Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

M. Grøndahl, T.R. Rasmussen og K. Sinclair: Hizb-ut-tahrir i Danmark. Farlig fumdamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? (Aarhus Universitetsforlag 2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er et islamisk parti, hvis formand Fadi Abdullatif er dømt for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf for uddeling af løbesedler vendt mod jøder, hvori det bl.a. hedder: »Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer.« Et islamisk parti, der af store dele af pressen og talrige politikere og iagttagere bliver betragtet som udtryk for en farlig og samfundsomstyrtende islamisme på dansk jord.

Ikke desto mindre er der til trods for den truende og tåbelige løbeseddel overraskende mange kendsgerninger om Hizb ut-Tahrir, der ikke synes at harmonere med den voldsomme eksponering, partiet har fået – endsige det trusselsbillede, der gerne tegnes af det i Danmark.

Der er f.eks. kun omkr. 50 medlemmer og næppe mere end ca. 300 sympatisører. De findes praktisk talt kun i Københavnsområdet. De fastholder en konsekvent ikke-voldelig ideologi, og der er trods løbesedlen ingen eksempler på det modsatte. De kæmper for genoprettelsen af kalifatet et sted i den islamiske verden, ikke islamiseringen af Danmark. De opfatter det som en muslimsk pligt at respektere Grundloven og den danske lovgivning i øvrigt. De kaldes »tøsedrenge« af islamister i Storbritannien, fordi de ikke opfordrer til deltagelse i væbnede kampe under internationale konflikter.

I bogen Hizb ut-Tahrir i Danmark afdækker, endevender og udtømmer Malene Grøndahl, Torben Rugberg Rasmussen og Kirstine Sinclair de relevante aspekter af dette tilsyneladende uvante fænomen i det danske samfund.

Terrorister er de ikke, fastslår forfatterne med henvisning til en kulegravning af organisationen i USA: »Clinton-administrationen konkluderede efter en undersøgelse af partiet i 2000, at det ikke kunne siges at være et terrorstøttende parti, da det aldrig har deltaget i guerillakrig, kidnapninger eller andre 'kvalificerende' aktiviteter.« (s. 124). På det tidspunkt var bevægelsen fortsat relativt ukendt i Danmark.

Siden midten af 1990'erne har partiets synspunkter og fremgangsmåde godt nok været kendt i snævre sammenhænge i København, hvor velformulerede og engagerede medlemmer har gjort sig bemærket under mange debatter og møder om især integrationspolitik og islam, og hvor arrangører og deltagere til tider har lidt under, at de har forsøgt at stjæle dagsordenen. Men først fra 1999 har Hizb ut-Tahrir arrangeret egne stormøder og tiltrukket stor pressebevågenhed, fordi man fastholder en adskillelse af kvinder og mænd blandt tilhørerne, og fordi lange enetaler med megen skarp retorik har fordømt USA og Vesten og taget entydig afstand fra demokratiet og enhver sekulariseret samfundsudvikling.

Men Grøndahl, Rasmussen og Sinclair påpeger i en interessant og tekstnær analyse af partiets retorik, hvor genkendeligt den på den ene side indskriver sig i en ret almen, folkelig magtkritik, hvis virkemidler vi kender fra så tilsyneladende forskelligartede fænomener som f.eks. punkmusikken og middelalderens fastelavnskultur med dens oprørs- og nedgøringsstrategier over for autoriteter og magthavere. Og på den anden side hvor klare paralleller der er mellem Hizb ut-Tahrirs islamiske vækkelsesbevægelse og den indremissionske vækkelse i midten og slutningen af 1800-tallet. »Der er altså et slægtskab mellem Indre Mission og Hizb ut-Tahrir, fordi begge bevægelser mener, at de har ret til at håndhæve en sakral autoritet, og begge udtrykker dyb foragt for og frontstilling over for resten af verden, der opleves som blottet for sand moral og religiøsitet. (…) samtidig med at de [Indre Mission] havde blikket stift rettet mod den personlige frelse, afstivede [de] en mere eller mindre skrøbelig personlig og fælles identitet i form af en hadsk, selvbevidst og udadvendt aggression mod diverse autoriteter og ydre fjender.« (s. 186).

Der er med andre ord intet belæg for at karakterisere Hizb ut-Tahrirs retorik som specielt udansk eller særlig typisk islamisk eller arabisk; den er derimod ganske parallel med, hvad man kan finde i tekster fra bl.a. Indre Mission – og f.eks. fra den yderste venstrefløj. På baggrund af en analyse af en tekst fra Hizb ut-Tahrirs blad Khilafah konkluderer forfatterne: »Der er ikke belæg for at læse teksten som et udtryk for et voldeligt beredskab, snarere som et alternativ hertil. Det er en 'sprogets djihâd', vi har at gøre med. Et martyrium tænkt, udlevet, gennemspillet og leget med sproget som medium og platform. Khilafah-teksten er en hybrid. Den refererer til eller sampler forskellige sproglige og kulturelle koder. Den forener Koranen og en karnevalistisk magtkritik i sit rituelle, subkulturelle livtag med verden …« (s. 188f).

Trods en skarp, for ikke at sige firkantet retorik lever Hizb ut-Tahrir ikke tilnærmelsesvist op til offentlighedens billede af en flok terrorister in spe, men fungerer ikke desto mindre som sindbillede på islams påståede destabiliserende og farlige indflydelse i det danske samfund.

Organisationen har til trods for sin lidenhed og bemærkelsesværdige afvigelse fra internationale, revolutionære islamister således formået at placere sig selv i en lun – for ikke at sige hed – plads på den politiske dagsorden og bader sig i realiteten med nogen veltilfredshed i den forargede medieopmærksomhed, der har gjort dem til flere hjemlige opinionsdanneres yndlingsfjendebillede. Deres selvforståelse som en islamisk elite bestående af selvskrevne ofre for det, de ser som Vestens og Israels konspiration mod muslimer verden over, er paradoksalt nok omtrent lige så afhængig af den populistiske hetz, de er udsat for, som de anti-islamiske kræfter på deres side er afhængige af, at f.eks. Hizb ut-Tahrir optræder som en slags velvillige medspillere under iscenesættelsen af det islamiske trusselsbillede.

Hvordan journalister kan medvirke til at overreagere og overdrive partiets betydning, eksemplificerer forfatterne i en analyse af det tendentiøse sprog og de sensationalistiske vinkler i en artikel af Informations Charlotte Aagaard sat over for en helt anderledes nøgtern og udramatisk dækning af Jyllands-Postens Ulrikke Moustgaard. Med kirurgisk akkuratesse udfoldes forskellene i journalistisk tilgangsvinkel, og analysen, der kommer langt omkring den generelle mediedækning af Hizb ut-Tahrir i øvrigt, burde være mere end oplagt som fast del af pensum på Danmarks Journalisthøjskole.

Det, der er bogens ekstra styrke, er netop, at dens saglighed og grundighed rækker langt videre end til afdækningen af det berygtede partis specifikke historie, selvforståelse og betydning i islamiske miljøer såvel som i det danske mediebillede. Hvad enten man finder Hizb ut-Tahrir interessant eller ej, kan bogen læses for sine præcise sproganalyser og loyale præsentation af de forskellige synspunkter på de behandlede problemstillinger, der har relevans ikke bare for debatten om Hizb ut-Tahrir, men for den meget bredere refleksion over demokratiets spilleregler og pressens virkemidler, ikke mindst politisk såvel som journalistisk retorik i det hele taget.

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 3/2003