ERWIN PANOFSKY: Manden på jorden har magt til at handle, men han magter ikke altid at se, og han kan heller ikke undfly det net, som skæbnen og hans egne forudgående handlinger har spundet ham ind i. Manden i tårnet har magt til at se, men magter ikke at handle; det eneste han kan gøre, er at advare. Og her støder vi på noget, der alligevel udgør en slags 'social ansvarlighed' - en ansvarlighed der tilfalder tårnbeboeren ikke på trods af, men på grund af at han bor i et tårn, og en ansvarlighed som tårnbeboeren på Charles flodens bredder aldrig har nægtet at påtage sig. Afsondrethedens tårn, 'den selviske lyksaligheds' tårn, meditationstårnet - dette tårn er også et vagttårn. Når som helst beboeren opdager en fare for liv eller frihed, har han lejlighed, ja endda pligt til ikke blot at signalere 'langs rækken fra top til top', men også til at råbe til dem på jorden med en spinkel chance for at blive hørt.

Mitchell Lichtensteins Teeth, der også kunne have heddet Vagina dentata, er ikke nogen stor film, men den er på én gang en underholdende morsom og underfundigt makaber allegori over en ung kvindes voksende bevidsthed om sin seksualitet og sit køn. Læs mere: Teeth ...

»Når der ikke er etik i spørgsmålet, skyldes det, at abortgrænsen ikke skal etisk forsvares, men pragmatisk begrundes. Den ene grænse er altså ikke mere eller mindre etisk end den anden,« fastslår formanden for Etisk Råd, Ole Hartling. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Sommervise

Af Thøger Larsen

APROPOS DENNE TEKST >>
Læs mere på Humanisme.dk

NOTE: CENSUR

CITATSEKTIONEN

CITATER AF T. LARSEN

BOGANMELDELSE

DEN DOBBELTE ARV

RESPONS

KONTAKT WEBMASTER

Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
       Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
       Korn, Korn, Korn
i Drømme gror under Maanens Horn.

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
       Ned, ned, ned
til Daab i Glemsel og Evighed!

Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
       Ak, ak, ak!
Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
       Vild, vild, vild
er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
       Ja, ja, ja,
jeg ved, dit Hjerte er Guld endda.

Vejr og Vinger (1923)

NOTE: Enkelte strofer af ovenstående digt er udeladt forskellige steder, bl.a. i Aksel Schiøtz' indspilning fra 1939. Her går vi glip af hele næstsidste vers samt to strofer i første vers: »Snart kolde Farver i Sky og Vand, /snart nøgne Piger ved hver en Strand«. Filosofistorikeren Aksel Haaning, der er en stor beundrer af Thøger Larsens smukke, naturromantiske digte, påpeger i Den dobbelte arv, at det næstsidste vers er digtets højdepunkt, og gætter på, at censuren skyldes stofernes ukristne karakter (digteren brød selv med kristendommen).

Rune Engelbreth Larsen, august 2005