Bestil ny bog af Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomse
Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den hvide mands byrde og Tintin i Congo

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

... I 2005 relancerede forlaget Carlsen Hergés verdensberømte albumserie om Tintin i ny oversættelse af Niels Søndergaard. Første fortælling blandt seriens officielle 22 bind er Tintin i Congo, idet hverken det første eventyr, Tintin i Sovjet, eller det sidste og uafsluttede Tintin og alfa-kunsten medregnes.

Tintin i Congo blev første gang offentliggjort som føljeton i Le Petit Vingtième i 1930-31 og udkom som samlet sort/hvid-album to gange i 1931.

Verden udviklede sig som bekendt radikalt i løbet af de næste femten år, der både oplevede Anden Verdenskrigs første og sidste træfninger, hvorfor det geopolitiske scenario var ganske anderledes, da Tintin i Congo blev genudgivet i en ny udgave i 1946. Kolonialismen var imidlertid endnu ikke et overstået kapitel, og forandringerne i Hergés skildring af den unge reporters oplevelser i den belgiske koloni er i bakspejlet forbavsende få.

1946-udgaven er i farver, men indholdsmæssigt er der ingen markante forskelle på de to versioner, og eftersom Hergé i mellemtiden har udviklet og strømlinet sin tegnestil og billeddisposition i mere økonomiserende retning, kan de 62 albumsiders standardlængde stort set rumme hele den oprindelige fortælling, skønt den i 1930-31 bredte sig ud over 130 sider.

På dansk findes Tintin i Congo nu i tre album-udgaver: 1946-udgaven udkom første gang i Jørgen Sonnergaards danske oversættelse i 1975 (med Hergés reviderede version af side 56, som vi skal vende tilbage til); 1930-udgaven udkom som sær-album uden for den almindelige serie i 1984, ligeledes i oversættelse af Sonnergaard (et uddrag heraf blev bragt i serieantologien COMICS 3 i 1970); og endelig er den seneste udgave af 1946-versionen som nævnt oversat af Niels Søndergaard.

Det itusprængte næsehorn

I 1946 har Hergé fjernet de mest åbenlyse henvisninger til Belgiens status af kolonimagt fra 1930-versionen. Blandt justeringerne er f.eks. en bearbejdning af den scene, hvor Tintin oprindelig belærer congolesiske skolebørn om deres "fædreland" Belgien, men som nu er erstattet af uskyldig undervisning i regning.

... Historien er imidlertid ikke blevet mindre racistisk - afrikanerne er fortsat skildret som overtroiske, barnagtige og småt begavede undermennesker, der er stærkt afhængige af den hvide (over)mand som leder og problemløser.

Karakteristisk er f.eks. en scene med et afsporet tog, hvor nogle congolesere undslår sig for at hjælpe med at løfte lokomotivet tilbage på skinnerne. Tintin, der naturligvis dirigerer arbejdet, overfuser de dovne (og forfængelige!) arbejdere: "Kom i gang! I vil vel ikke lade den lille hund gøre alt arbejdet helt alene?"

Selv løfter han ikke en finger.

En af congoleserne udbryder: "Han er en ond hvid mand!" (Sonnergaards oversættelse, 1975); "Han er en ond massa!" (Sonnergaard, 1984). "Hvide massa, meget, meget ond!" (Søndergaard, 2005).

Det er imidlertid en pudsig oversættelse, som Hanne Kongsdal Jensen har påpeget i Weekendavisen. Originalen lyder: "Li missié blanc très malin!", men trods malin er der tale om et fast udtryk, i hvis sammenhæng ordet snarere betyder "smart". Hverken originalen eller oversættelsen ændrer naturligvis det mindste på forholdet mellem de underlegne congolesere og den overlegne belgier - det er gennem sidstnævntes øjne, at Hergé viser os Congo.

En missionær bliver f.eks. fremstillet som fremskridtets idealistiske eksponent, der stolt viser Tintin omkring: "Dér har vi skolestuen, og henne i midten kapellet. Da vi ankom for et år siden, var det én stor vildmark." Hergé går behændigt uden om enhver skildring af kolonitidens undertrykkelse og overgreb, og de belgiske læsere bibringes et yderst selvtilfredst og stolt indtryk af nationens ædle rolle som kolonimagt.

Farveversionen blev første gang trykt på dansk i tegneserieugebladet Kong Kylie i 1948-49, men da Carlsen udgav albummet i 1975, var flere elementer i historien blevet vanskelige at sluge, og Jørgen Sonnergaard fik Hergé til at omtegne en hel side. Det skyldtes imidlertid hverken indsigelser over for historiens kolonialistiske eller racistiske elementer (skønt Sonnergaards forord både i 1975- og 1984-udgaven præcist og udramatisk påpeger disse som tidstypiske træk), men derimod moralske anfægtelser over et i bogstavelig forstand bombastisk drab på et næsehorn (side 56).

Anfægtelserne må dog siges at være ude af proportioner, ikke blot fordi denne scene åbenbart er faldet udgiverne mere for brystet end den patroniserende skildring af afrikanerne, men også fordi Hergé i forvejen dvæler ved en lang række situationer, hvor forskellige dyr mere eller mindre umotiveret plaffes ned - til tider alene for Tintins fornøjelses skyld.

... På den oprindelige side 56 i både 1930- og 1946-versionen, kalder Tintin næsehornet for "et flot jagttrofæ", og da den fortvivlede reporter ikke formår at gøre kål på det med sit gevær, borer han simpelt hen et hul i den pansertykke hud og sprænger dyret i småstykker med en dynamitstang.

Takket være den temmelig forskruede logik og ikke mindst det, der giver mindelser om en krydsning mellem Monty Pythons absurditeter og ren splatterfilm-komik, er scenen imidlertid blandt de få virkelig vellykkede komiske påfund i Tintin i Congo.

Men den blodige komik kom til kort over for 1970'ernes "humoristiske korrekthed", og Hergé måtte tegne en ny version af scenen, der er trykt i den danske 1975-udgave. Her er Tintin ikke længere ude efter et jagttrofæ, men bliver tilfældigvis forstyrret i sin middagslur af næsehornet, som dog snart stikker halen forskrækket mellem benene, da geværet går af ved en fejltagelse - ingen kommer noget til. Gaab.

Derimod generede det åbenbart ikke de skandinaviske udgivere nær så meget, at det også lykkes Tintin at dræbe fjorten hjorte (de tretten ved en fejltagelse), eller at han nedlægger en elefant, blot for at negle stødtænderne. I øvrigt udryddes adskillige krokodiller, et par slanger, en abe og en okse under diverse mere anstrengte end morsomme redningsbestræbelser (det skal dog nævnes, at han til gengæld er så benovet over girafferne, at disse imponerende dyr undtagelsesvist bevarer livet og kun må affinde sig med at blive filmet af vores ellers så skydeglade helt).

Set i lyset af Tintins skødesløse skalten og valten med dyreliv i Congo, gør episoden med det sprængte næsehorn ikke meget fra eller til, og det er da også på sin plads, at Carlsen i Søndergaards nyoversatte version fra 2005 atter har valgt at trykke den originale og ret morsomme scene.

Tintin som imperialist og racist

Som nævnt er Hergés 1946-version, der nu er genudgivet i fornemt udstyr, ikke mindre racistisk end den oprindelige version, og koloniherre-mentaliteten er også dybest set den samme.

Det er ekstra iøjnefaldende i en tid, der har lagt kolonialismen bag sig, og som også gerne - i det mindste formelt - vil lægge racismen bag sig, og albummet er da også gentagne gange blevet udsat for hård kritik.

Forhistorien er dog ikke helt irrelevant. Selv har Hergé aldrig selv været synderligt motiveret for at skrive og tegne netop denne historie - han ville meget hellere have ladet Tintin tage direkte til Amerika efter hans oplevelser i Sovjetunionen.

Men udgiveren af Le Petit Vingtième, abbed Wallez gennemtrumfede, at tegneseriens næste eventyr skulle henlægges til Belgisk Congo (der i 1971 skiftede navn til Zaire, men som siden 1997 har heddet Den Demokratiske Republik Congo). Hergé måtte således udskyde Tintins Amerika-oplevelser til den næste historie, som han til gengæld er omhyggelig med at lægge op til allerede i afslutningen af Tintin i Congo.

I et interview med Numa Sadoul har han endvidere forklaret og beklaget, hvor tidsbundne hans egne synspunkter var af 1930ernes indskrænkede indtryk af afrikanerne, og at han i øvrigt lå under for sit eget borgerlige miljøs fordomme: "Vi skrev 1930, og det eneste jeg kendte til Congo var, hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: 'Negrene er som store børn … Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.' Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd som på den tid herskede i Belgien." (Benoit Peeters: Hergé - bogen om Tintin og hans skaber, s. 43).

Niels Søndergaard har forladt den mere politisk korrekte tone, som Jørgen Sonnergaard tilsyneladende tilstræbte i sin oversættelse. Nu siger de sorte i højere grad "massa" og taler et primitivt dansk, som bedre svarer til det børne-fransk, de taler i originalen.

Da Tintins hjælper Coco skrækslagent kommer frem fra sit skjul, efter at Tintin har besejret en krokodille, siger han f.eks. i Søndergaards nye oversættelse: "Er det dig, massa Tintin? Mig komme frem?" Sonnergaard lod derimod Coco sige: "Er det dig, Tintin? Må jeg komme ud nu?" - altså uden spor af sprogvanskeligheder.

Selv om Sonnergaards kosmetiske justeringer fra 1975 for så vidt er sympatiske, er den nye oversættelse naturligvis at foretrække, dels fordi den er mere tro mod Hergés original, og dels fordi den jo ret beset også er mere tro mod virkeligheden i Belgisk Congo.

En oversættelse skal som hovedregel tilstræbe at være så tekstnær som mulig i forhold til originalen - så kan læseren selv drage sine egne konklusioner ud fra forfatterens oprindelige intentioner, ikke filtreret gennem oversætterens moral.

Det har Sonnergaard imidlertid også rådet bod på med sin oversættelse af 1930-originalen fra 1984, der af samme grund bringer os endnu tættere på Tintins upolerede udspring.

Tidstypisk Tintin

Al kunst er præget af sin tid, og det er de færreste kunstværker beskåret samtidig at række helt eller delvist ud over deres egen tid, men det er som regel den slags langtidsholdbare værker, der i længden bliver stående i litteratur- og kunsthistorien. Tintin i Congo er som hovedparten af al anden populær-kunst hermetisk tidsbundet, og derfor er der hverken tale om stor kunst i almindelighed eller om en stor tegneseriekunst.

...

Det mest positive, man kan sige, er, at den selvfølgelig hører hjemme i Tintin-serien, og at den som nævnt er et tidstypisk udtryk for en vestlig imperialistisk og kolonialistisk tankegang - og som sådan er den både interessant og lærerig.

Den er således beslægtet med Rudyard Kiplings imperialistiske digt, The White Man's Burden (1899), der måske ikke er racistisk i streng forstand, men i alle tilfælde er et utilsløret udtryk for den kolonialistiske herrementalitet. Det er den overlegne hvide mands pligt at opdrage og oplyse de underlegne indfødte rundt omkring i alverdens primitive kulturer - "halvt djævle og halvt børn", som Kipling så venligt bemærker:

Take up the White Man's burden--
Send forth the best ye breed--
Go bind your sons to exile
To serve your captives' need;
To wait in heavy harness,
On fluttered folk and wild--
Your new-caught, sullen peoples,
Half-devil and half-child.

Det er en tankegang, som går hånd i hånd med en skrupelløs, kolonialistisk strategi, og den ligger da også i direkte forlængelse af århundreders missionsvirksomhed - tidligere handlede det om at "omvende" de primitive, hvor de her skal "opdrages" og "oplyses".

Denne lære videreformidler Hergé ureflekteret i Tintin i Congo, og intet sted cementeres den så stereotypt som i historiens afslutningsbillede. De primitive congolesere begræder her at måtte sige farvel til deres redningsmakkerpar, Tintin og Terry, som de selvfølgelig ophæver til halvguder.

Hergé er på alle måder langt fra sin storform i denne historie (også selv om vi ser bort fra racismen og kolonialismen) - vi kommer ikke i nærheden af senere albums mere komplekse, elegante og homogene fortællinger.

Med god vilje er der tale om en grov råskitse til den medrivende eventyrer, der i selskab af et farverigt persongalleri siden bliver udviklet af Hergé og danner skole som en af de væsentligste søjler i europæisk tegneseriehistorie.

...

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 18.2.2006
Tegneseriemagasinet Strip! nr. 33, marts 2006


MERE OM TEGNESERIER PÅ HUMANISME.DK

> Art Bubble og tegneserien som litterær outsider
> Komiks.dk: Besættelsestid og Ragnarok
> Pyongyang - orwellsk virkelighed i Nord Korea
> V for Vendetta - terrorisme eller frihedskamp?
> Watchmen