Hvorfor blasfemi-lovgivning bør undgås

Af Rune Engelbreth Larsen

I Danmark har vi en gammel blasfemi-paragraf, som aldrig benyttes, men i Irland har man ny en lov, der forbyder udsagn, der kan tolkes som »grov eller fornærmende over for emner, som regnes for hellige af hvilken som helst religion«, og som kan straffes med bøder på op til 185.000 kroner (Politiken.dk, 3.1.2009).

Det er fortsat 'mildt' i forhold til lande, hvor blasfemi kan straffes med dødsstraf som f.eks. i Pakistan. I Vesten er sanktionsmulighederne langt mere begrænsede, men på en vestlig skala er den irske lov ganske hård.

Organisationen Atheist Irland har reageret ved at offentliggøre 25 blasfemiske citater, hvoraf nogle er tilskrevet Jesus og Muhammed, mens andre bl.a. stammer fra historiske eller nyere forfatteres kendte værker eller moderne kulturpersonligheders udsagn. Hensigten er naturligvis at vise, at der allerede eksisterer en tradition for ramsaltet religionskritik, og håbet er, at offentliggørelsen fører til en retssag, der kan teste loven: 25 Blasphemous Quotations

Blasfemi dækker over mange ting og er derfor ganske enkelt umuligt at sætte på juridisk formel, hvis der skal være blot nogen gennemskuelighed i lovgivningen såvel som ligeværdighed religioner imellem. For det er ikke de samme emner eller forhold, der er hellige for alle religioner, og der er vide rammer for, hvad den ene eller anden betragter som helligbrøde.

Jeg har også i andre sammenhænge forsøgt at gøre opmærksom på, hvorfor der er forskel på at kritisere og tage afstand fra dæmoniserende generaliseringer og propaganda og så at indføre (eller håndhæve) en blasfemiparagraf - bl.a. i en udførlig analyse i efterskriftet i bogen Oplysning og tolerance.

Kritikere af Jyllands-Postens famøse karikaturtegninger fra 2005 tilskrives imidlertid igen og igen standpunkter som at være modstandere af ytringsfrihed eller religionskritik - derfor følger her et uddrag af nogle mere kortfattede betragtninger fra en artikel til Dansk PEN, som ikke er blevet mindre aktuelle efter debatten i kølvandet på det mislykkede attentatet på Kurt Westergaard, hvor ytringsfrihed, blasfemi og propaganda igen er oppe at vende i forskellige sammenhænge:

(...) Proportionsforvrængninger og negative generaliseringer, der ofte over én kam tilskriver indvandrere i almindelighed eller muslimer i særdeleshed suspekte egenskaber og planer, får let spil, når politikere rutinemæssigt kan svøbe dem ind i en uskyldig kappe af "ytringsfrihed", medmindre de mødes af substantiel og offensiv kritik.

Heraf følger ikke, at man skal gå på kompromis med ytringsfrihedens vide rammer, men at man skal insistere på omhyggelig vægtning og kritik af konsekvenserne af dæmoniserende ytringer. Når f.eks. en avis i 1930'erne bringer karikaturer af en jøde med en bombe på hovedet [bl.a. gengivet i denne artikel: Wilders' propagandafilm Fitna.] i en kontekst, der tilskriver jøder en særlig ondskabsfuld natur, må det væsentligste være at hudflette jødehadet, ikke at heroisere propagandaen som et "slag for ytringsfriheden". Og når fremtrædende politikere i dag påstår, at der slet ikke findes "fornuftige muslimer", eller at "titusindvis og atter titusindvis" af landets indvandrere lever i "middelalderen", er det selvfølgelig tilsvarende nødvendigt at imødegå propagandaen som den løgn, den er. (...)

Alligevel griber denne slagside mod et mindretal om sig uden megen modkritik og får i stigende grad status af et normalbillede i medierne og debatten. For Dansk PEN, hvis charter fastslår, at "da frihed indbefatter viljen til at beherske sig, lover medlemmerne hinanden at gå imod sådanne onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser af kendsgerninger med politiske og personlige formål", er det imperativt at opponere eksplicit imod denne udvikling.

En alt for kritikløs accept af dæmoniseringen af mindretalsreligiøsitet får nemlig blot religiøse minoriteter til i højere grad at ty til rene religiøse forsvarsmekanismer, f.eks. kravet om (yderligere) blasfemiforbud - hvilket desværre sammenblander problemstillingerne. Det er nemlig ikke alene umuligt at definere blasfemi konsistent på tværs af alle religioner (og derfor er det i alle tilfælde uanvendeligt som juridisk kriterium i et retssamfund baseret på uforudindtaget ligebehandling); men at anskue blasfemi som en indskrænkning af trosfriheden, ville endvidere svare til at anskue politisk satire som en indskrænkning af den politiske frihed. Det ville med andre ord betyde en inkonsistent og uacceptabel indskrænkning af ytringsfriheden på flere planer.

Men ét er at afvise en kriminalisering af blasfemi, noget andet ligefrem at heroisere dæmoniserende hån, spot og latterliggørelse (hvad enten det opleves som "blasfemi" eller ej). Historien kender talrige eksempler på, hvordan kollektiv dæmonisering af mindretal farver flertallets syn og stimulerer marginalisering, stigmatisering, overgreb og det, der er værre.

Det er imidlertid tankevækkende, at 'ytringsfriheds-argumentet' i dag hovedsageligt bruges til at tale magtens og dæmoniseringens sag i Danmark. Mange glemmer bekvemt, at magtfulde politikere og organisationer har ualmindelig let adgang til at ytre sig på egne præmisser og heroisere aggressive udfald mod trængte minoriteter, som derimod hverken har samme midler eller muligheder for at søsætte landsdækkende aviskampagner eller tage til genmæle med et minimum af gennemslagskraft.

Svaret på denne udfordring er som nævnt blot ikke blasfemiforbud - og slet ikke som svar på et internationalt pres fra totalitære magthavere, der i forvejen kvæler ytringsfriheden. Derimod må vi, der ønsker at fastholde ytringsfrihedens vide rammer, så meget desto mere intensivere kritikken og den minutøse afdækning af ubalancen i ytringsMAGTEN, som bl.a. kommer til udtryk i den generaliserende propaganda, der dæmoniserer befolkningsmindretal, skaber yderligere marginalisering og ulmende had ved konstant at forværre majoritetens vrangbillede af minoriteten.

Dansk Pens Magasin om litteratur og ytringsfrihed (2009)
Tema: Religionskritik og blasfemi

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 4.1.2010