Carsten Fenger-Grøn og Jens Erik Kristensen (red.): Kritik af den økonomisk fornuft (Hans Reitzels Forlag 2001)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Kritik af den økonomiske fornuft er redigeret af idéhistorikerne C. Fenger-Grøn og J.E. Kristensen, og udover en dybdeborende, analytisk indledning af redaktørerne samt artikler af begge indeholder den bidrag med vidtforskellige, relevante perspektiver på økonomisk tænkning, bl.a. af de to tidligere økonomiske overvismænd, professor i jordbrugspolitik, Niels Kærgård, og professor i økonomisk filosofi, Karsten Laursen, samt biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, professor i økonomi, Jesper Jespersen og lektor i samfundsfag, Erik Christensen.
I indledningen fastslår Fenger-Grøn og Kristensen bl.a.: »Den altdominerende økonomiske teori på danske læreanstalter, den såkaldte
neoklassiske eller 'ny'neoklassiske teori, holder fast i, at forbrugere handler nyttemaksimerende og virksomheder profitmaksimerende på markedet. I neoklassikens lys fremstår den politiske eller moralske forbruger blot som en egoistisk person, der efterspørger politiske og moralske kvaliteter sammen med det rent materielle.« (S. 40).
Det neoklassiske økonomiske paradigme, som er blevet institutionaliseret som kanonisk sandhed, er baseret på, at egoistisk grådighed er kernen i menneskets adfærd, samt at en
tilskyndelse til en sådan adfærd er i samfundets, dvs. alles interesse. Men hvordan hænger det sammen, at grådig egoisme kan være i alles interesse? Adam Smiths historiske svar er stort set, at det sørger markedsmekanismens metafysiske »usynlige hånd« for (eller i økonomen Walras' optik, en »fiktiv auktionarius«)
af sig selv …
Tidligere overvismand Niels Kærgård er helt på det rene hermed og ikke så meget for, at solidaritet lovfæstes som modsvar: »En etisk fordring til samspillet mellem enkeltmennesker kan give forkvaklede incitamenter, hvis man søger dem implementeret som lovgivning,« men han erkender om Homo Oeconomicus, at »et medmenneske, der hele tiden forfølger sin egen interesse, ikke nødvendigvis er noget behageligt selskab« (s. 86) - han kommer imidlertid ikke med nogen løsning på problemet, hvorfor den grådige egoist uanfægtet får lov at bestå som markedsøkonomiens omdrejningspunkt.
Jesper Jespersen leverer en konstruktiv kritik af det neoklassiske fundament med Keynes for øje og peger sammen med bl.a. Erik Christensen, C. Fenger-Grøn, J.E. Kristensen og Anders Lundkvist i retning af et opgør med den hellige status, som moderne økonomisk politik og dets idéhistoriske grundlag har fået - i en sådan grad, at det nye præsteskab er blevet økonomer, der sågar tituleres »vismænd«.
Lundkvist lancerer en interessant, socialistisk økonomikritik, der tager udgangspunkt i, at den »marxistiske version af socialismen [er] blevet forældet«, fordi den knytter sig til en identificérbar arbejderklasse kontra en kapitalistklasse. Lundkvist vil frigøre en socialistisk økonomikritik fra »arbejdsværdilærens spændetrøje« og i stedet lægge emfasen på »en kritik af markedsøkonomiens politisk-juridiske forudsætning, nemlig den private ejendomsret« (s. 192).
Tidl. økonomiske overvismand Karsten Laursen bringer et informativt citat af Verdensbankens tidligere cheføkonom, Lawrence Summers, der senere blev USAs finansminister, og som (ufrivilligt?) illustrerer den kynisme, der går hånd i hånd med grådighedens evangelium, som økonomerne sværger til: »Jeg har altid ment, at de underbefolkede lande i Afrika var stærkt underforurenede (...) Kun det beklagelige faktum, at så megen forurening skabes af industrier, som ikke handles internationalt (transport, elektricitetsproduktion), samt de høje transportomkostninger for fast affald, forhindrer international handel med luftforurening og affald, som ville forøge den globale velfærd. (...) Bekymringen over et middel, som giver anledning til prostatacancer med sandsynligheden 1:1.000.000 er tydeligvis meget større i et land, hvor mænd bliver gamle nok til at kunne få prostatacancer, end i et land, hvor 25% af befolkningen dør, inden de bliver 5 år. Endvidere drejer bekymringen sig også om luftforurening, som uden at have nogen synderlig betydning for helbredet, forringer sigtbarheden. Også her er det åbenbart, at handel med goder, som har æstetiske konsekvenser for sigtbarheden, kunne forøge den globale velfærd. Produktionen er flytbar i modsætning til den smukke, rene og friske luft.« (S. 281f).
Sic. Lad os forbedre »sigtbarheden« i den rige verden og eksportere forureningen til u-landene - liberalistisk, markedsøkonomisk ulandshjælp i en nøddeskal!
Kritik af den økonomiske fornuft hører til de senere års vigtigste idéhistoriske bidrag til aktuel forskning af stor politisk relevans også for samfundsdebatten som sådan og rummer afgørende analyser (og kritik) af det filosofiske, neoklassiske fundament for den markedsøkonomiske teoretisering, der har lagt sig som dogmatisk ensretning i moderne økonomisk politik.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
