Carsten og Malene Fenger-Grøndahl om romaer

Med jævne mellemrum dukker overskrifter som disse op i danske aviser : 'Tiggere køres ind i busser', 'Organiseret tiggeri på strøget'. I artikler og notitser kan man læse om sigøjnere, der lever af at »tigge i skiftehold på Strøget«. En dansk provinsavis lancerede sågar sidste sommer en artikel-serie om den tiggerbande af sigøjnere, der havde »invaderet« byens gågade.

En reporter havde holdt tiggerbanden under observation og beskrev i malende vendinger, hvordan tiggerne tjente gode penge på at spille et par enkelte numre på deres harmonikaer eller ved at sætte sig med bøjet hoved og en tom skål holdt appellerende frem foran sig. Kun sjældent har journalisterne talt med tiggerne, og endnu sjældnere er deres tilstedeværelse i Danmark kædet sammen med det faktum, at sigøjnerne - eller romaerne, som de foretrækker at blive kaldt - er Europas største etniske minoritet og udgør et væsentligt fælles-europæisk anliggende.

Endnu sjældnere gør journalisterne noget forsøg på at afdække, hvorfor romaerne dukker op i Danmark, og danske politikere står heller ikke ligefrem i kø for at kommentere romaernes situation og EU's ansvar over for kontinentets største etniske minoritet. Men det er på tide, at romaerne kommer på dagsordenen.

(...)

Efter EU's østudvidelse i 2004 er ca. syv millioner EU-borgere, og mange romaer har derfor - i hvert fald i større omfang end før - mulighed for at rejse over grænserne. Øst- og Centraleuropas roma-ghettoer er rykket tættere på, og det bliver vanskeligere at fortrænge det faktum, at Europas største etniske minoritet også er den mest marginaliserede.

Romaerne kan spore deres oprindelse til Indien, men har været en del af den europæiske virkelighed siden Middelalderen. Stort set lige så længe har de været udsat for forfølgelse og diskrimination. Resultatet er, at mange lever et liv på kanten af samfundet - eller helt uden for det.

(...)

En rapport fra FN's Udviklingsprogram (UNDP) fra i fjor slog bl.a. fast, at op mod 70 pct. af romaerne i Rumænien lever i såkaldte fattigdomslommer - enklaver, hvor indbyggerne klarer sig for under fire dollar (28 kr.) om dagen - og lige så mange rumænske romaer må klare sig uden vand og kloakering.

I Slovakiet viser regeringens egne tal, at halvdelen af landets anslået 320.000 romaer lever i isolerede ghettosamfund. Over 80 pct. af ghettoerne har intet kloaksystem, næsten 60 pct. har ikke gas, og over 35 pct. har ikke en gang rindende vand. Enkelte ghettoer i det østlige Slovakiet er uden nogen form for infrastruktur; ikke en gang en grusvej fører ud til deres ulovligt opførte skure.

I ghettoerne er arbejdsløsheden ofte over 90 pct., og indbyggerne taler nostalgisk om tiden under kommunismen, hvor alle var sikret en fast indtægt. Eller om tiden lige efter Murens fald, da Tjekkoslovakiets daværende præsident, Vaclav Havel, talte romaernes sag. Under et besøg i en af de mest isolerede ghettoer udtalte Havel i 1993, at romaernes forhold »ikke er Europa værdigt«. I dag har den pågældende ghetto fået installeret én vandpumpe til 700 mennesker, men er stadig uden el og gas.

(...)

Romaerne truer ikke med voldelig opstand eller erklærer krig mod den vestlige civilisation; de ønsker blot at blive en del af de europæiske velfærdssamfund med samme rettigheder og muligheder som flertallet. Men det ønske ignoreres over en bred kam, og man fristes til at spørge, om romaerne skal sprænge en bombe på en fyldt banegård eller sætte ild til ghettoerne, før EU tager sit største integrationsproblem alvorligt? Forhåbentlig er de nøgne fakta nok - måske kombineret med en forpost af 'tiggerbander' på gågaderne i Europas hovedstæder.