Hizb-ut-Tahrir har varslet et større offentligt møde på Det Kongelige Bibliotek (Den Sorte Diamant) i København - overskriften lyder: "Afghanistan: De skandinaviske regeringer i USA's tjeneste."
Mødeindkaldelsen indeholder billeder af soldaterkister med bl.a. danske flag, og det fremgår af teksten, at man vil "sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn".
Det har rejst et ramaskrig, for er der da ingen grænser for, hvem der kan få lov til at agitere offentligt - og hvilke synspunkter, der kan rejses?
Lad os inledningsvis konstatere, at Hizb-ut-Tahrir er en fundamentalistisk islamisk bevægelse, der kæmper og agiterer for kalifatet, og som i så godt som alle henseender er et sekterisk anti-humanistisk parti, hvis mål er et frihedsfornægtende samfundssystem.
Deri minder de om visse yderligtgående venstrefløjsgrupperinger under Den Kolde Krig, der til det sidste - eller langt hen ad vejen - fastholdt opbakningen til en totalitær samfundsmodel efter helt eller delvist sovjetisk mønster. Én af forskellene er naturligvis, at hvor Hizb-ut-Tahrir er et rent utopisk projekt uden skyggen af jordforbindelse, endsige nævneværdig opbakning blandt muslimer (og slet ikke i den såkaldte islamiske verden, hvor partiet er forbudt adskillige steder), var den sovjettiske totalitarisme en mastodontisk supermagt bevæbnet til tænderne med atomvåben og med millioner af menneskers undertrykkelse og internering på samvittigheden.
I denne sammenligning er Hizb-ut-Tahrir altså langt, langt mere politisk kuriøse end realpolitisk farlige. De er deres eget dilemma - de eksisterer og agiterer ene og alene på grundlag af en frihedstradition, som en realisering af deres utopi vil ophæve.
Men at Hizb-ut-Tahrirs målsætning er politisk usympatisk ud fra ethvert humanistisk og frihedshævdende perspektiv, betyder ikke, at de ikke kan have ret i dele af deres kritik af f.eks. dansk udenrigspolitik eller krigen i Afghanistan - ganske som yderligtgående totalitære venstrefløjsgrupperinger i 1970'erne naturligvis kunne have ret i dele af deres kritik af USA, selv om en sovjettisk inspireret 'løsningsmodel' var frastødende. Og det betyder frem for alt ikke, at de ikke bør nyde samme frihedsrettigheder som andre lovlige organisationer.
En sådan konstatering burde være afslappet og indlysende, men i det herskende politiske klima, er det meget, meget kontroversielt at besinde sig på de helt basale frihedstraditioner, så snart disse lige så indlysende udstrækkes til at gælde dem, der er uenige heri. Det er og bliver frihedens paradoks - om end et marginalt paradoks -at ufrihedsforkæmpere også kan kæmpe for deres sag på frihedens præmisser.
Spørgsmålet om, hvorvidt de må holde møde på Det Kongelige Bibliotek er derfor ganske let at besvare: Selvfølgelig må de det. Så længe det er en lovlig organisation, og så længe mødet ikke er ulovligt, bør de nyde samme forsamlings- og ytringsfrihed som alle andre.
Derfor er jeg også enig med Jacob Mchangama, når han fastslår: "Det er ikke udtryk for svaghed eller vestlige naivitet at lade Hizb-ut-Tahrir fremføre deres ekstreme og frihedsfornægtende budskaber. Det ville derimod være et tegn på svaghed, hvis man opfatter Hizb-ut-Tahrir som så farlige og betydningsfulde, at man forbyder organisationen og dens møder."
Hizb-ut-Tahrir har nul realpolitisk indflydelse, og den massive opmærksomhed de får, skyldes naturligvis dels deres evne til at provokere, dels at de er nyttige idioter for den antimuslimske agenda. De leverer ved deres eksempel dét billede, højreradikale gerne vil fremstille af hver eneste muslim i landet, og derfor skal Hizb-ut-Tahrir gerne overeksponeres og fremstilles som et trusselsbillede, der imidlertid i virkelighedens verden ikke er belæg for.
Så glemmer vi jo også, at dem, der har danske soldaters og afghanske civiles blod på samvittigheden, ikke mindst er de politikere, som fastholder en mislykket og kontraproduktiv dansk militær tilstedeværelse i Afghanistan - så kan vi rette al vores galde mod nogle muslimer i stedet. Praktisk og forløsende, ikke sandt?
Den højreradikale bevægelse Danmarks Nationale Front har udnyttet situationen til at sende en anmodning til Det Kongelige Bibliotek om, at de også gerne vil holde et offentligt møde. Det er jo smart tænkt.
De kan vist mere end rigeligt matche Hizb-ut-Tahrir i radikalitet. Foreningens talsmand Lars Agerbak er i øvrigt varetægtsfængslet og sigtet for at ville fremstille bomber eller eksplosiver. Dét har politikerne ganske vist været påfaldende tavse om - tænk lige engang, hvis det var Hizb-ut-Tahrirs talsmand, så kan det nok være, at forsiderne havde været fulde af historien i dagevis.
Men ikke desto mindre bør Danmarks Nationale Front også have lov til at holde et møde, hvis det er praktisk muligt. Ikke alene er Agerbak ikke dømt for noget, så der skal ikke sluttes noget som helst på forhånd, men så længe Danmarks Nationale Front i lighed med Hizb-ut-Tahrir ikke er forbudt, og så længe de ikke indkalder til et ulovligt møde, så har de selvindlysende samme ret til at anmode om og afholde det på Det Kongelige Bibliotek.
Det er nu engang vilkårene, hvis vi ikke ønsker at skulle veje hver eneste lovlige politiske organisation fra gang til gang og suspendere forsamlingsfriheden. Det er vilkårene i et åbent samfund.
Så vil nogle mene, at det er særligt graverende, at det skal foregå lige netop dér, Det Kongelige Bibliotek - men hvorfor? Det er et bibliotek, og jo, de kunne da sikkert finde et andet bibliotekslokale, og selvfølgelig bliver det noget anstrengende, hvis Den Sorte Diamant skal stormløbes af yderligtgående bevægelsers møder alene for signalværdien, men det er endnu et hypotetisk problem.
Og at forbyde møder i offentlige mødelokaler for lovlige organisationer og foreninger er og bliver uacceptabelt - uanset hvor uacceptable synspunkter de pågældende foreninger og organisationer måtte ønske at agitere for.
APROPOS
> Grøndahl m.fl.: Hizb-ut-Tahrir i Danmark
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20.1.2011