Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Totem: Krig, konflikt og fjendebilleder | Essay

Moderne iscenesættelse af bibelsk apokalyptik og eskatologi i USA og Israel

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint


Religionsforskning kan ofte forekomme at være et af de mest verdensfjerne studier, ikke mindst i de tilfælde, hvor en væsentlig del af det materiale, der er genstand for forskningen, består af kildetekster med et eller flere årtusinder på bagen.

Ikke alene er den immanente religionsfænomenologi ofte af så bizar karakter, at det kan være vanskeligt nok at forstå, hvorledes myter og skrifter trods alt er blevet fortalt og nedskrevet af mennesker, som i det mindste biologisk ikke afviger spor fra os selv, men som ikke desto mindre har begrebsliggjort en verden, der på visse, essentielle områder tilsyneladende hævdes at afvige radikalt fra vores egen.

At der er mennesker i vor egen samtid, der ikke blot læser, men dyrker sådanne, årtusindgamle ord og her hævder at finde eksakte angivelser af begivenheder, som udspiller sig i nutiden (eller den allernærmeste fremtid), kan ofte nok strække forståelsesevnen til det alleryderste. Det skyldes måske til dels, at den tidsalder, vi selv befinder os i, er kendetegnet af »kildetekster« i avisform, hvoraf langt den overvældende hovedpart af dagens udgave som regel er fuldkommen irrelevant, længe inden dagen er omme – hvis ikke allerede før den overhovedet har set tryksværte.

Det kan således være lige så vanskeligt at acceptere såkaldte fundamentalisters forhold til årtusindgamle skriftsteders påståede betydning for storpolitiske begivenheder i det tyvende eller enogtyvende århundrede, som det i forskningsmæssigt øjemed imidlertid er absolut nødvendigt at begribe den inhærente logik i et ræsonnement, der har dette udgangspunkt. Så længe vi i det mindste vil fastholde, at forskning uundgåeligt må implicere forståelse.

Men ikke bare er det nødvendigt at forstå et sådant ræsonnement af akademiske årsager: I visse tilfælde kan det også være nødvendigt af alment menneskelige såvel som af ganske betydningsfulde, politiske årsager.

Den Røde Kvie og Den Jødiske Messias

»Herren talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: Dette er det lovbud, Herren har kundgjort: Sig til israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri kvie, der er uden fejl og ikke har båret åg.« (4.Mos. 19,1-2).

Kan skriftsteder af årtusinders ælde have afgørende indflydelse på globale begivenheder i begyndelsen af det enogtyvende århundrede? Kan tro flytte bjerge og gøre ét menneske til udslagsgivende aktør i det storpolitiske drama, selv om vedkommende hverken er præsident, general eller multimilliardær, men ene og alene tror? Kan fødslen af en rød, lydefri kvie sætte en by, et land, et kontinent eller måske endda verden i brand?

Ja, vil fundamentalisten svare – og tilføje: Thi det står skrevet.

Hvor diskutabelt det end forholder sig med sandhedsværdien af tilføjelsens »thi«, kommer vi faktisk vanskeligt udenom en umiddelbar bekræftelse af f.eks. den røde kvies signifikans og dermed i sidste ende også af troens. For nu at stille det lidt på spidsen: Hvis fødslen af en rød kvie kan sætte en begivenhedsrække i gang, der kan ændre verdenshistorien markant, fordi nogle tror det, så kan troen for så vidt også flytte bjerge.

I 1996 blev der således født en rød kvie i Israel med det fredelige navn Melody. Og vel at mærke en tilsyneladende lydefri, dvs. »fejlfri«, rød kvie. Hvad der gjorde begivenheden ekstra bemærkelsesværdig var det faktum, at dens lykkelige moder var en sort-hvid ko, uden den mindste antydning af rødt.

Dette var opsigtsvækkende nok i sig selv, for skønt sæden stammede fra en rød tyr i Svejts, er en lydefri, rød kvie overordentlig usædvanlig. Med profetiske skriftsteders hjælp er den tilmed element i en betydningssættende fortælling, der har – eller kan få – mirakuløs karakter.

Ifølge Moses Maimonides' Mishneh Torah fra det tolvte århundrede er der kun ni historiske eksempler på fødslen af en lydefri, rød kvie i Israel. Ofringen af netop en sådan kvie var imidlertid altafgørende i den antikke jødedom, fordi asken fra dette brandoffer er en uundværlig ingrediens i den renselsesproces, som er påbudt, hvis man skal undgå at »besmitte Herrens bolig«, som det hedder (4.Mos. 19,13).

Uden asken, ingen renselse, og uden renselsen, ingen adgang til det helligsted, hvor templet stod, og derfor ingen adgang til templet.

Derved bliver fødslen af en rød kvie i dag andet og mere end et af naturens pudsige luner, der giver mindelser om en rituel rensning for et par årtusinder siden. Den bliver manifestationen af et håb om atter at rejse templet, fordi forudsætningen for overhovedet at kunne betræde »Herrens bolig« uden at besmitte den, er denne renselsesproces, der har været umulig i næsten to tusind år.

Det første tempel, Salomos Tempel, blev ødelagt af babylonierne i 587 f.v.t., det andet tempel, Zerubabbels Tempel, blev påbegyndt i 538 og indviet i 515, og skønt en overgang vanhelliget stod det i mere end et halvt årtusind, indtil det endeligt blev jævnet med jorden af romerne i 70 e.v.t. Den plads, hvor det stod, og som jøderne kalder Tempelbjerget (Har Habayit) og muslimerne Det Ædle Helligsted (al Haram al Sharif), huser i dag bl.a. Klippemoskeen. Trods Israels indlemmelse af Østjerusalem efter Seksdageskrigen i 1967 er dette område helt undtagelsesvist fortsat under islamisk kontrol. Jødisk såvel som islamisk tradition identificerer det med Morija-bjerget, hvor Gud ifølge Den Hebraiske Bibel og Koranen befalede Abraham at ofre sin søn (Isak ifølge Den Hebraiske Bibel, Ismael ifølge Koranen).

Tempelbjerget har derfor ikke mistet sin betydning for ortodokse jøder – måske tværtimod, efter at staten Israel blev udråbt i 1948 og siden har erobret og besat stadig større dele af det tidligere britiske mandatområde, Palæstina.

Denne begivenhedsrække tåler sammenligning med nogle af de væsentligste bibelske beretninger om en jødisk storhedstid i Det Hellige Land:

Efter et par årtusinders forfølgelse, undertrykkelse og diskrimination, efter pogromerne i Rusland, og ikke mindst efter at have været genstand for holocaust, et af historiens grusomste folkemord, har dette marginaliserede og hårdt prøvede folkeslag nu rejst sig og (gen)indtaget den absolutte hovedrolle i Det Hellige Land. Med Theodor Herzl som bannerfører (zionismes væsentligste fader-, for ikke at sige Moses-skikkelse) og uden hensyntagen til den oprindelige, arabiske befolkning blev jøderne atter vist det forjættede land i slutningen af det nittende århundrede, som de siden har indtaget i løbet af det tyvende. Aldrig tidligere har jøderne været i nærheden af denne position som en reel, regional supermagt, som nationen indiskutabelt indtager i Mellemøsten i dag.

I et par årtusinder har jøder under påskefesten udtalt ordene »Næste år i Jerusalem«, og det turde være indlysende, hvor nærliggende det på baggrund af Israels historie i det tyvende århundrede derfor må være for ortodokse jøder at se Guds direkte indgriben i historien og bibelsk mytologi reaktualiseret her og nu.

Men der er ultraortodokse jøder, som vil gå langt længere end til en »blot og bar« opfattelse af et mere eller mindre realiseret religiøst mål med oprettelsen af staten Israel.

Det er i disse kredse ikke blot tilfældet, at oprettelsen af staten Israel og en de facto indlemmelse af Østjerusalem styrker troen på en guddommelig velsignelse, nej, dette var kun prologen, der er endnu større ting på spil – og på vej.

Der er tale om opfyldelsen af en apokalyptisk og eskatologisk køreplan, som indebærer, at den jødiske messias skal manifestere sig i en meget nær fremtid, hvor Davids kongerige genoprettes i Jerusalem. Lektor i religionsvidenskab, Per Bilde skriver f.eks.: »Teologisk betyder det, at man tolker den jødiske stat som et – første eller forberedende – skridt på forløsningens vej til Messias' komme og den eskatologiske genoprettelse af Israel. For de religiøse zionister er de sidste tider således allerede begyndt, for så vidt som staten er oprettet, de eksilerede er på vej tilbage til Israel, og staten i nogen grad er præget af Torah'en.« (Bilde 1983, s. 88).

Der er nogle skridt, som kommer før andre på forløsningens vej. Messias' komme hænger således sammen med realiseringen af et Stor-Israel, der bl.a. inkluderer en fuldstændig indlemmelse af de besatte områder og en genrejsning af templet.

Der er dog det ikke helt uanselige aber dabei, at der bl.a. står en moské i vejen, fordi muslimerne som nævnt har kontrollen over Tempelbjerget. Derfor er der naturligvis også ortodokse kræfter, for hvem det er imperativt, at ikke mindst Klippemoskeen fjernes, hvilket da også er blevet forsøgt – ekstremisters planer om bombesprængninger er dog hidtil blevet afsløret i tide.

Men der er andet og mere end efterretningstjenester og sikkerhedsvagter, som står i vejen for sådanne, drastiske forehavender – i hvert fald indtil videre. For før problemet med Klippemoskeen kan overvindes, er der nogle uomgængelige teknikaliteter, som skal falde i hak for at facilitere den eskatologiske køreplan.

Ligesom messianismens ubønhørlige logik afkræver efterfølgelsen af en minutiøs begivenhedsrække, afkræver samme logik en efterlevelse af rituelle formalia. Der kan ikke snydes på vægtskålen, og man kan ikke uden videre spadsere ind på Tempelbjerget, jævne Klippemoskeen med jorden og bygge templet – thi også dét står skrevet. I det mindste ifølge den læsning af Fjerde Mosebog, kapitel 19, der bl.a. paralleliserer Tempelbjerget og Åbenbaringstemplet.

Den samme, messianske logik, som motiverer ortodokse jøder til at kæmpe for en rydning af Tempelbjerget med henblik på bygningen af templet, forhindrer dem også i at gøre det – så længe der ikke er født en lydefri, rød kvie, fordi renselsen ikke kan udføres før. Der er nemlig tale om en »evig gyldig anordning«, som det stipuleres to gange i samme kapitel i Fjerde Mosebog (4.Mos., 19,11 og 19,21).

Her kommer kvien Melody atter ind i historien. For ifølge Maimonides vil den tiende røde kvie netop blive født i De Sidste Tider, hvor den jødiske messias skal manifestere sig, og hvor templet ifølge traditionen vil blive genrejst.

Det er den ultimative begivenhed i jødernes historie, der kan stå for døren, så der er som allerede antydet ingen lette genveje. Det er ikke tilstrækkeligt at ofre en treårig kvie, og det er ikke tilstrækkeligt at ofre en treårig, rød kvie – renselsesprocessen kan kun gennemføres med asken fra en treårig, rød, lydefri kvie. Blot 2-3 hvide hår kan ifølge de skrappeste udlægninger diskvalificere en ellers nok så rød kvie.

Kvien skal slagtes og brændes til aske uden for Templet, fordi kun asken herfra kan rense et menneske fra kontakt med afdøde, før man betræder Tempelbjerget eller går ind i Templet og deltager i kulten. Og da næppe noget menneske ikke har været i nærheden af en afdød, er al adgang simpelthen umuliggjort, indtil renselsesprocessen kan gennemføres.

Der har siden Seksdages Krigen i 1967 været en udbredt, ortodoks konsensus om, at det ikke er tilladt jøderne at sætte fod på (hele eller dele af) Tempelbjerget, før en stringent renselse. Derfor kunne Tempelbjerget vanskeligt betrædes, derfor kunne Klippemoskeen vanskeligt fjernes, derfor kunne templet vanskeligt bygges, og derfor kunne den jødiske messias vanskeligt ankomme – før nu.

I det mindste er det omtrent en sådan kobling af Fjerde Mosebogs kapitel 19, rabbinsk tradition og spidsfindig eksegese, der er en integreret del af forudsætningen for den eskatologiske køreplan, som en række ultraortodokse kræfter studerer og aktivt søger at facilitere med henblik på messias' komme.

Som Gershom Gorenberg skriver i sin omfattende analyse af Tempelbjergets betydning for fundamentalisters adfærd og nærforventning omkring det seneste årtusindskifte, har asken fra den sidste, lydefri, røde kvie har været en saga blot siden romernes destruktion af templet i 70 e.v.t., hvilket hidtil ikke har haft praktisk betydning, da der ikke har været noget tempel at betræde: »Every Jew became impure by reason of presumed contact with death which, practically speaking, didn't matter much because there was no sancturay to enter and sacrifice had ceased being the center of Judaism. The tenth heifer logically belonged to the imagined time of the messiah because a rebulit temple also did.« (Gorenberg 2002, s. 11).

For nogle er den messianske tidsalder efter fødslen af kvien Melody blot ikke længere en del af en »imagined time«, men tværtimod overordentlig nærværende netop i vor tid.

I marts 1997 får kvien derfor besøg af en delegation, bestående af tre minibusser med rabbinere, der skal eksaminere den røde kvie. Dommen bliver snart afsagt: Melody er lydefri og kan derfor være den ventede, tiende røde kvie. Begivenheden bliver fejret, og rabbinere danser glædesstrålende på gårdspladsen. Verdenspressen fra CNN og CBS til japanske og europæiske medier ankommer siden i stort tal til den israelske gård med den usædvanlige kvie – sine steder med et skævt smil på læben under dækningen af »miraklet«.

Den rabbinske konsensus om ikke at sætte fødderne på Tempelbjerget er tydeligt påvirkelig af en sådan begivenhed. F.eks. ser den tidligere israelske indenrigsminister, Eli Suissa fra det ultraortodokse parti, Shas, fødslen som et vendepunkt: »In a speech to right-wing professors, he repeated the rabbinic position since 1967, saying that he wasn't interested in Jewish control of the Temple Mount for religious reasons. But, he added, 'when use is made of the red cow that's been discovered, and the people of Israel can be purified through its ashes, I'll change my mind'.« (Gorenberg 2002, s. 15).

Bekendt med de apokalyptiske implikationer i de mest determinerede, ortodokse kredse, kalder den israelske avis Ha'aretz kvien Melody for »a four-legged bomb«, mere farlig end nogen terrorist, og foreslår lige ud at aflive kvien med »a bullit in the head« (Gorenberg 2002, s. 10).

Lejemordere udebliver imidlertid, og det jødiske tempel er med ét rykket et afgørende skridt nærmere genrejsningen på Tempelbjerget.

Tilbage forestår blot en kort ventetid, hvor det skal vise sig, om kvien nu også forbliver lydefri, indtil den som treårig har nået den rette offeralder, hvilket vil indtræffe i det så apokalyptiskklingende år: 1999.

Den Røde Kvie og Den Kristne Messias

Den Røde Kvie har imidlertid afgørende betydning for andre end de mest ortodokse jøder med apokalyptiske forhåbninger, faktisk er dens fødsel om muligt mindst lige så signifikant for fundamentalistiske, kristne bevægelser i USA.

Den vigtigste bevægelse er Christian Coalition, som blev stiftet i 1989 af tv-prædikanten Pat Robertson, der året for inden var blevet slået som republikansk præsidentkandidat af George Bush Senior. Robertsons kandidatur var ikke desto mindre afgørende for etableringen af den kristne højrefløj som en seriøs, politisk magtfaktor i USA, hvis indflydelse ikke mindst er udtalt i det Republikanske Parti.

Christian Coalition er overfladisk betragtet kendetegnet af en traditionel, konservativ politisk profil med et strengt, kristent islæt, hvor man kræver lavere skatter, bekæmper abort, pornografi og homoseksualitet, modsætter sig evolutionsteorien og advarer kraftigt mod den negative indflydelse fra både FN og islam.

Men alt dette er trods alt sekundært. Primært er det, at vi for det kristne højre befinder os i De Sidste Tider, hvor en række begivenheder er ved at falde på plads, så messias kan vende tilbage, og et kristent Dommedagsscenario kan udspille sig.

Pat Robertson har således forladt tidligere, fundamentalistiske tendenser til passivt at afvente Kristi genkomst og er i dag én af mange nøglefigurer i den højrekristne bevægelse, der aktivt forventer og forbereder Kristi' genkomst inden for de allernærmeste år.

Til trods for de forskellige, religiøse udgangspunkter er der en iøjnefaldende overlapning mellem indflydelsesrige, fundamentalistiske kristne bevægelser i USA og ekstremistiske, ortodokse jødiske kredse i Israel: Begge finder belæg i Bibelen for, at messias' komme er nærtforestående, og begge anser det for at være imperativt, at en række forudsætninger allerede er faldet i hak eller vil falde i hak i den nærmeste fremtid, for at dette mirakel kan indtræffe. Israels oprettelse, jødernes valfart til deres nye hjemland i stort tal, Østjerusalems de facto indlemmelse, bosættelsernes ekspansion – alt sammen opfattes som håndfaste tegn, der uvilkårligt markerer begyndelsen på De Sidste Tider.

Derfor støtter man i fællesskab bosætterne i de besatte områder, afviser kategorisk en palæstinensisk statsdannelse og kræver Gaza og Vestbredden fuldstændig indlemmet i Israel.

Endelig anser begge bevægelser det for at være af altafgørende betydning, at jøderne genrejser Templet på Tempelbjerget. Thi det står alt sammen skrevet.

Som allerede antydet er det trods alt ret tvivlsomt, hvad der egentlig står skrevet herom, men det rokker ikke ved de overbevistes overbevisning, for »skriften kan ikke omstødes«, som det hedder i Johannes Evangeliet (Joh. 10,35).

Det korte af det lange er, at kristne fundamentalisters køreplan for den kristne messias' genkomst er sammenfaldende med ortodokse jødiske kredses køreplan for den jødiske messias' ankomst. I det mindste indtil et vist punkt.

Professor Linda Kintz fra University of Oregon beretter fra Christian Coalitions årsmøde i 2002: »Prædikanten Joyce Meyer, årets hovedtaler, sagde fra talerstolen, at adskillelsen mellem kirke og stat var satanisk. Hun talte desuden om, at vi lever i de sidste dage på jorden. Det er grunden til, at Christian Coalition har rettet opmærksomheden mod Israel. Ifølge deres apokalyptiske beretning skal jøderne besætte Jerusalem, før Kristus kan komme tilbage til jorden. Derfor vil de gerne hjælpe dem hjem.« (Information, 29.11.2002).

Dette er ganske enkelt baggrunden for den meget indflydelsesrige alliance mellem ortodokse jødiske lobbyister og fundamentalistiske kristne lobbyister i USA.

Christian Coalition forventer en tid, hvor der høres »krigslarm og krigsrygter«, hvor »folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være jordskælv både her og der«, som det jo hedder i den synoptiske apokalypse. Og lever vi måske ikke netop i en sådan tidsalder i dag?

Her preller det naturligvis helt af på fortalerne for denne iscenesættelse af verdens undergang, at der ud fra et globalt perspektiv vel næppe gives et tidspunkt i verdenshistorien, hvor der ikke har været krigsrygter og jordskælv, både her og der. Men forskellen er naturligvis den, at vi nu konstant får dette at vide af de massemedier, der i dag er blevet globale i deres dækning og konstante i deres nyhedsstrøm, hvorfor det er blevet endnu lettere at »bekræfte« tegnene på en forestående dommedag.

Daniels Bog rummer flere nøgler til den eskatologiske køreplan og dermed til kristne og jødiske nærforventningers sammenfald, fordi Den Hebraiske Bibel naturligvis indtager rollen som Det Gamle Testamente i den kristne kanon, og således i det kristne perspektiv må lede frem til Det Ny Testamente – herunder ikke mindst til den nytestamentlige eskatologi.

De kristne fundamentalisters læsning af Daniels Bog forstår selvsagt teksten på deres egen måde og anser den konge, der ifølge profetien skal vende op og ned på alting – eller »sætte sig for at ændre tider og lov« (Dan. 7,25), som det hedder – som identisk med Dyret i Johannes' Åbenbaring, dvs. Antikrist.

Afslutningen på kapitel 9 i Daniels Bog udlægges derfor gennem en kreativ krydslæsning af bl.a. Johannes' Åbenbaring, den synoptiske apokalypse og Daniels Bog som en sammenhængende profeti, ifølge hvilken Antikrist gennem diplomatiets kunst vil skabe en helt ny verdensorden. Han vil i den forbindelse genopbygge Babylon og indgå en syvårig pagt med Israel, hvorunder Templet vil blive genrejst, efter at det har været »prisgivet hedningerne«, som det hedder i Johannes' Åbenbaring (Åb. 11,2). De samme »hedninger« kan jo så passende anskues som muslimerne, der i dag kontrollerer Tempelbjerget.

Midt i denne syvårige periode vil Antikrist imidlertid sætte en stopper for de daglige ofringer og rejse »ødelæggelsens vederstyggelighed« i templet (jf. Dan. 9,27 og 12,11; Mark. 13,14; Matt. 24,15). Og derfra haster det mod Enden.

Har en række historiske begivenheder i det tyvende århundredes Israel altså »bekræftet« såvel jødiske som kristne forventninger til De Sidste Tider, begynder forventningerne ikke desto mindre at kollidere, når vi når frem til det absolutte slutspil. Ifølge det kristne højre vil en del af jøderne på dette tidspunkt erkende, at de har begået en kapital fejltagelse ved at bifalde Antikrists genrejsning af templet, hvorefter de vil angre og konvertere til kristendommen, mens de øvrige, ikke-angrende jøder må forudse total udslettelse og evig fortabelse.

Direkte adspurgt lægger ingen af parterne skjul på dilemmaet, men det er selvsagt ikke det forhold, der ekspliciteres allerhyppigst inden for den politiske alliance mellem jøder og det kristne højre.

Jerome Epstein, der er vicepræsident for den amerikanske organisation United Synagogue, ryster ikke på hænderne, blot fordi sidste akt i det kristne højres teologiske drejebog bereder jøderne en temmelig grusom skæbne; han tager derimod mod støtten fra de selv samme kristne med åbne arme: »I'm going to take the support because Israel needs it. Their theology is in a different world. We can cope with it.« (The Guardian, 28.10.2002).

Men lige så stærk denne alliance er politisk, lige så skrøbelig må den altså nødvendigvis være teologisk på lidt længere sigt. F.eks. er tv-prædikanten Jerry Falwell, stifteren af Moral Majority, kommet til at udtale sig lidt for bramfrit. Om Antikrist hævder han: »The only thing we know is, he must be male and Jewish.«

Falwell blev beskyldt for at indgyde antisemisme og undskyldte senere sin bemærkning, om end på tvetydig vis: »I apologize not for what I believe, but for my lack of tract and judgment in making a statement that served no purpose whatsoever.« (Gorenberg 2002, s. 240). Han trækker med andre ord intet tilbage, men beklager blot, at han gav udtryk for sin opfattelse.

Parallelt med determinerede kristne og jødiske forventninger og forberedelser til messias' komme blander også islamiske traditioner sig i iscenesættelsen af det kosmiske drama. Den falske messias i den islamiske optik, al-masih al-dajjal vikler sig ind og ud af jødernes og de kristnes nærforventninger, så messias'er og falske messias'er fra tre verdensreligioner væves ind i overlappende, men konkurrerende eskatologiske begivenheder.

Gershom Gorenberg konstaterer: »At the world's end, the believers of three faiths will watch the same drama, but with different programs in their hands. In one Jesus is Son of God; in another he is a Muslim prophet. The Jews' messiah is cast in the Muslim script as the dajjal – another name for the Antichrist, the deceiver predicted by Christian tradition. The infidels in one script are the true believers of another.« (Gorenberg 2002, s. 44).

Udløsende er, hvad der sker på det lillebitte område i Jerusalem, som vi kender som Det Ædle Helligsted eller Tempelbjerget.

Skønt man ikke er enige om, hvad det er for en messias eller falsk messias, der står parat i kulissen, er altså en række toneangivende kræfter inden for det kristne højre såvel som den ortodokse jødedom i store træk enige om, at Dagen er nær, og at Hans komme forudsætter Templets genrejsning, som forudsætter en renselsesproces – som forudsætter asken fra brandofferet af en rød, lydefri kvie.

I 1997 begynder menneskemasser at valfarte til en gård i Israel for at besigtige kvien Melody. Euforien tiltager.

Den Røde Kvie og Den Neokonservative Gud

Christian Coalition har ca. 1-2 millioner medlemmer. Det kristne højre er i det hele taget den største magtfaktor overhovedet i Det Republikanske Parti – hele 28 procent af de republikanske vælgere har denne baggrund (jf. Politiken, 25.10.2002).

Ifølge en meningsmåling, som Time og CNN foretog i juli 2002, tror 17% af alle amerikanere, at verdens undergang vil indtræffe i deres egen levetid, og hele 59% er overbeviste om, at profetierne i Johannes' Åbenbaring vil blive til virkelighed på et eller andet tidspunkt.

Selv om det i akademiske, europæiske kredse kan synes bizart, er det kristne højre i USA ingenlunde et marginaliseret fænomen, men tværtimod en politisk magtfaktor i den absolutte sværvægtsklasse.

Den amerikanske præsident, George Bush Junior er selv »New Born Christian«, vejledt af endnu en berømt tv-prædikant, Billy Graham. Graham bliver kaldt USAs »protestantiske pave«, fordi han har rådgivet en række amerikanske præsidenter, bl.a. Eisenhower, Kennedy og Nixon. Ved begyndelsen til USA's første krig mod Irak i 1991 stod Graham side om side med præsident Bush Senior i Det Hvide Hus. Christian Coalitions nuværende leder, Roberta Combs bakkede tilsvarende betingelsesløst op om Bush Juniors krigsplaner mod Irak i 2003: »We stand wholeheartedly with President Bush in his quest to end the rule of dictator Saddam Hussein in Iraq. (…) We urge the American people to stand with President Bush in his quest to fight terrorists and bring democracy and Western values to all regions of the Earth. President Bush is a friend, and a very courageous leader, and I pray for him daily.« (Pressemeddelelse fra Christian Coalition).

Christian Coalition støttede markant op om Bush Junior under præsidentvalget i 2000, hvor han blev det kristne højres bannerfører efter i en tv-duel at have udnævnt Jesus til at være sin foretrukne »filosof«. Bush er i dag ikke bare en præsident, som støttes af det religiøse højre, han er ligefrem bevægelsens ikon og lederskikkelse, hedder det i en analyse i Washington Post: »For the first time since religious conservatives became a modern political movement, the president of the United States has become the movement's de facto leader – a status even Ronald Reagan, though admired by religious conservatives, never earned. Christian publications, radio and television shower Bush with praise, while preachers from the pulpit treat his leadership as an act of providence. A procession of religious leaders who have met with him testify to his faith, while Web sites encourage people to fast and pray for the president.« (Washington Post, 24.12.2001).

Den amerikanske udenrigspolitik i Mellemøsten er direkte og indirekte under indflydelse af eskatologiske tv-kristnes og ortodokse jøders messias-forventninger. Men betydningen af denne særegne teologiske dimension skyldes ikke bare dens store opbakning og indflydelsesrige repræsentanter. Den hænger også sammen med, at det kristne højre trækker i samme retning som den udslagsgivende, neokonservative magt-ideologi, der under Bush Junior er blevet forenet i en massiv, fælles stræben efter stærk, amerikansk global dominans.

At religiøs fundamentalisme og ortodoksi så ubesværet kan falde ind i dennesidige, amerikanske magtinteresser, hænger sammen med, at umiddelbare delmål er sammenfaldende (herunder støtten til Israel), men skyldes også den i forvejen tungtvejende religiøse dimension, som amerikansk politik er determineret af, og som jeg afslutningsvist kort skal forsøge at eksemplificere.

I februar 2002 underskriver 58 amerikanske intellektuelle erklæringen »What We're Fighting For«, der bakker op om den amerikanske regerings »krig mod terror«. Den giver et illustrativt billede af, hvilken teologi der er kendetegnende for fremtrædende, neokonservative aktører, som med nogen ret kan siges at være repræsentative for den intellektuelle ånd i amerikansk udenrigspolitik i de senere år.

Blandt erklæringens underskrivere står flere notabiliteter, bl.a. Samuel P. Huntington og Francis Fukuyama, der efter Sovjetunionens sammenbrud har været blandt de allermest toneangivende politiske filosoffer i USA.

Erklæringen lægger ud med, hvad underskriverne holder for »fundamentale sandheder«, bl.a. at »drab i Guds navn står i modsætning til tro på Gud og er det største forræderi mod den religiøse tros universalisme«.

Hensigten er naturligvis at trække en skarp linje mellem den religiøse dimension i det amerikanske samfund (og i amerikansk politik) og den form for selvlegitimering, som f.eks. al Qaeda benytter sig af, når terrorangreb med drab på civile hævdes at være religiøst sanktioneret.

Den religiøse motivation er fremtrædende erklæringen igennem. Der tales igen og igen om »sandheder«, som holdes for fundamentale, ja, der refereres til »universelle, moralske sandheder«, og der fremhæves sågar dokumenter fra nationens grundlæggere som en slags sakrale kilder til »Naturen og Naturens Gud« – lige fra Declaration of Independence til Martin Luther Kings Letter from the Birmingham Jail.

Erklæringen blotlægger nærmest en særegen, amerikansk politisk-religiøs overbygning på kristendommen. Der er tale om en noget mere spidsfindig teologisk legitimering af USAs udenrigspolitik og nuanceret selvforståelse end den, der f.eks. kendetegner Christian Coalitions apokalyptik og eskatologi. Men netop fordi det er forfatterne magtpåliggende at reservere sand og ægte »tro« en religiøs dimension, der på én og samme tid honorerer amerikansk politik og afskriver antiamerikansk islamisme, forvilder den sig samtidig ud i nogle teologiske problemer, som man tilsyneladende ikke ser grund til at reflektere over i den ellers omfangsrige tekst. F.eks. kommer kristendommens helligskrift til at stå i modstrid med erklæringens »fundamentale sandhed« om, at drab i Guds navn er uforeneligt med (og »forædderi« mod) tro på Gud, fordi Bibelen flere steder netop bifalder guddommeligt sanktionerede drab.

Alene i Femte Mosebog hedder det tre gange, at Gud »vil selv føre krig for jer«, hvilket gentages flere gange i andre gammeltestamentlige skrifter, hvor Gud i øvrigt heller ikke afholder sig fra direkte at befale krig: »De gik i krig mod midjanitterne, sådan som Herren havde befalet Moses, og de dræbte alle mænd.« (4.Mos. 31,7). Drabene på indbyggerne i de byer, Josva erobrer, præciseres endog i utvetydige vendinger: »Men alle menneskene huggede de ned med sværd, indtil de havde udryddet dem; de lod ikke en levende sjæl tilbage. Det, Herren havde befalet sin tjener Moses, havde Moses befalet Josva, og det gjorde Josva.« (Jos. 11,14-15). I Det Nye Testamente tilskrives Jesus udsagnet: »Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.« (Luk. 19,27).

Skriftsteder i Bibelen står altså ikke uden videre i kontrast til at dræbe i Guds navn, hvilket imidlertid kolliderer med »troen på Gud«, hvis Fukuyamas, Huntingtons og de øvrige underskriveres »fundamentale sandhed« skal tages for pålydende.

Også i konkret politik er ikke bare al Qaeda, men også amerikanske præsidenter på kanten af »forræderiet« mod troen på Gud, hvis vi skal følge erklæringens trosbekendelser. F.eks. takker præsident Truman for atombomben med ordene: »Vi takker Gud for at [atombomben] er kommet til os i stedet for til vore fjender; og vi beder til, at Han må styre os, så vi bruger den på Hans måde og til Hans formål.« (Scowen 2002, s. 157).

Hvordan det end vendes og drejes, er drab i Guds navn hverken direkte eller indirekte fraværende i Bibelen eller i amerikansk udenrigspolitik, men dilemmaet glimrer ved sit fravær i erklæringen fra de 58 intellektuelle, skønt de altså i høj grad motiverer deres forehavende med afsæt i en kristen teologi.

Den Røde Kvie og De Sidste Tider

Væsentlige træk ved et toneangivende intellektuelt forsvar for amerikansk, neokonservativ udenrigspolitik opererer med en klar, teologisk legitimering, som skønt det ikke går ind i eskatologiske overvejelser, dog blotlægger en eksplicit bibelsk begrebsramme, der derved unægtelig er beslægtet med udgangspunktet for det kristne højre. Bibelen er utvivlsomt en langt mere dominerende faktor i amerikansk politik, end vi er bekendt med i vesteuropæisk politik i almindelighed og nordeuropæisk politik i særdeleshed.

Derfor vil også en religionsvidenskabelig – såvel som en politisk – analyse, der f.eks. alene henviser den lydefri, røde kvie til en plads på lageret over løjerlige kuriositeter fra isolerede og marginaliserede religiøse eksistenser, gå galt i byen i flere henseender.

Dels er Den Røde Kvie et håndgribeligt tegn med de videst tænkelige implikationer for ultraortodokse jøders og millioner af amerikanske bibelfundamentalisters tro og er derved en vigtig påmindelse om, at religionsvidenskab må forfølge logikken i det religiøse ræsonnement på dette ræsonnements egne præmisser, også hvor disse ligger til grund for at se myter og mirakler aktualiserede og virkeliggjorte – både før og efter det tredje årtusind efter vor tidsregning. Hvis vi kan forstå, hvorledes en rød kvie kan blive udslagsgivende for begivenheder med potentielle globale konsekvenser uden at automat-klassificere den bagvedliggende tro som et udslag af et blot og bart irrationelt vanvid, er det vel tænkeligt, at også mindre ildevarslende fænomener fra religionernes univers i det mindste lader sig belyse og forstå mere konkret og mindre abstrakt til gavn for forskningens almene fordomsfrihed over for fremmedartede begrebsrammer. (En kritisk vurdering af de moderne jødiske og kristne eskatologers eksegetiske mellemregningers ahistoricitet er så en anden sag).

Dels er Den Røde Kvie en påmindelse om, at tro så sandelig kan flytte bjerge, om vi så bryder os om det eller ej, også uden at have samme spektakulære karakter som terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Magtbalancen i Mellemøsten i almindelighed og i Israel i særdeleshed er stadig under stor indflydelse af den status, som Tempelbjerget indtager. Det er den dag i dag et aktivt helligsted, hvor dramatiske begivenheder kan gå hen og ryste hele den historiske by, hele landet, hele Mellemøsten og måske den ganske verden. Blot få eskatologiske gerningsmænd kan i værste fald sprænge Klippemoskeen i luften og sætte først byen, siden nationen og regionen i brand. Man behøver slet ikke abonnere på bibelsk eskatologi for at kunne se, hvilken skæbnesvanger global krise et sådant scenario under alle omstændigheder let kan udløse.

Men som altid er det så som så med at se bjælken i vores eget øje. En syndflod af gentagne fjendebilleder har siden Den Kolde Krig derimod effektivt dæmoniseret muslimer verden over og lært os at se suspekte, middelalderlige terroristaspiranter bag arabiske ansigtstræk og mørklødede medmennesker med langt skæg. Klippemoskeens sikkerhed er derimod ikke en bekymring, der vies megen opmærksomhed.

Men når alt kommer til alt, blegner den overdrevne frygt for den islamistiske, globale terrorisme ved siden af konsekvenserne af det drama, som talrige ortodokse jødiske og fundamentalistiske kristne længes efter at opføre på islams tredjehelligste område, Det Ædle Helligsted.

Vi skal selvsagt ikke erstatte ét endimensionalt fjendebillede med et andet. Fundamentalisme og ortodoksi er naturligvis ingenlunde synonymt med terrorisme og dæmoni, hvad end der er tale om jødisk, kristen, islamisk eller hinduistisk fundamentalisme og ortodoksi.

Men derfor bør vi af gode grunde ikke undlade at se med nøgtern bekymring på eskatologisk aktivisme i USA og Israel i dag, for hvem Klippemoskeen står i vejen og helst sås jævnet med jorden. Viljen er der. Midlerne er der. Troen er der.

Som det blev klart også for en bredere offentlighed i løbet af 1997, da fødslen af Melody blev en verdensnyhed. En rød, lydefri kvie, hvis treårige fødselsdag i 1999 blev imødeset med ekstatisk, eskatologisk spænding af millioner af troende.

Hvad hændte da?

I 1998, da Melody var halvandet år gammel, åbenbarede sig pludselig en hvid hårtot på kviens halespids.

Melody var ikke længere lydefri. Eskatologien var aflyst, og vores gamle verden fik således endnu engang en respit.

Men der spejdes skam stadig væk, og rygter om fødslen af en rød, lydefri kvie cirkulerer fra tid til anden. En kristen kvægavler i USA har ligefrem iværksat et større avlsprojekt, der med genteknologiens bistand skal fremavle røde, lydefri kvæg, som kan eksporteres til Israel.

Men indtil videre er det altså ikke lykkedes, og indtil videre står Klippemoskeen urokket af moderne eskatologers håb og planer om at fjerne den.

Lad os andre håbe, at den får lov til at blive stående i mange, mange årtusinder endnu, for hvis vi et øjeblik tager den eskatologiske køreplan for pålydende, så er Klippemoskeen og dermed muslimernes kontrol over Tempelbjerget faktisk garanten for, at Dommedag ikke kan indtræffe.

Så længe Klippemoskeen står, hvor den står i dag, ser det altså ud til, at også verden får lov til at bestå.

Rune Engelbreth Larsen
Religionsvidenskabeligt Symposium, Aarhus Universitet, 12.3.2004
Trykt i TOTEM, Særnummer 2005: Krig, konflikt og fjendebilleder


Litteratur

Bilde, Per og Peter Steensgaard (red.): Zionismen og Israel (Århus; Forlaget Aros 1983)

Clausen, Egon: Øje for øje. En beretning fra det modernes bagside (Kbh.; Gyldendal 2003)

Engel, Matthew: "Meet the New Zionists" (The Guardian, 28.10.2002)

Gorenberg, Gershom: The End of Days? Fundamentalism and the Struggle for the Temple Mount (New York, Oxford University Press 2002).

Holm-Nielsen, Svend: Historien bag Palæstina-problemet (Kbh.; Berlingske Forlag 1975)

Kaarsholm, Lotte Folke: "Nu sætter det kristne højre normen" (Information, 19.11.2002)

Larsen, Rune Engelbreth: Terrormyten og det amerikanske imperium (Kbh.; Tiderne Skifter 2003)

Milbank, Dana: "Religious Right Finds Its Center in Oval Office" (Washington Post, 24.12.2001)

Rosenberg, Göran: Det tabte land. Israel - en personlig historie (Tiderne Skifter, 2. udg., Kbh. 2001)

Scowen, Peter: Amerikas sorte bog (Forlaget Per Kofod; Kbh. 2002)