Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ytringsfrihed, blasfemi og propaganda

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ytringsfriheden er helt eller delvist ikke-eksisterende i mange lande, og i mange tilfælde er den trængt under magthaveres behændige påskud - herunder hensynet til "nationers sikkerhed" og "religioners ukrænkelighed". Konsekvenserne kan være både undertrykkende og blodige, men selve problemstillingen er forholdsvis enkel - magten marginaliserer eller brutaliserer sine kritikere ved at dække manglende ytringsfrihed ind under spørgsmål om sikkerhed eller sakralitet.

En anden type problemstilling vender imidlertid den anden vej rundt. Her er det ikke manglende ytringsfrihed, der er det største problem, men derimod manglende balance i ytringsfriheden - dominerende aktører i samfundets og mediernes politiske elite marginaliserer eller dæmoniserer mindretal via hatespeech og stigmatisering under dække af ytringsfrihed.

Sidstnævnte er ikke mindst problemet i Danmark. Proportionsforvrængninger og negative generaliseringer, der ofte over én kam tilskriver indvandrere i almindelighed eller muslimer i særdeleshed suspekte egenskaber og planer, får let spil, når politikere rutinemæssigt kan svøbe dem ind i en uskyldig kappe af "ytringsfrihed", medmindre de mødes af substantiel og offensiv kritik.

Heraf følger ikke, at man skal gå på kompromis med ytringsfrihedens vide rammer, men at man skal insistere på omhyggelig vægtning og kritik af konsekvenserne af dæmoniserende ytringer. Når f.eks. en avis i 1930'erne bringer karikaturer af en jøde med en bombe på hovedet i en kontekst, der tilskriver jøder en særlig ondskabsfuld natur, må det væsentligste være at hudflette jødehadet, ikke at heroisere propagandaen som et "slag for ytringsfriheden". Og når fremtrædende politikere i dag påstår, at der slet ikke findes "fornuftige muslimer", eller at "titusindvis og atter titusindvis" af landets indvandrere lever i "middelalderen", er det selvfølgelig tilsvarende nødvendigt at imødegå propagandaen som den løgn, den er.

Dertil kommer, at effekten af sådanne udsagn forværres i en medietid, hvor samfundsproblemer i voldsomt overdreven grad tilskrives muslimers kulturbaggrund.

Alligevel griber denne slagside mod et mindretal om sig uden megen modkritik og får i stigende grad status af et normalbillede i medierne og debatten. For Dansk PEN, hvis charter fastslår, at "da frihed indbefatter viljen til at beherske sig, lover medlemmerne hinanden at gå imod sådanne onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser af kendsgerninger med politiske og personlige formål", er det imperativt at opponere eksplicit imod denne udvikling.

En alt for kritikløs accept af dæmoniseringen af mindretalsreligiøsitet får nemlig blot religiøse minoriteter til i højere grad at ty til rene religiøse forsvarsmekanismer, f.eks. kravet om (yderligere) blasfemiforbud - hvilket desværre sammenblander problemstillingerne. Det er nemlig ikke alene umuligt at definere blasfemi konsistent på tværs af alle religioner (og derfor er det i alle tilfælde uanvendeligt som juridisk kriterium i et retssamfund baseret på uforudindtaget ligebehandling); men at anskue blasfemi som en indskrænkning af trosfriheden, ville endvidere svare til at anskue politisk satire som en indskrænkning af den politiske frihed. Det ville med andre ord betyde en inkonsistent og uacceptabel indskrænkning af ytringsfriheden på flere planer.

Men ét er at afvise en kriminalisering af blasfemi, noget andet ligefrem at heroisere dæmoniserende hån, spot og latterliggørelse (hvad enten det opleves som "blasfemi" eller ej). Historien kender talrige eksempler på, hvordan kollektiv dæmonisering af mindretal farver flertallets syn og stimulerer marginalisering, stigmatisering, overgreb og det, der er værre.

Det er imidlertid tankevækkende, at 'ytringsfriheds-argumentet' i dag hovedsageligt bruges til at tale magtens og dæmoniseringens sag i Danmark. Mange glemmer bekvemt, at magtfulde politikere og organisationer har ualmindelig let adgang til at ytre sig på egne præmisser og heroisere aggressive udfald mod trængte minoriteter, som derimod hverken har samme midler eller muligheder for at søsætte landsdækkende aviskampagner eller tage til genmæle med et minimum af gennemslagskraft.

Svaret på denne udfordring er som nævnt blot ikke blasfemiforbud - og slet ikke som svar på et internationalt pres fra totalitære magthavere, der i forvejen kvæler ytringsfriheden. Derimod må vi, der ønsker at fastholde ytringsfrihedens vide rammer, så meget desto mere intensivere kritikken og den minutøse afdækning af ubalancen i ytringsMAGTEN, som bl.a. kommer til udtryk i den generaliserende propaganda, der dæmoniserer befolkningsmindretal, skaber yderligere marginalisering og ulmende had ved konstant at forværre majoritetens vrangbillede af minoriteten.

Rune Engelbreth Larsen


NOTE: Ovenstående er offentliggjort i Dansk Pens Magasin om litteratur og ytringsfrihed (12. årgang 2009) med temaet "Religionskritik og blasfemi". REL