere end nogen anden bog vil denne for altid ændre dit syn på Kristus, kristendommen og kirken (som vi lagde ud med at overveje indledningsvist i artiklens første del)?

Uanset om det så er rimeligt eller ej, er dét utvivlsomt tilfældet for en del læseres vedkommende. Og at en så markant og uventet succes tilfalder en bog, der på et problematisk kulturhistorisk grundlag blander en sensationalistisk knaldroman med indigneret kulturkamp og hedensk religionsfænomenologi, er selvfølgelig også en del af baggrunden for, at den katolske kirke, Opus Dei og selv Dialogcentret reagerer så skarpt imod den.

Der er imidlertid en helt anden bog, som i langt højere grad kan ændre sine læseres syn på Kristus, kristendommen og kirken. Ikke fordi den gør op med kirkens udelukkelse af den kvindelige guddommelighed (tværtimod), men simpelthen fordi den sår velbegrundet tvivl ved den moderne katolske og protestantiske kirkes Jesus-light, som også Dan Brown i sidste ende fastholder (bl.a. ved at gøre ham til en familiefar og udelade hans verdensforsagelse).

Det er oven i købet en af de mest udbredte bøger i verdenshistorien, men paradoksalt nok er det givetvis også en af de bøger, der utvivlsomt er mindst læst i flertallet af de hjem og institutioner, der i dag har den stående på reolen.

Jeg taler naturligvis om Det Ny Testamente.

Det er og bliver den primære kilde til al kristendom, og dens indhold er og bliver af en radikalt anderledes karakter end det, kirken vedkender sig. Det er selvfølgelig langtfra ubetinget skidt, al den stund at efterstræbelsen af ikke så få aspekter af Det Ny Testamente ville forurolige de fleste af os, som sætter naturens cyklus og det dennesidige liv højt, og som ikke bryder sig om verdensforsagelsen eller urkristendommens forbandelse af det store flertal, der ikke kan efterleve kravene til den evige frelse.

Hverken i dagens folkeskoler eller folkekirker er det dog sjældent denne del af kristendommen, man underviser i eller hæfter sig ved, skønt verdensforsagelsen historisk set har været alfa og omega for kristendommens udspring. Og dermed er afstanden mellem den kirkelige og den nytestamentlige kristendom vel nærmest - himmelråbende.

Søren Kierkegaard råbte imidlertid igen i sit lille stridsskrift, Øieblikket i 1855, hvor han insisterede på at adskille kirke og stat og i voldsomme vendinger angreb præsternes fortielse og forfladigelse af det Nye Testamente, hvorved man i hans øjne vender den officielle kristendom på hovedet i forhold til dens oprindelige grundlag:

...

Søren Kierkegaard (1813-1855).

»Derfor er Intet Gud saaledes imod som officiel Christendom og Deeltagelse deri med Paastand paa at det er at dyrke ham. Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere.«

Og til dem, som måtte mene, at hans kristendomsforståelse var alt for radikal i forhold til Bibelen, skriver Kierkegaard i den lille tekst, »Hvad Christus dømmer om Officiel Christendom«:

»Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

Her er der rigeligt stof til et eksplosivt drama om kirken og dens skriftgrundlag, som Dan Browns konspirationsteorier slet ikke kan hamle op med. Og det er tilmed et drama, som er frit tilgængeligt for hvem som helst, når som helst, uden koder, gåder eller spidsfindige anagrammer: »Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

En kierkegaardsk læsenøgle helt uden konspirationsteorier, men ikke med mindre dramatiske implikationer leverer han selv i sine ti korte numre af Øieblikket.

Men det er en anden historie. For nok er det hos Kierkegaard, at vi finder en kirkekamp med et stærkere og dybere fundament end i alle alternative teorier om Jesus og Maria Magdalene til sammen, men det er naturligvis ikke hos Kierkegaard, at et par årtusinders kulturhistorisk udeladelse af den guddommelige kvindelighed skal finde sin forståelse, endsige genoprejsning - dét er forbeholdt antikken og renæssancen eller kunstnere og forfattere, der er inspireret heraf, samt en håndfuld undtagelser inden for kirken som f.eks. den tidligere nævnte Bernhard Silvestris.

... Da Vinci mysteriet er en bog, der i kraft af dens helt særlige »faktuelle« iscenesættelse lover langt mere, end den er i stand til at indfri - og i mange henseender misinformerer mere, end den informerer. Men den tager også fat i væsentlige dele af vor kulturarv, som kan få flere til at interessere sig for filosofi-, kunst- og kulturhistorien som sådan. Og som selv med sin blanding af spekulativ sensationalisme og oprigtig indignation på kvindens vegne (trods alt) genåbner en betydningsfuld kirke- og kulturkamp.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, september 2005