Jens Christian Grøndahl om Irak, utopi og idealisme

Af Rune Engelbreth Larsen

Jens Christian Grøndahl var en af de få forfattere og intellektuelle, der helhjertet og utvetydigt støttede Irak-krigen i 2003, og som bl.a. holdt på, at man kunne eksportere demokrati med våbenmagt og samtidig sikre olie-leverancerne til Vesten.

Gennem de forløbne år har Grøndahl imidlertid gradvis ændret mening og fortryder i dag sin oprindelige krigsstøtte, fremgår det af essayet Tre skridt tilbage.

»Jeg skammer mig,« erkender han her om det, han kalder en »grusom og tragisk fejltagelse«.

I et interview i Politiken røber han lidt af sløret for, hvorfor han har skiftet standpunkt:

»Erkendelsesprocessen, der går ud på, at man har taget fejl, strækker sig altid over noget tid, fordi det skal sive ned gennem bevidsthedens forskellige lag, hvor det ene jo er det, der handler om at tabe ansigt.

For mig kom vendepunktet med Abu Ghraib, selvfølgelig. Først og fremmest billederne. Ikke bare af den fysiske vold, men i lige så høj grad kombinationen af vold og så den perverse, sadistiske ydmygelse, som virkede så voldsom på os alle sammen. Abu Ghraib var lige præcis den moralske katastrofe, der gjorde det klart for verden, at der var noget rivende galt. Allerede på det tidspunkt havde jeg det svært, men med Abu Ghraib blev det gjort umuligt at forsvare, hvad der foregik. (...)

Jeg ved jo ikke mere end så mange andre avislæsere, men jeg lod mig rive med af engagementet, og pludselig stod jeg et sted, hvor jeg ikke længere havde rygdækning i min personlige erfaring og i den integritet, der forhåbentlig følger med i det, jeg i øvrigt har skrevet. Jeg havde bevæget mig meget langt væk fra mine egne forudsætninger og talte pludselig om noget, jeg dybest set ikke havde forstand på. Det kan man også godt gøre i nogle sammenhænge, men der kan også være sammenhænge som er så alvorlige, at man skal passe lidt på, og det gjorde jeg ikke. Det har jeg så haft nogle alvorlige tømmermænd over. (...)

Da Muren faldt, og kommunismen viste sig at være så eroderet, at den faldt sammen så let som ingenting, skete der det, at politik i international forstand gik fra at være noget, som var præget af strategiske og ideologiske overvejelser til at være noget, der handlede om moral. Ja, hurra, demokratiet har vundet, sagde man. (...)

Men det var også den ide fra oplysningstiden, som går ud på, at demokratiet er universelt - at det er værdier, som går på tværs af kulturelle og religiøse grænser, og at det er noget, der kan gælde for alle. Det var den ide, der animerede os. Det var ikke mindst det, der skete, da Balkan brød i flammer på ny, og vi for første gang siden Anden Verdenskrig så folkemord i vores egen del af verden, og hvor det blev et intellektuelt engagement at sige, at vi skal intervenere, hvor intellektuelle traditionelt har været pacifister. I stedet sagde vi: Nej, det er rigtigt at bombe, rigtigt at standse det, der sker i Kosovo, og det synes jeg stadig, det var. (...)

Man havde kommunismen på den ene side og demokratiet på den anden. Det var så nemt at stille det verdensbillede op. Men de er usammenlignelige. Overlegenheden ved demokratiet er, at det ikke er en trosretning. Det er en værdi i sig selv at have alle mulige identiteter og religioner og værdiforestillinger i spil samtidig, og hvor man - hvis man overholder nogle fælles spilleregler - faktisk kan leve sammen og få noget ud af det. Det er bare noget helt andet end forestillingen om et overgribende syn på tingene, som vi alle så skal underkaste os. Det fortvivlende ved den nuværende amerikanske administration er netop, at den taler om demokratiet som om den var en religion. Det har intet at gøre med oplysningstraditionen i europæisk forstand og intet at gøre med en verdslig, tolerant, åben opfattelse af menneskerettigheder og demokrati. Det er netop et korstog. Al Qaedas krigere gør da fuldstændig ret i at opfatte det som et korstog, som det formuleres af amerikanerne. Det er den store fallit. For det er jo ikke et korstog. (...)

Jeg finder det fortvivlende, at alternativet til Saddams verdslige styre formentlig er et religiøst funderet tyranni, men jeg mener i det store hele, at vi står ret magtesløse over for det, for det er de mennesker og deres forestillinger om fremtiden, der skal afgøre sagen. Ikke hvad vi synes er det rigtige. (...)

Da den kolde krig var farligst, var der tale om, at vi levede op mod truslen om den totale udslettelse. Den var en kontant mulighed. Al Qaeda er altså ikke af samme kaliber. De kan bombe undergrundsstationer og skyskrabere, men det vil aldrig rokke ved tiltrækningskraften og kvaliteterne ved den livsform, der har udviklet sig i Vesteuropa og Amerika. Der er for mange i de samfund og uden for de samfund, som gerne vil leve på den måde. Derfor kan al-Qaeda ikke på nogen måde true det. Men vi ser al-Qaeda som det totale fjendebillede, og derfor er vi hele tiden i fare for at reducere vores egen verdslige kultur til en ny slags politisk religion. Det er farligt, for det lukker os til og gør os dummere og samfundet mere tillukket at leve i. Det har man allerede set i USA, hvor debatkulturen gennem nogle år har været præget af en næsten mccarthyistisk sindelagskontrol, hvis man kritiserede Bush.« (...)

Jens Christian Grøndahl interviewet af Carsten Andersen
Politiken, 29.3.2007

Læs hele interviewet i avisen - Jens Christian Grøndahl kommer ind på mange interessante betragtninger ud over sit eget holdningsskifte i forhold til Irak-krigen.

Det er vel kærkomment, når folk, der har indtaget et synspunkt, man ikke deler, vender på en tallerken, og det er da ganske bemærkelsesværdigt i den udstrækning, det er tilfældet her, hvor Grøndahl er gået fra en tro på krigen til en kritisk analyse, der sine steder overlapper konklusionerne i undertegnedes Terrormyten og det amerikanske imperium (2003).

Denne iagttagelse er imidlertid ikke udtryk for nogen I told you so-attitude, for det betydningsfulde er slet ikke den specifikke position, Jens Christian Grøndahl nu måtte være havnet i i forhold til, om det var rigtigt eller forkert at støtte Irak-krigen - i det mindste ikke primært.

Det korte af det lange er, at selv om argumenterne for Irak-krigen efter min mening heller ikke var gode nok i 2003, betyder det ikke, at der ikke også var gode argumenter for at afsætte Saddam Hussein militært (jf. overvejelserne i essayet Krigens sikre sejrherre), hvilket så kun gør Grøndahls udmeldinger i dag så meget desto mere imponerende.

Han kunne let have valgt mange andre måder at »korrigere« sin holdning på i »bagklogskabens ulidelige lys« eller lignende (det ville enhver politiker have valgt - hvis han da overhovedet ville være gået så langt) - men Grøndahl valgte i stedet den mest konsekvente linje. Han valgte i og for sig at tabe ansigt med rank ryg, skønt han altså bare kunne have holdt sin kæft eller have pakket sig ind i mindre kompromitterende »justeringer«.

Det betydningsfulde ved hele denne historie er derfor i mine øjne for det første forfatterens redelighed. At »tabe ansigt« med format, hvorved det netop slet intet som helst har med ansigtstab at gøre længere - tre vanskelige skridt tilbage, men seks skridt op ad.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på et citat af Piet Hein: The noble art of loosing face may one day save the human race.

For det andet - og mere konkret - består det betydningsfulde deri, at Jens Christian Grøndahl ikke blot når frem til en afstandtagen til krigen, men påpeger en langt mere vidtrækkende pointe (som flere krigs-fortalere såvel som krigsmodstandere sikkert vil være uenige i), at USA & Co. simpelthen har begået den fundamentale fejl at identificere demokrati med ideologi.

Konsekvenserne heraf er mere vidtrækkende, end det måske umiddelbart kan synes - hvilket også fremgår af interviewet: »Det fortvivlende ved den nuværende amerikanske administration er netop, at den taler om demokratiet som om den var en religion. Det har intet at gøre med oplysningstraditionen i europæisk forstand og intet at gøre med en verdslig, tolerant, åben opfattelse af menneskerettigheder og demokrati. Det er netop et korstog.«

Derved går Grøndahl ikke banalt fra én politisk holdning til en anden om Irak-krigen - men fra én politisk holdning om Irak-krigen til et meget mere bredspektret ræsonnement, der er for filosofisk til at kunne banaliseres i entydige politiske kategorier.

Jeg er ikke enig i alt, han giver udtryk for i den sammenhæng, men jeg synes, at det er både beundringsværdigt og modigt gjort - og at han frem for alt stimulerer en diskussion, der netop ikke er af samme sort-hvide karakter, som Irak-debatten har tendens til at henfalde til.

En diskussion, der rækker ud over den aktuelle problematik og ud over de aktuelle (og lidt for forudsigelige) skyttegravskrige inden for rammerne af det traditionelle parti- og kulturpolitiske dualisme - og som munder ud i forfatterens interessante afskedssalut:

Der er al mulig grund til at være skeptisk over for forfatteres politiske stillingtagen, simpelthen fordi forfattere ikke i udgangspunktet er pragmatikere. Forfattere vil altid snarere være til fals for den ene eller den anden form for idealisme. Forfattere er mere fantasifulde, mere utålmodige og temperamentsfulde, men det rummer et latent forræderi mod det, som er hjertet i litteraturen, som ikke er idealer eller utopier men en dyb loyalitet og troskab over for det ukendte enkelte menneskes perspektiv. Når man fører sig frem som idealist vil man altid bringe sig selv i fare for at forråde det individuelle, fuldstændig uheroiske perspektiv. Det enkelte menneske fortaber sig i de der store linjer. Og fordi idealer gennem historien har vist sig at være tyranniske og i sidste ende morderiske. Det gjaldt kommunismen, som også var en stor fristelse for mange forfattere og intellektuelle, og det gælder i nutidssituationen den naive forestilling om, at man kan demokratisere Mellemøsten med vold og magt.

Nu skal man ikke vudere komplekse standpunkter ud fra et avis-interview, der i sagens natur aldrig kan nå den grad af præcision, som et skriftligt formuleret og velovervejet standpunkt - men som afslutningsordene falder her, er jeg ikke helt enig.

Jeg ved eksempelvis ikke, om forfattere ikke i udgangspunktet kan være pragmatikere, som Grøndahl hævder - det tror jeg faktisk, at der er en del forfattere, der er. At de muligvis er mere »til fals for den ene eller anden form for idealisme« end andre, er vel også vanskeligt at sige noget definitivt og generelt om, selv om det måske til gengæld forekommer mere oplagt. Men jeg er ikke sikker på, at det fører til Grøndahls konklusion.

Jeg er således i udgangspunktet enig i det, Grøndahl kalder »hjertet i litteraturen«, og som han karakteriserer som »en dyb loyalitet og troskab over for det ukendte enkelte menneskes perspektiv« - jeg er også helt enig i, at dette i og for sig må stå i kontrast til utopier.

Men må det af den grund også stå i kontrast til idealer? Det tror jeg ikke - måske tværtimod.

Idealer og utopier er ikke det sammme - en pragmatiker kan have idealer, og en anti-utopiker kan have idealer.

Humanistiske idealer er - i det mindste, hvor vi går oprindelseshistorisk til værks, som jeg har forsøgt at demonstrere det i Renæssancen og humanismens rødder (2006) - ikke af den utopiske tradition, men langt snarere beslægtet med det, Grøndahl kalder »en dyb loyalitet og troskab over for det ukendte enkelte menneskes perspektiv«.

Heri ligger en individualistisk insisteren på den enkeltes integritet og den kulturelle pluralisme, som er intimt forbundet med hinanden - og som vel kan forfægtes ganske idealistisk.

Idealisme kan således sagtens være en anti-autoritær og anti-totalitær idealisme - i min begrebsforståelse var det, der f.eks. gjorde kommunismen og nazismen til en trussel mod den enkeltes individuelle integritet ikke, at kommunisterne og nazisterne i udpræget grad var idealister, men at de var totalitære idealister.

Den anti-totalitære idealist har idealer, som i sagens natur ikke er totalitære, men som heller ikke behøver være utopiske - hverken i betydningen »paradisiske« (som f.eks. i Campanellas Solstaden eller som et transcendent himmerige) eller i den mere simple betydning af »uopnåelige« eller »sværmeriske«.

Min pointe er med andre ord, at den, der »forråder det individuelle, fuldstændig uheroiske perspektiv«, som Grøndahl siger, ikke gør det i egenskab af idealist, men i egenskab af totalitær idealist.

Rune Engelbreth Larsen
29. marts, 2007