Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Watchmen

Instrueret af Zack Snyder (2009)

Filmanbefaling af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Superhelte, sørøvere og supermagter - en anbefaling af tegneserie og film

I 1986-87 udkom 12 hæfter af en tegneserie, der på kort tid skulle blive et af mediets absolut mest omtalte og lovpriste intellektuelle fyrtårne: Forfatteren Alan Moores og tegneren Dave Gibbons' Watchmen.

Tegneserien (eller mere respektfuldt - the graphic novel) er ikke alene en ekstraordinært kritikerrost succes inden for tegneseriemediet, men har også opnået bred anerkendelse på en kvalitativ skala for såkaldt 'rigtig litteratur', idet Time Magazine har hyldet den som "en ypperlig bedrift", der kombinerer "science fiction, politisk satire, vidende levendegørelse af tegneseriens fortid og dristig rekonstruktion af gængse grafiske formater i en dystopisk mysteriefortælling".

Det er endvidere den eneste tegneserie, der er placeret på samme magasins liste over de 100 bedste engelsksprogede romaner siden 1923.

Bag filmen, der efter flere års forgæves tilløb endelig fik premiere i marts 2009, står Zack Snyder, der også har instrueret filmatiseringen af en anden berømt tegneserie, Frank Millers 300 - en dramatisering af slaget ved Thermopylæ 480 f.v.t., hvor 300 elitesoldater fra Sparta og nogle hundrede frivillige under Leonidas' kommando kæmpede til døden mod perserkongen Xerxes og hans enorme invasionshær. At Snyder fik instruktør-jobbet, kunne i sig selv give anledning til en vis bekymring, for som mange kritikere har påpeget, læner 300 sig også op ad vor tids Mellemøstforskrækkelse i tåkrummende og stereotype Øst/Vest-fjendebilleder, som skygger for den egentlige historie.

Men med filmatiseringen af Moores Watchmen har Snyder kastet sig ud på tegneseriens dybere filosofiske favne, hvor andre filminstruktører som bl.a. Terry Gilliam har måttet give op, og hvor en bred vifte af sammensatte karakterer skaber et langt mere komplekst kunstværk (og verdensbillede) med talrige twists og mangesidede psykologiske profiler.

Fortællingen tager udgangspunkt i én af Den Kolde Krigs mest intense begivenheder, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan - bortset fra, at i Moores version er alting ikke, som vi kender det fra historiebøgerne. I Watchmen's 1980'ere er Nixon således fortsat USA's præsident, og en række superhelte har skrevet sig ind i efterkrigstidshistorien, hvilket Snyder elegant præsenterer os for allerede under filmens fortekster, hvor kostumeklædte skikkelser optræder i flere historiske situationer.

Heltene er imidlertid alt andet end en entydig flok, og de møder langtfra udelt begejstring - eksempelvis bliver vi vidner til pøbelstemningens værste sider, da en lesbisk heltinde bliver myrdet i en rus af moralsk forargelse.

Hverken handlinger eller motiver er nødvendigvis særlig ædle, hverken for den 'almindelige' befolkning eller superheltene. For den forhutlede superhelt Rorschach er en indre udefinerlig trang meget mere drivende for hans handlinger end traditionel håndhævelse af loven: "We do not do this thing because it is permitted. We do it because we have to. We do it because we are compelled," som han siger om sin kollega, Comedian, men det er i lige så høj grad en selvkarakteristik (som ikke kommer elegant frem i den danske tegneserieoversættelse).

Det spejler paradoksalt nok en pointe i Fritz Langs klassiker M (1931), hvor den pædofile forbryder karakteriserer sig selv med ordene: "Kan ikke undslippe mig selv! (...) Vil ikke, er nødt til det! Nødt til det!" (Kann mir nicht entkommen! (...) will nicht, muss! Muss!).

At der måske ikke altid er så langt karaktermæssigt og mentalt mellem det, der driver 'skurken', og det, der driver 'helten', er én ting, men at helt og skurk i og for sig er gensidigt forbundne og betingende er også et tema, som populærkulturen har taget fat på tidligere, f.eks. i Night M. Shymalans glimrende film Unbreakable (2000) - men det er en mekanisme, som Watchmen rendyrker på flere niveauer.

Rorschach er skåret over den (også dengang) tidstypiske smash-'em-up-hero på gadeplan, hvor Comedian er en regulær politisk højrefløjshøg, der nyder Nixons støtte. Han har sandsynligvis haft en finger med i Kennedy-mordet og spiller en brutal rolle under Vietnamkrigen, som i tegneseriens alternative historiefremstilling bliver vundet af USA.

Men der er superhelte med andre indstillinger, og Comedian hører ikke til deres mest værdsatte kollega. Imidlertid er det én af fortællingens mange kvaliteter, at ingen skurke er helt igennem onde, men derimod komplekse karakterer, ganske som heltene til tider har dubiøse motiver og alvorlige komplekser, der gør 'superhelte'-kategorien overordentlig tvetydig.

1980'ernes apokalyptiske stemning er den overordnede ramme, og skønt de to supermagters sabelraslen naturligvis på overfladen er uaktuel årtier efter Berlinmurens fald, er fortællingen ikke mindre vedkommende af den grund. Selv om det i dag ikke er Sovjetunionen, men USA, der har invaderet Afghanistan, og skønt en række politiske brikker er rokeret og roteret i forhold til de globale konfliktscenarier under Den Kolde Krigs kulmination, peger Watchmen langt ud over de specifikke historiske begivenheder, som Moore både spillede på og viklede ind i nye sammenhænge.

Særudgaven på blueray rummer endvidere en hel tegnefilmversion af tegneseriens parallelfortælling, som ikke kunne integreres i den oprindelige filmversion: Tales of the Black Freighter.

Dermed er der ikke alene mulighed for at få et mere nærgående kig på filmen end i biografsalens hastigt overståede mørke, men der er også gjort et temmelig gennemført forsøg på at yde Moores værk størst mulig retfærdighed på lærredet - eller rettere: på tv-skærmen.

Det siges ofte med rette, at romaner uundgåeligt taber ved at blive overført til film, og forskellene på film og litteratur er da også indlysende. Men noget tilsvarende er i virkeligheden ikke givet, hvad angår tegneserier, der i forvejen er et visuelt medie. På mange måder kan en tegneserie allerede ligne et oplæg til filmmediets storyboard og er derfor umiddelbart lettere at overføre forholdsvis loyalt til film.

Men Watchmen er ikke en almindelig tegneserie. Det er en fortælling, der ikke blot refererer skævt til den store tradition af myldrende superheltehæfter, som den selv udspringer af, men som også både ærer og dekonstruerer hele dette særegne univers. Men forlægget besværliggør også en filmatisering i kraft af de adskillige fiktive dokumenter og artikler, tegneserien rummer - og altså ikke mindst 'tegneserien i tegneserien' (benævnte Tales of the Black Freighter, hvis handlingsforløb 'paralleliserer' og 'kommenterer' den egentlige historie).

I denne sekundære fortælling er hovedpersonen en enlig overlevende efter mødet med et frygtindgydende piratskib, og nu prøver han desperat at undslippe en øde ø på en tømmerflåde, sammenflikket af vragrester og halvopløste lig. Kampen mod sulten og hajerne i dybet bliver stærke metaforer, der overlapper den primære fortælling, og samtidig leder den frem til en skæbnesvanger vendetta, der afslutningsvis illustrerer én af Moores helt essentielle pointer: "Bag mig hylede folkemængden rasende (...) Ædle hensigter havde fået mig til at begå ugerninger. Den retfærdige vrede, der havde været min sindrige, frygtelige plan, var kun et blændværk."

(Skarpere udtrykt i originalen end i den danske oversættelse: "Behind me, distantly, a lynchmob howled. (...) Noble intentions had led mee to atrocity, the righteous anger fueling my ingenious, awful scheme was but delusion.")

Diskussionen om hævn og barmhjertighed, mål og midler, krydser frem og tilbage ud fra forskellige perspektiver, og i stedet for at servere os én moralsk facitliste, rejser Moore nogle af de vanskeligste samvittighedsspørgsmål på sin egen skæve måde.

Kan 'godheden' blive 'ondskabens' redskab? Det omvendte er som bekendt ofte tilfældet. Men kan man også omgå lovens bogstav for at sikre lovens ånd? Hvornår bliver Lov til Forbrydelse? Det er spørgsmål, der spiller ind i globale og private forhold hver eneste dag og skriver sig dybt og splittende ned i den politiske debat i disse år, og som Moore her eksponerer i ultimative konflikter, hvor verdens fremtid står på spil.

De mange konfronterende perspektiver, som flettes sammen i Watchmen, afspejles også af tegneseriens mere åbenlyse litterære referencer og populærkulturelle allusioner. Lige fra citater af Bob Dylan, Elvis Costello og John Cale til Bibelen, Nietzsche og Blake trækkes trådene ind i Moores mosaik af en sært forskudt, men også sært genkendelig verden på kanten af afgrunden.

Superheltene har (med én undtagelse) ingen superkræfter, men i kraft af deres symbolrige fremtoning og anskuelser afbilder de både standpunkter, attituder og motiver, der samlet tegner et karakteristisk og dog underfundigt billede af de politiske og personlige handlemønstre, der på godt og ondt interagerer i verdens smeltedigel af konfrontation og fordragelighed.

Der er brutal og global storpolitik iblandet filosofisk og kosmisk verdensfjernhed, og der er 'manden på gaden' og den daglige trummerums opædende frustrationer. Det sidste fint skildret via tilbagevendende blik på den lille verden omkring aviskiosken, hvor verdenssituationen dagligt oprulles på avisforsiderne og siver ned i brovtende hverdagsopstød.

Der er storbyens skrald, og der er poesiens vinger, og det er ikke altid adskilt - men det fungerer bedre i tegneserien end i filmen.

Her er f.eks. Rorschachs desillusionerede vinkel: "Jeg sad og iagttog affaldsspanden, og New York åbnede sit hjerte for mig." Og her er Dr. Manhattans mere poetiske vinkel: "... I enhver menneskelig parringsakt kappes tusind millioner sædceller om et enkelt æg. Multiplicer disse odds med utallige generationer og tænk på, hvad oddsene er imod, at dine forældre levede; avlede netop denne søn, netop denne datter ... Men verden er så fuld af mennesker, så overfyldt med disse mirakler, at de bliver almindelige, og vi glemmer. Jeg glemmer. Vi betragter uophørligt verden, så den ender med at virke kedelig for os. Men set fra et andet synspunkt, som noget nyt, kan den stadig være betagende."

(Også i dette tilfælde er sidste del af citatet langt stærkere i originalen end i oversættelsen af tegneserien: "We gaze continually at the world and it grows dull in our perceptions. Yet seen from another's vantage point, as if new, it may still take the breath away.")

Snyders forholdsvis vellykkede filmatisering bliver aldrig gribende i samme grad som Moores tegneserie, og selv om han får forbavsende mange detaljer med, bliver det til tider for tykt og aldrig så subtilt som i tegneserien (f.eks. bliver en redningsaktion i et fængsel i filmen samtidig til et moralsk lov-og-orden-stunt, som karakteristisk nok ikke har noget forlæg i tegneserien). Større held havde Wachowski-brødrene og James McTeigue i den henseende med filmatiseringen af en anden af Moores centrale tegneseriefortællinger, V for Vendetta, der ramte biograferne i 2005.

Men filmen Wathcmen er trods alt blevet en ganske fin aperitif til det egentlige værk - et af tegneseriehistoriens mest anerkendte nogen sinde.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk


MERE OM TEGNESERIER PÅ HUMANISME.DK

> Art Bubble og tegneserien som litterær outsider
> Den hvide mands byrde og Tintin i Congo
> Komiks.dk: Besættelsestid og Ragnarok
> Pyongyang - orwellsk virkelighed i Nord Korea
> V for Vendetta - terrorisme eller frihedskamp?