Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Misvisende mellemregninger i Dawkins' religionskritik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Richard Dawkins: Illusionen om Gud; forord af Clement Behrendt Kjersgaard (oversat af Henrik Mossin og Søren Markers; Thaning & Appel, 2007).

Passioneret og polemisk religionskritik

Dawkins' internationale bestseller er et prisværdigt opgør med religiøse fundamentalister og absolutistiske fanatikere, der i Sandhedens og Godhedens navn knuser frihed, brutaliserer kvinder og undertrykker seksuel, religiøs og kulturel mangfoldighed. Illusionen om Gud er endvidere en lidenskabelig og betydningsfuld påpegning af, hvor omfattende og underdrevet den fundamentalistiske indflydelse reelt er, ikke mindst i USA - for hvor det både er tragisk og nødvendigt, men også trivielt at udstille fundamentalistiske mellemøstlige tyranner i Vesten, er det langt mindre belyst, hvor forbløffende stor magt protestantiske fundamentalister har i verdens eneste supermagt.

På disse felter ligger bogens styrke.

Dens kontroversielle karakter består imidlertid i højere grad af den hårde kritik af såkaldt moderate troende, som - hvad enten de er kristne, muslimer, jøder eller noget helt fjerde - næppe er uenige i Dawkins' kritik af fundamentalismen, men hvis religiøse 'fødekæde-led' til fundamentalisterne bliver dissekeret med relevante, men afgjort også mindre relevante argumenter.

Dawkins' stil er passioneret og polemisk, men det gør ham ikke nødvendigvis også aggressiv og provokatorisk, sådan som tendensen ses blandt visse religionskritikere i almindelighed og en række islam-kritikere i særdeleshed.

Hvor f.eks. en af Richard Dawkins' tro brothers in arms, ateisten Sam Harris, hvis bøger, Troens fallit og Brev til en kristen nation, begge er udkommet på dansk i 2007, i vid udstrækning repræsenterer en nærmest patologisk og sine steder hysterisk proportionsforvrængende religionsforagt, er Dawkins i det mindste (lidt) mindre ensidig og mere offensiv end aggressiv - og i modsætning til Harris lever han heller ikke op (eller ned) til den karakteristik som "fundamentalistisk ateist", som hans kritikere ofte har hæftet på ham.

Dawkins' akilleshæle står til gengæld ofte i vejen for hans fordele. Det gælder bl.a. hans manglende evne til at skelne mellem relevant religionskritik og systematisk hate-speech over for religiøse mindretal, som vi f.eks. har været vidner til i Danmark i årevis, kulminerende under karikaturkrisen efter offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer (en sag, hvis komplekse forløb og baggrund Dawkins tydeligvis er aldeles uvidende om), og for det andet i hans lidet overbevisende redegørelse for religionsfænomenets opståen og universelle udbredelse.

Men det er ikke de eneste punkter, hvor andre vigtige ærinder skæmmes af lidt for lette, overfladiske og misvisende analyser i en ellers på mange (andre) måder anbefalelsesværdig bog.

Root of All Evil?

"Religion er ikke roden til alt ondt, for der findes ikke ét eneste fænomen, som er roden til alt andet," medgiver Dawkins og lægger derved afstand til titlen på en religionskritisk tv-dokumentar-serie, som han medvirkede i for britisk Channel Four: Root of All Evil?

Ikke desto mindre udfolder han dog en enøjet forståelse for globale konfliktscenariers kompleksitet i sin begejstring for de landsdækkende reklamer for samme tv-serie, der afbilder Manhattans skyline med teksten: "Imagine a world without religion" (fra John Lennons Imagine). Finten består i, at World Trade Centers tvillingetårne fortsat er en del af billedet - underforstået: havde det ikke været for religion, ville terrorangrebene på USA den 11. september aldrig have fundet sted.

Dette ville givetvis være logisk korrekt, hvis man ser bort fra, at en sådan gisnings implikationer naturligvis er umulige at forudsige. Men det implicerer ingenlunde den pointe, at religion er eneste årsagsfaktor bag det konkrete terrorangreb - eller bag terrorangreb i almindelighed.

Historien er i forvejen rig på eksempler på terrorangreb i form af vilkårlige drab på civile med betydeligt flere dødsofre, end al Qaeda nogen sinde har været i nærheden af, og som ikke er relateret til religion. Derved bliver eksemplet i bedste fald misvisende og trækker alligevel entydigt i retning af den pointe, som Dawkins hævder, at han ikke deler - at religion er roden til alt ondt.

Dawkins underminerer yderligere sit eget forbehold herfor ved at opregne en temmelig overfladisk liste over, hvilken fortrædeligheder verden havde været foruden, havde det ikke været for religion: Fravær af selvmordsbomber (hvilket er forkert, eftersom der findes talrige selvmordsbombere, som ikke er drevet af religion, bl.a. Sri Lankas Tamilske Tigre); ingen korstoge (hvilket utvivlsomt er korrekt); ingen overgreb på de nordamerikanske indianere (hvilket er forkert, eftersom der var rigeligt med andre brutale årsager til nedslagtningen af indianerne end religion); ingen krige mellem Israel og Palæstina (hvilket er forkert, eftersom det i langt højere grad er en basal strid om retten til landet og vandet, der har skabt konflikten mellem israelere og palæstinensere); ingen massakrer mellem serbere, kroater og muslimer (hvilket i bedste fald er en tvivlsom gisning, eftersom politiske og territoriale magtkampe er kernen i konflikterne på Balkan); ingen forfølgelse af jøderne som det folk, 'der slog Kristus ihjel' (hvilket er korrekt, eftersom dette unægtelig er et eksempel på en udelukkende religiøst iscenesat og religiøst betinget forfølgelse); ingen 'uroligheder' i Nordirland (hvilket er forkert, eftersom konflikten har betydeligt mindre med religiøse forskelle mellem protestanter og katolikker end med uoverensstemmelser i forhold til britisk loyalitet at gøre); ingen 'æresdrab' (hvilket er forkert, eftersom 'æresdrab' ikke behøver være funderet i religion, hvad ikke kun talrige kriminelle bander vidner om) ... Og så videre.

Der findes ubetvivleligt konflikter, som udspringer direkte af religionsforskelle og betinges af religiøse dogmer - men det er og bliver de færreste, der således ene og alene kan forklares ud fra simplificerede religiøse modsætningsforhold.

Man kunne med samme (u)ret opstille en liste over, hvor vidunderlig verden ville have været uden politisk ideologi: Forestil dig en verden uden holocaust, uden Gulag, uden Maos blodige kulturrevolution, uden apartheid, uden racisme, uden fascistiske og marxistiske terrororganisationer og sekulær rovkapitalisme ...

Men det ville naturligvis ikke være en rimelig måde at gøre regnskabet op på over de fortrædeligheder, verden har været vidne til. Religiøse verdensanskuelser i sig selv er lige så lidt som andre verdensanskuelser i sig selv på nogen måde entydige forklaringsblokke, man kan henvise til som kategoriske minusser i den store historiske ligning - dertil er de i hovedreglen alt for sammensatte, fuld af indre modsætninger og genstand for utallige udlægninger, der på altafgørende vis afhænger af individers og gruppers varierende fortolkninger.

Selv om han senere i bogen synes at nuancere sit standpunkt en anelse, er Dawkins' argumenter på dette punkt meget lig Sam Harris' - i realiteten en påstand om, at religion de facto er al ondskabs rod, men også en påstand, der hviler på en ensidig og misvisende forståelse af historiske kendsgerninger og deres komplekse årsagssammenhænge.

Med hensyn til specifik terror, f.eks. angrebet på USA den 11. september 2001, gentager Dawkins også den tilbagevendende pointe blandt religions- og islam-kritikere, at når årsagsforklaringen ene og alene skal søges i religionen (specifikt islam), skyldes dette ikke mindst, at dette er, hvad terroristerne selv bedyrer: "Men hvad der falder os så vanskeligt at forstå er - for at gentage pointen, da den er så vigtig - at disse mennesker faktisk tror på det, de siger, at de tror på. Det budskab, vi kan lære heraf, er, at vi bør skyde skylden på religion i sig selv og ikke på den religiøse ekstremisme - som om den var en eller anden frygtelig pervertering af ægte og anstændig religion." (S. 336).

Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at "ekstremisme" ikke kan affærdiges som en pervertering af "rigtig, uskadelig og fredsommelig" religion, som om der overhovedet eksisterer en "rigtig" religion i form af en fredelig glansbilled-harmoni, til forskel fra en konfliktskabende og krigerisk "vrangforestilling" af religion.

Religion er mangefacetteret og lader sig ikke forenkle på denne idylliske facon - men det omvendte er også tilfældet. Ekstremisme er heller ikke den "sande" religion, lige så lidt som drab på uskyldige civile er religion per se. Og hverken selvmordsterror eller æresdrab er uden videre religionens skyld.

Selvfølgelig tror terrorister på det, de siger, at de tror på, og betragter derfor vejen til Paradis som sikker efter at have sprunget sig selv og en håndfuld vilkårlige civile i blodige stumper og stykker - men det betyder ikke, at dermed er alt sagt og forklaret om den sag. For sandheden er jo også, at langt, langt, langt flere, der tror på samme religion som selvmordsterroristerne, aldrig nogen sinde kunne drømme om at udføre sådanne aktioner og anser dem for den direkte vej til helvede.

Også af den grund er religion indlysende nok ikke nogen tilstrækkelig forklaring på fænomenet, lige såvel som religiøse årsagsforklaringer heller ikke i forhold til selvmordsterror er isolerede og uafhængige af de konkrete omstændigheder.

Det er ikke tilfældigt, at aktionerne foregår, hvor de gør, og det er ikke tilfældigt, at de i hovedparten af tilfældene finder sted i områder - og ud fra en selvforståelse - der anser dem som led i en legitim modstandskamp mod en besættelsesmagt eller militant aggressor.

Sandsynligheden for, at en troende udvikler sig til en fundamentalistisk martyr, som føler sig drevet til at bombesprænge tilfældige civile, er af oplagte grunde betydeligt større, hvis han hele sit liv har henslæbt en trøstesløs tilværelse med daglige ydmygelser og undertrykkelse under en besættelsesmagt eller en diktator (f.eks. med en anden religiøsitet), end hvis han ikke har - eller hvis han har intellektuelt overskud til at sætte sig ind i og identificere sig med de mennesker, der lider under sådanne forhold, og samtidig er tilstrækkelig inspireret (eller indoktrineret) af en tilpas radikal 'autoritetsfigur'.

Pointen er med andre ord, at fundamentalistisk tro på et paradisisk efterliv som følge af et religiøst martyrium selvfølgelig kan være en altafgørende faktor, der kan medvirke til at fjerne en række betænkeligheder for den, der vælger at gennemføre en selvmordsaktion, men hverken motivation eller årsag til aktionen i sig selv.

Som bekendt er kendsgerningen også den, at kun et mikroskopisk antal muslimer er involveret i selvmordsterror, og skulle religionen være en tilstrækkelig motivationsfaktor i sig selv, ville vi være vidne til langt flere af den type aktioner, idet snart sagt alle troende muslimer ville flokkes om en sikker adgang til paradis, hvis de var inderligt overbeviste om, at selvmordsterror var en utvetydig konsekvens af deres religion.

Ateister som forfulgt minoritet

Dawkins har til gengæld en meget væsentlig pointe, når han påpeger, at ateister faktisk er en trængt minoritet i Vesten - om end dette dog i betydeligt højere grad gør sig gældende i USA end f.eks. i Nordeuropa: "Ateister i Amerika i dag har status som de homoseksuelle havde for halvdtreds år siden. Efter Gay Pride-bevægelsens opståen er det i dag muligt, om ikke særlig nemt, for en homoseksuel at blive valgt til et offentligt embede. En gallupundersøgelse fra 1999 spurgte amerikanerne, om de ville stemme på en ellers velkvalificeret person, der var kvinde (95%), katolik (94%), jøde (92%), sort (92%), mormon (79%), homoseksuel (79%) eller ateist (49%). Der er tydeligvis lang vej endnu for os." (S. 30).

Hvis man kan stole på en rapport fra Robert Sherman, var heller ikke tidligere præsident George Bush senior meget for at acceptere ateister på lige fod med andre borgere i USA: "Nej, jeg mener ikke, at ateister bør opfattes som borgere, og de bør heller ikke opfattes som patrioter. Der er én nation under Gud." (Jf. s. 66).

Derfor er Dawkins' budskab til ateister klart og sagt med både lidenskabelig ironi og største alvor: Spring ud af skabet.

Han lægger ikke fingre imellem over for nogen religion - om end ikke mindst monoteismen i almindelighed (og islam og jødedom i særdeleshed) får den skarpeste ende af kniven.

Om den gammelstestamentlige gud, vi i danske bibeloversættelser kender som "Gud" og "Herren", hedder det med utilsløret skarphed: "Den Gud, der optræder i Det Gamle Testamente, er formentlig den mest utiltalende personlighed i litteraturen: Både nidkær og stolt over at være det. Han er smålig, uretfærdig, ikke-tilgivende kontrol-freak. Han er en hævngerrig, blodtørstig etnisk udrenser, han hader kvinder, er en homofobisk, racistisk barne-, folke- og sønnemorder, der slår folk med pest. Han lider af storhedsvanvid og er en sadomasochistisk, lunefuld og ondsindet tyran." (S. 53).

Mere overbærende er han over for Jesus, som han anser for at være en moralsk forbedring fra "det grusomme uhyre fra Det Gamle Testamente," mens han næsten er helt respektfuld over for oplysningstidens ikke-kristne, deistiske gudsbegreb: "Personlige egenskaber, hvad enten disse nu er tiltalende eller utiltalende, hører ikke med til Voltaries eller Thomas Paines deistiske Gud. I sammenligning med den psykotiske forbryder fra Den Gamle Testamente er den deistiske Gud fra 1700-tallets oplysningstid et ophøjet væsen, der er den kosmiske skabelse værdig, uinteresseret i menneskelige anliggender, højt hævet over vores personlige tanker og forhåbninger og ligeglad med vores smudsige synder eller fremstammede anger." (s. 61).

Han understreger den både religionskritiske, religionsneutrale og ikke-kristne karakter af flere af USA's founding fathers. Thomas Jefferson afviste f.eks. al tale om "immateriel eksistens" og hyldede fornuften, også hvor den stillede spørgsmål ved Gud. I en usædvanlig skarpt optrukket bemærkning sagde han sågar, at "kristendommen er det mest perverterede system, der nogen sinde har kastet sit lys på mennesket" (jf. s. 65f).

Sådanne udbrud har selvsagt ikke haft nogen betydning for egentlige statsaffærer, endsige været symptomatiske for USA's grundlæggelse, men det står fast, at USA ikke er grundlagt som en kristen nation.

Det fremgår f.eks. af en traktat med det islamiske Tripoli, som foreligger i udkast under George Washington i 1796 og underskrives af John Adams året efter: "Da regeringen i De Forenede Stater ikke i nogen forstand er grundlagt på den kristne religion, da den ikke i sig selv nærer noget fjendskab over for muselmændenes love, religion eller indre stabilitet, da de nævnte Stater aldrig er gået i krig mod eller har øvet nogen fjendtlig handling over for den muhammedanske nation, erklærer parterne, at intet påskud, som skyldes religiøse holdninger, nogensinde skal foranledige en forstyrrelse af den eksisterende harmoni mellem de to lande." (Citeret s. 63).

Der er langt herfra og så til præsident Bush i begyndelsen af det 21. århundrede - eller som Dawkins sarkastisk konstaterer: "George W. Bush siger, at Gud befalede ham at invadere Irak (ærgerligt, at Gud ikke undte ham en åbenbaring om, at han ikke ville finde masseødelæggelsesvåben i landet)." (s. 112).

Religiøs adfærd ligner natsværmerens dødsflugt i flammen

Dawkins' og ateismens (såvel som religionsforskningens) store spørgsmål er naturligvis, hvorfor i alverden religion overhovedet er opstået og har fået den universelle udbredelse i titusinder af år, som tilfældet er?

Som god biolog vil Dawkins gerne finde en forklaring, der er i overensstemmelse med evolutionslæren, og må derfor anstændigvis spørge, om der kunne tænkes en evolutionær fordel ved religiøs adfærd?

Selv hvis vi ser bort fra det problem, at Dawkins ofte henviser til "religiøs adfærd", som om der er tale om veldefineret adfærd, der kan karakteriseres (eller underforstås) entydigt - hvilket naturligvis ikke er tilfældet - ræsonnerer Dawkins som så, at der strengt taget må have været en særlig overlevelsesværdi ved religiøs adfærd, om hvilken han har en højst forbavsende tese: Han både sammenligner og forklarer religiøs adfærd ved at parallelisere det med natsværmeres tilbøjelighed til at flyve ind i stearinlys og slå sig selv ihjel.

Ideen skulle være den, at det på den ene side har en positiv evolutionær fordel, når natsværmerne navigerer efter lys, fordi himlens naturlige lys er pålidelige fikspunkter, men at et biprodukt af denne gavnlige adfærd, er, at de altså også tiltrækkes af gadelygter og stearinlys, hvilket enten desorienterer eller ligefrem dræber dem.

"Den religiøse adfærd kan [tilsvarende] være et fejlslagent og uheldigt biprodukt af en underliggende psykologisk tilbøjelighed, som under andre omstændigheder er eller måske engang har været til nytte. Ud fra dette synspunkt var denne tilbøjelighed, som blev naturligt udvalgt hos vore forfædre, ikke religion per se. Den var til gavn for noget andet, og det er kun ved et tilfælde, at den manifesterer sig som religiøs adfærd." (S. 200).

Religiøs adfærd må med andre ord være et negativt biprodukt af en oprindelig positiv evolutionær fordel - hvilken?

Troen på forældrenes overlevering, svarer Dawkins og forklarer: "Mere end nogen anden art overlever vi takket være tidligere generationers akkumulerede erfaringer, og disse erfaringer må nødvendigvis videregives til vores afkom med henblik på deres beskyttelse og trivsel. Teoretisk set kunne børn godt tage ved lære af personlige erfaringer om ikke at komme for tæt på klippeskrænten, om ikke at spise ukendte røde bær eller om ikke at svømme, hvor der er krokodiller. Men det vil være en selektiv fordel, hvis barnets hjerne er i besiddelse af denne tommelfingerregel: 'Tro blindt på det, de voksne siger. Adlyd dine forældre; adlyd stammens ældste, især når de anlægger et h@?jtideligt og truende tonefald. Tro blindt på de ældste.' Dette er generelt en værdifuld regel for barnet. Men ligesom med natsværmernes tommelfingerregel kan den slå fejl." (S. 201).

Fejlen sker, fordi børn slet og ret overtager hvad som helst ukritisk fra deres forældre - altså også det, der i Dawkins' øjne er destruktiv religiøs adfærd og skadelig overtro.

Ad denne vej skulle et træk af stor overlevelsesværdi (at overtage forældrenes livsvigtige erfaringer) altså afføde et destruktivt biprodukt (at tro blindt og ukritisk på forældrenes livsskadelige religion).

Spørgsmålet til denne tese er naturligvis, om det vitterlig er nogen særlig forklaringsstærk, endsige overbevisende redegørelse for religionens opståen og udbredelse?

Dette er åbenlyst ikke tilfældet. Dawkins' præmis for sin hypotese er på uvidenskabelig vis allerede stærkt farvet, nemlig at religiøs adfærd per definition og uden undtagelse er selvdestruktiv og skadelig adfærd, hvilket han så sandsynliggør ved at finde en tilpas selvdestruktiv parallel fra dyreriget.

Endvidere forklarer han dybest set ingenting - for hvor har forældrene deres destruktive religiøse adfærd fra, som de fodrer deres ukritiske børn med? Deres forældre? Hvor har de den så fra - hvornår og hvorfor kommer denne påståede skadelige og destruktive adfærd ind i verden, for på et eller andet tidspunkt må den jo være opstået, og ikke blot være overtaget af tidligere generationer?

Dawkins har ikke påvist, at religiøs adfærd i bred forstand ikke har haft en klar og primær evolutionær fordel, ellers ville den næppe heller have persisteret i samtlige kulturer på samtlige beboede kontinenter gennem titusindvis af år.

Så kan man mene, at udviklingen efterhånden har nået et punkt, hvor religiøs adfærd ikke længere har en evolutionær fordel, eller man kan argumentere imod religion på anden vis - men for Dawkins hopper argumentationskæden af her.

Afslutning

Hvor Dawkins som tidligere nævnt gør religion til den enerådende ekskluderende og destruktive årsag til konflikt i de fleste sammenhænge, medgiver han trods alt i andre, at ikke kun religion, men f.eks. også nationalisme og etnicitet ligeledes kan bruges som eksklusions- og forfølgelsesfaktorer, og at økonomiske, territoriale, sociale og mange andre problemstillinger kan være dele af årsagskomplekset i kriser og konflikter - men her hævder han så, at "religion forstærker og forværrer skaden", især i form af påvirkningen af børn.

Den religiøse adfærd kan unægtelig være udslagsgivende for barnets videre standpunkter og præferencer - der er naturligvis næppe tvivl om, at jo mere absolutistisk og dogmatisk en overbevisning, desto stærkere aftryk og desto lettere legitimeres og videregives intolerant og ensrettende undertrykkelse fra forældre til børn.

Det forklarer som nævnt ikke religionens opståen, men det er givetvis en del af forklaringen på lige netop fundamentalismens sejlivethed.

Der sker uvægerligt en ensretning af børn i fundamentalistiske familier, men det sker også i stærkt doktrinære politisk-sekulære familier. Absolutisme findes jo netop både blandt troende og ikke-troende, hvorfor det ikke er religionen i sig selv, men absolutismen, der er den egentlige trussel mod mangfoldighed og frihed.

Så kan man argumentere for, at absolutismen har særlig gode vækstbetingelser i visse religioner og visse sekulære ideologier, hvilket for religionernes vedkommende er historisk ubestrideligt inden for især jødedom, kristendom og islam - og enhver jøde, kristen og muslim, der måtte ønske at bekæmpe intolerance og ensretning, er nødt til at være sig dette historiske (og teologiske) forhold bevidst.

Det betyder blot ikke, at jøder, kristne og muslimer ikke kan fortolke deres religion kontekstafhængigt eller kan lægge hovedvægten på tolerance og medmenneskelighed til fordel for konflikt og eksklusion - det vidner utallige udlægninger af alle tre religioner om. Men det historiske og teologiske udgangspunkt for alle tre er absolutistisk.

Det korte af det lange er, at Dawkins udstiller og afslører en række horrible paradokser og fascistiske tendenser bag fundamentalistiske bevægelser inden for flere religioner verden over, men han får ikke bugt med religion som sådan.

Verdens altovervejende flertal er i alle tilfælde religiøst, og sådan har det været, lige så længe homo sapiens indtog rollen som den dominerende (og hurtigt den eneste) menneskeart for ca. 50.000-30.000 år siden - og sådan har det givetvis også været længe før.

Derfor behøver vi ikke alle sammen underlægge os religiøs adfærd i dag, men det er naivt at tro, at religion på baggrund af så dybtliggende og rodfæstet en udviklingshistorie skulle forsvinde foreløbig - hvis nogen sinde.

Ergo må det handle om at fremme humanistiske retninger inden for religion såvel som uden for religion (forudsat, naturligvis, at det er humanisme, vi ønsker). At skære religiøs adfærd helt eller delvist over én kam som et selvdestruktivt og skadeligt fænomen, fremmer ikke andet end en forsimplet og misvisende indsigt i religionshistorien og religionsfænomenologiens kompleksitet såvel som flere almene misforståelser og gensidigt had mennesker imellem.

Dawkins har dog ret i, at specifik religiøs dogmatik og blind dyrkelse af helligskrifter unægtelig rummer kimen til stilstand og i værste fald intolerance (i lighed med doktrinære udlægninger af ideologier) - og her står bogreligionernes udgangspunkt og omdrejningspunkt unægtelig i kontrast til den videnskabelige approach: "Når en videnskabelig bog tager fejl, vil en eller anden med tiden opdage fejltagelsen, og den bliver så rettet i de efterfølgende bøger. Det sker tydeligvis ikke med hellige bøger." (S. 311).

Til trods for at visse ateister som Sam Harris og overilede versioner af nogle af Dawkins' egne fremstillinger nok kan bekymre i forhold til en næsten fanatisk anti-religiøsitet, er ateismen som udgangspunkt vitterlig hverken aggressiv eller intolerant.

Selv om en ateist som Stalin f.eks. begik nogle af historiens værste forbrydelser, var det snarere af ideologiske og magtpolitiske grunde end betinget af hans ateisme. Ateisme i sig selv har i det mindste en betydeligt stærkere tilbøjelighed til tolerance og gensidig accept end mange fundamentalistiske udlægninger af flere forskellige religioner, eller som Dawkins konstaterer: "Jeg kan ikke komme i tanke om nogen krig, som er blevet udkæmpet i ateismens navn." (S. 308).

Imidlertid har ateismen ikke formået at overbevise ret mange mennesker om, at religiøs adfærd og tro kan eller bør undværes.

Utvivlsomt fordi de fleste mennesker vil tro, og fordi de erfarer (eller føler, at de erfarer) religiøsitetens gavnlige effekt, slet og ret. Og fordi religiøs adfærd er et sprogspil på linje med andre (irreligiøse) sprogspil, der selv er betydningsskabende og virkelighedsstrukturerende - i forskelligt omfang, naturligvis. Dét kan man ikke blot rive op med rode, for det handler om nogle af de grundlæggende strukturer ved selve opfattelsen af, hvad virkeligheden er og indebærer for rigtig mange mennesker.

Dawkins erkender da også, at den menneskelige hjerne ikke uden videre gengiver en objektiv yderverden, men derimod er en aktiv del af den konstruktion, vi oplever af (og som) virkeligheden: "Den menneskelige hjerne er udstyret med førstekalsses simulationssoftware. Vore øjne gengiver ikke et pålideligt billede til hjernen om, hvad der foregår derude, eller en nøjagtig film om, hvad der sker i tid. Det er derimod hjernen, der konstruerer og konstant opdaterer indtrykkene." (S. 112f).

Konkluderende bemærker han ligeledes i bogens afslutning: "Det, som vi ser af den virkelige verden, er ikke den usminkede, virkelige verden, men en model af den virkelige verden, som er reguleret og tilpasset af sansedata - en model, der er konstrueret, så den kan være nyttig i håndteringen af den virkelige verden. Modellen er afhængig af, hvilken slags dyr vi er. Et flyvende dyr har brug for en anden slags model af verden end et dyr der går, klatrer eller svømmer." (S. 402f).

Han springer over det filosofiske problem, der er skjult i at operere med en virkelighed og en model af virkeligheden - men selv om vi ser bort herfra, ligger en anden konklusion på Dawkins' fremstilling selvfølgelig også snublende nær; nemlig at religiøse verdenssystemer i det mindste historisk har været effektive modeller eller sprogspil med klare evolutionære fordele, eftersom de har fungeret i titusindvis af år, hvor meget de end afviger fra den virkelighed eller de sprogspil, der gør sig gældende blandt irreligiøse mennesker i dag.

Som tidligere antydet betyder dette ikke, at ateismen derved diskvalificeres, men at den i lighed med religioner bliver én (eventuelt del af en) begrebsramme blandt mange andre, der har sine fordele og ulemper i forskellige henseender.

Bogen er som tidligere bemærket anbefalelsesværdig og udfordrende, ovenstående kritik til trods. Og så indeholder den i øvrigt et udmærket og kritisk forord af Clement Behrendt Kjersgaard.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 22.11.2007