Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Troens eller troskritikkens fallit? Sam Harris' aggressive ateisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Sam Harris: Troens fallit. Religion, terror og fornuftens fremtid (oversat af Allan Hilton Andersen; Akademisk forlag, 2007).

Religions-tolerance kontra religons-intolerance

Sam Harris hører sammen med Richard Dawkins til de senere års skarpeste religionskritikere, der på den ene side påpeger og udstiller flere trosretningers ildevarslende tendenser og paradoksale forklaringsproblemer, men hvis ateistiske udgangspunkt imidlertid på den anden side lider under en række ensidige fordomme og proportionsforvrængende kortslutninger, der i værste fald grænser til små-paranoid religionsfjendtlighed.

Når Sam Harris i 2005 ligefrem modtog det amerikanske PEN's pris for bedste faglitterære værk, fortæller det mere om religionsforskrækkelsens overdrev og bristerne i bedømmelseskomiteens religionshistoriske dannelse end om værkets faglige substans eller saglige balance.

Som vi skal vende tilbage til afslutningsvist, er nærværende gennemgang ikke desto mindre trods alt en anbefaling, men det skal ikke skjule, at bogens hovedtendens er et negativt fortegnet billede af religion i almindelighed, og de følgende punktnedslag er da også fortrinsvis udtryk for en afvisning og nuancering af en række af de centrale påstande i Troens fallit.

Harris lægger ud med at blotte sin forkærlighed for den meget bredpenslede fordømmelse med et kategorisk statement: "Intolerance er således en integreret del af alle trosretninger."

Realiteten er imidlertid snarere den, at intolerance er en integreret del af næsten enhver verdens- og menneskeanskuelse - om end i den snævre betydning, at langt de fleste anskuelser selvfølgelig implicerer varierende rammer for tolerancen. Dér, hvor vandene skiller, er dér, hvor - og i hvilken udstrækning - tolerancen konkret sætter intolerancen i skak.

Derved er Harris' dom i bedste fald ukvalificeret og misvisende kategorisk, men hvad der gør den særlig problematisk inden for den religiøse sfære, er, at den på ét centralt punkt er lodret forkert: Religiøs intolerance er således netop ikke en integreret del af alle trosretninger, men derimod undtagelsen fra reglen i et religionshistorisk perspektiv.

At eksempelvis ikke mindst jødedom, kristendom og islam hører blandt de religioner, hvor religiøs intolerance har været mest udtalt historisk betragtet, betyder ikke, at ikke alle tre religioner også kan fremvise historiske perioder og fremtrædende tænkere og fortalere, der har kæmpet for tolerancen med henvisning til en eller flere af disse religioner. Men på dette felt er ingen af de pågældende trosretninger dog tilnærmelsesvist repræsentative - tværtimod udgør de snarere nogle af de mere markante undtagelser fra en almen religionstolerance, om vi atter betragter problemstillingen globalt og religionshistorisk.

I Vesten har vi imidlertid vænnet os til religiøs intolerance i kraft af kirkehistoriens mange eksempler på religionskrige, kætterforfølgelser, korstog og inkvisition i store dele af det forløbne halvandet årtusind, og vi er tilsvarende vant til at høre om moderne islamiske landes yderst begrænsede religionstolerance såvel som historiske slag mellem kristne og islamiske hære, men i andre dele af verden og før kristendommens og islams globale udbredelse var religiøs intolerance rent faktisk stort set ukendt.

Det skortede naturligvis ikke på krige og forfølgelser i oldtiden, men det hørte til de absolutte sjældenheder, at de var betinget af at udrydde eller bekæmpe andre troende, fordi disse var "vantro", eller at de havde til hensigt at tvinge andre folkeslag til at tro på specifikke guder eller dogmer og afsværge andre.

Den slags kan vi først for alvor (men ikke alene) takke kristne og islamiske autoriteter for - i vekslende omfang og i forskellige historiske epoker.

Men det korte af det lange er, at der historisk betragtet ikke er nogen universel religions-intolerance inden for trosretninger i almindelighed, hvorved den ene trosretning pr. automatik og natur skulle have søgt at undertrykke eller udrydde den anden trosretning.

Harris' kategoriske dom er derfor blot det første af talrige eksempler på, at hans tilbøjelighed til at overtyde religionens negativitet rent faktisk i nogen grad matcher den tilbøjelighed, hvormed en række troende omvendt overtyder sekulariseringens negativitet.

Den retoriske stil og sloganagtige karakter af mange af Harris' udbrud minder således dybest set om visse fundamentalistiske dogmatikeres aversion mod ateismen, blot med det modsatte udgangspunkt, hvorimod den saglige blotlæggelse af konkrete religiøse trusler trods alt er blandt bogens vigtige forcer.

Religiøse og irreligiøse selvmordsbomber

Harris kalder troen en bloc for "hadets moder" (s. 26), og selv om han ikke er ude efter nogen specifik tro, er han især præget af tidsåndens tilbøjelighed til at generalisere ekstra ukritisk over for islam.

Eksempelvis overvurderer han det specifikt islamiske træk bag den såkaldte selvmordsterror: "Hvis man fjerner den muslimske tro på martyriet og jihad, bliver selvmordsbombernes handlinger komplet uforståelige, og det samme gælder de jubelscener, der uvægerligt opstår efter deres død ..." (S. 29).

Begge dele er forkert.

I modsætning til Harris' fremstilling er det for det første et faktum, at over halvdelen af samtlige selvmordsbombeangreb siden 1980'erne og frem til 2005 er udført af sekulære oprørs- og terror-grupper.

Professor i politisk videnskab, Robert A. Pape har kortlagt alle selvmordsangreb via medierne såvel som de involverede organisationers eget materiale, efter at det er blevet et politisk-militært middel i 1980'erne, og den organisation, der hyppigst har gjort brug af selvmordsbomber, er rent faktisk De Tamilske Tigre fra Sri Lanka. Det er med andre ord en religionsfjendtlig marxistisk organisation, der står bag omtrent en fjerdedel af samtlige selvmordsbombeaktioner i perioden (jf. Pape: "Blowing Up an Assumption", New York Times, 18.5.2005).

Det er naturligvis korrekt og selvindlysende, at islam spiller en betydelig rolle for de muslimske selvmordsbombere, men dermed er fænomenet langtfra klarlagt, endsige forklaret for andre religiøse eller sekulære motivers vedkommende. Selvmordsterror er kort og godt ikke nødvendigvis et produkt af religion.

Harris er bekendt med Papes fremhævelse af De Tamilske Tigre, men hans modargument er i bedste fald tyndt. Han indrømmer, at deres motivation "ikke er eksplicit religiøs", men henviser til, at de er hinduer, "som uden tvivl tror på mange usandsynlige ting om livet og døden" (s. 229, note 1).

Dels er denne indvending både udokumenteret og ualmindelig svævende, og dels hviler den på den tvivlsomme forudsætning, at organisationens marxistiske standpunkt konsekvent negligeres i forhold til en historisk, hinduistisk kulturarv. Herved kan alt naturligvis gøres til et produkt af religion, eftersom der ikke er ét eneste sted i verden, hvor ikke samtlige mennesker i 99,9 procent af kulturhistorien har været religiøse indtil for et par århundreder eller få årtier siden.

Mest tyndbenet er dog følgende ræsonnement, hvormed Harris forsøger at afstive sin kategoriske dom om 'religionsproduktet': "Verdsligt indstillede vesterlændinge undervurderer ofte, hvor meget visse kulturer i deres dybt forankrede verdensfjernhed betragter døden med væsentligt mindre ængstelse, end fornuften byder."

Bemærk de implicitte præmisser herfor:

For det første skal de marxistiske tamilske tigre altså som nævnt ikke forstås ud fra deres eksplicitte ideologi, men ud fra deres (påståede) implicitte hinduistiske kulturarv.

For det andet hævdes denne (tilskrevne) hinduisme at være udtryk for en "dybt forankret verdensfjernhed" - for hvilken der ikke argumenteres med ét ord, selv om hinduismen traditionelt er betydeligt mindre "verdensfjern" end f.eks. buddhismen, som ateisten Harris til gengæld sværmer for (hvilket vi skal vende tilbage til).

For det tredje hævdes det uden videre, at marxisterne (som vi skal forstå som hinduer) betragter døden med "begrænset ængstelse".

For det fjerde fremstilles det som selvindlysende sandhed, at fornuften "byder" os at betragte døden med betragtelig ængstelse.

Det turde være overflødigt at bemærke, at denne kæde af tvivlsomme præmisser - for hvilke der stort set ikke argumenteres særskilt - i høj grad er diskutable enkeltvist, og derfor samlet set umuligt kan konstituere et holdbart modargument mod Pape i diskussionen om selvmordsterrorens religiøse såvel som sekulære motivationsfaktorer.

Ligeledes er det notorisk forkert, når Harris hævder, at jubelscener efter endte bombeaktioner mod civile alene er forståelige ud fra en religiøs forståelseshorisont (in casu den islamiske) - faktum er derimod, at jubel over civile såvel som militære dødsfald er et vidt udbredt fænomen, også i sekulære sammenhænge.

Blot for at tage ét prominent eksempel blev meddelelsen om gennemførelsen af atombomben over Hiroshima mødt med udtalt eufori af officererne omkring præsident Truman - endskønt ingen kunne have været blot minimalt i tvivl om det enorme tabstal blandt civile japanere.

Religiøse og irreligiøse faktorer bag drab mod civile

I forlængelse af de særskilte problemstillinger, der er relateret til selvmordsbomber, kolporterer Harris endnu en udbredt myte, når han retorisk spørger: "Hvor er de palæstinensiske, kristne selvmordsterrorister?" (S. 225).

Det er muslimske og sekulære selvmordsterrorister, der klart dominerer statistikken, og Pape henviser kun til tre eksempler på mulige kristne selvmordsterrorister, men historisk er der beslægtede fænomener. Eksempelvis er de såkaldte selvmordsmordere tilsyneladende et specifikt lutheransk fænomen, der var en udbredt plage i 1600-1700-tallet, hvor også tilfældige forbipasserende (gerne uskyldige børn) risikerede at blive dræbt med koldt blod af troende, der ville udnytte en konsekvens af lutheransk teologi, som paradoksalt nok kunne sikre morderens adgang til paradis.

Ræsonnementet bestod i, at hvor det var den sikre vej til helvede at begå selvmord, kunne mordere derimod angre og opnå tilgivelse på skafottet, hvorved paradis' porte åbnedes. Med dette eksplicitte motiv for øje bredte der sig derfor en foruroligende tendens til, at potentielle selvmordere dræbte uskyldige mennesker (jf. Engelbreth Larsen: Lutheranske selvmordsmordere).

Hvad der imidlertid er mere relevant i vor egen tid i denne sammenhæng er, at bevidste massedrab på uskyldige civile foregår med mange både religiøse såvel som irreligiøse motiver, hvilket vi ikke alene behøver gå til eksempler som Anden Verdenskrigs bombardement af Dresden eller atombomberne over Hiroshima og Nagasaki for at dokumentere. Vi kan f.eks. også henvise til amerikanske massakrer under Vietnamkrigen (f.eks. My Lai) eller såmænd amerikanske soldaters fremfærd i Irak efter invasionen i 2003, hvor en række veteraner fra Irak-besættelsen har redegjort for, at amerikanernes vilkårlige drab af civile er "almindelige" (jf. Chris Hedges og Laila Al-Arian: "The Other War: Iraq Vets Bear Witness"; The Nation, 30. juli 2007).

Det ene retfærdiggør ikke det andet, og selvmordsbomber bliver ikke mindre vilkårlige eller mindre uhyggelige drabsmaskiner, fordi atombomberne var så mange gange mere vilkårligt dræbende, og atombombernes titusindvis af ofre er selvsagt heller ikke spor mere "humane" eller "retfærdiggjorte" af at blive smidt ud over civile fra kilometers højde, end en selvmordsbomber, der personligt vandrer lige ind i et supermarked og dræber dusinvis af uskyldige.

Ingen tvivl om, at selvmordsbomber er et relevant og betydningsfuldt studieobjekt, der kan fortælle ét og andet om religiøs (og irreligiøs) adfærd i grænsesituationer, der altovervejende er betinget af militære besættelser. Men hvis vi skal studere grusomhedens, folkedrabets eller massemordets anatomi i almindelighed og belyse religiøse motivationsfaktorer i kontrast til irreligiøse motivationsfaktorer, er vi i modsætning til Harris nødt til at kigge på hele paletten, ikke blot en selektivt udvalgt del af den. På den måde spiller han med mærkede kort, hvis hensigt alene er at dæmonisere religiøsiteten og så at sige helliggøre ateismen.

Endnu en beslægtet kortslutning kommer til udtryk, når Harris tilsvarende hævder, at kritikken af en række foruroligende og farlige religiøse fortolkninger almindeligvis negligeres: "Når en muslimsk selvmordsbomber udsletter sig selv og snesevis af uskyldige på en gade i Jerusalem, bliver den rolle, som troen spillede for hans handlinger, uvægerligt ladet ude af betragtning. (…) Troen selv bliver altid og alle steder frikendt." (S. 9).

Der kan imildertid næppe være tvivl om, at der snarere er en udtalt tilbøjelighed til at over- end til at underfokusere på religiøse faktorer i forhold til selvmordsbombere - og at troen "altid og alle steder" skulle blive "frikendt", som Harris konkluderer, er i alle tilfælde lodret forkert.

Hvis ikke man vidste bedre, måtte man tro, at Harris slet ikke har læst vestlige aviser siden begyndelsen af 1990'erne. Ikke blot i forhold til selvmordsbomber, men i forhold til talrige øvrige problemstillinger, der ikke alene har at gøre med væbnede konflikter, men f.eks. også involverer kriminalitet, æresdrab og social marginalisering, er der en overvejende tendens til, at religion i almindelighed og først og fremmest islam i særdeleshed gøres til den altdominerende årsagsfaktor.

Realiteten er ikke desto mindre den, at f.eks. æresdrab er betinget af patriarkalske traditioner, der går på tværs af - og ofte er uafhængige af - religioner, men alligevel næsten uden undtagelse forbindes med islam af politikere og medier. Især på den nationalistiske fløj i Vestens politiske landskab nedprioriteres eller underkendes de sociale forskelle og andre irreligiøse konfliktfaktorer, mens man langt hyppigere overeksponerer end frikender religiøse træk, når som helst marginaliserede befolkningsgruppers kriminalitetsmønstre og konfliktscenarier er genstand for omtale og debat.

Ud fra samme tendens til at overfokusere negativt på religion i almindelighed og på islam i særdeleshed konstaterer Harris ligefrem: "Vi er i krig med islam." (S. 104).

Dette er en af de hyppigste fejlslutninger overhovedet inden for religionsdebatten - udsagnet er mildest talt absurd. Man kan ikke være "i krig med" islam eller nogen som helst anden religion, for den slags skyld - dertil er der tale om alt for brede kategorier, ikke enheds-institutioner eller kulturelle monolitter.

Der er utallige "islam'er", og der er utallige "kristendom'mer" - man kan selvfølgelig være modstander af en eller flere (eller alle) specifikke religioner, men en krigstilstand er udtryk for en helt konkret situation, der som minimum kræver én veldefineret militærstyrke versus en anden, og hverken islam eller buddhisme eller kristendom er enheder med hver deres fælles militærstyrke.

Anti-religiøs slagside og terror-hysteri

Der kunne nævnes talrige andre eksempler på, hvorledes Harris' fremstilling lider af en udtalt og usaglig anti-religiøs slagside.

Det er således symptomatisk for hans ærinde, at han i en bog, der formodes at skulle tilstræbe en vis faglig lødighed, ligefrem bruger plads og kræfter på at fortælle om sine personlige vanskeligheder ved at få et hotelværelse, der ikke er tæt placeret på den amerikanske ambassade i Paris: "Da begivenhederne den 11. september stadig kastede en skygge over verden, havde vi besluttet at undgå åbenlyse terroristmål under vores rejse. Den amerikanske ambassade stod øverst på vores liste over dens slags steder." (S. 50).

Terrorvurderingen bliver her nærmest patologisk. Frygten for at overnatte tæt på den amerikanske ambassade er næsten sammenlignelig med frygten for at rejse gennem et pestbefængt område i middelalderen. Dengang var risikoen imidlertid kolossal - i dag er terrorrisikoen til gengæld minimal.

Risikoen for at blive ramt af et terrorangreb i Vesten er utvivlsomt mindre end risikoen for at blive ramt af lynet, og at en seriøs forfatter i den grad skulle være underlagt effekten af terrortruslens medieeksponering (der naturligvis er mange gange større end risikoen i sig selv berettiger) og sætter himmel og jord i bevægelse for at få et hotel langt fra et "terrormål" i Paris, er ganske sigende for store dele af fremstillingens uligevægtige og tendentiøse karakter.

Generelt gøres religion nærmest synonymt med grusomhed, intolerance og idioti kulturhistorien igennem, hvorfor forbilledlige kulturelle gevinster omhyggeligt udsorteres fra deres religiøse kontekst og motivationsfaktor: "Det er en banalitet at sige, at troende mennesker har skabt næsten alt af værdi i vores verden, for næsten ethvert menneske, der har svunget en hammer eller trimmet et sejl, har været et gudfrygtigt medlem af den ene eller anden religiøse kultur. Der har simpelthen ikke været andre til at udføre arbejdet." (S.103).

Det er unægtelig en korrekt betragtning, men det er så meget desto mere invaliderende for Harris' egen ensidighed i forhold til at tilskrive troen og religionen som sådan alskens ondskab. For hvis det er en irrelevant banalitet at bemærke, at troende har fremstillet stort set alt af værdi, når nu stort set alle har været troende, er det også en irrelevant banalitet at bemærke, at troende står bag stort set alle rædsler - for troende står stort set bag alt.

I og med at alle mennesker i 99,9 procent af kulturhistorien har været troende, er en analyse af motivationsfaktorer kulturhistorien igennem netop ikke gjort ved at henvise til religiøsiteten, der ligger som et uadskilleligt kultur-DNA i alle forhold, hvad enten man søger årsagsforklaringer til tiltalende eller utiltalende tilbøjeligheder. Det, der er karakteristisk for alt, er naturligvis ikke særskilt karakteristisk for noget.

Skal vi endelige skelne inden for de seneste par århundreder, er irreligiøse motivationsfaktorer sandsynligvis i højere grad udslagsgivende for undertrykkelse, internering og udryddelse af flere mennesker end religiøse motivationsfaktorer. Det gælder helt sikkert forholdsmæssigt betragtet, og givetvis også absolut, eftersom alene det 20. århundredes nazistiske og kommunistiske udryddelsesmaskiner sandsynligvis har flere millioner menneskeliv på samvittigheden end religiøse retninger i alle de foregående århundreder til sammen.

Derfor er det vigtigt for Harris at få også disse ideologier over i religionskassen, så han kan fastholde, at det ene og alene er religion, der er den eksklusive årsag til al gru. Han påpeger således, at nazismen var gennemsyret af religiøse træk, og at sovjetkommunismen var struktureret på en måde, der ligner religiøs totalitarisme.

Der er da heller ingen tvivl om, at der på dette felt er overlappende træk mellem visse former for irreligiøs og religiøs totalitarisme, men når f.eks. en eksplicit ateistisk ideologi som kommunismen i polemisk øjemed gøres til religiøsitet, bliver religionskategorien så bred, at dens signifikans i bedste fald er gjort meningsløs.

Det er således ikke religiøsiteten, der f.eks. forener maoismens, stalinismens og inkvisitionens totalitarisme, men absolutisme - overbevisningen om, at én Sandhed alene er den rette for alle mennesker, og at denne sandhed derfor legitimerer udryddelsen eller undertrykkelsen af det og dem, som ikke er af samme overbevisning.

Absolutisme optræder både i religiøs og irreligiøs form.

Men hvis man endelig skal uddele minus-karakterer på dette felt, kunne man med større ret hævde, at religiøse kulturers udryddelsesmekanismer er gennemsyret af verdslige træk, end at irreligiøse kulturers er gennemsyret af religiøse. Langt hovedparten af alle krige har til enhver tid enten været determineret af magt- eller hævnmotiver, eller af erobringen af jord og værdier - altså motiver, der netop på ingen måde er særskilt religiøse.

Sam Harris' "spiritualitet"

Pudsigt nok er der ét aspekt af den religiøse tradition, som Sam Harris ikke alene frikender, men tilmed lovsynger med næsegrus beundring - den østlige spiritualitet: "Når Østens store filosofiske mystikere holdes op mod patriarkerne i Vestens filosofiske og teologiske traditioner, er forskellen imidlertid ikke til at tage fejl af: Buddha, Shankara, Padmasambhava, Nagarjuna, Longchenpa og utallige andre helt frem til nutiden har ingen paralleller i Vesten. Vi har i åndelig forstand stået på skuldrene af dværge." (S. 208).

Ligefrem "på skuldrene af dværge"?

Denne pseudo-autoritative rangliste virker helt ude at trit med Harris' øvrige fremstilling, og den sætter kun den meget aggressive afvisning af al anden religiøsitet i relief som ualmindelig forudindtaget. Det er naturligvis en pointe for Harris, at hans foretrukne spiritualitet i den traditionelle mainstream-opfattelse ikke er spydspidsen i krigseventyr og religiøs intolerance - men sagen er ikke desto mindre den, at heller ikke buddhismen på nogen måde er blottet herfor (zenbuddhismen var f.eks. en spirituel faktor i den japanske militarisme i første halvdel af det 20. århundrede).

Og hvad angår det mere meditative, spirituelle aspekt, findes det inden for alle religioner, som deres indbyrdes forskelle til trods ikke nødvendigvis ligger under for den østlige tradition. At uddele 'karakterer' for, hvem der er "giganterne" eller "dværgene" i den sammenhæng, kan aldrig blive andet end et arbitrært udtryk for helt subjektive præferencer - for hvilken 'skala' taler vi overhovedet om her?

Århundredlange og sofistikerede sufi-traditioner inden for islam samt en lang række indflydelsesrige kristne mystikere dumpes uden videre med et pennestrøg, blottet for argumentation.

Mere ligevægtigt bliver det ikke af, at Harris helt ukritisk hæver østlige spirituelle traditioner over moderne forskning: "Ikke engang nutidens litteratur om bevidsthed, der omfatter filosofi, kognitionsforskning, psykologi og neurovidenskab, kan måle sig med de præcise fænomenologiske studier, som findes overalt i hele den buddhistiske kanon." (S. 209).

Igen er det en dom, der er baseret på en total suspension af ligeværdige og nøgterne vurderinger på tværs af religionerne.

Baggrunden for Harris' forkærlighed for disse traditioner skal bl.a. findes i hans erkendelsesteoretiske betragtninger: "Gennem årtusinder har mediterende vidst, at almindelige mennesker kan frigøre sig fra den følelse, de kalder 'jeg', og derved give afkald på følelsen af at være adskilt fra resten af universet. (…) De afslører også en langt dybere forbindelse mellem os selv og resten af universet, end man skulle tro ud fra de almindelige grænser for vores subjektivitet. Der er ingen tvivl om, at oplevelser af denne art er værd at udforske, ligesom der ikke er nogen tvivl om, at de populære religiøse forestillinger, der er vokset op omkring dem, især i Vesten, er lige så farlige, som de er utrolige. En i sandhed rationel tilgang til denne dimension af vores liv ville give os adgang til at udforske rækkevidden af vores subjektivitet med et åbent sind, samtidig med at vi gav afkald på vores religiøse traditioners provinsialisme og dogmatisme til fordel for frie og grundige undersøgelser." (S. 36).

Harris er forbløffende blind for, hvorledes hans eget bogholderi truer med at bryde sammen her.

Hvis han vil fastholde realiteten af en række meditative religiøse oplevelser, får han uundgåeligt talrige andre aspekter af den religiøse fænomenologi inden for mange andre traditioner med i købet.

Derfor er der ingen saglig grund til at Harris' "åbne sind" skulle være forbeholdt undersøgelser af én type religiøsitet til forskel for andre, eller at resultatet skulle være givet på forhånd, således at visse traditioner er højt hævede over andres "provinsialisme".

Afslutning

Dét, der trods alt gør Troens fallit anbefalelsesværdig - med ovenstående afgørende korrektioner og forbehold (og flere til) in mente - er de relevante kritikpunkter, Harris samtidig rejser i forhold til en række reelle forklaringsproblemer, som mange troende skøjter hen over, samt den vigtige advarsel mod fundamentalismens fremmarch og dens tiltagende realpolitiske magt, ikke blot i store dele af den islamiske verden, men også i verdens ultimativt største militærmagt, USA.

Der er unægtelig ildevarslende perspektiver, hvis militante islamister kommer til magten i Pakistan og får kontrol over landets atomare slagstyrke, og hvis Iran udvikler atomvåben, er der næppe heller tvivl om, at fingeren sidder bekymrende løs på aftrækkeren hos yderligtgående kræfter, for hvem både martyriet og dommedagsscenariet er integrerede og efterstræbelsesværdige dele af deres religiøse verdensanskuelse.

Også for fundamentalistiske kristne er dommedag i reglen en kosmisk begivenhed, der ligefrem imødeses og forventes med længsel. Og når det kristne højre i USA er så markante støtter af Israel, til trods for at de samtidig tilskriver ikke-omvendte jøder total udslettelse i "de sidste tider", skyldes det overbevisningen om, at jødernes realisering af et bibelsk Israel (dvs. også med de sidste palæstinensiske områder overtaget) er en forudsætning for Kristi genkomst (jf. Engelbreth Larsen: Moderne iscenesættelse af bibelsk eskatologi).

Som også Harris gør opmærksom på, er der tale om en række aspekter, der alt for sjældent finder vej til de sikkerheds- og udenrigspolitiske analyser i den offentlige debat: "I mange år er USA's politik i Mellemøsten i hvert fald delvist blevet udformet af de interesser, som fundamentalistiske kristne har i en jødisk stats fremtid. Kristen 'støtte til Israel' er faktisk et eksempel på en politisk kynisme af en så transcendental en karakter, at den stort set ikke omtales i vores politiske diskurs." (S. 147).

Ligeledes er presset fra fundamentalismen stadig mere udtalt og foruroligende i knap så kosmiske, men mere betydningsfulde forhold for den aktuelle dagligdag, f.eks. inden for uddannelsessystemet - ikke mindst i fundamentalisters og kreationisters kamp mod evolutionslæren.

35 procent af amerikanerne tror, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord, og 46 procent, at skabelsesberetningen er videnskabelig, og Harris bøjer kontrasten til almen historisk og naturvidenskabelig indsigt i polemisk neon: "Det indebærer, at 120 millioner amerikanere placerer the big bang 2.500 år efter, at babylonierne og sumererne lærte sig at brygge øl. Hvis vi kan stole på meningsmålingerne, tror næsten 230 millioner amerikanere, at en bog, der hverken udviser stilistisk sammenhæng eller indre konsekvens, blev forfattet af en alvidende, almægtig og allestedsnærværende guddom." (S. 13).

Som det er fremgået, vender han sig ikke blot mod fundamentalister og radikaliserede troende, men går også skarpt i rette med moderate, fordi det er troen i sig selv, han helst så deponeret blandt historiens efterladenskaber. Ser vi et øjeblik bort fra de mange eksempler på uredelige og alt andet end nøgterne detaljer i hans løbende ræsonnement, som vi hidtil har eksemplificeret et udpluk af, har han dog også her fat i en pointe, som moderate troende ofte negligerer.

Ligesom bl.a. John Stuart Mill og Bertrand Russel fastslår Harris således, at en betydelig del af forklaringen på en lang række af den moderne tids moderate tendenser inden for diverse religioner langtfra altid er et resultat af en intern udvikling med rødder i de pågældende religioner selv, men derimod en konsekvens af presset fra en historisk religionskritik udefra - en kritik, som de troende i øvrigt i første omgang har modsat sig på voldsomste vis.

En række moderate trosudlægninger såvel som markante aspekter af samfundsudviklingen de seneste århundreder er med andre ord i mange henseender mere præget af religionskritikken end af religionerne.

Allerede Stuart Mill trækker det lovligt skarpt op i sin Om frihed (1859): "Den smule pligtfølelse over for det offentlige, den moderne moral prædiker, stammer fra den græsk-romerske moraltænkning, ikke fra den kristne. På samme måde skylder vi den humanistiske og ikke den kristne tradition alt, hvad der - selv på det individuelle plan - er stort, storsindet, værdigt og ædelt i vores opdragelse. Det er nemlig alt sammen værdier, som simpelt hen ikke kan trives i en moral, hvis eneste anerkendte grundprincip er lydighed."

Omtrent tilsvarende hedder det et århundrede senere med Russel i Hvorfor jeg ikke er kristen (1957): "Sandt nok er moderne kristne mindre hårdhændede, men det skyldes ikke kristendommen; det skyldes de generationer af fritænkere, som siden renæssancen har fået dem til at skamme sig over meget af deres traditionelle tro." Harris er inde på det samme, men endnu mere polemisk end Russel: "Det mådehold, vi ser blandt ikke-fundamentalister, er ikke et tegn på, at troen selv har udviklet sig; det er snarere resultatet af de mange hammerslag fra den moderne verden, der har udsat visse trossætninger for tvivl. (…) Selv flertallet af fundamentalister lever i denne henseende ved fornuftens lys - blot er deres hjerne tilsyneladende opdelt i flere afdelinger, så den kan rumme deres tros vidtløftige sandheder. Hvis man fortæller en from kristen, at hans kone bedrager ham, eller at frossen yoghurt kan gøre en person usynlig, skal han nok kræve lige så fældende beviser for påstandene som alle andre og bliver kun overbevist, hvis man kan give ham disse beviser. Men hvis man siger til ham, at den bog, han har liggende ved sengen, er skrevet af en usynlig guddom, der vil straffe ham med evig ild, hvis ikke han accepterer alle dens utrolige påstande om universet, så har han tilsyneladende ikke behov for nogen beviser overhovedet." (S. 15).

En række af disse aspekter er fremført med skånselsløs og berettiget argumentativ skarphed, hvor de læses isoleret i Troens fallit. Men det er synd for den relevante debat og religiøse selvransagelse i øvrigt, at Sam Harris samtidig er så forbløffende omhyggelig med i alle sammenhænge (bortset fra visse meditative og spirituelle traditioner) konsekvent at sætte kikkerten for det blinde øje for at skandalisere troen og troende i en ofte selektiv og unuanceret polemik.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 25.7.2007



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 216

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 216

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 216

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 220

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 220

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art05007.php on line 220