Replik til Morten Homann

Af Rune Engelbreth Larsen

Dette indlæg er led i en længere debat med Morten Homann, som begyndte i tidsskriftet Det Ny Clarté nr. 1, november 2006. Her skrev Homann: »Fri os fra religionerne«. Undertegnedes kommentar blev bragt i samme nummer: Forskellen på at dæmonisere og debattere. Herefter fulgte Homanns replik på tidsskriftets onlinedebat, »Mennesker frem for religioner«, hvortil nedenstående er min afsluttende kommentar. REL.

I sit oprindelige indlæg kritiserer Homann kollektivt en række danske debatpositioner for ikke at tage afstand fra dødstrusler mod JP og karikaturtegnerne, hvilket imidlertid er notorisk forkert – og dermed forsvinder gulvtæppet under hele hans forehavende. I stedet for at udstille den hykleriske »tavshed« over for islamisters trusler, der i sommers var salgsnummeret over for pressen fra Homanns side, undlader han nu behændigt at forholde sig til den kendsgerning, at dette set-up er skinbarligt vrøvl.

Proportionsforvrængning

Hykleri er at sætte kikkerten for det blinde øje, og hvis nogen har gjort det, er det Homann. Han kommer således også let omkring det eklatante misforhold i den almene politiske prioritering, som består i, at vi i Danmark (endnu) ikke har oplevet én eneste gennemført terroraktion med islamistisk motiv, men derimod dusinvis af terroraktioner med anti-islamiske motiver i form af bombe- og brandattentater mod moskeer, asylcentre, indvandrerklubber og -restauranter.

Dét forrykker indlysende nok hele grundlaget for diskussionen, fordi proportionsforvrængningen er en del af problemet, når vi skal forstå udspringet af karikaturkrisen.

Som antydet betyder dette ikke, at vi ikke risikerer islamistiske terrorangreb i Danmark – det gør vi desværre i allerhøjeste grad på grund af vores aktive involvering i krigene i Afghanistan og Irak, og på grund af karikaturkrisen. Men det er selvsagt nødvendigt at sætte alting i perspektiv og proportion, og hvis den politiske terrordagsorden herhjemme for 99 procents vedkommende handler om formodet planlægning af islamistisk betingede terroraktioner, mens faktum er, at der samtidig er gennemført dusinvis af anti-islamisk betingede terroraktioner, så må man indlysende spørge sig selv, hvorfor i alverden Homann har været 100 procent tavs over for sidstnævnte form for terror?

Homann mener imidlertid ikke, at bombeterror mod muslimer i Danmark har noget som helst med Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer at gøre. Nej, det har det ikke – MEN de har da noget at gøre med den kendsgerning, at afsættet for hans kritik er den usandfærdige påstand om, at vi andre ikke tager afstand fra dødstrusler mod karikatur-tegnerne, kombineret med det faktum, at Homann i virkeligheden selv er den enøjede i hele debatten, fordi han netop kun har set islamistiske motiverede trusler, ikke anti-islamisk motiverede bombeattentater.

Trosbekendelsen

Homann skriver endvidere: »Ingen af tegningerne afbilleder muslimer generelt. De er alene tegninger af en mand, der døde for 1400 år siden. Og så er der på enkelte tegninger billeder af for eksempel selvmordsbombere.«

Som det allerede fremgår af mit første indlæg, er dette både en forkert fremstilling og en misvisende bagatellisering.

For at tydeliggøre karakteren af Jyllands-Postens stunt kan vi tage et parallelt, men fiktivt eksempel: Afbilder en karikatur af paven i færd med at forgribe sig seksuelt på en dreng, ikke katolikkerne generelt? Både-og.

I og med, at mange katolikker netop føler deres identitet tæt forbundet med pavens autoritet, er der naturligvis en stor forskel på at tegne en dansk politiker i en sjov eller polemisk positur og så at fremstille paven på allergroveste vis.

Analogien er træffende: Hvis man vil »forsvare« en karikatur, der fremstiller Muhammed som »terrorist« med, at der altså ER muslimer, som er selvmordsterrorister, så kan man selvsagt også forsvare en karikatur af en pædofil pave med, at der altså ER katolske præster, der er pædofile.

Sagen er bare den, at ingen dansk avis ville drømme om at fremstille paven på denne måde, ligesom ingen i øvrigt ville drømme om at fremstille et jødisk, religiøst ikon groft dæmoniserende, og derfor er og bliver hykleriet atter et væsentligt omdrejningspunkt i debatten – både den principielle debat, og den del af debatten, der handler om at forstå muslimernes vidt forskellige typer af reaktioner på karikaturerne.

Pointen er, at den tænkte pave-karikatur er lige så grov som den reelle bombekarikatur af Muhammed, og at begge dele ganske indiskutabelt må ses som udtryk for en bevidst dæmonisering af henholdsvis muslimer og katolikker som helhed.

Jamen, det ville da »kun« være profeten eller paven, og altså ikke den enkelte muslim eller katolik, som karikeres, vil Homann indvende.

Nej – for paven har ikke forgrebet sig seksuelt på børn (det er der nogle ANDRE – katolske præster – der har), og at Muhammed selvfølgelig ikke var selvmordsterrorist (det er der nogle ANDRE – muslimer – der er). Derfor kan det hverken være paven eller Muhammed, man ønsker at ramme, og derfor er også Jyllands-Postens bombekarikatur et indlysende udtryk for, at man ønsker at sætte lighedstegn mellem Muhammed og islam og terrorisme (ellers havde man jo karikeret en anden end Muhammed, for eksempel ayatollah Khomeini eller Osama bin Laden).

Dertil kommer så tilføjelsen af den islamiske trosbekendelse på selve bomben – eftersom trosbekendelsen er og bliver dét, der slet og ret gør den enkelte muslim til muslim, kan man ganske enkelt ikke fremstille en mere utvetydig dæmonisering af den enkelte muslim qua muslim.

Historiske paralleller

Endelig vil Homann slet ikke høre tale om »paralleller mellem karikaturtegningerne og indledningen til jødeudryddelserne i 1930'ernes Tyskland.«

Det forstår jeg godt, for de retoriske paralleller er fuldkommen indlysende, og det er ret ubehageligt at blive mindet om, når som Homann i »ytringsfrihedens navn« forsvarer en propagandaform, som er helt parallel med historisk antisemitisme.

Det handler ikke om at råbe »ulven kommer«, som Homann hævder, men om at konstatere helt og utvetydigt objektivt, AT yderligtgående islamofobers anti-islamiske retorik og metaforik i dagens Danmark i uhyggelig grad overlapper nazisternes antisemitiske retorik og metaforik i 1920'erne og 1930'erne.

Det betyder ikke, at fordi nazisternes antisemitiske retorik var en afgørende forudsætning for at kunne gennemføre holocaust, så vil vore dages islamofobers anti-islamiske retorik også nødvendigvis føre til etnisk udrening af Danmarks muslimer.

Hvad det derimod betyder, er, at der allerede som følge af parallellerne selvfølgelig er rigelig grund til at sige fra i sig selv, og at det frem for alt er afgørende at fastslå, AT generaliserende dæmoniseringer af trængte befolkningsmindretal i alle tilfælde fører til eksklusion og marginalisering. Og ja, at dette i værste fald også kan føre til udrensning.

Men det hadefulde syn på muslimer i almindelighed, som allerede er skabt ad denne vej, er som nævnt problematisk nok i sig selv – dels af medmenneskelige grunde, og dels fordi det skaber yderligere frustration i muslimske miljøer, som atter kan føre til yderligere radikalisering. Resultatet er i bedste fald en fastholdelse af den eksisterende eksklusion, marginalisering og dehumaniserende og diskriminerende lovgivning vendt mod etniske minoriteter i almindelighed.

En udrensning er imidlertid samtidig et reelt mål for en række politiske højrekræfter (uanset hvor »humanitært« den tænkes gennemført), ikke mindst i Den Danske Forening, men kommer også til udtryk hos flere fremtrædende propagandister i Dansk Folkeparti, blandt andet Jesper Langballe og Mogens Camre.

Dæmonisering og etnisk udrensning

Så meget desto mere er det forbavsende, at en oppositionspolitiker fra et parti, der står i så skarp kontrast til Dansk Folkeparti som SF, kan skrive: »Derfor håber jeg, vi kan tage denne debat uden at skulle gøre det til en diskussion om, hvorvidt Danmark er ved at udvikle sig som Tyskland i 1930'erne. Det risikerer i bedste fald bare at fjerne fokus fra det væsentlige. Der er nemlig masser af problemer i udlændingedebatten og integrationspolitikken.«

Det fjerner fokus »fra det væsentlige«?

Nej, det sætter nøjagtigt fingeren på det allervæsentligste i diskussionen om Jyllands-Postens tegninger (det var jo dét, vi debatterede, ikke sandt?!).

For naturligvis kan vi ikke tage en debat, hvis omdrejningspunkt er Jyllands-Postens fuldstændig klare emfase på »hån, spot og latterliggørelse« af et trængt befolkningsmindretal i Danmark uden at sætte det i et historisk perspektiv, der tager højde for de foregående 15 års systematiske dæmonisering af muslimer i Danmark, såvel som den ildevarslende række af historiske eksempler på etniske udrensning, hvor netop dæmoniserende hån, spot og latterliggørelse er gået forud (Nazityskland, Balkan, Rwanda osv. osv.).

At påpege historiske fortilfælde betyder som nævnt ingenlunde, at man behøver hævde med historisk logik, at det samme vil ske til hver en tid, heller ikke i Danmark. Men det betyder, at der er meget god grund til at advare mod disse dæmoniserende tendenser – og at Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer bestemt også (men naturligvis ikke alene) skal forstås i lyset af denne kontekst.

Integrationsproblematikken

Dette skal naturligvis ikke dække for en diskussion om væsentlige integrationsproblemer, for eksempel i form af yderligtgående islamister, der bevidst søger konfrontation, eller repræsenterer et totalitært menneskesyn som for eksempel imam Raed Hlayhel, hvis nyligt proklamerede exit fra Danmark vi vist ikke skal beklage. Men det er helt evident, at dæmonisering af muslimer over én kam i hvert fald ingenting løser, og at den danske debat i voldsomt proportionsforvrængende grad overfokuserer på islam.

Stenkastende unge indvandrere er således et »integrationsproblem« i samtlige medier og politiker-udtalelser og bliver let stemplet som et udtryk for »islamisk opdragelse«, hvorimod stenkastende pæredanske hooligans aldrig bliver italesat som et udtryk for kristen (eller sekulær) opdragelse.

Problemet er altså identisk med terrorproblematikken – dusinvis af gennemførte terroraktioner mod muslimer bliver aldrig nogen sinde italesat som »terror«, mens de indtil videre langt færre formodede (og i givet fald afværgede) terrorplaner blandt yderligtgående muslimer i Danmark, for længst har fået de helt store terror-overskrifter frem.

Alt dette har naturligvis meget med Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer at gøre. For hvis vi ikke forstår den kontekst, de er bragt i, herunder den specifikt danske anti-islamiske demagogi de foregående 15 år, såvel som de ildevarslende historiske paralleller, så er det naturligvis umuligt at forstå den mangesidede problemstilling, der er rejst.

Rune Engelbreth Larsen
Onlinedebat: Det Ny Clarté, november 2006