Carsten Fenger-Grøn, Kamal Qureshi og Tøger Seidenfaden (red.): Når du strammer garnet – et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik (Aarhus Universitetsforlag 2003)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Det er en kendsgerning, at den kurs, der har været anlagt i asyl- og
integrationspolitikken siden Nyrup-regeringen, og som er blevet fortsat og
intensiveret af Fogh-regeringen, er et ubehageligt udtryk for tiltagende
diskrimination, baseret på kulturchauvinistisk og propagandistisk retorik.
At dette ikke er et polemisk statement, fremgår overbevisende og skræmmende af
antologien Når du strammer garnet, som jeg ikke vil tøve med at kalde
den væsentligste debatbog, der overhovedet er udkommet om asyl- og
integrationspolitikken i Danmark.
Forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn og de øvrige redaktører af bogen,
folketingsmedlem Kamal Qureshi og chefredaktør Tøger Seidenfaden skriver i
indledningen: »Sandheden er konkret, og de udsagn, vi fremsætter i denne
indledning, er ikke subjektive postulater. Denne bog vil som helhed dokumentere
de normbrud, vi kritiserer, og påvise de skadevirkninger, vi er bekymrede over.
Diskrimination på arbejdsmarkedet, lemfældig asylbehandling, racistiske
udtalelser fra ledende politikere, diskriminerende starthjælp osv. er
skammelige og skadelige realiteter i Danmark: De er ikke politisk korrekte påstande,
men sørgelige sandheder om det danske samfund.«
Flere af bogens bidragsydere gør på forskellig vis op med de seneste års udlændingedebat,
der har tegnet et billede af Danmark under pres fra fremmede barbarer, der
tvangsgifter deres børn, tvangsomskærer deres døtre, undertrykker deres
kvinder, ikke gider bestille noget og begår kriminalitet til den store
guldmedalje.
Faktum er imidlertid, at der er en gabende afstand mellem de udbredte fordomme
og de faktiske problemer. Her er tre eksempler:
1. Tvangsægteskaber: I første halvår af 2003 blev der f.eks. givet
1.348 afslag på ansøgninger om familiesammenføring – kun fire af
disse med henvisning til mistanke om tvangsægteskaber. Fire.
2. Pigeomskæringer: Den tilbagevendende hetz mod somaliernes »pigeomskæringer«
kulminerede i efteråret 2002, bl.a. med B.T.s smagfulde billeder af skamferede
kvindelige kønsdele. Ritzau bidrog med oplysningen om, at 1.500 somaliske piger
befandt sig i »risikogruppen«. Først efter flere ugers hysteri fremgik det af
aktindsigt hos de relevante myndigheder, at det nøjagtige antal af
dokumenterede pigeomskæringer i Danmark de foregående år var – nul.
Nul.
3. Kriminalitet: Myten om etniske minoriteters voldsomme kriminalitetsmønster
stammer fra en række overgearede avisartikler samt den type »statistik«, der
ikke tager højde for kriminelles sociale baggrund. Korrigeret for
aldersforskel, indkomstforskel og socioøkonomiske forskelle er den kriminelle
overhyppighed blandt unge mænd med udenlandsk baggrund rent faktisk kun 8%. Og
betænker man, at etniske minoriteter bliver anholdt og sigtet langt hyppigere
end den øvrige befolkning, er det næsten vanskeligt at forstå, at
overhyppigheden i kriminalitetsmønstret er så forsvindende lille.
Selvfølgelig eksisterer der kulturbestemte problemer, men billedet er fortegnet
af proportionsforvrængede enkeltsager, forvrøvlede »statistikker« og
notoriske løgne, der har været udbredte i de sidste mange års »mediedækning«,
fremgår det af Erik Valeurs gennemgang. Et eksempel er historien om Vollsmose.
Pressen lancerede her en alarmerende nyhedshistorie om kriminaliteten i området,
som fik Dansk Folkeparti til ligefrem at kræve helikoptere
udstationeret, som var der tale om en krigszone.
En efterfølgende opgørelse viste, at af alle Odenses 24 sogne lå Vollsmose på
en trettende plads, hvad angår kriminelle handlinger – altså en ret ordinær
placering midt i feltet. Jørgen
Flindt Pedersen, som har tilbragt et år i området under arbejdet med
dokumentarudsendelsen »Drengene fra Vollsmose«, fremhævede, hvordan hele
historien nærmest var vendt på hovedet: »… vi burde være stolte af, at der
findes et område i Danmark, hvor 78 nationaliteter kan leve sammen uden større
problemer med hinanden« (s. 56).
Antologien pulveriserer endvidere den veliscenesatte myte om de »undertrykte,
indvandrerkritiske stemmer« og »pressens berøringsangst over for
indvandrerproblemer«. Der har mindst været »frit slag«, siden Krarup kastede
sig ind på indvandrerdebattens arena allerede i 1983, citeres en af Berlingske
Tidendes erfarne journalister for. Allerede i midten af 1980erne var mængden af
avisnyheder om udlændinges kriminalitet tillige udtryk for alt andet end »berøringsangst«,
men tværtimod uhyre proportionsforvrængende: »… over halvdelen af alle
artikler og indlæg om flygtninge og indvandrere handlede om tyverier, hærværk,
vold osv.« (s. 39). Syndfloden af negative historier fortsætter op gennem
1980erne og 1990erne, og René Karpantschof påpeger bl.a., hvilken kolossal
overvægt af negative indlæg om etniske minoriteter der har kendetegnet læserbrevsdebatten
– i efteråret 1996 er f.eks. tre fjerdedele af 8.533 læserbreve negativt
stemt over for udlændinge (s. 90). Tre fjerdedele.
Men også venstrefløjen får hård kritik med på vejen af redaktør Carsten
Fenger-Grøn, der ikke alene fokuserer på venstrefløjens tiltagende passivitet
og manglende imødegåelse af udbredte fordomme, men desuden afdækker,
hvorledes fremtrædende politikere og debattører som især Anne Grete
Holmsgaard, Holger K. Nielsen og Kåre Bluitgen i følgeskab med visse
journalister på Information har adopteret myter og stereotyper fra højrefløjen.
Det samme gælder i øvrigt en håndfuld redaktører på Politiken, der vel næppe
kan beskyldes for at være venstreorienterede, men som i særlig grad har
promoveret venstrefløjens og midtens »selvopgør« med »tolerancen« i en
slet skjult ratificering af proportionsforvrængende fordomme mod etniske
minoriteter. Det er naturligvis af altafgørende vigtighed for indsigten heri
– såvel som for erkendelsen heraf – at der blandt bogens redaktører
befinder sig Politikens egen chefredaktør, Tøger Seidenfaden, der i modsætning
til det store flertal af landets avisredaktører (og en del af hans egne
medarbejdere) har turdet gå frontalt imod den indvandrerfjendske tidsånd,
uanset hvor i det politiske spektrum, den har vist sig.
Dette er så meget desto mere nødvendigt i en tid, hvor også indflydelsesrige
debattører fra venstrefløjen går de nationalistiske propagandisters ærinde.
Kåre Bluitgen holder sig f.eks. end ikke for god til at spørge retorisk,
hvorfor man kan »acceptere klitorisomskæringer af små piger« blandt
indvandrerfamilier, mens man omvendt ville reagere prompte, hvis »danske forældre
skar kønsorganerne af deres børn«. Sic.
Fenger-Grøn henviser til, at der som tidligere nævnt ikke er dokumenteret én
eneste pigeomskæring, og skriver: »Det grove i spørgsmålet er, at det på en
gang lykkes at insinuere, at dette foregår blandt etniske minoriteter, og
samtidig antyde, at mange mennesker accepterer det. Hvem i himlens navn kunne
finde på at forsvare klitorisomskæring af piger, hvis det faktisk fandt sted?
Hvilket det jo efter alt at dømme ikke gør – hvorfor udsagnet ’vi skal
kunne tale åbent om klitorisomskæring blandt indvandrere’ svarer til at sige
’vi skal kunne tal åbent om, at bøsser dræber og spiser små drenge’. Det
eneste, der er at sige, er, at begge dele er løgn og latin …« (s.118).
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Kim U. Kjær fastslår, at
Danmark krænker »en lang række almindeligt anerkendte asylretlige standarder,
men også af de internationale konventioner, vi er underlagt« (s. 138), og
beskriver, hvorledes Fort Europa er blevet opbygget omkring foregangslandet
Danmark: »’Fortet’ er bygget, og Danmark befinder sig trygt inde
bag murene, endda med status som arkitekt: Målt med konstruktionens grundlæggende
bestanddele – de restriktive visumkrav mv. – fremstår Schengen- og
EU-samarbejde i virkeligheden som et kumuleret ’Fort Danmark’.« (S. 183).
Reelt er menneskesmugling i dag den »eneste vej til Danmark« – så effektivt
er fortet konstrueret.
Kamal Qureshi leverer en konstruktiv opfordring til at søge inspiration i
Canada, hvor man har ført en ganske anderledes integrationspolitik baseret på
reel ligestilling: »Canada har altid været et indvandringsland, og grundlaget
for selve den moderne canadiske nation er netop respekten for og ønsket om
kulturel mangfoldighed. ’The Canadian Multiculturalism Act’ er en del af
forfatningen, og heri står direkte, at Canada er et multikulturelt samfund.«
(S. 341).
Bogens øvrige kapitler dokumenterer bl.a. den internationale kritik af Danmarks
menneskeretskrænkelser, derouten fra verdens mest humane udlændingelov i 1983
til en af verdens mest kyniske i 2003, og analyserer den konkrete diskrimination
på arbejdsmarkedet samt racismen inden for politiets rækker.
Når du strammer garnet være hermed anbefalet som en tiltrængt og uundværlig
afdækning af den galopperende kynisme over for »de fremmede«, som alt for
mange accepterer, ja, ligefrem respekterer, belønner og hædrer – og som
endnu flere desværre affinder sig med i tavshed.
Gid bogen (imod alle odds) når besindige mennesker fra hele det politiske
spektrum, som det er redaktørernes håb: »Vi taler til alle. Vi vil gerne i
lige grad appellere til den borgerlige anstændighed, til liberalismens respekt
for forskelligheden og til venstrefløjens solidaritet. Det vil vi gerne i
erkendelsen af, at vi finder både allierede og modstandere i disse spørgsmål
i nærmest alle politiske lejre, og at det i lige grad er den borgerlige moral
og ansvarsfølelse, de liberale principper og solidariteten med de forfulgte og
undertrykte, der tilsidesættes for tiden. Vi henvender os til alle gamle såvel
som nye indbyggere her i landet – i håb om, at vi i fællesskab kan finde ud
af at gribe opgaverne anderledes an, end det har været tilfældet i de senere
år.«
Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 5/2003
