Moderne iscenesættelse af bibelsk apokalyptik og eskatologi i USA og Israel
Af Rune Engelbreth Larsen 
Religionsforskning
kan ofte forekomme at være et af de mest verdensfjerne studier, ikke mindst i
de tilfælde, hvor en væsentlig del af det materiale, der er genstand for
forskningen, består af kildetekster med et eller flere årtusinder på bagen.
Ikke alene er den immanente religionsfænomenologi ofte af så bizar karakter,
at det kan være vanskeligt nok at forstå, hvorledes myter og skrifter trods
alt er blevet fortalt og nedskrevet af mennesker, som i det mindste biologisk
ikke afviger spor fra os selv, men som ikke desto mindre har begrebsliggjort en
verden, der på visse, essentielle områder tilsyneladende hævdes at afvige
radikalt fra vores egen.
At der er mennesker i vor egen samtid, der ikke blot læser, men dyrker sådanne,
årtusindgamle ord og her hævder at finde eksakte angivelser af begivenheder,
som udspiller sig i nutiden (eller den allernærmeste fremtid), kan ofte nok strække
forståelsesevnen til det alleryderste. Det skyldes måske til dels, at den
tidsalder, vi selv befinder os i, er kendetegnet af »kildetekster« i avisform,
hvoraf langt den overvældende hovedpart af dagens udgave som regel er
fuldkommen irrelevant, længe inden dagen er omme – hvis ikke allerede før
den overhovedet har set tryksværte.
Det kan således være lige så vanskeligt at acceptere såkaldte
fundamentalisters forhold til årtusindgamle skriftsteders påståede betydning
for storpolitiske begivenheder i det tyvende eller enogtyvende århundrede, som
det i forskningsmæssigt øjemed imidlertid er absolut nødvendigt at begribe
den inhærente logik i et ræsonnement, der har dette udgangspunkt. Så længe
vi i det mindste vil fastholde, at forskning uundgåeligt må implicere forståelse.
Men ikke bare er det nødvendigt at forstå et sådant ræsonnement af
akademiske årsager: I visse tilfælde kan det også være nødvendigt af alment
menneskelige såvel som af ganske betydningsfulde, politiske årsager.
Den Røde Kvie og Den Jødiske Messias
»Herren talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: Dette er det lovbud,
Herren har kundgjort: Sig til israelitterne, at de skal skaffe dig en rød,
lydefri kvie, der er uden fejl og ikke har båret åg.« (4.Mos. 19,1-2).
Kan skriftsteder af årtusinders ælde have afgørende indflydelse på globale
begivenheder i begyndelsen af det enogtyvende århundrede? Kan tro flytte bjerge
og gøre ét menneske til udslagsgivende aktør i det storpolitiske drama, selv
om vedkommende hverken er præsident, general eller multimilliardær, men ene og
alene tror? Kan fødslen af en rød, lydefri kvie sætte en by, et land,
et kontinent eller måske endda verden i brand?
Ja, vil fundamentalisten svare – og tilføje: Thi det står skrevet.
Hvor diskutabelt det end forholder sig med sandhedsværdien af tilføjelsens »thi«,
kommer vi faktisk vanskeligt udenom en umiddelbar bekræftelse af f.eks. den røde
kvies signifikans og dermed i sidste ende også af troens. For nu at stille det
lidt på spidsen: Hvis fødslen af en rød kvie kan sætte en begivenhedsrække
i gang, der kan ændre verdenshistorien markant, fordi nogle tror det, så
kan troen for så vidt også flytte bjerge.
I 1996 blev der således født en rød kvie i Israel med det fredelige navn Melody.
Og vel at mærke en tilsyneladende lydefri, dvs. »fejlfri«, rød kvie.
Hvad der gjorde begivenheden ekstra bemærkelsesværdig var det faktum, at dens
lykkelige moder var en sort-hvid ko, uden den mindste antydning af rødt.
Dette var opsigtsvækkende nok i sig selv, for skønt sæden stammede fra en rød
tyr i Svejts, er en lydefri, rød kvie overordentlig usædvanlig. Med
profetiske skriftsteders hjælp er den tilmed element i en betydningssættende
fortælling, der har – eller kan få – mirakuløs karakter.
Ifølge Moses Maimonides' Mishneh Torah fra det tolvte århundrede er der
kun ni historiske eksempler på fødslen af en lydefri, rød kvie i Israel.
Ofringen af netop en sådan kvie var imidlertid altafgørende i den antikke jødedom,
fordi asken fra dette brandoffer er en uundværlig ingrediens i den
renselsesproces, som er påbudt, hvis man skal undgå at »besmitte Herrens
bolig«, som det hedder (4.Mos. 19,13).
Uden asken, ingen renselse, og uden renselsen, ingen adgang til det helligsted,
hvor templet stod, og derfor ingen adgang til templet.
Derved bliver fødslen af en rød kvie i dag andet og mere end et af naturens
pudsige luner, der giver mindelser om en rituel rensning for et par årtusinder
siden. Den bliver manifestationen af et håb om atter at rejse templet,
fordi forudsætningen for overhovedet at kunne betræde »Herrens bolig« uden
at besmitte den, er denne renselsesproces, der har været umulig i næsten to
tusind år.
Det første tempel, Salomos Tempel, blev ødelagt af babylonierne i 587 f.v.t.,
det andet tempel, Zerubabbels Tempel, blev påbegyndt i 538 og indviet i 515, og
skønt en overgang vanhelliget stod det i mere end et halvt årtusind, indtil
det endeligt blev jævnet med jorden af romerne i 70 e.v.t. Den plads, hvor det
stod, og som jøderne kalder Tempelbjerget (Har Habayit) og muslimerne
Det Ædle Helligsted (al Haram al Sharif), huser i dag bl.a.
Klippemoskeen. Trods Israels indlemmelse af Østjerusalem efter Seksdageskrigen
i 1967 er dette område helt undtagelsesvist fortsat under islamisk kontrol. Jødisk
såvel som islamisk tradition identificerer det med Morija-bjerget, hvor Gud ifølge
Den Hebraiske Bibel og Koranen befalede Abraham at ofre sin søn (Isak ifølge
Den Hebraiske Bibel, Ismael ifølge Koranen).
Tempelbjerget har derfor ikke mistet sin betydning for ortodokse jøder – måske
tværtimod, efter at staten Israel blev udråbt i 1948 og siden har erobret og
besat stadig større dele af det tidligere britiske mandatområde, Palæstina.
Denne begivenhedsrække tåler sammenligning med nogle af de væsentligste
bibelske beretninger om en jødisk storhedstid i Det Hellige Land:
Efter et par årtusinders forfølgelse, undertrykkelse og diskrimination, efter
pogromerne i Rusland, og ikke mindst efter at have været genstand for
holocaust, et af historiens grusomste folkemord, har dette marginaliserede og hårdt
prøvede folkeslag nu rejst sig og (gen)indtaget den absolutte hovedrolle i Det
Hellige Land. Med Theodor Herzl som bannerfører (zionismes væsentligste
fader-, for ikke at sige Moses-skikkelse) og uden hensyntagen til den
oprindelige, arabiske befolkning blev jøderne atter vist det forjættede land i
slutningen af det nittende århundrede, som de siden har indtaget i løbet af
det tyvende. Aldrig tidligere har jøderne været i nærheden af denne position
som en reel, regional supermagt, som nationen indiskutabelt indtager i Mellemøsten
i dag.
I et par årtusinder har jøder under påskefesten udtalt ordene »Næste år i
Jerusalem«, og det turde være indlysende, hvor nærliggende det på baggrund
af Israels historie i det tyvende århundrede derfor må være for ortodokse jøder
at se Guds direkte indgriben i historien og bibelsk mytologi reaktualiseret her
og nu.
Men der er ultraortodokse jøder, som vil gå langt længere end til en »blot
og bar« opfattelse af et mere eller mindre realiseret religiøst mål med
oprettelsen af staten Israel.
Det er i disse kredse ikke blot tilfældet, at oprettelsen af staten Israel og
en de facto indlemmelse af Østjerusalem styrker troen på en guddommelig
velsignelse, nej, dette var kun prologen, der er endnu større ting på spil –
og på vej.
Der er tale om opfyldelsen af en apokalyptisk og eskatologisk køreplan, som
indebærer, at den jødiske messias skal manifestere sig i en meget nær
fremtid, hvor Davids kongerige genoprettes i Jerusalem. Lektor i
religionsvidenskab, Per Bilde skriver f.eks.: »Teologisk betyder det, at man
tolker den jødiske stat som et – første eller forberedende – skridt på
forløsningens vej til Messias' komme og den eskatologiske genoprettelse af
Israel. For de religiøse zionister er de sidste tider således allerede
begyndt, for så vidt som staten er oprettet, de eksilerede er på vej tilbage
til Israel, og staten i nogen grad er præget af Torah'en.« (Bilde 1983, s.
88).
Der er nogle skridt, som kommer før andre på forløsningens vej. Messias'
komme hænger således sammen med realiseringen af et Stor-Israel, der bl.a.
inkluderer en fuldstændig indlemmelse af de besatte områder og en genrejsning
af templet.
Der er dog det ikke helt uanselige aber dabei, at der bl.a. står en moské
i vejen, fordi muslimerne som nævnt har kontrollen over Tempelbjerget. Derfor
er der naturligvis også ortodokse kræfter, for hvem det er imperativt, at ikke
mindst Klippemoskeen fjernes, hvilket da også er blevet forsøgt –
ekstremisters planer om bombesprængninger er dog hidtil blevet afsløret i
tide.
Men der er andet og mere end efterretningstjenester og sikkerhedsvagter, som står
i vejen for sådanne, drastiske forehavender – i hvert fald indtil videre. For
før problemet med Klippemoskeen kan overvindes, er der nogle uomgængelige
teknikaliteter, som skal falde i hak for at facilitere den eskatologiske køreplan.
Ligesom messianismens ubønhørlige logik afkræver efterfølgelsen af en minutiøs
begivenhedsrække, afkræver samme logik en efterlevelse af rituelle formalia.
Der kan ikke snydes på vægtskålen, og man kan ikke uden videre spadsere ind på
Tempelbjerget, jævne Klippemoskeen med jorden og bygge templet – thi også dét
står skrevet. I det mindste ifølge den læsning af Fjerde Mosebog, kapitel 19,
der bl.a. paralleliserer Tempelbjerget og Åbenbaringstemplet.
Den samme, messianske logik, som motiverer ortodokse jøder til at kæmpe for en
rydning af Tempelbjerget med henblik på bygningen af templet, forhindrer dem
også i at gøre det – så længe der ikke er født en lydefri, rød
kvie, fordi renselsen ikke kan udføres før. Der er nemlig tale om en »evig
gyldig anordning«, som det stipuleres to gange i samme kapitel i Fjerde Mosebog
(4.Mos., 19,11 og 19,21).
Her kommer kvien Melody atter ind i historien. For ifølge Maimonides vil
den tiende røde kvie netop blive født i De Sidste Tider, hvor den jødiske
messias skal manifestere sig, og hvor templet ifølge traditionen vil blive
genrejst.
Det er den ultimative begivenhed i jødernes historie, der kan stå for døren,
så der er som allerede antydet ingen lette genveje. Det er ikke tilstrækkeligt
at ofre en treårig kvie, og det er ikke tilstrækkeligt at ofre en treårig, rød
kvie – renselsesprocessen kan kun gennemføres med asken fra en treårig, rød,
lydefri kvie. Blot 2-3 hvide hår kan ifølge de skrappeste udlægninger
diskvalificere en ellers nok så rød kvie.
Kvien skal slagtes og brændes til aske uden for Templet, fordi kun asken herfra
kan rense et menneske fra kontakt med afdøde, før man betræder Tempelbjerget
eller går ind i Templet og deltager i kulten. Og da næppe noget menneske ikke
har været i nærheden af en afdød, er al adgang simpelthen umuliggjort,
indtil renselsesprocessen kan gennemføres.
Der har siden Seksdages Krigen i 1967 været en udbredt, ortodoks konsensus om,
at det ikke er tilladt jøderne at sætte fod på (hele eller dele af)
Tempelbjerget, før en stringent renselse. Derfor kunne Tempelbjerget vanskeligt
betrædes, derfor kunne Klippemoskeen vanskeligt fjernes, derfor kunne templet
vanskeligt bygges, og derfor kunne den jødiske messias vanskeligt ankomme – før
nu.
I det mindste er det omtrent en sådan kobling af Fjerde Mosebogs kapitel 19,
rabbinsk tradition og spidsfindig eksegese, der er en integreret del af forudsætningen
for den eskatologiske køreplan, som en række ultraortodokse kræfter studerer
og aktivt søger at facilitere med henblik på messias' komme.
Som Gershom Gorenberg skriver i sin omfattende analyse af Tempelbjergets
betydning for fundamentalisters adfærd og nærforventning omkring det seneste
årtusindskifte, har asken fra den sidste, lydefri, røde kvie har været en
saga blot siden romernes destruktion af templet i 70 e.v.t., hvilket hidtil ikke
har haft praktisk betydning, da der ikke har været noget tempel at betræde: »Every
Jew became impure by reason of presumed contact with death which, practically
speaking, didn't matter much because there was no sancturay to enter and
sacrifice had ceased being the center of Judaism. The
tenth heifer logically belonged to the imagined time of the messiah because a
rebulit temple also did.« (Gorenberg
2002, s. 11).
For nogle er den messianske tidsalder efter fødslen af kvien Melody blot
ikke længere en del af en »imagined time«, men tværtimod overordentlig nærværende
netop i vor tid.
I marts 1997 får kvien derfor besøg af en delegation, bestående af tre
minibusser med rabbinere, der skal eksaminere den røde kvie. Dommen bliver
snart afsagt: Melody er lydefri og kan derfor være den ventede,
tiende røde kvie. Begivenheden bliver fejret, og rabbinere danser glædesstrålende
på gårdspladsen. Verdenspressen fra CNN og CBS til japanske og europæiske
medier ankommer siden i stort tal til den israelske gård med den usædvanlige
kvie – sine steder med et skævt smil på læben under dækningen af »miraklet«.
Den rabbinske konsensus om ikke at sætte fødderne på Tempelbjerget er
tydeligt påvirkelig af en sådan begivenhed. F.eks. ser den tidligere
israelske indenrigsminister, Eli Suissa fra det ultraortodokse parti, Shas, fødslen
som et vendepunkt: »In a speech to right-wing professors, he repeated the
rabbinic position since 1967, saying that he wasn't interested in Jewish control
of the Temple Mount for religious reasons. But, he added, 'when use is made of
the red cow that's been discovered, and the people of Israel can be purified
through its ashes, I'll change my mind'.« (Gorenberg
2002, s. 15).
Bekendt med de apokalyptiske implikationer i de mest determinerede, ortodokse
kredse, kalder den israelske avis Ha'aretz kvien Melody for »a
four-legged bomb«, mere farlig end nogen terrorist, og foreslår lige ud at
aflive kvien med »a bullit in the head« (Gorenberg 2002, s. 10).
Lejemordere udebliver imidlertid, og det jødiske tempel er med ét rykket et
afgørende skridt nærmere genrejsningen på Tempelbjerget.
Tilbage forestår blot en kort ventetid, hvor det skal vise sig, om kvien nu også
forbliver lydefri, indtil den som treårig har nået den rette
offeralder, hvilket vil indtræffe i det så apokalyptiskklingende år: 1999.
Den Røde Kvie og Den Kristne Messias
Den Røde Kvie har imidlertid afgørende betydning for andre end de mest
ortodokse jøder med apokalyptiske forhåbninger, faktisk er dens fødsel om
muligt mindst lige så signifikant for fundamentalistiske, kristne bevægelser i
USA.
Den vigtigste bevægelse er Christian Coalition, som blev stiftet i 1989 af
tv-prædikanten Pat Robertson, der året for inden var blevet slået som
republikansk præsidentkandidat af George Bush Senior. Robertsons kandidatur var
ikke desto mindre afgørende for etableringen af den kristne højrefløj som en
seriøs, politisk magtfaktor i USA, hvis indflydelse ikke mindst er udtalt i det
Republikanske Parti.
Christian Coalition er overfladisk betragtet kendetegnet af en traditionel,
konservativ politisk profil med et strengt, kristent islæt, hvor man kræver
lavere skatter, bekæmper abort, pornografi og homoseksualitet, modsætter sig
evolutionsteorien og advarer kraftigt mod den negative indflydelse fra både FN
og islam.
Men alt dette er trods alt sekundært. Primært er det, at vi for det kristne højre
befinder os i De Sidste Tider, hvor en række begivenheder er ved at falde på
plads, så messias kan vende tilbage, og et kristent Dommedagsscenario kan
udspille sig.
Pat Robertson har således forladt tidligere, fundamentalistiske tendenser til
passivt at afvente Kristi genkomst og er i dag én af mange nøglefigurer i den
højrekristne bevægelse, der aktivt forventer og forbereder Kristi'
genkomst inden for de allernærmeste år.
Til trods for de forskellige, religiøse udgangspunkter er der en iøjnefaldende
overlapning mellem indflydelsesrige, fundamentalistiske kristne bevægelser i
USA og ekstremistiske, ortodokse jødiske kredse i Israel: Begge finder belæg i
Bibelen for, at messias' komme er nærtforestående, og begge anser det for at være
imperativt, at en række forudsætninger allerede er faldet i hak eller vil
falde i hak i den nærmeste fremtid, for at dette mirakel kan indtræffe. Israels
oprettelse, jødernes valfart til deres nye hjemland i stort tal, Østjerusalems
de facto indlemmelse, bosættelsernes ekspansion – alt sammen opfattes som håndfaste
tegn, der uvilkårligt markerer begyndelsen på De Sidste Tider.
Derfor støtter man i fællesskab bosætterne i de besatte områder,
afviser kategorisk en palæstinensisk statsdannelse og kræver Gaza og
Vestbredden fuldstændig indlemmet i Israel.
Endelig anser begge bevægelser det for at være af altafgørende betydning, at
jøderne genrejser Templet på Tempelbjerget. Thi det står alt sammen skrevet.
Som allerede antydet er det trods alt ret tvivlsomt, hvad der egentlig står
skrevet herom, men det rokker ikke ved de overbevistes overbevisning, for »skriften
kan ikke omstødes«, som det hedder i Johannes Evangeliet (Joh. 10,35).
Det korte af det lange er, at kristne fundamentalisters køreplan for den
kristne messias' genkomst er sammenfaldende med ortodokse jødiske
kredses køreplan for den jødiske messias' ankomst. I det mindste indtil
et vist punkt.
Professor Linda Kintz fra University of Oregon beretter fra Christian Coalitions
årsmøde i 2002: »Prædikanten Joyce Meyer, årets hovedtaler, sagde fra
talerstolen, at adskillelsen mellem kirke og stat var satanisk. Hun talte
desuden om, at vi lever i de sidste dage på jorden. Det er grunden til, at
Christian Coalition har rettet opmærksomheden mod Israel. Ifølge deres
apokalyptiske beretning skal jøderne besætte Jerusalem, før Kristus kan komme
tilbage til jorden. Derfor vil de gerne hjælpe dem hjem.« (Information,
29.11.2002).
Dette er ganske enkelt baggrunden for den meget indflydelsesrige alliance mellem
ortodokse jødiske lobbyister og fundamentalistiske kristne lobbyister i USA.
Christian Coalition forventer en tid, hvor der høres »krigslarm og krigsrygter«,
hvor »folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være jordskælv
både her og der«, som det jo hedder i den synoptiske apokalypse. Og lever vi måske
ikke netop i en sådan tidsalder i dag?
Her preller det naturligvis helt af på fortalerne for denne iscenesættelse af
verdens undergang, at der ud fra et globalt perspektiv vel næppe gives et
tidspunkt i verdenshistorien, hvor der ikke har været krigsrygter og
jordskælv, både her og der. Men forskellen er naturligvis den, at vi nu
konstant får dette at vide af de massemedier, der i dag er blevet globale i
deres dækning og konstante i deres nyhedsstrøm, hvorfor det er blevet endnu
lettere at »bekræfte« tegnene på en forestående dommedag.
Daniels Bog rummer flere nøgler til den eskatologiske køreplan og dermed til
kristne og jødiske nærforventningers sammenfald, fordi Den Hebraiske Bibel
naturligvis indtager rollen som Det Gamle Testamente i den kristne kanon, og således
i det kristne perspektiv må lede frem til Det Ny Testamente – herunder
ikke mindst til den nytestamentlige eskatologi.
De kristne fundamentalisters læsning af Daniels Bog forstår selvsagt teksten på
deres egen måde og anser den konge, der ifølge profetien skal vende op og ned
på alting – eller »sætte sig for at ændre tider og lov« (Dan. 7,25), som
det hedder – som identisk med Dyret i Johannes' Åbenbaring, dvs. Antikrist.
Afslutningen på kapitel 9 i Daniels Bog udlægges derfor gennem en kreativ
krydslæsning af bl.a. Johannes' Åbenbaring, den synoptiske apokalypse og
Daniels Bog som en sammenhængende profeti, ifølge hvilken Antikrist gennem
diplomatiets kunst vil skabe en helt ny verdensorden. Han vil i den forbindelse
genopbygge Babylon og indgå en syvårig pagt med Israel, hvorunder Templet vil
blive genrejst, efter at det har været »prisgivet hedningerne«, som det
hedder i Johannes' Åbenbaring (Åb. 11,2). De samme »hedninger« kan jo så
passende anskues som muslimerne, der i dag kontrollerer Tempelbjerget.
Midt i denne syvårige periode vil Antikrist imidlertid sætte en stopper for de
daglige ofringer og rejse »ødelæggelsens vederstyggelighed« i templet (jf.
Dan. 9,27 og 12,11; Mark. 13,14; Matt. 24,15). Og derfra haster det mod Enden.
Har en række historiske begivenheder i det tyvende århundredes Israel altså
»bekræftet« såvel jødiske som kristne forventninger til De Sidste Tider,
begynder forventningerne ikke desto mindre at kollidere, når vi når frem til
det absolutte slutspil. Ifølge det kristne højre vil en del af jøderne på
dette tidspunkt erkende, at de har begået en kapital fejltagelse ved at bifalde
Antikrists genrejsning af templet, hvorefter de vil angre og konvertere til
kristendommen, mens de øvrige, ikke-angrende jøder må forudse total
udslettelse og evig fortabelse.
Direkte adspurgt lægger ingen af parterne skjul på dilemmaet, men det er
selvsagt ikke det forhold, der ekspliciteres allerhyppigst inden for den
politiske alliance mellem jøder og det kristne højre.
Jerome Epstein, der er vicepræsident for den amerikanske organisation United
Synagogue, ryster ikke på hænderne, blot fordi sidste akt i det kristne højres
teologiske drejebog bereder jøderne en temmelig grusom skæbne; han tager
derimod mod støtten fra de selv samme kristne med åbne arme: »I'm going to
take the support because Israel needs it. Their theology is in a
different world. We can cope with it.« (The Guardian, 28.10.2002).
Men lige så stærk denne alliance er politisk, lige så skrøbelig må den altså
nødvendigvis være teologisk på lidt længere sigt. F.eks. er tv-prædikanten
Jerry Falwell, stifteren af Moral Majority, kommet til at udtale sig lidt for
bramfrit. Om Antikrist hævder han: »The only thing we know is,
he must be male and Jewish.«
Falwell blev beskyldt for at indgyde antisemisme og undskyldte senere sin bemærkning,
om end på tvetydig vis: »I apologize not for what I believe, but for my lack
of tract and judgment in making a statement that served no purpose whatsoever.«
(Gorenberg 2002, s. 240). Han trækker med andre ord intet tilbage, men beklager blot, at han gav
udtryk for sin opfattelse.
Parallelt med determinerede kristne og jødiske forventninger og forberedelser
til messias' komme blander også islamiske traditioner sig i iscenesættelsen af
det kosmiske drama. Den falske messias i den islamiske optik, al-masih
al-dajjal vikler sig ind og ud af jødernes og de kristnes nærforventninger,
så messias'er og falske messias'er fra tre verdensreligioner væves ind i
overlappende, men konkurrerende eskatologiske begivenheder.
Gershom Gorenberg konstaterer: »At the world's end, the believers of
three faiths will watch the same drama, but with different programs in their
hands. In one Jesus is Son of God; in another he is a Muslim prophet. The Jews'
messiah is cast in the Muslim script as the dajjal – another name for
the Antichrist, the deceiver predicted by Christian tradition. The infidels in
one script are the true believers of another.« (Gorenberg 2002, s. 44).
Udløsende er, hvad der sker på det lillebitte område i Jerusalem, som vi
kender som Det Ædle Helligsted eller Tempelbjerget.
Skønt man ikke er enige om, hvad det er for en messias eller falsk messias, der
står parat i kulissen, er altså en række toneangivende kræfter inden for det
kristne højre såvel som den ortodokse jødedom i store træk enige om, at
Dagen er nær, og at Hans komme forudsætter Templets genrejsning, som forudsætter
en renselsesproces – som forudsætter asken fra brandofferet af en rød,
lydefri kvie.
I 1997 begynder menneskemasser at valfarte til en gård i Israel for at
besigtige kvien Melody. Euforien tiltager.
Den Røde Kvie og Den Neokonservative Gud
Christian Coalition har ca. 1-2 millioner medlemmer. Det kristne højre er i det
hele taget den største magtfaktor overhovedet i Det Republikanske Parti –
hele 28 procent af de republikanske vælgere har denne baggrund (jf. Politiken,
25.10.2002).
Ifølge en meningsmåling, som Time og CNN foretog i juli 2002, tror 17% af alle
amerikanere, at verdens undergang vil indtræffe i deres egen levetid, og hele
59% er overbeviste om, at profetierne i Johannes' Åbenbaring vil blive til
virkelighed på et eller andet tidspunkt.
Selv om det i akademiske, europæiske kredse kan synes bizart, er det kristne højre
i USA ingenlunde et marginaliseret fænomen, men tværtimod en politisk
magtfaktor i den absolutte sværvægtsklasse.
Den amerikanske præsident, George Bush Junior er selv »New Born Christian«,
vejledt af endnu en berømt tv-prædikant, Billy Graham. Graham bliver kaldt
USAs »protestantiske pave«, fordi han har rådgivet en række amerikanske præsidenter,
bl.a. Eisenhower, Kennedy og Nixon. Ved begyndelsen til USA's første krig mod
Irak i 1991 stod Graham side om side med præsident Bush Senior i Det Hvide Hus.
Christian Coalitions nuværende leder, Roberta Combs bakkede tilsvarende
betingelsesløst op om Bush Juniors krigsplaner mod Irak i 2003: »We stand
wholeheartedly with President Bush in his quest to end the rule of dictator
Saddam Hussein in Iraq. (…) We urge the American people to stand with
President Bush in his quest to fight terrorists and bring democracy and Western
values to all regions of the Earth. President Bush is a friend, and a very
courageous leader, and I pray for him daily.« (Pressemeddelelse fra Christian Coalition).
Christian Coalition støttede
markant op om Bush Junior under præsidentvalget i 2000, hvor han
blev det kristne højres bannerfører efter i en tv-duel at have udnævnt Jesus
til at være sin foretrukne »filosof«. Bush er i dag ikke bare en præsident,
som støttes af det religiøse højre, han er ligefrem bevægelsens ikon og
lederskikkelse, hedder det i en analyse i Washington Post: »For
the first time since religious conservatives became a modern political movement,
the president of the United States has become the movement's de facto leader –
a status even Ronald Reagan, though admired by religious conservatives, never
earned. Christian
publications, radio and television shower Bush with praise, while preachers from
the pulpit treat his leadership as an act of providence. A procession of
religious leaders who have met with him testify to his faith, while Web sites
encourage people to fast and pray for the president.« (Washington
Post, 24.12.2001).
Den amerikanske udenrigspolitik i Mellemøsten er direkte og indirekte under
indflydelse af eskatologiske tv-kristnes og ortodokse jøders
messias-forventninger. Men betydningen af denne særegne teologiske dimension
skyldes ikke bare dens store opbakning og indflydelsesrige repræsentanter. Den
hænger også sammen med, at det kristne højre trækker i samme retning som den
udslagsgivende, neokonservative magt-ideologi, der under Bush Junior er blevet
forenet i en massiv, fælles stræben efter stærk, amerikansk global dominans.
At religiøs fundamentalisme og ortodoksi så ubesværet kan falde ind i
dennesidige, amerikanske magtinteresser, hænger sammen med, at umiddelbare delmål
er sammenfaldende (herunder støtten til Israel), men skyldes også den i
forvejen tungtvejende religiøse dimension, som amerikansk politik er
determineret af, og som jeg afslutningsvist kort skal forsøge at
eksemplificere.
I februar 2002 underskriver 58 amerikanske intellektuelle erklæringen »What
We're Fighting For«, der bakker op om den amerikanske regerings »krig mod terror«. Den giver et illustrativt billede af,
hvilken teologi der er kendetegnende for fremtrædende, neokonservative
aktører, som med nogen ret kan siges at være repræsentative for den
intellektuelle ånd i amerikansk udenrigspolitik i de senere år.
Blandt erklæringens underskrivere står flere notabiliteter, bl.a. Samuel P.
Huntington og Francis Fukuyama, der efter Sovjetunionens sammenbrud har været
blandt de allermest toneangivende politiske filosoffer i USA.
Erklæringen lægger ud med, hvad underskriverne holder for »fundamentale
sandheder«, bl.a. at »drab i Guds navn står i modsætning til tro på Gud og
er det største forræderi mod den religiøse tros universalisme«.
Hensigten er naturligvis at trække en skarp linje mellem den religiøse
dimension i det amerikanske samfund (og i amerikansk politik) og den form for
selvlegitimering, som f.eks. al Qaeda benytter sig af, når terrorangreb med
drab på civile hævdes at være religiøst sanktioneret.
Den religiøse motivation er fremtrædende erklæringen igennem. Der tales igen
og igen om »sandheder«, som holdes for fundamentale, ja, der refereres til »universelle,
moralske sandheder«, og der fremhæves sågar dokumenter fra nationens grundlæggere
som en slags sakrale kilder til »Naturen og Naturens Gud« – lige fra Declaration
of Independence til Martin Luther Kings Letter from the Birmingham Jail.
Erklæringen blotlægger nærmest en særegen, amerikansk politisk-religiøs
overbygning på kristendommen. Der er tale om en noget mere spidsfindig
teologisk legitimering af USAs udenrigspolitik og nuanceret selvforståelse end
den, der f.eks. kendetegner Christian Coalitions apokalyptik og eskatologi. Men
netop fordi det er forfatterne magtpåliggende at reservere sand og ægte »tro«
en religiøs dimension, der på én og samme tid honorerer amerikansk politik og
afskriver antiamerikansk islamisme, forvilder den sig samtidig ud i nogle
teologiske problemer, som man tilsyneladende ikke ser grund til at reflektere
over i den ellers omfangsrige tekst. F.eks. kommer kristendommens helligskrift
til at stå i modstrid med erklæringens »fundamentale sandhed« om, at drab i
Guds navn er uforeneligt med (og »forædderi« mod) tro på Gud, fordi Bibelen
flere steder netop bifalder guddommeligt sanktionerede drab.
Alene i Femte Mosebog hedder det tre gange, at Gud »vil selv føre krig for jer«,
hvilket gentages flere gange i andre gammeltestamentlige skrifter, hvor Gud i øvrigt
heller ikke afholder sig fra direkte at befale krig: »De gik i krig mod
midjanitterne, sådan som Herren havde befalet Moses, og de dræbte alle mænd.«
(4.Mos. 31,7). Drabene på indbyggerne i de byer, Josva erobrer, præciseres
endog i utvetydige vendinger: »Men alle menneskene
huggede de ned med sværd, indtil de havde udryddet dem; de lod ikke en levende
sjæl tilbage. Det, Herren havde befalet sin tjener Moses, havde Moses befalet
Josva, og det gjorde Josva.« (Jos. 11,14-15). I Det Nye Testamente
tilskrives Jesus udsagnet: »Men mine fjender dér,
som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.«
(Luk. 19,27).
Skriftsteder i Bibelen står altså ikke uden videre i kontrast til at dræbe i
Guds navn, hvilket imidlertid kolliderer med »troen på Gud«, hvis Fukuyamas,
Huntingtons og de øvrige underskriveres »fundamentale sandhed« skal tages for
pålydende.
Også i konkret politik er ikke bare al Qaeda, men også amerikanske præsidenter
på kanten af »forræderiet« mod troen på Gud, hvis vi skal følge erklæringens
trosbekendelser. F.eks. takker præsident Truman for atombomben med ordene: »Vi
takker Gud for at [atombomben] er kommet til os i stedet for til vore fjender;
og vi beder til, at Han må styre os, så vi bruger den på Hans måde og til
Hans formål.« (Scowen 2002, s. 157).
Hvordan det end vendes og drejes, er drab i Guds navn hverken direkte eller
indirekte fraværende i Bibelen eller i amerikansk udenrigspolitik, men dilemmaet
glimrer ved sit fravær i erklæringen fra de 58 intellektuelle, skønt de altså
i høj grad motiverer deres forehavende med afsæt i en kristen teologi.
Den Røde Kvie og De Sidste Tider
Væsentlige træk ved et toneangivende intellektuelt forsvar for amerikansk,
neokonservativ udenrigspolitik opererer med en klar, teologisk legitimering, som
skønt det ikke går ind i eskatologiske overvejelser, dog blotlægger en
eksplicit bibelsk begrebsramme, der derved unægtelig er beslægtet med
udgangspunktet for det kristne højre. Bibelen er utvivlsomt en langt mere
dominerende faktor i amerikansk politik, end vi er bekendt med i vesteuropæisk
politik i almindelighed og nordeuropæisk politik i særdeleshed.
Derfor vil også en religionsvidenskabelig – såvel som en politisk –
analyse, der f.eks. alene henviser den lydefri, røde kvie til en plads på
lageret over løjerlige kuriositeter fra isolerede og marginaliserede religiøse
eksistenser, gå galt i byen i flere henseender.
Dels er Den Røde Kvie et håndgribeligt tegn med de videst tænkelige
implikationer for ultraortodokse jøders og millioner af amerikanske
bibelfundamentalisters tro og er derved en vigtig påmindelse om, at
religionsvidenskab må forfølge logikken i det religiøse ræsonnement på
dette ræsonnements egne præmisser, også hvor disse ligger til grund for at se
myter og mirakler aktualiserede og virkeliggjorte – både før og efter det
tredje årtusind efter vor tidsregning. Hvis vi kan forstå, hvorledes en rød
kvie kan blive udslagsgivende for begivenheder med potentielle globale
konsekvenser uden at automat-klassificere den bagvedliggende tro som et udslag
af et blot og bart irrationelt vanvid, er det vel tænkeligt, at også mindre
ildevarslende fænomener fra religionernes univers i det mindste lader sig
belyse og forstå mere konkret og mindre abstrakt til gavn for forskningens
almene fordomsfrihed over for fremmedartede begrebsrammer. (En kritisk vurdering
af de moderne jødiske og kristne eskatologers eksegetiske mellemregningers
ahistoricitet er så en anden sag).
Dels er Den Røde Kvie en påmindelse om, at tro så sandelig kan flytte bjerge,
om vi så bryder os om det eller ej, også uden at have samme spektakulære
karakter som terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
Magtbalancen i Mellemøsten i almindelighed og i Israel i særdeleshed er stadig
under stor indflydelse af den status, som Tempelbjerget indtager. Det er den dag
i dag et aktivt helligsted, hvor dramatiske begivenheder kan gå hen og ryste
hele den historiske by, hele landet, hele Mellemøsten og måske den ganske
verden. Blot få eskatologiske gerningsmænd kan i værste fald sprænge
Klippemoskeen i luften og sætte først byen, siden nationen og regionen i
brand. Man behøver slet ikke abonnere på bibelsk eskatologi for at kunne se,
hvilken skæbnesvanger global krise et sådant scenario under alle omstændigheder
let kan udløse.
Men som altid er det så som så med at se bjælken i vores eget øje. En
syndflod af gentagne fjendebilleder har siden Den Kolde Krig derimod effektivt dæmoniseret
muslimer verden over og lært os at se suspekte, middelalderlige
terroristaspiranter bag arabiske ansigtstræk og mørklødede medmennesker med
langt skæg. Klippemoskeens sikkerhed er derimod ikke en bekymring, der vies
megen opmærksomhed.
Men når alt kommer til alt, blegner den overdrevne frygt for den islamistiske,
globale terrorisme ved siden af konsekvenserne af det drama, som talrige
ortodokse jødiske og fundamentalistiske kristne længes efter at opføre på
islams tredjehelligste område, Det Ædle Helligsted.
Vi skal selvsagt ikke erstatte ét endimensionalt fjendebillede med et andet.
Fundamentalisme og ortodoksi er naturligvis ingenlunde synonymt med terrorisme
og dæmoni, hvad end der er tale om jødisk, kristen, islamisk eller hinduistisk
fundamentalisme og ortodoksi.
Men derfor bør vi af gode grunde ikke undlade at se med nøgtern bekymring på
eskatologisk aktivisme i USA og Israel i dag, for hvem Klippemoskeen står i
vejen og helst sås jævnet med jorden. Viljen er der. Midlerne er der. Troen er
der.
Som det blev klart også for en bredere offentlighed i løbet af 1997, da fødslen
af Melody blev en verdensnyhed. En rød, lydefri kvie, hvis treårige fødselsdag
i 1999 blev imødeset med ekstatisk, eskatologisk spænding af millioner af
troende.
Hvad hændte da?
I 1998, da Melody var halvandet år gammel, åbenbarede sig pludselig en
hvid hårtot på kviens halespids.
Melody var ikke længere lydefri. Eskatologien var aflyst, og vores gamle
verden fik således endnu engang en respit.
Men der spejdes skam stadig væk, og rygter om fødslen af en rød, lydefri kvie
cirkulerer fra tid til anden. En kristen kvægavler i USA har ligefrem iværksat
et større avlsprojekt, der med genteknologiens bistand skal fremavle røde,
lydefri kvæg, som kan eksporteres til Israel.
Men indtil videre er det altså ikke lykkedes, og indtil videre står
Klippemoskeen urokket af moderne eskatologers håb og planer om at fjerne den.
Lad os andre håbe, at den får lov til at blive stående i mange, mange årtusinder
endnu, for hvis vi et øjeblik tager den eskatologiske køreplan for pålydende,
så er Klippemoskeen og dermed muslimernes kontrol over Tempelbjerget faktisk
garanten for, at Dommedag ikke kan indtræffe.
Så længe Klippemoskeen står, hvor den står i dag, ser det altså ud til, at
også verden får lov til at bestå.
Rune Engelbreth Larsen
Religionsvidenskabeligt Symposium, Aarhus Universitet, 12.3.2004
Trykt i TOTEM, Særnummer 2005: Krig, konflikt og fjendebilleder
Litteratur
Bilde, Per og Peter Steensgaard (red.): Zionismen og Israel (Århus; Forlaget Aros 1983)
Clausen, Egon: Øje for øje. En beretning fra det modernes bagside (Kbh.; Gyldendal 2003)
Engel, Matthew: "Meet the New Zionists" (The Guardian, 28.10.2002)
Gorenberg, Gershom: The End of Days? Fundamentalism and the Struggle for the Temple Mount (New York, Oxford University Press 2002).
Holm-Nielsen, Svend: Historien bag Palæstina-problemet (Kbh.; Berlingske Forlag 1975)
Kaarsholm, Lotte Folke: "Nu sætter det kristne højre normen" (Information, 19.11.2002)
Larsen, Rune Engelbreth: Terrormyten og det amerikanske imperium (Kbh.; Tiderne Skifter 2003)
Milbank, Dana: "Religious Right Finds Its Center in Oval Office" (Washington Post, 24.12.2001)
Rosenberg, Göran: Det tabte land. Israel - en personlig historie (Tiderne Skifter, 2. udg., Kbh. 2001)
Scowen, Peter: Amerikas sorte bog (Forlaget Per Kofod; Kbh. 2002)
