Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der har karakteriseret integrations- og indvandrerdebatten. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.
Professor dr. phil. i historie. Leder af Center for Koldkrigsforskning
»Det drejer sig om civilisation og demokrati kontra barbari og despoti. Ikke kun i Mellemøsten, hvor kampen står mellem Israel og islam, men også i Europa. Den kloge og skarpe Henryk Broder har skrevet den uforlignelige bog om Vesteuropas uforstand, ”Hurra, vi kapitulerer!” I nogle år endnu kan vore politikere, journalister og kultursociologer leve i den illusion, at vi kan undgå konflikten i Europa ved at tale om noget andet og lukke øjnene for barbariet. Det kan vi ikke. De heiler allerede både dér og her. Vi vil komme i samme situation, som Israel..« (Jyllands-Posten, 6.2.2009).
»Alle, der har fulgt med, kan med egne øjne se, hvordan gadebilledet i danske og andre europæiske byer har ændret sig; hvordan muslimer insisterer på at markere deres tilstedeværelse ikke alene i det offentlige rum, men også i private virksomheder, hvor de ikke vil underkaste sig det gældende beklædningsreglement; hvordan domstolene bøjer sig i misforstået hensynstagen til kulturforskelle; undervisningssystemet tilpasser sig imamernes krav om påklædning, opdelte baderum og helligdage. Ja, hvordan Folketinget for et par år siden efter islamiske terroristers angreb på USA den 11. september manifesterede sig som islams forsvarer ved rasende at irettesætte Pia Kjærsgaard, der tillod sig at mene, at der var forskel på kristen/europæisk og muhamedansk kultur. Bogen sammenligner islam som totalitær politisk bevægelse med nazismen, og lighederne er faktisk slående.« (Jyllands-Posten, 10.10.2003).