Forskellen på at dæmonisere og debattere

Af Rune Engelbreth Larsen

Dette indlæg er en reaktion på et debatoplæg af Morten Homann, som er offentliggjort i tidsskriftet Det Ny Clarté nr. 1, november 2006: »Fri os fra religionerne«. REL.

Homann skriver, at »venstrefløjen svigtede med et brag, da det var tolv danske bladtegnere, der fik dødstrusler og måtte gå under jorden,« og antyder endog, at dette skulle være sket ud fra ræsonnementet: Tegnerne »har selv været ude om det.«

Bortset fra rabiate fundamentalister har jeg ikke læst nogen, der retfærdiggør truslerne mod bladtegnerne, ligesom jeg hverken har hørt om eller oplevet nogen på den ene eller anden eller tredje fløj i dansk politik, der ikke ville tage kategorisk afstand fra hver eneste trussel om voldelige overgreb og drab.

Misvisende billede

Enten er Homann altså fuld af gammeldags løgn og latin, eller også har han læst noget, jeg ikke har. Jeg antager naturligvis det sidste, men i alle tilfælde er det udtryk for polemik på laveste niveau, at han ikke kritiserer de pågældende med navns nævnelse, men i stedet leverer en kollektiv beskyldning, der tegner et groft misvisende billede af de debatpositioner, som kritiserer Muhammed-karikaturerne, men som naturligvis aldrig kunne drømme om at forsvare dødstrusler.

Det, kritikken går på, er, at det var et indlysende propagandistisk initiativ med en usympatisk dagsorden, selv om de havde RET til det.

Jyllands-Posten har for eksempel også RET til at afbilde paven i færd med et brutalt pædofilt overgreb på en lille dreng – ligesom der er terrorister, som er muslimer, er der som bekendt også katolske præster, der er pædofile. Men ville en sådan karikatur være rimelig eller saglig af den grund? Ville det være »satire« eller et uskyldigt »oplæg til debat«? Ville avisen have bragt den? Selvfølgelig ikke.

Uskyldige karrikaturer?

Nu kalder Homann så de tolv karikaturer for »temmelig uskyldige«. De fleste var neutrale eller humoristiske og ville ganske givet heller aldrig være blevet bemærket, hvis de stod alene. Derudover var tre-fire af karikaturerne ene og alene fremstillet med det formål for øje at nedgøre islam på hadefuld vis, hvoraf den værste karikatur bevidst dæmoniserer alle muslimer over én kam – ellers havde tegneren naturligvis ikke skrevet den islamiske trosbekendelse (der definerer den enkelte muslim som muslim) på bombe-karikaturen. Hertil kommer forhistorien med ti års tiltagende forhånelser og dæmoniseringer af muslimer i den offentlige debat, som er uden sidestykke i de vestlige lande, vi sammenligner os med – en propagandistisk tendens, som Muhammed-karikaturerne i den konkrete kontekst skriver sig ind i og radikaliserer i kraft af den kampagnekarakter, de får af Flemming Roses erklæring om »hån, spot og latterliggørelse« såvel som avisens propagandistiske lederartikel (der stort set altid overses).

Der var ikke tale om at »rejse en debat« – agendaen var en dæmoniserende forhånelse i »ytringsfrihedens« skævvredne navn. Der var heller ikke »bare« tale om at påpege, at »de fleste terrorister er muslimer« – for hvis dét kun lader sig gøre via kollektiv dæmonisering, har man allerede blottet sin mangel på saglig argumentation.

Endvidere afhænger den slags »selvfølgeligheder«, som også Homann tyr til, naturligvis af definitionen på terror og ekskluderer ikke alene den langt værre statsterror i millionskalaen, men glemmer behændigt den store andel af sekulær terrorisme, som vi har været vidner til i det 20. århundrede – og som vi bestemt også kender fra det 21.

Magt og hån

Det principielle i selve diskussionen om bevidst hån afhænger af mange ting, også af magtforholdene mellem den hånende og den forhånede part. For mig er kernen denne, som jeg for nylig har skrevet i en klumme:

»Debatten skal naturligvis kunne være skarp, men mange glemmer behændigt forskellen på den situation, hvor f.eks. magtfulde politikere krydser verbale klinger og bliver lovligt hårde i tonen (over for hinanden), og så den situation, hvor det er et trængt mindretal, som systematisk jordes og lægges kollektivt for had. Naturligvis skal f.eks. Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved kunne give hinanden drøje hug, for som politikere har de frivilligt betrådt en vej i fuld bevidsthed om sylespidse albuer og giftige tunger – men som folketingspolitikere har de netop også begge stor adgang til debatspalter, interviews og talerstole. Der er (i princippet) en slags magtens ligevægt. Sagen er en helt anden, når magtfulde politikere i årevis dæmoniserer en trængt befolkningsgruppe og derved dehumaniserer hvert enkelt individ. I værste fald stimuleres had og overgreb, som vi f.eks. har set i de tilbagevendende bombeattentater mod moskeer, indvandrerforeninger og -butikker (senest i august og september). At propaganda kan påvirke yderligtgående grupper til vold og terror, er ingen vel i tvivl om.«

Homanns blinde øje?

Også derfor undrer det mig, at Morten Homann ikke én eneste gang på sin hjemmeside (medmindre det er blevet slettet) og tilsyneladende ikke én eneste gang i den trykte debat (ved en søgning i avisdatabasen Infomedia) har taget afstand fra de tre seneste brand- og bombeaktioner mod indvandrere i Danmark? Hvor var Homanns kampagne mod højreekstremistisk terror og venstreorienteret tavshed, da der var tale om attentater mod en indvandrerrestaurant i Valby (august), en somalisk forening i Århus (september) og en moské i København (oktober)?

Det er muligt, jeg har overset noget, men i betragtning af, hvor afgørende det er for Homann, om alle har taget afstand fra islamisterne, er det bemærkelsesværdigt, at han selv som ansvarlig folketingspolitiker og lovgiver totalt underprioriterer bombe- og brandaktioner, som i alle andre situationer naturligvis ville være blevet klassificeret som rendyrket terror.

I alle tre tilfælde er der tale om, at de pågældende har modtaget racistiske smædebreve, og i mindst to af tilfældene er det et fantastisk lykketræf, at bomberne ikke dræbte en eller flere personer.

Det gælder desværre generelt for medieverdenen og det altovervejende flertal af beslutningstagerne på Christiansborg, at mistænkte muslimer fylder avisforsider i dagevis og debatspalter i ugevis, hvor politikere står i kø for at udtrykke deres forargelse, hvorimod gennemførte bombeattentater mod muslimer møder en kold skulder fra stort set hele det politiske spektrum.

Kamp mod totalitarisme

Samme hykleri kendetegner udgangspunktet for Homanns position i kampen mod religion – han skyder med spredehagl fra et ideologisk glashus. Det er naturligvis lige så udsigtsløst at bekæmpe religion i sig selv, som det er at bekæmpe ideologi i sig selv. At der er terror, som gennemføres i »islams navn«, er indlysende, men hvis man insisterer på at gøre islam til årsagen, må vi også gøre socialismen til årsagen til terror i »socialismens navn«.

Som socialist har Homann i givet fald mere at stå »til regnskab for« af udrensning, undertrykkelse, militarisme og blodig totalitarisme, der er retfærdiggjort med henvisning til socialismens hellige sag i det 20. århundrede, end samtlige grusomheder, der er begået i islams navn de foregående fjorten århundreder til sammen.

Det handler naturligvis om at bekæmpe totalitarismen, uafhængigt af om den kalder sig islamisk eller socialistisk, kristen eller liberalistisk. Men den, der tror at gøre dette via kollektiv dæmonisering i den danske debat, har ikke alene fejlidentificeret en række totalitære regimer i den islamiske verden med et trængt befolkningsmindretal i Danmark, men forærer desuden islamisterne en uvurderlig propagandagave, der samtidig ansporer antiislamiske højreekstremister til yderligere vulgære forhånelser – hvilket blot yderligere gavner islamisterne.

Det er denne spiral, vi må standse. Og også derfor handler det om at påpege hykleriet bag den frelste religionskritik, der ikke kan skelne mellem at dæmonisere et mindretal og sagligt debattere konsekvenserne af en religion.

Rune Engelbreth Larsen
Det Ny Clarté nr. 1, november 2006

LÆS OGSÅ: Replik til Homann (af Rune Engelbreth Larsen).