Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der har karakteriseret integrations- og indvandrerdebatten. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.
Det Konservative Folkeparti, MF (1994-), kulturminister (2001-2010), økonomi- og erhvervsminister (2010-2011)
»Vi kan ikke have en græshoppe-model, hvor hvor nogle græshopper, i dette tilfælde østeuropæere, hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark.« (Berlingske Nyhedsbureau, 9.7.2013).
NOTE: Læs kommentar til ovenstående udtalelse: Er Brian Mikkelsen en hestehårsorm? REL. |
»En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.« (Tale ved De Konservatives årsmøde, 24.9.2005).
»Der er stadig mange slag, der skal slåes. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange.«
(Tale ved De Konservatives årsmøde, 24.9.2005).
NOTE: På det tidspunkt, hvor kulturministeren holder sin tale til De Konservatives årsmøde, har han søsat sit projekt om en dansk kultur-kanon, som er blevet udsat for megen kritik fra kulturlivet, men som på baggrund af hans tale nu også kritiseres af flere medlemmer af hans egne kanon-udvalg for at kæde en kultur-kanonen sammen med en værdikamp og derved komme til at fremstå som et slet skjult nationalistisk projekt.
|