Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ole Sohn steger i sit eget fedt

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Intet kunne interessere mig mindre, om Ole Sohn siger undskyld eller ej for sin kommunistiske fortid - det må han selv om. Det særlige spil, hvor politiske modstandere og pressefolk lader sig besætte af, om en politiker "beklager" eller "undskylder", synes jeg ikke er altafgørende.

Omvendt kan Sohn jo ikke komme uden om, at absurditeten gælder begge veje. Det er jo næsten en komedie værd, sådan som han har ålet sig for at undgå netop dette lille ord, "undskyld"?

Man forstår vel godt, hvorfor mange tænker: Hvorfor ikke bare få det sagt og få det overstået?

Havde der været en væsenlig principiel grund af hensyn til mandens egen integritet, en rygrad, som af princip ikke ville falde på knæ for 'massens krav', fordi han stod helt og fuldt ved de handlinger og ord, som gjorde ham nok så upopulær, ville der være noget format over det - hvor uenig man så ellers måtte være.

Men det er der jo ikke. Ikke blot bestod hans fortid i et ideologisk knæfald for massens og magtens overherredømme over individet i værst tænkelig grad. Han bliver desuden ved med at gentage, hvor "perverterede" de totalitære regimer i Østblokken var, og i hvor mange foredrag og bøger, han efterfølgende har udstillet og kritiseret netop dette. Så når han ikke undskylder, er det i virkeligheden en minimal detalje, der imidlertid sammenholdt med det, han faktisk siger, dækker over noget andet.

Dét, som for alvor gør hans optræden under nærværende pressestorm så overraskende, er den forbløffende virkelighedsfjerne facon, hvormed han tilsyneladende bliver ved med at iscenesætte sin egen indsats som DKP-formand i 1987-1991 som noget ualmindelig heroisk?

Jo, han kunne i samtiden ses som en slags reformator af DKP, og måske har han ret i, at han kun "satte sit navn" under officielle skrivelser, der skamroste DDR og totalt forbigik regimets monstrøse brutalitet. Og det er rigtigt, at han også i samtiden af og til gav udtryk for en kritik udenom de officielle partiskrivelser.

Men lad os sige det, som det er: Disse 'plusser' er jo marginale ligegyldigheder i den store politiske sammenhæng.

Blev den stakkels DKP-formand virkelig tvunget af betonkommunister i DKP til at rejse til DDR og trone ved siden af dikatorer for at hylde et diktatur? Var det med pistolen for tindingen, at han bare satte sit navn under en propagandaskrivelse til Honecker?

Selvfølgelig ikke. Han kunne sige nej. Melde sig ud. Det var let.

Let var det imidlertid ikke at være blandt systemkritikerne under den totalitære jernnæve i DDR.

Jeg er udmærket klar over, at nogle på venstrefløjen ser mediernes kritiske fokus på Sohn som udtryk for en 'mccarthyistisk tendens' i tidsånden. At sammenligninger med den yderst kritisable DR2-serie "Jagten på de røde lejesvende" falder let, er forståeligt, og at man ikke skal glemme de borgerlige politikere, der hyldede (eller stiltiende accepterede) det sydafrikanske apartheid-regime osv., er oplagt.

Men hånden på hjertet: Sammenligningerne er i reglen ude af proportioner. Medierne går jo ikke eksklusivt efter venstrefløjen - Lene Espersen har været igennem en mindst lige så hård mediemølle som Ole Sohn. Og nej, Ole Sohns årelange formandskab for DKP, der klappede totalitære regimer kammeratligt på ryggen, er i en anden liga end selv Brian Mikkelsens apartheid-afstikker.

Det er ganske på sin plads at hive Mikkelsens og andre borgerliges tidligere pinagtige politiske eskapader op af hatten, når der er overdreven klapjagt på den mangefacetterede venstrefløj i 1970'erne i almindelighed - men Sohns årelange kammeratlige hyggespil med totalitarismen i Østblokken er og bliver i en kategori for sig.

Om han siger undskyld eller ej, er jeg helt ligeglad med - han kunne blot holde fast ved, at "det, jeg stod for, var forkert," som han har udtalt. Men i stedet tilføjes alle disse svinkeærinder: Hans sammenligning af det, der var hans knæfald for Honecker, med daværende statsminister Poul Schlüters officielle DDR-besøg, er udtryk for det lavest tænkelige spin, og hans selviscenesættelse som noget nær en hemmelig politisk agent, der var på en heroisk mission for at nedbryde DKP indefra, er simpelthen grotesk:

"Jeg har brugt fire år af mit liv på at rydde op i råddenskaben i DKP og forny partiets program. Dermed dannede jeg grundlag for, at DKP forsvandt fra stemmesedlen, og jeg gik over til Enhedslisten." (Ritzau, 18.10.2010).

Vi lader dette rekordforsøg i politisk misvisende selvovervurdering stå et øjeblik.

Jeg kan ikke se, at det er et problem, hvis Ole Sohn skulle blive finansminister - ingen kan selvfølgelig tro, at han står politisk, hvor han gjorde i 1980'erne. Men jeg finder det dybt problematisk, at han i dag udviser denne åbenlyse mangel på basal politisk nøgternhed og en fortsat overvurdering af egne marginale politiske justeringer over for totalitarismen i østblokken.

APROPOS

> Anbefaling: De andres liv

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.10.2010