Streicher, Kjærsgaard og Haarder
Af Rune Engelbreth Larsen 
For ikke så længe siden angreb De Radikales landsformand, Søren Bald den »hadske tone«, som Dansk Folkeparti benytter sig af i udlændingedebatten, og sammenlignede nationalisternes tone med det berygtede, nazistiske propagandaskrift, Der Stürmer, som blev udgivet af Julius Streicher i 1928-1945: »Hvis nogle får erindringer om Der Stürmer, det nazistiske blad fra Hitler-tiden, så forstår jeg det godt.«
Pia Kjærsgaard gik amok og kaldte det en »fuldstændig uacceptabel udtalelse«. Her er imidlertid et konkret eksempel til belysning af den diskussion:
Nazisten Julius Streicher skriver f.eks.: »Den største grusomhed - schæchtning - foregår fortsat i Nürnberg Slagteri. Den tyske slagter er forpligtet til at bedøve det dyr, som skal slagtes, med slag, før blodårerne åbnes. For jødeslagteren gælder denne lovpligtige tvang ikke. Den, der har stærke nerver, burde engang betragte, hvorledes jødeslagteren skærer halsen over på okser og kalve, og således ubarmhjertigt lader de 'schæchtede' dyr forbløde ved fuld bevidsthed. Selv tyske slagtere, der roser sig af at være hærdet gennem deres blodhåndværk, føler at schæchtning er umenneskeligt.« (Der Stürmer nr. 32/1924).
Nationalisten Pia Kjærsgaards holdning og udtryksmåde er identisk, bortset fra at det primært er muslimer, ikke jøder, der skal hænges ud: »Det er altså stadig væk således, at der på det største godkendte halal-slagtested herhjemme, virksomheden NV-OX i Slagelse slagtes uden bedøvelse, ligesom der givetvis foregår i hundredvis af hjemmeslagtninger, som ingen aner noget om. Det fremgår faktisk af en bekendtgørelse fra justitsministeren af 14. december 1994, at slagterierne kan foretage disse aflivninger uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller muslimsk ritus. NV-OX i Slagelse har altså fået dispensation fra dyreværnsloven til netop at foretage rituelle slagtninger uden først at bedøve dyrene, og jeg - som har oplevet det ved selvsyn - kan forsikre, at det var en på alle måder forfærdelig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.« (Ekstra Bladet, 17.9.1999).
Der er imidlertid andre og mere oplagte paralleller mellem den propagandistiske retorik, som nazisterne i datidens Tyskland og nationalisterne i nutidens Danmark gør brug af, især er det kendetegnende, når man læser Joseph Goebbels' propaganda og sammenligner med Mogens Camres retorik, som det hyppigt er dokumenteret [f.eks. her].
Lige så afgørende det er at dokumentere parallellerne mellem nationalisters og nazisters propagandistiske virkemidler, er det at understrege, at racisme, propaganda og diskrimination ingenlunde behøver være af nazistiske dimensioner for at være helt og aldeles uacceptabel. En konsekvens af nazisternes rædselsregime var en omsiggribende konsensus om nødvendigheden af menneskerettigheder, der utvetydigt fastslog, at enhver form for diskrimination krænker den internationale retsorden.
Af den grund er enhver underminering af menneskerettighederne selvsagt ikke nødvendigvis en glidebane direkte i gabet på den nazistiske udryddelsesmaskine - men den er altid et udtryk for en krænkende forskelsbehandling af andre mennesker, der i sig selv forpester livet for de befolkningsgrupper, som den rammer. Regeringens gennemskuelige krumspring, når den frikender sig selv for menneskeretskrænkelser, er derfor uhørt ynkelige, fordi enhver kan sige sig selv, at 24-års reglen, forsørgelseskravet, tvangsaktiveringen, særlovene osv. er lodret i modstrid med den mest elementære retslige og politiske ligestilling af borgerne, som altid har været menneskerettighedernes erklærede hensigt.
Integrationsminister Bertel Haarders retorik er derfor absolut i slægt med Dansk Folkepartis, når han i en »morsom« sang, der afsynges til en regeringsmiddag, betegner en udenlandsk hustru som en »villig og taknemlig gås«! En sådan ringeagtsytring forbliver imidlertid nærmest ikke-kommenteret i pressen eller blandt politikerne. Hvem rager det vel, hvordan en indflydelsesrig minister håner udenlandske kvinder? Men havde Bertel Haarder været muslim og udtalt sig sådan om danske kvinder, havde samtlige aviser naturligvis ryddet forsiden af forargelse.
MP ugebrev, 10.10.2004
