Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Til lykke, Tøger

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Modstandsbevægelsen var ikke nogen indadvendt nationalisme, der naturligvis aldrig kan have noget at gøre med sand patriotisme – den var, med alt hvad den ellers indeholdt, udtryk for et etisk livssyn, der i de videre tankebaner er den eneste mulighed for forståelse mellem civiliserede samfund.« (Ebbe Munck)

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden har modtaget Ebbe Muncks Hæderspris for 2010.

Prisen blev overrakt i Fløjlsgemakket på Christiansborg af mindefondens protektor dronning Margrethe, og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen holdt den indledende tale.

Det er opsigtsvækkende nok i sig selv, at prisen tildeles den, der i magtparnassets aktuelle øjne er dansk presses absolutte enfant terrible, men det er ikke mindre opsigtsvækkende, at han modtager prisen netop i 2010.

Det forgangne år har den kulturliberale chefredaktør og hans avis med den kulturradikale historie sat et særlig stort præg på debatten, bl.a. ved at offentliggøre den såkaldte jægerbog, som Forsvarskommandoen anstrengte sig voldsomt for at forbyde, ved at oprette Irak Centeret for at hjælpe afviste irakiske asylsøgere og i kraft af avisens forlig med efterkommere af profeten Muhammed i forbindelse med Muhammed-karikaturerne.

Når Tøger Seidenfaden er valgt som modtager af en hæderspris, der er navngivet efter en gammel hofchef, journalist, modstandsmand og diplomat, skyldes det ifølge priskomiteen, at han »med sin store viden og personlige engagement udgør en vigtig stemme, uanset om man deler de synspunkter, der fremføres«.

Og i samme ånd, som altid har kendetegnet Seidenfadens intellektuelle og kritiske virke, forfalder han ikke til en indholdstom takketale, men springer ud med et lunt glimt i øjet som en godmodig trojansk hest, der er lige så oprigtigt hjertelig og høflig, som han er skarp og fuldt bevidst om alvoren bag den vigtige position, som Politiken indtager i mediebilledet - og kulturkampen.

Et uddrag af takketalen, der tager fat i ovennævnte tre omstridte sager, illustrerer det sidstnævnte med al tydelighed:

Kan det her virkelig passe? Hvem er det, priskomiteen har rådført sig med? Hvis vurderinger er det, I har støttet jer til, for at nå frem til så positivt et facit? Har I overhovedet fulgt med i, hvad der er blevet sagt i anledning af netop de tre sager? (...)

Lad os starte med tre udsagn om vores offentliggørelse af jægerbogen:

»Politiken har optrådt hovedløst og præmaturt og skaffet sig et falsk og billigt martyrium«.

»Politikens offentliggørelse er arrogant, provokerende og usaglig, og den tjener absolut ikke Politiken i almindelighed og Tøger Seidenfaden i særdeleshed til ære«.

Og endelig en tredje pointe under overskriften 'Tyve Tøger': »Der er ved at være en ligegyldighed over for love og regler i samfundet. Det er den tendens, som Tøger Seidenfaden falder for her. Jeg troede, der var mere gods i manden. Det er virkelig sølle«.

Det første citat er af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det andet er af Det Konservative Folkepartis forsvarsordfører, Helge Adam Møller. Og det tredje er såmænd af Uffe Ellemann-Jensen, som vi hørte tale lige før.

Lad os ile videre til oprettelsen af Irak Centeret og den indsamling blandt Politikens læsere, vi lancerede i den forbindelse. Og lad os nøjes med to citater – begge fra medlemmer af Deres Majestæts regering:

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech: »Det virker, som om Tøger Seidenfaden nu igen trænger til opmærksomhed. Hvis han er bagmand for at beskæftige arbejdskraft, der ikke har opholdstilladelse, så kan han jo straffes«.

Beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg: »Den Irakaktion er ulovlig«. Hun opfordrer arbejdssøgende til at melde Politiken til domstolene for diskrimination og tilføjer, så adressen bliver klar: »Der gælder samme regler for Politiken som for alle andre i samfundet, også selv om man hedder Seidenfaden og sidder i et fint hjørnekontor«.

Og så var der endelig her i februar Politikens og min undskyldning til små 100.000 efterkommere af profeten for at have genoptrykt Kurt Westergaards berømte karikaturtegning:

Her kan jeg runde af med en gættekonkurrence:

Hvem sagde: »Man kan ikke gradbøje ytringsfriheden og gå i dialog med folk, der vil bestemme indholdet af danske aviser. Det er vanvittigt«.

Jo, det var Helle Thorning-Schmidt.

Hvem mente, at »det, Tøger Seidenfaden og Politiken har gjort, er skadeligt for Danmarks udenrigspolitik«.

Det var kulturminister Per Stig Møller.

Og så er der ingen præmie for at gætte, hvem der skrev: »Tøger Seidenfadens undskyldning er en åbenlys opfordring til alle muslimske fanatikere om at udøve vold«. Det var naturligvis Pia Kjærsgaard. (...)

Faktisk bør jeg vel næsten til beroligelse – om ikke andet til beroligelse for Deres Majestæt, der nødig skulle føle sig kompromitteret af priskomité og bestyrelse – oplyse, at jeg ikke har været i fængsel i anledning af Irak Centeret. Det er heller ikke blevet anmeldt for diskrimination, selv om vi skam både har ansat en iraker og uddelt penge til 38 andre. Ej heller er der endnu rejst tiltale eller blot sigtelse mod Politiken for at have kompromitteret statens sikkerhed ved at offentliggøre jægerbogen. De retssager, der er fulgt i kølvandet på sagen, har som bekendt foreløbig rettet sig helt andre og mere uniformerede steder hen. (...)

Al spøg til side: Jeg ved godt, at jeg ikke kan tage jer til indtægt for de mange mere eller mindre mulige og umulige standpunkter, som jeg har indtaget i det sidste år, eller for den sags skyld i alle de foregående år.

Det skriver I såmænd selv for en sikkerheds skyld og forståeligt nok allerede i det brev, hvor I meddelte mig den glade nyhed.

Tøger Seidenfaden: »Kan det her virkelig passe?«
Politiken, 18.9.2010

Tøger Seidenfaden er i pagt med Politikens kulturradikale oprindelseshistorie og den europæiske oplysningstradition - og en blanding af ånden fra modstandskampen og Hal Koch med et politisk-filosofisk fundament à la Karl Popper. Og dog er han selvfølgelig i unik grad helt sig selv. Han er i en klasse for sig i den danske presse, hvilket jeg såmænd er sikker på, at både hans nærmeste venner og argeste kritikere vil skrive under på - med hver deres begrundelse.

En afgørende stemme i den danske debat - og vist én af de eneste danskere siden forhenværende statsminister Anker Jørgensen, som snart sagt enhver i dette land er på fornavn med.

Til lykke med den velfortjente pris, Tøger.

Rune Engelbreth Larsen, 18.9.2010