Hvad SF kan lære af Ole Sohn
Af Rune Engelbreth Larsen 
Den seneste tids fokus på Sohns kommunistiske fortid blev først mødt af et forbløffende modtræk fra Sohns hånd: Han beklagede naturligvis igen, men ikke alene bagatelliserede han kammeratligheden over for de østeuropæiske diktatorer, det var også lige før, at han fik det fremstillet, som om han var på en slags antikommunistisk mission som DKP-formand med det bevidste formål at styrte kommunisterne ud i den totale ruin.
Og så var der Sohns apologeter, der helst ville begrave det hele som borgerlig hetz. Det var ganske vist også påfaldende, at B.T. og Jyllands-Posten rejste sagen nøjagtig samme dag, og der er ingen tvivl om, at borgerlige politikere, der f.eks. har støttet apartheidregimet eller ligefrem selv har en fortid på den allermest autoritære del af venstrefløjen, er sluppet langt billigere.
Men derfor kan man dog ikke i S og SF sætte den politiske vinduesvisker på forargelsens afvisende automatpilot. Der er en afgrundsdyb forskel på hysteriet i de ekstremt uvederhæftige forsøg på karaktermord på f.eks. Jørgen Dragsdahl og Jens Nauntofte, og så kritikken af en toppolitiker med uld i mund som Ole Sohn, der har været formand for DDR's pænt betydningsfulde danske supporterklub i slutningen af 1980'erne (sic).
Men nu er der til gengæld heller ikke længere den sten tilbage, som ikke er blevet vendt og drejet.
Hvad kan vi så lære af Sohns historie?
Søren Pind spørger f.eks. efter en egentlig forklaring på Sohns knæfald for totalitarismens politiske »massepsykose«. Vi skal tage ved lære af fortidens totalitære fejltagelser, for vi »har alle en mulig Stasi-vagt, en mulig Hipo, en mulig KZ-kommandant eller en Stalin i os,« skriver han (Berlingske.dk, 18.10.2010).
Denne politiske variant af arvesyndsmyten er heldigvis også forkert. Det er faktisk ikke alle og enhver, der er en potentiel nazist eller stalinist – der var lykkeligvis dem, der sagde fra, sågar i Sovjet og Nazityskland. Men Pinds ønske om at grave spadestikket dybere er jo ikke irrelevant af den grund.
Det er imidlertid vanskeligt at se det som andet end politisk spin at ville trække Sohns allerede gennemtærskede synderegister ud i det uendelige. I hvert fald ville det være mindre ensidigt, hvis Pind havde taget nogle af sine egne politiske allierede med i samme fedtefad – ikke mindst Karen Jespersen, der i 1970'erne gik ind for »røde undtagelser« fra demokratiet, og Ralf Pittelkow, som ikke mente, at han og andre socialister behøvede »deltage i det almindelige borgerlige hylekor over Rote Armée Fraktion«.
Pind kræver dog tilsyneladende ikke, at hans nuværende partifælle Karen Jespersen også skal forklare sig, men nøjes med sin politiske modstander Ole Sohn.
Man kunne imidlertid også prøve at se på sagen fra en helt anden vinkel: Mere frugtbart end offentlig bodsgang var det måske at drage en vis positiv lære af Ole Sohns og Karen Jespersens totalitære forhistorie.
Sagen er jo den, at hvis så ekstremt radikaliserede politiske aktører som den unge Sohn og den unge Jespersen har kunnet udvikle sig til demokratiske toppolitikere, så er der næppe heller én af nutidens radikaliserede unge, det er fuldkommen umuligt for på den lange bane, vel? Nu kan man ganske vist diskutere, hvor afradikaliseret Karen Jespersen er blevet – men det synes man altså i Pinds parti, og i denne sammenhæng skal hun blot tjene som eksempel på en principiel pointe.
Også SF har travlt med at slå sig op på politisk sindelagskontrol og eksklusion af borgere med ukorrekte samfundsholdninger. Vi husker Søvndals populistiske 'skrid ad helvede til', da han skulle puste sig op over for den perifere bevægelse Hizb-ut-Tahrir, skønt deres realindflydelse højst er en tusindedel af DKP's under Sohns formandstid. I en nyere videokampagne fortsætter Søvndal og andre SF'ere denne eksklusionskurs: »I SF tror vi på, at der skal være plads til alle, der vil spille med på den demokratiske bane i det danske samfund.« Men om medlemmer af Hizb-ut-Tahrir hedder det: »De har intet at gøre i Danmark.«
Men nu hvor SF selv har følt eksklusionshammeren mørbanke Ole Sohn, kunne det ellers være nærliggende at spørge, om partiet har lært noget andet?
For tænk engang, hvis Jespersen og Sohn var blevet direkte ekskluderet fra samfundet i deres ungdom? De og en række af deres sympatisører var selvfølgelig bare blevet presset endnu længere og helt uopretteligt ud i radikaliteten.
Konsekvensen af SF's nuværende kurs kan imidlertid kun være den, at det dybest set var en fatal fejltagelse, at vi også havde plads til Sohn og Jespersen i Danmark i 1970'erne og 80'erne – i modsat fald er den bombastiske sindelagspolitik, som Søvndal m.fl. udbasunerer i dag, jo bare populistisk retorik og hyklerisk spin for galleriet.
Eller er sandheden virkelig den, at det for SF kun er radikaliserede unge med indvandrerbaggrund, der ikke er »plads« til i Danmark?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 23.10.2010
