|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Velfærd på vildspor | Essay
Samfundsforbedrende lediggang
Af Rune Engelbreth Larsen
Lediggang er ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke har Sands derfor, ikke har hævet sig til det Humane.
SØREN KIERKEGAARD, 1843.
Kampen mod arbejdsløsheden må indeholde et krav om retten til ledighed, udfoldelse og dovenskab.
KAREN JESPERSEN, 1976
[om nødvendigheden af at gøre ledigheden attråværdig]
Jeg er ikke modig af natur, så for mig kræver det mod at sige de ting, og det føles godt. Det er jo rart, når man er en lille mus, for en gangs skyld at åbne op for posen. Jeg har tit undret mig over folk, der bare er så kede af at modtage deres dagpenge, og 'kunne vi bare få et arbejde' - det er ikke fordi, jeg ikke tror på dem, men jeg tror simpelt hen ikke på, at der kun er den slags. Jeg tror, at vi er mange, ikke kun i dagpengesystemet, men også på arbejdsmarkedet, der drømmer om en anden tilværelse.
JENS-RUNE GISSEL, 2003
[til en fuldmægtig under forhør hos A-kassen]
I juni 2003 havner et avisinterview fra Jyllands-Posten på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens bord, hvor det tilsyneladende skaber en vis bestyrtelse. Her fortæller en dagpengemodtager fra Århus, at det er hans mål at være arbejdsfri, og at han ikke har dårlig samvittighed over at blive brødfødt af det offentlige.
Jens-Rune Gissel er på dimittendsatsen, men kunne kvalificere sig til den højeste dagpengesats, hvis han i sin dagpengeperiode fik fuldtidsarbejde i tre måneder. Det er foreholdt denne mulighed, at Jens-Rune Gissel udtaler de skæbnesvangre ord til avisens journalist: "Men jeg sætter så stor pris på min frihed fra at arbejde, at jeg aldrig ville tage tre måneders arbejde for at komme på fuld dagpenge" (Jyllands-Posten, 15.6.2003).
Det er ikke mindst den sætning, der skal kaste ham ud i et forhørslignende opgør med Arbejdsformidlingen og sin egen A-kasse, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fælles-Arbejdsløshedskasse (FTF-A), da beskæftigelsesministeren gennem Arbejdsdirektoratet prompte kræver en undersøgelse iværksat.
Det skal vurderes, om Jens-Rune Gissel kan være dagpengeberettiget, dvs. stå til rådighed for arbejdsmarkedet, på baggrund af den indstilling, som han giver udtryk for i interviewet.
Som det vil fremgå, mener hovedpersonen selv, at han blot ærligt og bramfrit har tilkendegivet sin mening om systemet, hvis betingelser og krav han formelt efterlever, men er modstander af.
Forhistorien
Jens-Rune Gissel er født i 1970, blev samfundssproglig student i 1988, og har lige siden prioriteret sine kunstneriske ambitioner højt.
Han studerede på Århus Kunstakademi i tre år, før han begyndte på Jysk Kunstakademi i 1994, hvor han færdiggjorde sin uddannelse som billedkunstner på grafisk linje i 1999. Han har eksperimenteret med alt fra plakatkunst og undergrundstegneserier til nonfigurativ billedkunst og har i de senere år bl.a. arbejdet på lange planche-forløb, der sammenstiller poesi med maleri og bl.a. illustrerer og kommenterer Dantes Guddommelige Komedie.
Jens-Rune Gissel er kunstner, men for nærværende problematik kunne han i princippet have været hvad som helst. Han er selvfølgelig ikke alene om det synspunkt, at tilværelsen uden for arbejdsmarkedet kan være frigørende og efterstræbelsesværdig i sig selv, på trods af de begrænsninger, der sættes af niveauet for de offentlige ydelser.
Nok er det måske ikke helt tilfældigt, at principielle problemstillinger i forholdet mellem A-kasse-systemet og dagpengemodtageren - såvel som mellem stat og individ - tilspidses i konfrontationen mellem en kunstner og den gængse arbejdsmoral. Men at hans sag er relevant og illustrativ for de problemstillinger, nærværende antologi rejser, skyldes primært, at Jens-Rune Gissel har ytret sit standpunkt offentligt og af den grund er blevet underkastet systemets granskende blik.
Kan man efterleve kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens man udtaler sin modstand mod selv samme krav? Kan man modtage offentlige ydelser uden dårlig samvittighed? Kan man modtage offentlige ydelser, hvis ens mål er arbejdsfrihed? Og er det i sidste ende rimeligt både at insistere på sin ret til offentlige ydelser og sin ret til at stå uden for arbejdsmarkedet? I det følgende skal vi se, hvordan disse spørgsmål udfolder sig direkte og indirekte som konsekvens af Jens-Rune Gissels sag med omdrejningspunkt i et forhør hos FTF-A. Som nævnt indledningsvist begynder det hele med et interview i Jyllands-Posten, der i en serie artikler fokuserer på de omkostningskrævende "velfærdsydelser", som de offentlige ydelser benævnes. Jens-Rune Gissel er en afgørende brik i avisens serie; et eksempel på en dagpengemodtager, der ikke alene ikke skammer sig over at leve af det offentlige, men som ligefrem mener, at det ikke burde være nødvendigt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Han tager afsæt i sin egen situation som kunstner og udtaler bl.a.: "Vi lever i et overskudssamfund, hvor der bør være råd til, at folk siger, at de vil give de andre borgere en kulturel berigelse. Jeg selv har aldrig været så produktiv ved tegnebordet som i de seneste fem år på dagpenge. Der er mange mennesker, der lever ligesom mig. Det er bare sjældent, at nogen spørger os om, hvad vi mener om tingene". Adspurgt om pligten til at arbejde svarer han: "De taler om en samfundsmæssig pligt til at arbejde. Men jeg føler, at min pligt ligger i kunsten".
Avisinterviewet er sammenskrevet med selektiv og tendentiøs hånd af journalisten, og man forstår af sammenhængen, at hensigten er at forarge læserne og indirekte støtte avisens budskab om, at Danmark ikke i længden har råd til at brødføde arbejdsløse på de eksisterende niveauer. Jens-Rune Gissel står ved sine udtalelser, men betoner, at de er sammenklippet på en måde, der giver et fortegnet og unuanceret indtryk af hans holdninger.
Offentliggørelsen den 15. juni sætter en kæde af henvendelser i gang fra Beskæftigelsesministeriet over Arbejdsdirektoratet til Arbejdsformidlingen og A-kassen. Den 20. juni modtager FTF-A både en fax og en telefonisk henvendelse fra Arbejdsdirektoratet, der kræver en undersøgelse af sagen, som påbegyndes samme dag. Den 23. juni indkaldes Jens-Rune Gissel til et møde på A-kassens regionskontor, og han oplyses om, at hans dagpenge er blevet tilbageholdt fra og med den dag, hvor Arbejdsdirektoratet henvendte sig.
Her gælder intet princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist - dagpengene tilbageholdes, mens undersøgelsen står på, om end det således endnu er uklart, om Jens-Rune Gissel lever op til lovens krav og betingelser eller ej. I dét system er dette helt efter bogen. Det fremgår af Arbejdsdirektoratets Bekendtgørelse om rådighed, kapitel 8, § 22, stk. 3, at "så længe arbejdsløshedskassen undersøger forholdet", skal man "standse udbetalingen af dagpenge til medlemmet".
Den 26. juni oprinder dagen, hvor sagens hovedperson skal forklare sig over for FTF-A. Jens-Rune Gissel medbringer i fuld åbenhed en båndoptager, der er tændt under hele forhøret, og det næste afsnit består af uddrag af båndafskriftet, der kun enkelte steder er redigeret og justeret en anelse sprogligt for klarhedens skyld.
Forhøret
En fuldmægtig indleder med at redegøre for Arbejdsdirektoratets reaktion på artiklen i Jyllands-Posten.
FULDMÆGTIG: Jeg kan fortælle dig, at med baggrund i den opringning fra Arbejdsdirektoratet har vi selvfølgelig været inde og kigge på, hvordan dit ledighedsforløb har været. Det fremgår jo klart af artiklen her, at du har været i vores system de sidste fem år, og jeg kan så gå ind og se, hvor vi har været henne i det her. Der har du sådan set været inde til de samtaler, du er forpligtiget til via lovgivningen, men også til møder, vi derudover tilbyder i form af vejledende samtaler, orienteringsmøder osv. Med baggrund i det har vi ikke set nogen grund til, at du ikke skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet.
GISSEL: Det, jeg gerne vil gøre helt klart, er, at jeg står til rådighed og endnu aldrig har undladt at møde op til en mødeindkaldelse, at jeg er hjemme hver dag med telefonen tændt og har mit barn i pasningsordning.
Den fuldmægtige understreger, at man ikke desto mindre er nødt til at reagere på avisartiklen.
FULDMÆGTIG: Det er vi nødt til, det er vi selvfølgelig altid i forhold til sådan nogle ting. Men den har jo været på Beskæftigelsesministerens bord - den har været helt oppe i det allerhøjeste.
GISSEL: Har den det? Det gør mig selvfølgelig glad.
FULDMÆGTIG: Han læser jo altså også aviser. Det er hans område og også vores område. Det er med baggrund i det, at Arbejdsdirektoratet har rettet henvendelse til os.
GISSEL: Jeg går ud fra, at det er nogle enkelte sætninger, eller at det er bestemte citater, I gerne vil undersøge nærmere?
FULDMÆGTIG: Det, vi har taget udgangspunkt i, er simpelthen der, hvor du er blevet citeret. For der refererer journalisten noget, som man kan høre, at du direkte har sagt. Det vil vi gerne høre din historie om for ligesom at komme hele vejen rundt, så det her ikke bliver ensidigt som en avisartikel, og du bliver dømt i anførselstegn - det vil sige bliver dømt i forhold til, at der er ting i artiklen, som du ikke har haft mulighed for at påvirke.
GISSEL: Hvad angår det med, at I lukker kassen før denne undersøgelse, er det også mit indtryk, at I er forpligtiget til det?
SAGSBEHANDLER: Ja, vi gjorde det ikke før i fredags, for der fik vi denne her fax og en telefonisk henvendelse.
GISSEL: Så lukker I kassen, og sætter så undersøgelsen i gang. Man kan sige, at det kan opfattes som en lille smule omvendt proceduregang. For det kunne jo være løgn fra ende til anden, hvad der stod i artiklen.
SAGSBEHANDLER: Præcis, mens vi undersøger sagen er dine dagpenge stoppet.
A-kassens repræsentanter kommenterer og diskuterer dernæst, hvilken betydning Gissels kunstneriske virke har for dagpengeretten, og hvad der ligger i hans udtalelse om at stile mod at blive arbejdsfri. Gissel forklarer sin egen opfattelse: GISSEL: Det at være arbejdsfri, er jo et politisk statement, for personligt er jeg jo et arbejdsdyr, sådan set. Som det fremgår, sidder jeg ved mine tegninger, fra jeg afleverer min datter i dagplejen, til jeg henter hende igen, vedligeholder mine talenter og dygtiggør mig i forhold til min uddannelse. Men jeg kunne godt sidde 12 timer om dagen og tegne, det kunne jeg sagtens, men jeg opfatter det ikke som arbejde i streng forstand, da det jo ikke er lønnet arbejde.
FULDMÆGTIG: Du dygtiggør dig?
GISSEL: Ja, og det er min lidenskab.
FULDMÆGTIG: Kan du betragte det ligesom, hvis man var musiker, og man øvede sig i at spille musik?
GISSEL: Det mener jeg sagtens.
FULDMÆGTIG: Har du aldrig haft lyst til, sådan for alvor, at gå ud og markedsføre og sælge din kunst og tjene penge på det, ligesom en musiker går ud og spiller til koncerter og andet?
GISSEL: Jeg så helst - det er igen et politisk udsagn - at vi alle sammen fik vores borgerløn og kunne sysle med det, som passer os bedst. Eventuelt derudover tjene flere penge for dem, der har et behov i den retning, altså det materielle. Som sådan nyder jeg jo bare rent kunstnerisk den frihed, der er ved ikke at skulle tilgodese andre end mig selv og mine kunstneriske ambitioner. Det behov med at sælge tror jeg mere udspringer af nød. Det er da givet, at jeg nogle gange har spekuleret i de baner, at jeg måske skulle lave noget mere salgbart, men det har ikke været aktuelt endnu.
FULDMÆGTIG: Så du er et menneske, som egentlig føler livskvalitet ved at gøre det på den måde, du har valgt at give udtryk for i artiklen?
GISSEL: Absolut.
FULDMÆGTIG: Er det så det, der er dit budskab i forhold til beskæftigelsesministeren, fordi du udtrykker tilfredshed med, at det er kommet helt op på hans bord, at du godt kunne tænke dig en politisk reaktion?
GISSEL: På det personlige plan er det en sejr for mig at tale sandhed, at sige sandheden. F.eks. at sige: Jeg længes ikke efter at få en skovl i hænderne, jeg trives med min overførselsindkomst, jeg mener, at den er produktiv, jeg mener, den er samfundsforbedrende. Det har jeg da ikke noget imod at give udtryk for. Jeg ved godt, at alle ikke er enige om, at man kan skrue et samfund sådan sammen, men jeg har ikke noget imod, at det bliver hørt hele vejen op. Også fordi jeg ved, hvor mange der heller ikke har forbistret travlt med at komme til at lave noget, der er dem selv en vederstyggelighed, men bare bliver nødt til at sige, at de har forbistret travlt med at få sig netop sådan et job. Det er jeg færdig med at sige selv - altså understøtte den løgn.
FULDMÆGTIG: Så den politiske sag står du ved - det er sådan set det, du siger?
GISSEL: Men jeg mener stadig væk, at i jeres virkelighed og i beskæftigelsesministerens virkelighed, så står jeg til rådighed for arbejdsmarkedet, og det skriver jeg jo også under på. Så det er der slet ingen tvivl om (…).
FULDMÆGTIG: Hvis man tager citatet løsrevet fra artiklen og kigger på, at du sætter så stor pris på din frihed, at du aldrig ville tage 3 måneders arbejde, hvad ligger da i det, at du siger sådan? Hvis den står alene, kan man sige, 'nå, han ønsker ikke 3 måneders arbejde, så der er ikke rådighed med baggrund i de regler, vi administrerer her'.
GISSEL: Det er et principielt budskab, som handler om frihed. Praksis er en anden - vi har ikke borgerløn. Dagpenge er noget vidt forskelligt fra borgerløn, og det er det system, jeg opererer i. Jeg er taknemmelig for mine dagpenge, og jeg er meget taknemmelig for, at I ikke har fundet noget job til mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, men det forandrer ikke noget ved, at jeg står til rådighed.
I avisinterviewet omtaler Gissel et jobsøgningskursus, som var led i det aktiveringsforløb, han har deltaget i. Her har han fremvist en del af sin kunst og mødt forståelse for sin situation hos en sagsbehandler fra Arbejdsformidlingen (AF), der ikke havde det godt med at tvinge ham væk fra tegnebordet. Som han siger i avisinterviewet: "Hun sagde ligefrem, at hun havde en hel knude i maven ved at skulle forsøge at putte mig ned i en af de sædvanlige kasser".
GISSEL: Kurset handler om at finde ud af, hvem man er, hvad man kan, hvad man er bedst til, hvad man gerne vil, og så handler det selvfølgelig i sidste ende om at få lavet en helt konkret arbejdsplan til AF. (…) Det var så hendes beskidte hverv at proppe mig ned i denne her kasse, og pudsigt nok er det den samme dag, jeg har min udstilling med på kurset.
Så det hele kom til at stå i det lys, ikke? Her står jeg med hele det værk, der fylder alle væggene, et sammenhængende værk, som alle sætter pris på - og ikke mindst hun kan se, hvad det handler om. Hun er som en lus mellem to negle, for hun skal gøre det, som hun helst ikke vil. Så er hun så ærlig - det gjorde et stort indtryk på mig at møde den attitude fra AF - at hun siger: "Det piner mig, det jeg skal i gang med nu, jeg har nærmest en knude i maven".
Som en kræftsvulst eller et billede på mavesår eller i hvert fald på stressfaktoren, når man gør noget, der er én imod.
FULDMÆGTIG: Som man dybest set ikke kan stå ved?
GISSEL: Ja, men hun er tvunget til at gøre det, og vi ved det begge to.
Så sidder vi der ved bordet, og vi skal jo til det, så jeg siger til hende: "Ja, jeg vil ikke fortælle dig, hvad jeg helst vil, for det ved du udmærket godt, i stedet for siger jeg til dig, at jeg tilmelder mig handicaphjælp - så har vi en handlingsplan". Det var ikke bare for at hjælpe hende, men ellers kunne vi ikke komme videre. Så tog det to minutter, og hun var glad, en art lettet. Jeg foregav ikke at være glad for det. Det var ikke så meget for at gøre hende en tjeneste, men også fordi det skulle munde ud i en handlingsplan.
FULDMÆGTIG: Men hvad så, hvis du får en henvendelse fra AF, hvor du indkaldes til samtale om handlingsplan, og det så går ud på jobtræning. F.eks. 6 måneders vikar à 30 timer et eller andet sted i Århus? Altså det vil så sige, at du bare får det samme beløb, som du er vant til i dagpenge, og det bliver du ved med bagefter.
GISSEL: Det vil jeg indordne mig under, selv om jeg synes, at de her jobtræningscentre, hvor man udfører almindeligt arbejde til under mindstelønnen, er at sammenligne med arbejdslejre. Det bliver selvfølgelig på trods af eller imod min filosofi, at jeg indordner mig under det, men jeg ville jo gøre det, for jeg har jo også forpligtet mig til det.
Jeg ville ikke gøre det med glæde, men jeg mener stadig væk, at jeg har stået til rådighed så længe med mine hænder og min krop. Men de får ikke min sjæl.
A-kassens repræsentanter går over til at diskutere, hvad der skal ske i sagen fremover.
FULDMÆGTIG: Alt andet lige så er jeg også nødt til at være ærlig og sige, at det, det går ud på, er at komme så hurtigt som muligt tilbage i arbejde. (…) Ja, så udover det, at du har tilmeldt dig handicapordningen, der er jeg nødt til at være ærlig og sige, at det simpelt hen ikke er nok. Det er ikke nok i forhold til kontrakten og i forhold til at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er det bare ikke. Det er jo rigtig nok, når vi sidder og snakker om det her, så er der ingen tvivl om, at du i ord står til rådighed for arbejdsmarkedet. Du ved lige præcis, hvad de her ting handler om, og du kender kontraktens konditioner.
GISSEL: Det, du siger med, at jeg kun står til rådighed "i ord", det mener jeg ikke er rigtigt. Faktisk står jeg netop til rådighed i den fysiske verden, det er min krop, der står til rådighed.
FULDMÆGTIG: Det, du tænker på, er, at du derhjemme øver dig i din kunst og forbedrer dine muligheder?
GISSEL: Ja, men også når du siger, at jeg giver udtryk for kun principielt at stå til rådighed, men i praksis ikke står til rådighed. Jeg vil faktisk sige, at det forholder sig omvendt. I ideens verden, i den politiske sfære eller på det filosofiske plan, står jeg måske ikke til rådighed, men netop i praksis står jeg til rådighed. Jeg er derfor ikke enig i, at jeg ikke står til rådighed.
FULDMÆGTIG: OK, det er din oplevelse af det, den kan jeg ikke tage fra dig. Så kan jeg sådan set bare sige med baggrund i lovgivningen, at efter min oplevelse er det ikke nok i forhold til, at du også et eller sted skal være aktiv i handling omkring det hurtigst mulig selv at komme tilbage i job. (…) Spørgsmålet er, om den måde, du oplever at være til rådighed for arbejdsmarkedet på, også matcher den måde, man kræver rent samfundsmæssigt.
GISSEL: Det tror jeg nok, at den gør. Men altså - I er jo vant til, at folk pynter på virkeligheden, at de tækkes krav langt hen ad vejen, at der ingen grænser er for, hvor 'meget' arbejde folk søger. Der har jeg så besluttet mig for at være ærlig med, hvor meget - lige præcis hvor meget - og hvor mit fokus ligger. Derfor overrasker det mig heller ikke, hvis jeg straffes for det, det kommer ikke som et chok for mig. Men derfor bliver det alligevel en - synes jeg - tvivlsom sag.
FULDMÆGTIG: Står det for din egen regning, at vi oplever, at folk pynter på tingene? For det er ikke min opfattelse af det.
GISSEL: Fuldstændig.
FULDMÆGTIG: Jeg ved ikke, om det er din opfattelse [henvendt til sagsbehandleren]?
SAGSBEHANDLER: Nej.
GISSEL: Nej, det skal I i hvert fald ikke sige her, slet ikke så længe båndoptageren kører. Det står nemlig for min egen regning. Jeg har også besluttet mig for, at det er slut med hykleriet her, fordi der står meget vigtigere ting på spil. Vi skal have sandheden frem. Verden, det vil sige mig selv, skal snart fatte, at arbejde ikke er frihed, at det er omvendt. Jeg mener da nok, at det er vigtigt at få mad i munden, men jeg tror, at to timer om dagen kunne gøre det, jeg tror ikke på 10 timer, det er en ond cirkel. Det tror jeg også, at folk inderst inde - mange af dem - er helt enige i, fordi de måske hellere ville have mere tid til at specialisere sig, undersøge - som kunstner bliver det jo meget en selvundersøgelse.
Jeg tror, at alle mennesker, næsten, har det behov i én eller anden udstrækning.
De fleste må jo vente, til de går på pension, så kan de skrive deres memoirer. Jeg mener, at det er et ulykkeligt forhold med alt det arbejde der. Så på den måde er jeg jo i konflikt med den aktuelle ledighedspolitik, som arbejder på at få den her store dejlige fleksible arbejderklasse uden rettigheder osv.
FULDMÆGTIG: Det forstår jeg også godt. Det bliver du sådan set også citeret for. I og med du siger, hvad samfundets krav er på nuværende tidspunkt, altså hvad politikken er i Danmark kontra det, du selv tænker. (…) Men vi er jo i virkeligheden, i den virkelighed, vi nu engang er i.
GISSEL: Det er mit tunge lod at sige den imod og sige: Det er ikke virkeligheden. Virkeligheden er en anden; det kommer til at tage tid at få det budskab igennem. Jeg er da heller ikke decideret lykkelig for, at det lige skulle være mig, der skulle tage bladet fra munden. Jyllands- Postens journalist har jo forsøgt at få andre i tale. Er der nogen, der tør stå frem og sige, at de er glade for deres dagpenge og deres lediggang? Han har ledt i ugevis efter bare én, der tør - men det tør folk ikke, for de ved, at de får sådan et brev dér i nakken fra jer.
A-kassens repræsentanter konkluderer til sidst, at de vil indstille Gissel til skærpet jobsøgning i en periode, og på den baggrund vil man efterfølgende vurdere, om han kan bevare retten til at modtage dagpenge eller ej. Endvidere bliver han oplyst om, at Arbejdsdirektoratet har kontaktet Arbejdsformidlingen med henblik på at foranstalte en undersøgelse af sagen også i deres regi.
Til sidst afsluttes forhøret med følgende ordveksling:
FULDMÆGTIG: Man kan jo godt skille tingene ad, man kan skille mennesket ad i forhold til det, man indeholder, de holdninger, man har. Det, man godt kunne tænke sig, at verden handler om, og det, at man tilpasser sig virkeligheden, der ser anderledes ud. Det er derfor, jeg siger, at jeg anerkender de holdninger, du har, men på den anden side er vi nødt til at sige, at her bliver kontrakten ikke overholdt. Derfor kan vi godt anerkende dig som en person, der har holdninger. Det er jo sjældent man møder et menneske, der er så klar i sin holdning og i sin ideologi. Det, synes jeg et eller andet sted, menneskeligt er positivt.
GISSEL: Jeg er ikke modig af natur, så for mig kræver det mod at sige de ting, og det føles godt. Det er jo rart, når man er en lille mus, for en gangs skyld at åbne op for posen. Jeg har tit undret mig over folk, der bare er så kede af at modtage deres dagpenge, og 'kunne vi bare få et arbejde' - det er ikke fordi, jeg ikke tror på dem, men jeg tror simpelt hen ikke på, at der kun er den slags. Jeg tror, at vi er mange, ikke kun i dagpengesystemet, men også på arbejdsmarkedet, der drømmer om en anden tilværelse.
FULDMÆGTIG: Der er vi jo heldigvis forskellige.
GISSEL: Netop, det er jo også det, jeg siger: Der er ikke plads nok til forskellighed i dagpengeregi.
FULDMÆGTIG: Nej, der er en klar politisk holdning.
GISSEL: Det er der nemlig. Hvor borgerløn er så dejligt fritaget fra en politisk holdning. Den sætter folk fri, også til at tjene penge.
Efterspil
Dagen efter modtager Gissel et brev fra FTF-A, der er en formel henstilling om en "mere intensiv arbejdssøgning". Hans dagpenge er ikke længere tilbageholdt, men han får en frist på otte uger til at demonstrere sin "tilknytning til arbejdsmarkedet gennem arbejdssøgning".
Samme dag modtager han også et brev fra Arbejdsformidlingen i Århus, som indkalder ham til et møde den 1. juli (de afviser at lade ham optage samtalen på bånd). Han pålægges at tage til jobsamtale på en daginstitution med henblik på at komme i jobtræning.
Gissel møder op til jobsamtalen, men får imidlertid ikke stillingen, og dermed indledes et nyt kapitel i sagen. Den 9. juli skriver Arbejdsformidlingen nemlig til ham, at man "har noteret", at han "ikke ønsker at tage imod det tilbud " om jobtræning, som han er blevet henvist til, og at AF har meddelt dette til hans A-kasse, FTF-A.
FTF-A skriver i forlængelse heraf den 11. juli, at man af denne grund skal indlede en ny undersøgelse - og atter tilbageholdes hans dagpenge, mens undersøgelsen om det, der hedder "selvforskyldt ledighed", står på. Af en vedlagt erklæring fra Arbejdsformidlingen fremgår det, at lederen af den pågældende institution ikke ønskede at ansætte Gissel, eftersom han skulle holde barselsorlov og ferie i den periode på 31/2 måned, som jobtræningen skulle forløbe over, og at det ville betyde "for kort en periode til at opbygge et samarbejde". Endvidere hedder det: "Han virkede ikke specielt interesseret - han manglede engagement". I de officielle papirer og databaser bliver hans udeblevne jobtræning forsynet med bemærkningerne: "ønsker ikke jobbet" og "afslået tilbud om ansættelse".
Gissel retter nu henvendelse til FTF-A og understreger, at disse bemærkninger er i strid med sandheden. Han påpeger bl.a., at han aldeles ikke har "afslået" et tilbud om ansættelse, men at det var institutionen, som afslog at ansætte ham, og at dette også fremgår af institutionens egen tilbagemelding: "I Den Integrerede Institutions tilbagemelding til AF er der sat et kryds ud for 'er ikke ansat', og ikke ud for 'ønskede ikke jobbet'".
Han bemærker også, at grunden til, at institutionen ikke var interesseret i at ansætte ham, var, at hans kæreste var højgravid og havde termin inden for små tre uger, i hvilken forbindelse han selv forventede at tage 14 dages fædreorlov, samt at han i øvrigt også havde lidt ferie til gode. Som kommentar til institutionens bemærkning om, at han ikke skulle have virket "specielt interesseret " i jobbet, anfører han: "Hvordan skal det forstås? Ville det være den rette interesse, hvis jeg havde været uærlig og undladt at fortælle dem, at jeg ventede barn, og at min kæreste måske nok kunne bruge mig hjemme de første 14 dage? Det var Den Integrerede Institution, der absolut ikke virkede specielt interesseret, efter at jeg fortalte om min familiære situation".
Imens denne sag behandles, orienterer FTF-A ham den 7. august om, at "Arbejdsdirektoratet nu har afsluttet" den oprindelige sag. Det vil sige, at undersøgelsen af, om Gissel i tilstrækkelig grad opfyldte krav og betingelser for at modtage dagpenge, når han udtalte sig, som han gjorde i Jyllands-Posten, er blevet henlagt uden konsekvenser af nogen art for hans dagpengeret! Han får imidlertid fortsat ikke dagpenge udbetalt, men det skyldes altså nu, at de tilbageholdes pga. den nye sag, skønt denne alene er opstået pga. den oprindelige (nu afsluttede) sag. Selv om der snart er to små børn i familien, kan intet udbetales, så længe en undersøgelse foregår.
Først den 10. september falder afgørelsen i denne, tilkomne sag, og FTF-A meddeler, at situationen med hans jobsamtale "ikke har nogen konsekvens" for hans dagpengeudbetaling - en lille uge senere får Gissel endelig sine tilbageholdte dagpenge udbetalt. Sagen er altså tilsyneladende vundet.
Beskæftigelsesministeriet, Arbejdsdirektoratet, Arbejdsformidlingen og A-kassen har måttet afslutte udgangspunktet for hele affæren med indirekte at indrømme kunstnerens ret til dagpenge - samtidig med at han tager klar afstand fra systemets krav og betingelser; samtidig med at hans mål er at blive arbejdsfri; samtidig med at hans standpunkt er, at rådighedskrav burde afskaffes til fordel for borgerløn.
Moralen synes at være, at det kan betale sig at stå frem og stå ved sine synspunkter - også hvor de er ilde hørt af det System, der sidder med nøglen til de ydelser, som ens tilværelse uden for arbejdsmarkedet afhænger af.
Og dog. Historien slutter nemlig ikke her. Medvirkende til den tilsyneladende sejr har muligvis været det faktum, at Gissels dagpengeret under alle omstændigheder ville ophøre et par måneders tid efter sagens afslutning, fordi dagpenge som bekendt kun udbetales i en begrænset periode. Alle implicerede har naturligvis været fuldt ud klar over dette, dvs. at den "besværlige" klient alligevel snart ville være ude af dette system, hvorfor det måske ikke var besværet værd at tage det helt store, principielle slagsmål.
Og selv om Gissel vinder både den oprindelige sag og sagen om jobsamtalen, vurderer A-kassen, at han ikke har efterlevet kravene om intensiv arbejdssøgning, hvorfor han mister dagpengeretten den 26. oktober, få uger før han alligevel ville være røget ud af systemet. Han må herefter klare sig for kontanthjælp, hvor aktiveringskravene er endnu skrappere.
Kort tid efter bliver han således henvist til et aktiveringsforløb på en kommunal produktionsfabrik, hvor aktiverede udfører arbejde uden at få reel løn efter overenskomstmæssige vilkår og uden arbejdsmarkedets almindelige rettigheder i øvrigt.
Aktiveringssystemet får dermed alligevel det sidste ord, og Gissel havner nøjagtigt dér, hvor rådighedskravene udmøntes i deres mest håndfaste form: Tvangsaktivering.
Da tvangsaktiveringen betyder en væsentlig begrænsning af den tid, hvor han kan beskæftige sig med og udvikle sin kunst, vælger han i løbet af få uger at tage det fulde skridt som konsekvens af sine holdninger og nægter at lade sig indrullere i arbejdsprojektet. Dermed har han endegyldigt valgt ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og derefter indstiller kommunen al udbetaling af kontanthjælp.
I længden lykkedes det altså ikke at finde en sprække i arbejdsmoralen og aktiveringspolitikken. Der var ingen sejr for det synspunkt, at der er andre måder at bidrage til samfundet på end gennem lønarbejde - f.eks. gennem kunsten, hvad enten denne nu er i sin vorden og først senere vil blive et indtægtsgrundlag, eller den i sig selv vækker begejstring og interesse uden at indgå i noget videre kommercielt kredsløb.
Derefter må Gissel, hans kæreste og deres to børn alene leve af kærestens dagpenge og den hjælp, de kan blive nødt til at skaffe ad ikke-offentlige kanaler.
Hver anden dansker er uden for arbejdsmarkedet
Ovenstående beretning fortæller ikke bare noget om aktiveringskravenes virkelighed - den stiller det også over for et konkret alternativ, som imidlertid ikke kan indpasses i den herskende arbejdsmoral. Et alternativ, der hævder, at man godt kan bidrage til samfundet på anden måde end gennem lønarbejde; at offentlige ydelser kan være "samfundsforbedrende" i sig selv, som Jens-Rune Gissel udtrykker det over for sin A-kasse; og at rådighedskravene derfor også kan være lige så hæmmende for nogle menneskers tilværelse og samfundsbidrag, som de kan være gavnlige for andres.
Det er en udbredt opfattelse, at alle samfundsborgere er forpligtet til at bidrage til samfundet, og ikke mindst at dette bidrag nødvendigvis må bestå i lønarbejde. De fleste accepterer naturligvis, at børn, studerende, syge, handicappede og ældre fritages herfor, men ellers tilstræbes det, at enhver rask person i den arbejdsduelige alder skal påtage sig lønarbejde. Er der ikke noget lønarbejde at få, skal man enten aktiveres i kurser og beskæftigelsesprojekter eller bevise, at man i hvert fald er parat til at rykke ud øjeblikkeligt, hvis et job eller et kursus skulle vise sig.
Det er med til at give indtryk af, at der dybest set er arbejde til alle, hvis indsatsen er seriøs nok, og at parathed i sig selv er et stort skridt i retning af et lønarbejde. Kendsgerningen er bare, at det er en overordentlig stor del af befolkningen, som står uden for arbejdsmarkedet, og som derfor heller ikke bidrager til samfundet i form af lønarbejde. I den arbejdsduelige alder levede 827.500 af offentlige ydelser i Danmark i 2001 (ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet).
Ser vi på beskæftigelsesgraden som sådan, dvs. den andel af hele befolkningen, der er inden for arbejdsmarkedet, drejer det sig kun om halvdelen af den danske befolkning.
Omtrent hver anden borger i Danmark har altså ikke lønarbejde, selv om vi er vant til at opgøre "arbejdsløsheden" på en meget selektiv måde i størrelsesordenen 6-8 procent.
I realiteten er en beskæftigelsesgrad på omkring 50 procent af befolkningen faktisk så ordinær, at det næsten ligner en slags "naturlov" på det danske arbejdsmarked. Velfærdskommissionen kunne i rapporten Velstand og velfærd fra 1995 konstatere, at der næsten ingen udsving har været i beskæftigelsesgraden i løbet af det tyvende århundrede.
Det synes altså næsten umuligt at finde lønarbejde til ret meget mere end halvdelen af befolkningen - i hvert fald med den arbejdsmarkedspolitik, som vekslende danske regeringer har ført det foregående århundrede.
Betyder det nu, at kun den ene halvdel af befolkningen, lønmodtagerne, bidrager til samfundet, mens den anden halvdel ikke bidrager til samfundet, eftersom de står uden for arbejdsmarkedet? Det ville være en snæver, for ikke at sige fattig måde at opgøre det på.
Hvad enten man er lønmodtager eller ej, er der utallige måder, vi bidrager til samfundet på, som ikke har noget at gøre med vores eventuelle erhverv.
Er det ikke at bidrage til samfundet, at forældre sætter børn i verden? At hjælpe og støtte andre mennesker, det være sig familiemedlemmer, venner, bekendte eller fremmede? At deltage i den almene meningsudveksling og derigennem påvirke samfundets udvikling i store og små sammenhænge? At skabe eller deltage i kulturelle og kunstneriske aktiviteter, selv om der ikke er økonomisk overskud eller overhovedet lønindtægter involveret? Selv om vi langtfra alle er hverken arbejdsgivere eller lønmodtagere, er vi for så vidt alle både givere og modtagere i samfundets netværk, og af alt det, der gives og modtages, er løn naturligvis blot én blandt mange faktorer.
Men også ud fra en snæver økonomisk synsvinkel, bidrager vi alle til samfundsøkonomiens kredsløb. Hvor mange blandt lønmodtagernes befolkningshalvdel kan således ikke takke den anden befolkningshalvdel uden lønarbejde for, at de selv er lønmodtagere? Den halvdel af befolkningen, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet, bruger og forbruger trods alt deres egne offentlige ydelser og medvirker derigennem til at sikre indtægtsgrundlaget for den (anden) halvdel af befolkningen, der befinder sig inden for arbejdsmarkedet.
Fra arbejdsmoral til arbejdshysteri
Halvdelen af befolkningen er uden for arbejdsmarkedet og fører altså tilsyneladende et liv i "lediggang", der jo ifølge et integreret dogme i vores arbejdsmoral er "roden til alt ondt", hvorfor det også betragtes som dobbelt frygteligt at stå uden for arbejdsmarkedet. Ikke bare fordi man bliver betragtet som en "belastning" for samfundet, men også fordi "lediggang" pr. definition må føre det arbejdsløse individ i fordærv.
Det skyldes ikke mindst, at den negative opfattelse af lediggang som regel går hånd i hånd med den opfattelse, at (løn)arbejdet skulle udgøre kernen i vores identitet, hvormed et manglende (løn)arbejde jo bliver udtryk for en uhyggelig tomhed. Deraf følger let "konklusionen", at enhver form for arbejde er at foretrække frem for enhver form for arbejdsløshed. Et reklameslogan for Ekstra Bladet lød således for nogle år siden: "Hellere idiotarbejde end intet arbejde".
Et mere bastant udtryk for den mest firkantede arbejdsmoral kan næppe formuleres.
Arbejdshysteriet er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, når man for det første betænker, at arbejdet i mange traditioner rent faktisk også har været set som et nødvendigt onde, men bestemt et onde. Betænk blot Bibelens ord, hvor arbejdet er en del af straffen for menneskets syndefald: "I dit ansigts sved skal du spise dit brød".
For det andet i betragtning af, at vi lever i en tidsalder og en verdensdel, hvor automatisering, rationalisering og teknologisering, for slet ikke at nævne en historisk betragtet utrolig rigdom kendetegner det danske samfund, hvorfor der turde være rig mulighed for en markant arbejdstidsnedsættelse.
I essayet "Mennesket er ikke skabt til at arbejde" fremhæver museumsdirektør, dr. phil. Thorkild Kjærgaard kontrasten mellem den moderne arbejdsmani og den sejr, arbejderbevægelsen oplevede, da den i Danmark fik gennemført en 8 timers arbejdsdag (48 timers arbejdsuge) i 1919. Det var dengang blot begyndelsen på et stadig stigende pres på arbejdstiden, der f.eks. gjorde det nye fænomen "ferie" almindeligt i 1930erne. Arbejdets nedslidende og tidskrævende karakter blev i det hele taget bekæmpet som et onde; akkorder blev afskaffet, og skifteholdsarbejdet var under pres. Weekendordninger bredte sig i 1950erne, og en voksende grad af arbejdsfrihed trængte lønarbejdets beslaglæggelse af sin store andel af tilværelsens indhold tilbage.
Tendensen blev imidlertid efterhånden udlignet, ja, vendt 180 grader, som kvinderne i stigende grad kom ud på arbejdsmarkedet, mens mændenes arbejdstid ikke i samme grad blev begrænset. Familiernes samlede arbejdstid, der var nået ned i nærheden af en 60 timers arbejdsuge for toindtægtsfamilier, begyndte nu at skyde voldsomt i vejret. I dag lægger arbejdstiden reelt beslag på over 100 timer om ugen for mange familier.
Denne arbejdsmani er historisk set enestående. I 1400-tallet lå den gennemsnitlige arbejdsuge pænt under halvdelen i agerbrugssamfundene i vores del af verden, nemlig kun omkring 40 timer - hvilket allerede var langt mere end den nødvendige arbejdstid i jæger- og samlersamfundet, hvor Kjærgaard anslår, at den sikkert har ligget omkring to timer om dagen. Ved 1800-tallet er arbejdstiden steget til ca. 60 timer om ugen, bl.a. som følge af landbrugets modernisering, der krævede mere arbejdskraft. Industrialiseringen betyder endnu en forøgelse af arbejdstiden, ikke en aflastning - det var først med arbejderbevægelsens krav, at arbejdstiden begyndte at falde i første halvdel af det tyvende århundrede.
Vi befinder os nu i en epoke, hvor alle forudsætninger for et opgør med arbejdets forbandelse er til stede - ikke desto mindre klamrer næsten alle politikere sig til "behovet" for flere i arbejde. Det, der i størsteparten af menneskehedens historie er blevet betragtet som en forbandelse, er behændigt blevet solgt som en velsignelse.
Kjærgaard konkluderer: "Væk er tilsyneladende enhver drøm om at leve et liv i frihed, væk er al snak om 30-timers ugen for ikke at tale om 20-timers ugen, som med det nuværende produktionsapparat ville være mere end tilstrækkelig til at skaffe samfundet alt, hvad det har brug for og mere til. Selv det usleste og mest nedslidende arbejde lovprises som et spændende og udfordrende job, som indehaveren ikke for nogen pris kunne være foruden. Det er også den klogeste holdning; kritik af en arbejdsplads er uhørt og fører i reglen straks til fyring. Det ville komme bag på 15- og 1600-tallets danskere, at arbejde skulle være det eneste saliggørende, og at der ikke er noget liv uden for arbejdsmarkedet. (…) Århundreders hysteriske lovprisning af arbejdet for at folk kunne lære at affinde sig med deres skæbne, har ikke været forgæves, den har gennemtrængt hver fiber i vort samfund og gennemsyrer den politiske og offentlige retorik". (Nå, hvad laver du så?, s. 15; Kbh. 1999).
Alle mennesker vil selvfølgelig gerne foretage sig noget (som de selv føler) er meningsfuldt. Men dette behøver i sagens natur ikke være reduceret til ens erhverv. Det er f.eks. ikke arbejde i traditionel forstand at være hobbytømrer, amatørkunstner, aktiv i foreningslivet, lystfisker, bogorm, teatergænger, korsanger, vagabond, frimærkesamler, spejder, frimurer eller anden udøver af rollespil, for den sags skyld - men det kan meget vel være meningsfuldt for de pågældende alligevel.
For nogle er erhverv og hobby selvfølgelig identisk, for nogle er deres erhverv måske også ligefrem en altafgørende faktor i deres selvforståelse - men gælder det ikke også for mange, at tilværelsens essentielle del først begynder, når lønarbejdet netop er forbi? Hvis Hr. Jensen, der er ansat som f.eks. bankassistent, er gift og far til tre børn, er kasserer i sin beboerforening, spiller skak to gange om ugen, samler på detektivromaner og i sine ferier i øvrigt er passioneret bjergbestiger - hvor lidt eller meget fylder da "bankassistent" i hans identitet? Når vi virkelig tænker over, hvem vi er, kan det sagtens hænde, at vores lønarbejde kommer meget langt nede på listen over de mest betydningsfulde og identitetsskabende forhold i vores tilværelse - hvis det da overhovedet figurerer på denne liste.
Det er i sidste ende anakronistisk arbejdsmoral og banal vanetænkning, der står bag den måde, med hvilken man legitimerer tvangsaktiveringen og det stadig mere minutiøse og klientgørende kontrolsystem, som omgærder de borgere, der er uden for arbejdsmarkedet.
Forestillingen om, at man ikke beriger samfundet, hvis ikke man har lønarbejde, er ganske enkelt noget vrøvl. Det betyder selvsagt ikke, at der ikke er nedre grænser for, hvor få lønarbejdere et moderne samfund kan fungere på baggrund af, men det betyder, at der i det mindste eksisterer en betragtelig margin, inden for hvilken det turde være helt uproblematisk at mennesker frivilligt fravælger arbejdsmarkedet, alt imens de insisterer på at bevare et rimeligt eksistensniveau. Uden dårlig samvittighed, uden tvang - og uden rådighedskrav.
Lediggang - forbandelse eller velsignelse?
Tør vi fralægge os den herskende arbejdsmoral, kan vi faktisk løse nogle principielle problemer både inden og uden for arbejdsmarkedet. Især det misforhold, at der utvivlsomt er mennesker, som i perioder (eller måske permanent) lider under at være uden for arbejdsmarkedet, og at der er andre mennesker, som lider under at være inden for arbejdsmarkedet. Samfundets eksisterende arbejdsmoral pålægger begge grupper dårlig samvittighed, klientgørende kontrol og ikke mindst umyndiggørende tvang.
Frakoblet systemets vanetænkning ligger en løsning imidlertid lige for: Lad dem bytte plads. Vi må tillade, at mennesker i den arbejdsduelige alder fravælger arbejdsmarkedet, men bevarer offentlige ydelser på samme niveau, som andre, der vælger at stå til rådighed. Dermed kunne Arbejdsformidlingen og hele aktiveringssystemet også koncentrere sig meget bedre og mere effektivt om at aktivere dem, som virkelig ønsker det, mens de, der helst er fri, ikke bliver tvunget til at blokere andres potentielle plads på arbejdsmarkedet og i aktiveringscirkuset.
Det er naturligvis ikke en patentløsning eller et trylleslag, der på utopisk vis gavner alle, men det er indlysende en løsning, som vil gavne mange af dem, der i forhold til deres egne præferencer er fanget på den forkerte side af arbejdsmarkedets skel.
Flere aktiveringsprojekter har alligevel ikke anden effekt, end at de i bedste fald optimerer kursusdeltagernes formelle evner og muligheder for at søge jobs en smule, hvorved sandsynligheden for, at de kan skubbe andre ud af deres jobs tilsvarende forøges en anelse. Herefter kan de, der således er blevet skubbet ud, indtage de tiloversblevne pladser på diverse aktiveringskurser, så deres formelle evner og muligheder optimeres en smule, hvorved sandsynligheden for, at de kan skubbe atter andre ud, tilsvarende forøges … osv.
Hvorfor opretholde tvangsdelen i dette absurde aktiveringscirkus? Der er langtfra (løn)arbejde til alle i den arbejdsduelige alder. Punktum.
Der har ikke været lønarbejde til mere end rundt regnet halvdelen af alle danskere i de foregående hundrede år.
Derfor må vi dele det arbejde, der er, og er der nogen, som helt giver afkald på deres plads på arbejdsmarkedet og derved gavner en anden uden for arbejdsmarkedet, er dette et skridt i den retning. Den, der trækker sig ud af arbejdsmarkedet, har i princippet gjort en arbejdsløs, der længes efter en plads på arbejdsmarkedet, en tjeneste.
Den demografiske udvikling i retning af et stigende antal ældre på folkepension og et vigende antal yngre i den arbejdsduelige alder ændrer ikke herved.
Det er alene et politisk prioriteringsspørgsmål, om eventuelt manglende offentlige indtægter skal hentes ved at beskære de offentlige ydelser yderligere, eller f.eks. i stedet sætte skatten op for de højeste indtægter, sanere fradragsjunglen, genindføre formuebeskatningen og gennemføre andre tiltag, der retter sig mod den velhavende del af befolkningen. Der er og bliver råderum til at erstatte tvangsaktivering med aktiveringstilbud og anerkende og respektere, at alle bidrager til samfundet, hvad enten de har lønarbejde eller ej.
Frygten for, at samfundshjulene skulle gå i stå, at alt for mange skulle fravælge arbejdsmarkedet, er ude af proportioner. Dels vil de fleste utvivlsomt helst bevare de ekstra materielle goder, som et lønarbejde i modsætning til de offentlige ydelser kan finansiere. Dels er der naturligvis mennesker, for hvem et lønarbejde er nøjagtigt lige så vigtigt for deres selvforståelse, som det for andre er komplet overflødigt. Mennesker og menneskers behov er slet og ret også i denne henseende forskellige, måske vi skulle acceptere det i stedet for at presse alle ned i samme kasse.
Spørgsmålet er i sidste ende ikke, om samfundet kan fungere med accepten af arbejdsfrihed, som gavner mange både uden for og inden for arbejdsmarkedet - dét er indlysende tilfældet, al den stund så mange i forvejen er uden for arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet er blot, om samfundet vil realisere en grad af reel arbejdsfrihed, som allerede er en mulighed. Det er således ikke "utopiers" manglende forbindelse med virkeligheden, der vanskeliggør noget sådant, men først og fremmest vanetænkningens og arbejdsmoralens forbandelse af al lediggang.
Det er imidlertid ikke alene diskutabelt, om lediggang virkelig er "roden til alt ondt", sådan som det er blevet os indskærpet, for at vi lettere kan affinde os med historisk hårde arbejdsvilkår og "glemme", at det faktisk er arbejdet selv, der i udgangspunktet blev betragtet som en forbandelse. Men det er selvfølgelig heller ikke mindre diskutabelt, om "lediggang" overhovedet kan siges at være synonymt med at være uden et lønarbejde.
Jens-Rune Gissels historie er et eksempel på, at det at stå uden for arbejdsmarkedet hverken behøver være "lediggang" eller meningsløst - endsige samfundsbelastende: "Jeg trives med min overførselsindkomst, jeg mener, at den er produktiv, jeg mener, den er samfundsforbedrende".
Rune Engelbreth Larsen
Velfærd på vildspor, 2004