Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Da Nyrup skiftede kurs og banede vejen for DF

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

At nytårstaler kan fortælle ikke så lidt om skelsættende politiske hovedtræk i nyere danmarkshistorie, vidner et kig på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens taler om.

Nyrup blev statsminister den 25. januar 1993, så hans første nytårstale blev holdt den 1. januar 1994. En stor del af talen omhandlede flygtninge.

Redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig var et vigtigt referencepunkt. Nyrup betonede, at det var noget stort og vigtigt at redde forfulgte mennesker på flugt.

Og han understregede, at »de flygtninge, der i disse år søger et asyl i Danmark, ikke kommer for at tage landet fra os. De kommer hertil på flugt fra nød og elendighed – i tiltro til, at danskerne stadig – som for 50 år siden – husker at tænke stort«.

Tendensen gik igen året efter. Den 1. januar 1995 afsluttede Nyrup sin nytårstale med følgende ord:

En afrikansk tv-producer har lavet en film om os - 'Den stille stamme', kalder han den. Han udtrykker sig sådan om sit første møde med danskerne: 'Mit første indtryk af Danmark og befolkningen var kulde. Men ved nærmere eftertanke er det stilheden, der fylder billedet af en dansker. En stilhed, der kun bliver brudt af lyden af hurtige skridt.'

Passer denne beskrivelse med vores egen opfattelse af os selv? Er vi blevet kolde, reserverede, os selv nok? Jeg tror, at der er noget om det.

Den stressede hverdag, problemerne med at få tiden til at slå til, arbejdsløshed, frygten for at virke svag, hvis man åbner sig, alt det sætter sit præg på os. Vi virker ofte travle og indelukkede. Vi samler os i små grupper. Fællesskabet svinder ind.

Vi bliver nødt til at erkende, at vi i flere sammenhænge har bevæget os væk fra den kulturarv, der så klart dokumenteres med det danske smil: Gæstfriheden, omsorgen for andre, lysten til at være sammen med andre. Det gælder i forhold til landsmænd, familie, venner - og det gælder i forholdet til flygtninge og andre, der gæster vort land.

For dem, der ikke ved, hvor de vil hen, er alle veje lige gode. Det er de ikke for os. Det er de ikke for mig. Den måde, hvorpå vi behandler folk, der har brug for hjælp, folk i nød, er prøven på vor menneskelighed. Den prøve skal og vil vi bestå. Danmark er stort nok til det. Vore værdier og vort demokrati har styrken.

Skal vi ikke vælge det som udgangspunkt.

Godt nytår.

Den 6. oktober 1995 - ti måneder efter denne nytårstale gik over tv-skærmene i Danmark - stiftedes Dansk Folkeparti.

Partiet gik i gang med at samle underskrifter, og de fleste afviste, at de nogen sinde blev opstillet, endsige kom i Folketinget.

Nyrup tog ikke megen notits af partiet, og den 1. januar 1996 var omdrejningspunktet i hans nytårstale henvisningen til det kulturradikale ikon, Poul Henningsen. Dansk indvandrer- og flygtningepolitik var ikke blandt talens temaer, selv om konfliktscenariet på Balkan atter blev nævnt.

Men Dansk Folkeparti bed sig fast og blev opstillingsberettiget, og i løbet af 1996 blev Nyrup langsomt en anden. Eller rettere: Hans politiske strategi skiftede gradvis fokus, og de nye toner fik plads i afslutningen af nytårstalen den 1. januar 1997:

Flere og flere er bange for at gå ud om aftenen. Ældre mennesker tør ikke tage tog eller bus, fordi de frygter vold og tyveri. Vi bliver rystede, når sagesløse udsættes for vold på gaden. Jeg forstår godt frygten og tænker ofte på ofrene og de efterladte. Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi vil ikke finde os i det! Vi vil den vold til livs. (...)

Derfor vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at stoppe gadevold blandt unge mennesker, uanset hvor de kommer fra. Vi vil samtidig sætte alt ind på at ændre holdingerne hos de unge, både hos de unge indvandrerbørn og hos alle andre, danske unge. Her har familierne et stor ansvar. De unge skal vide, at vi anser det for at være fejt og ikke spor sejt at gå med kniv. Også her har familierne et stor ansvar. Der findes ingen undskyldninger for vold mod sagesløse medborgere. Vi vil værne om gæstfriheden for dem, der slår sig ned iblandt os, men det kan vi kun gøre, hvis såvel forældre som børn accepterer spillereglerne og lever op til de samfundsnormer, der er grundlæggende for os.

Dansk Folkepartis trussels-scenarier havde vundet politisk fodfæste, og statsministeren valgte at spille samme melodi. Frygtens melodi.

Vold og kriminalitet havde ikke udvist nogen dramatisk forøgelse i Danmark, men den fik alligevel på alle tangenter, for det var et slagpunkt for Dansk Folkeparti.

Samme år tog han skridtet endnu længere og præciserede indirekte frygten for det multietniske.

I 1997 afviste han således kategorisk al tale om et multietnisk Danmark: »Jeg forstår godt danskernes bekymring over udlændinge, der bor mange sammen i boligområder og lever af bistandshjælp, og også bekymringen over gadebander. Det tager vi alvorligt. Danmark er ikke multietnisk og skal ikke være det.« (Vejgårdshallen i Aalborg, oktober 1997).

Daværende indenrigsminister Birte Weiss, der havde været primus motor for flygtninge- og indvandrerpolitikken siden den første Nyrup-regering i 1993, og som bl.a. havde spillet en stor rolle i den danske indsats for flygtninge fra Balkan, trak sig fra posten, og den 20. oktober 1997 blev hun afløst af strammeren Thorkild Simonsen. (Det var før integrationspolitikken fik sit eget ministerium - Integrationsministeriet.)

Nyrup forsvarede formelt en humanistisk flygtningepolitik, men den følgende nytårstale den 1. januar 1998 afspejlede også det skelsættende politiske omskifte - hvis ikke det ligefrem var et hamskifte.

Fjernt var ånden i nytårstalerne fra 1994, 1995 og 1996 - nu var udlændinge for alvor blevet truende og suspekte:

Danmark kan ikke løse verdens problemer alene. Derfor hverken kan eller vil vi give udlændinge lov til at bosætte sig i Danmark, alene fordi vi har bedre økonomi og højere ydelser end det land, de kommer fra.

Med den nye udlændingelov skærper vi vores indsats mod svindel, menneskesmugling og illegal indvandring.

Jeg føler i det hele taget et stort ansvar for at hanke op, der hvor der er reelle problemer og hvor mange mennesker er utrygge og vrede. Jeg ved, at danskerne ikke er blevet racister.

Men jeg ved også, at der f.eks. er store problemer i boligkvarterer, hvor mange udlændinge uden arbejde lever under ghettolignende forhold. Vi må bryde dette mønster.

Der skal især gøres en ekstraordinær indsats for, at udlændinge, der fremover får ret til at opholde sig i Danmark, hurtigt lærer dansk og får ret og pligt til uddannelse og arbejde.

Alle, der slår sig ned her, skal lære vore normer og regler at kende og respektere vor kultur og samfundsorden. Under et besøg for nylig på et dansk gymnasium kom en lille gruppe tyrkiske drenge og piger hen til mig og sagde: Lov os at gennemføre en strammere lovgivning, så der gribes ind over for snyd og så alle lærer at tale dansk. Lov os, at det bliver muligt for os at få arbejde i Danmark - Ellers råber danskerne efter os på gaden.

Lad os stramme udlændingeloven. Det er også dét, indvandrerne selv vil ha', ikke sandt?

Ved folketingsvalget den 11. marts 1998 rykkede Dansk Folkeparti ind på Christiansborg med 7,4 procent af stemmerne og 13 mandater. De havde allerede præget og flyttet den socialdemokratiske regerings dagsorden et par år, selv om Nyrup retorisk lagde al den distance, han kunne.

Ved Folketingets åbningstale i oktober 1999 sagde han f.eks. direkte henvendt til Dansk Folkeparti: »Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!« (Se Youtube-klip).

Ikke desto mindre bestod Nyrups strategi allerede i at kopiere den trusselsretorik, som Den Danske Forening og Dansk Folkeparti havde skabt.

En tredjedel af nytårstalen fra 2000 handlede om indvandrere og flygtninge. Omslaget i den socialdemokratiske politik og retorik var allerede markant:

Det er et reelt problem, hvis danske familier i visse byområder begynder at føle sig som fremmede i deres eget land. Det er et reelt problem, hvis de ikke føler, at der bliver lyttet og ikke fornemmer, at de bliver hørt. Der findes masser af udlændinge, som gør en stor indsats i det danske samfund. Men der er også grupper, som klart tilkendegiver, at de slet ikke ønsker at være med. At de er ligeglade med vore værdier og grundlag.

Nyrup havde selvfølgelig ret i at italesætte følelsen af 'at være fremmed i sit eget land'. Men hans nye agenda handlede ikke om, i hvilken grad realiteterne begrundede denne følelse, endsige årsagerne til følelserne og problemerne. Heller ikke om, hvorvidt der var borgere, som var ligeglade med 'vore' værdier (hvori disse så end måtte bestå) - men alene om, at der var udlændinge, som var ligeglade. Var dette tilfældet? Og var dette i givet fald kun tilfældet for udlændinge? Og hvor stort var omfanget af problemet reelt?

Den slags detaljer var ligegyldige. Udlændinge var indkredset. Udlændinge var i fokus. Udlændinge var et problem.

I sin sidste nytårstale i 2001 er det blevet en særskilt nødvendighed for samfundet at 'opdrage' de nye danskere. Underforstået: Til forskel fra de gamle danskere, for ellers var der jo ingen grund til at fremhæve dem.

Vi skal turde stille krav - det var med andre ord modigt - og der fandtes åbenbart ingen som helst krav til udlændinge i forvejen?

De nye danskere kan bidrage positivt, hvis vi skaber muligheder og tør stille krav.

Her, som alle andre steder, gælder det, at de få ikke skal ødelægge det for de mange. Vi arbejder hele tiden på at sætte ind tidligst muligt og sætte klare grænser mellem rigtigt og forkert. At være konsekvente både i forhold til volden og i forhold til dens årsager. Men vi får først standset den meningsløse vold, når hver enkelt forældre ser deres børn i øjnene, opdrager og sætter grænser.

Birte Weiss havde sagt fra og blev som nævnt afløst som indenrigsminister af Thorkild Simonsen den 20. oktober 1997. Han bestred posten til den 23. februar 2000, hvor han blev afløst af Karen Jespersen, den sidste indenrigsminister i Nyrup-regeringerne. Hun var den direkte følge af Nyrups kursskifte i 1997, og hans afvisning af et multietnisk Danmark gentog hun symptomatisk nok for den nye socialdemokratiske linje med en lille drejning tre år senere: »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Berlingske Tidende, 6.9.2000).

Komprimeret danmarkshistorie med udlændigepolitisk afsæt fra 1990'erne. Sådan skiftede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kurs og lagde allerede siden midten af 1990'erne grunden for den socialdemokratiske højredrening i udlændingepolitikken, som legitimerede og bekræftede Dansk Folkepartis politiske kurs.

Det svækkede aldrig Dansk Folkeparti, der gik frem fra valg til valg, indtil Nyrups regeringstid var forbi. Den 27. november overtog Anders Fogh Rasmussen Statsministeriet med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti.

The rest is history.

Rune Engelbreth Larsen, 3.8.2010