Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det 'normale' onde

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

"Jeg havde svært ved, før jeg havde set det, at overbevise mig selv om at der fandtes sjæle så uhyrlige at de ville begå mord, udelukkende for fornøjelsens skyld; hugge og skære lemmerne af andre mennesker, anstrenge sig for at finde på usædvanlige torturmetoder og nye aflivningsformer, uden at føle fjendskab, uden at vinde noget ved det, ene og alene for at nyde det skønne syn af ynkværdige fagter og bevægelser, hjerteskærende klager og skrig fra et menneske der er ved at dø i en tilstand af angst."

Sådan skriver den franske renæssancefilosof Michel de Montaigne i essayet "Om grusomhed" fra 1580'erne - og undrer sig. Selv kunne han knap nok klare synet af et forsvarsløst dyr, der blev dræbt. Men den samvittighedsløse grusomhed findes, erkender han. Der er mennesker, der finder tilfredsstillelse i at myrde eller lemlæste deres medmennesker.

Soldater og civile har igennem historien udført ubeskrivelige grusomheder, og selv om vi gerne roser os af historiens civilisatoriske og humanitære fremskridt, er grusomheden næppe blevet mindre siden Montaignes tid. Det 20. århundrede er ikke uden grund blevet karakteriseret som "folkedrabenes århundrede".

Men der findes også andre typer grusomhed.

Østrigeren Joseph Fritzl skabte rædsel i 2008, da det blev afsløret, at han gennem 24 år havde holdt sin datter indespærret i en lydtæt kælder, voldtog hende rutinemæssigt og fik syv incestuøse børn, hvoraf han brændte en dødfødt tvilling i en brændeovn.

"Det kan ikke være rigtigt. De var da ellers sådan nogle pæne mennesker," udtalte en af Fritzls chokerede naboer, da historien kom frem.

Det tyske band Rammstein, der ofte har provokeret med en pompøs blanding af tung guitarmusik og et flertydigt metaforisk lyrik-univers i moralens grænseområder, har på CD'en "Liebe ist für Alle da" skrevet sangen "Wiener Blut" om Fritzl-sagen:

Seid Ihr bereit
Seid Ihr so weit
Wilkommen in der Dunkelheit
In der Einsamkeit
In der Traurigkeit
Für die Ewigkeit
Wilkommen in der Wirklichkkeit


Er I parate
Er I kommet så vidt
Velkommen i mørket
I ensomheden
I bedrøveligheden
For evigheden
Velkommen i virkeligheden

Grusomhedens fascination

Uden at have en klar eller entydig definition har mange vel en intuitiv fornemmelse af, at vi med Joseph Fritzl og alverdens torturbødler er ude i et menneskeligt mørke af så grusom karakter, at der nærmest er tale om manifestationer af "det onde".

Men måske er det ikke galningens eller "monsterets" karakter, vi skal søge, hvis vi for alvor leder efter grusomhedens essens. De i virkeligheden ekstremt sjældne sager om denne verdens Fritzl'er eksponeres ganske vist så massivt, at de synes at isolere grusomheden til sindssyge afvigere, men sandheden er nok, at dem, der udfører de grusomste handlinger mod deres medmennesker, kun i marginale tilfælde er syge eller i øvrigt kendetegnet af en særlig sadistisk natur.

Torturbødler fra den græske junta har f.eks. vist sig at være påfaldende "normale", altså uden nogen opsigtsvækkende og afvigende baggrund eller disposition, der adskiller sig særligt fra befolkningen som helhed. Alligevel er det vanskeligt ikke at karakterisere en række af deres handlinger som "onde", skønt de på ingen måde kan beskrives som omvandrende ondskabs-apostle, der i øvrigt finder glæde ved at pine og plage medmennesker i flæng.

Omstændighederne kan imidlertid være altafgørende for, hvornår et velafbalanceret menneske transformeres til en uhyggelig udøver af grusomhed. I krig kan "almindelige mennesker" som bekendt foretage sig ting, de fleste vil se på med afsky i fredstid, og der behøver ikke 'blot' være tale om uundgåeligt blodige krigshandlinger i kampens hede, men også om en sær nydelse ved mord og lemlæstelse.

I en grundig og eftertænksom bog om emnet, Ondskabens filosofi (2001), fremdrager den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen bl.a. de tanker, som en amerikansk vietnam-soldat har gjort sig under iagttagelsen af sine fjenders lig: "Det var en af de gange, jeg stod på grænsen til min egen menneskelighed, stirrede ned i en afgrund og elskede det, jeg så. Jeg havde overgivet mig selv til en æstetik, som var adskilt fra den afgørende empatiske kvalitet, som lader os føle andres lidelser. Og jeg så en forfærdelig skønhed der."

Det er ikke enestående. Faktisk er der overvældende mange eksempler på soldater, der erkender, at det har været "smukt" at dræbe, og at synet af sønderskudte kroppe og afrevne lemmer i sådanne situationer sågar kan indgyde en intens lykkefølelse.

Det er måske fristende at tilskrive disse mennesker en alvorlig diagnose eller slet og ret dæmonisk ondskab, men derved sammenblandes ikke blot etik og æstetik. Fokus fjernes også fra de omstændigheder, der kan få almindelige mennesker til at begå (og finde tilfredsstillelse ved) blodige misgerninger, som de fleste sædvanligvis ville beskrive som onde.

Men det er lettere at forholde sig til, at onde gerninger udføres af et monster, der tilfredsstiller sin syge tilbøjelighed til ondskab for ondskabens egen skyld, end at visse omstændigheder kan få de mest normale mennesker til at begå grusomheder i langt større skala end den psykopatiske afviger. I megen populærlitteratur er både dét onde, Den Onde og de onde tilbagevendende metaforer eller aktører af central betydning for plottet, og sådan vil vi nok helst se det.

Populærkulturens stereotype Gode/Onde svæver dog heller ikke i det blå, men er derimod præget af årtusinders kulturhistorie, hvor ondskaben både er blevet iscenesat og analyseret med stort omhu, i hovedreglen ud fra en lige så bastant sort/hvid grundtanke.

Sandheden er, at den største ondskab mod flest mulige mennesker i reglen udføres af mennesker, der er overbevist om at gøre Det Gode, snarere end af mennesker, der ønsker at gøre Det Onde - og vor egen kulturarv er i virkeligheden et uudtømmeligt lager af eksempler herpå.

Jøderne som Den Ondes børn

Aksel Haaning: Antikrist - problemet om det onde Den danske middelalderekspert Aksel Haaning har i flere bøger beskæftiget sig indgående med rødderne til den europæiske kulturkreds' naturfilosofi, teologi og videnskab såvel som de forestillinger om det gode og det onde, der har været hovedfaktorer i store dele af kirkehistorien. I en afhandling om det onde, der findes i hans essaysamling Den dobbelte arv (2005), men siden er udgivet i bearbejdet form som selvstændig titel på Forlaget Vandkunsten, Antikrist - problemet om det onde, et essay om fjendebilleder (2009), trækkes problemstillingens kulturhistoriske rødder fra oldtiden og helt frem til vor egen tid.

Her udfoldes bl.a. de klassiske teologiske vanskeligheder - f.eks. hvordan uskyldige mennesker kan udsættes for lidelser i en verden, der skulle være skabt af en god og almægtig Gud? Det er det, man kalder teodicé-problemet, og det diskuteres til stadighed i teologien.

Et klassisk svar formuleredes af kirkefaderen Augustin i det 4. århundrede, nemlig, at det onde blot må forstås som fravær af det gode. Dermed kunne Gud ifølge Augustin ikke klandres for at have skabt noget ondt, for det onde findes i og for sig slet ikke, men er et resultat af vores frie viljes undladelse af at gøre det gode.

Dette og mange relaterede spørgsmål om ondskaben er blevet rejst og forsøgt besvaret i årtusinder, men trods menneskehedens akkumulerede viden tyder intet på, at vi beskæftiger os spor mindre med det i moderne tid - endsige nærmer os et facit. Det er blevet beregnet, at der alene over en trediveårig periode fra 1960-1990 er udgivet over 4.000 engelsksprogede titler om det såkaldte teodicé-problem, og de engelsksprogede titler udtømmer selvfølgelig langtfra feltet, ligesom emnet kun udgør ét af mange aspekter af problemet om det onde.

En anden og mere skæbnesvanger forståelse af det onde finder vi i såkaldt gnostiske forestillinger fra begyndelsen af vor tidsregning med ideen om en ondskabsfuld verdensskaber, der identificeres med jødernes gud Jahve og bekæmpes af Kristus og Gud Fader. Selv om kirken ikke adskiller den gammeltestamentlige og den nytestamentlige Gud, findes nogle af de første kim til et par årtusinders jødehad ikke blot i dette gnostiske tankegods, men også i nytestamentlige skriftsteder, og op gennem historien beskyldes jøderne for både at være "Kristus-mordere", men også børn af Den Onde.

Da nazisterne drev antisemitismen til sit yderste, overtog de i virkeligheden mange dæmoniserende fjendebilleder fra et allerede årtusindlangt jødehad, hvor omfattende brutalitet, forfølgelser, massemord, ghettoiseringer og diskrimination allerede havde været tilbagevendende indslag i europæisk historie. "Hvis man tror, at nazismen udelukkende er baseret på en forskruet raceteori, er der meget nyt at lære," bemærker Aksel Haaning i den første offentliggjorte version af sin afhandling (fra Den dobbelte arv) efter at have afdækket centrale idéhistoriske rødder til kulturarvens mørkeste sider.

Og i sit nye efterskrift understreger han, at fremvæksten af nazismens antisemitisme derfor ikke kom som lyn fra en klar himmel eller f.eks. kan (bort)forklares med henvisning til 1920'ernes sociale elendighed: "Jo mere sikkert nazisterne sad på magten, jo mere Tyskland fremstod med fornyet selvfølelse og politisk stabilitet i Europa, ja omgivet af respekt og beundring af mange i de tilstødende lande, jo 'bedre' landet socialt, politisk og økonomisk kom på fode igen, jo værre blev fjende billedet - jo mere detaljerede og umenneskelige blev tiltagene for udsondring og marginalisering af den jødiske befolkningsgruppe selv i lovgivningen, begyndende med Nürnberg-lovene i 1935."

Fjendebilledet lader sig ingenlunde isolere til nazisternes begrebsapparat, men har langt dybere rødder i europæisk kulturs historiske fjendebilleders egenart.

Når Godheden gennemtvinger Ondskaben

Hvor historien er rig på udryddelseslejre og torturinstrumenter eller massemord og folkemord, ligger der som regel en iscenesættelse forud, ikke sjældent i form af politiske eller religiøse konstruktioner af Godt og Ondt. Det gælder fra hekseprocesserne og kætterforfølgelserne til nazisternes Endlösung og nedslagtningen af 800.000 tutsier på kun 100 dage i Rwanda i 1994.

Når almindelige mennesker immuniseres over for deres sædvanlige modvilje mod at påføre medmennesker lidelser og sorg, i værste fald grusomme drab og lemlæstelser, begrundes det derfor ikke sjældent med en urokkelig overbevisning om, at grusomheden (der naturligvis ikke erkendes som grusomhed) simpelthen fremmer godheden.

På baggrund af den lange række af folkemord i det 20. århundrede understreger Lars Fr. H. Svendsen således: "... det er vigtigt at fremhæve, at det var forestillingen om det gode, som i stor udstrækning lå til grund for disse masseudryddelser, forestillinger om det gode, som førte til den største ondskab."

Det er f.eks. næppe særlig oplagt at dræbe alle kvinder og børn i en landsby, hvis ordren alene motiveres af, at landsbyen ligger et forkert sted, eller at dens indbyggere er "uenige" med os. Men hvis misgerningen er et resultat af en intens dæmonisering af ofrene, iscenesat som et "forsvar" mod en ondskabsfuld 'fjende' (f.eks. jøden, kætteren, heksen, den vantro osv.) og effektueret af et disciplineret system, hvor ordrer følges uden spørgsmål, er det ikke alene lettere at trykke på aftrækkeren eller fjerne landsbyen fra jordens overflade - det føles måske ligefrem nødvendigt og godt.

Kætter- og hekseforfølgelserne var også næret af trangen til at gøre det gode og udslette det onde, men for udenforstående (og i et historisk perspektiv) er det vanskeligt at overse, at det var kætter- og hekseforfølgelserne, der i sig selv var det egentlige onde.

I 1943 legitimerede nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels f.eks. nedslagtningen af jøderne som en racekrig, afstedkommet af et nødvendigt forsvar: "Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans." Lederen af SS, Heinrich Himmler, fastslog samme år: "Vi havde den moralske ret; vi havde pligten over for vores folk til at tage livet af dét folk, der ville tage livet af os."

Det er trods alt vanskeligt at dræbe og lemlæste et menneske, blot fordi det har en anden holdning eller hudfarve, men hvis man i systematisk grad er blevet vænnet til ikke længere at se dette som et medmenneske, men som noget u-menneskeligt - et fjendtligt element i en truende og ondskabsfuld masse - er sagen en anden.

Et tilbagevendende fællestræk i folkefordrivelser og -drab er, at det konkrete individ i realiteten bliver ubetydeligt, hvorimod mere abstrakte forestillinger om folket, klassen, partiet, massen eller utopien bliver det afgørende for gode, hvad enten det drejer sig om Hitlers militære ambitioner og Endlösung, Maos kulturrevolution eller terrorangreb på tilfældige civile.

Mange folkemord er betinget af forudgående forestillinger eller propaganda om den ildesete befolkningsgruppes umenneskelighed og aktive eller latente "ondskab".

Den polske sociolog Zygmunt Bauman skriver i Modernitet og holocaust (1989): "Dehumaniserede objekter kan ikke have en 'sag', og da slet ikke en 'retfærdig sag'. De har ingen 'interesser', der skal tages hensyn til, og i virkeligheden slet ikke noget krav på at blive betragtet som individer." Derfor er de lettere at forfølge - og i sidste ende udslette.

Sådan nogle pæne mennesker

Dehumaniseringen er én afgørende faktor. Som allerede antydet er en anden tilbøjeligheden til at skyde ansvaret fra sig ved ukritisk at parere ordrer.

De berømte eksperimenter af Stanley Milgram er uomgængelige, når beredvilligheden til at påføre sine medmennesker lidelser drøftes. Milgram lod sine forsøgspersoner tro, at de udsatte andre for stærke elektriske stød, når disse svarede forkert på spørgsmål, og en stor del var parate til at påføre deres ofre særdeles alvorlige smerter, blot en autoritet beordrede det.

Til gengæld er galninge som Joseph Fritzl ekstreme undtagelsestilfælde, selv om de fylder meget i den offentlige mediebevidsthed. Dermed har de det måske også med at tilsløre, at helt almindelige mennesker også er i stand til grusomhed i stor skala, hvor gruppetilhørsforholdene er ekstremt rigide, disciplineringen stærkt cementeret og dehumaniseringen udtalt.

Derfor er også middelalderen stadig væk et lærestykke i tankestrukturer og iscenesættelse af fjendebilleder, der fortsat virker i moderne tid. For også Joseph Fritzl's naboer og alle andre, der så chokeret til, da hans uhyggelige historie blev udfoldet, kan under et farligt sammenfald af omstændigheder og intens påvirkning af dehumaniserende tankesæt, vi kender fra de seneste 2-3 årtusinder, bringes i situationer, hvor evnen til at se individer og medmennesker frem for fjendtlige og dehumaniserede grupper fortoner sig.

Det sætter måske også den tidligere citerede udtalelse af Fritzls nabo i et endnu mere tankevækkende lys: "Det kan ikke være rigtigt. De var da ellers sådan nogle pæne mennesker."

Rune Engelbreth Larsen
En stærkt forkortet version af essayet er bragt i Politiken, 26. november 2009