Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der har karakteriseret integrations- og indvandrerdebatten. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.

Karen Jespersen (f. 1947)

Venstre. Tidl. folketingskandidat for Venstresocialisterne (1979) og redaktør af Politisk Revy; tidl. MF for Socialdemokraterne (1990-2005), tidl. socialminister (1993-2000), tidl. indenrigsminister (2000-2001). Udmeldt af Socialdemokraterne i oktober 2006; medlem af Venstre fra januar 2007. Medlem af Giordano Bruno Selskabet.

Karen Jespersens mareridtsscenario for det danske samfund, 30-40 år frem: »Det er et samfund, hvor der er meget lidt tillid mellem borgerne. Et ekstremt opsplittet samfund med muslimske parallel-samfund i nogle byområder og 'gated communities' for 'indfødte' danskere i andre. Ingen fælles skoler. Det er et samfund med store konflikter, med store våbenlagre i visse byområder, ildkamp med politiet, områder, hvor politiet ikke kan gå ind, og hvor der er sharia-domstole og hvor ikke-muslimer skal rette sig ind efter Koranens regler.« (Berlingske Tidende, 20.8.2010).

»Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Berlingske Tidende, 6.9.2000).

»Min spontane reaktion er, at jeg er dybt rystet. Det er beskæmmende, at mennesker kommer til landet udelukkende for at stjæle. Det er meget alvorligt. Deres kriminelle handlinger er totalt uacceptable for landets borgere, og det går ud over dem, der virkelig har brug for hjælp. Min holdning er, at der skal gøres alt for, at det bliver stoppet hurtigst muligt. Det skal ikke kunne betale sig at begå kriminalitet, og det bedste vil være, hvis vi kan signalere til disse mennesker, at det ikke kan betale sig at rejse herover. Hvis de er kommet - og har begået kriminalitet - så kan det blive nødvendigt at sikre, at de bor under vilkår, så de ikke fortsætter med at stjæle. Det kunne være et meget øde sted.« (B.T., 25.8.2000).

Direkte adspurgt i forlængelse af ovenstående: 'Hvad er et meget øde sted?': »En måde at anbringe dem på kunne f.eks. være på en ubeboet ø - eller i bygninger, der er indrettet på en bestemt måde. Det kræver muligvis en lovændring, men det er jeg parat til at se på. Ved at begå organiseret kriminalitet udviser asylansøgerne i højeste grad en mangel på respekt for landet - og landets indbyggere - og det er totalt uacceptabelt. De kan måske stjæle én gang, men så er det også slut. Det nye i sagen er, at der dukker mennesker op fra nye lande. F.eks. fra Armenien, hvor der findes forfulgte mindretal, og derfor er vi forpligtede til at undersøge, om deres påstande om forfølgelse holder, når de søger om asyl. Det tager tid, og i mellemtiden er der nogle, der begår kriminalitet. Det bedste ville være, at de slet ikke kom herover, hvis de kun har til hensigt at stjæle. Derfor overvejer jeg at skrive et indlæg til en stor armensk avis, der tydeligt fortæller, at Danmark ikke er noget slaraffenland.« (B.T., 25.8.2000).

»Der er mange af de etniske grupper, der i al for høj grad forestiller sig, at man i Danmark uden videre kan sidestille den muslimske kultur med den danske (...) At tale om harmonisering eller ligestilling på den måde er uholdbart.« (Jyllands-Posten, 15.8.2000).

»Vi må ligeledes gå til angreb mod den meget intolerante adfærd, nogle indvandrere udviser over for danskere. F.eks. ved at være på nakken af piger, der går med store bukser, eller drenge, der går anderledes klædt end dem selv. I værste fald kan det ende med, at bander af unge indvandrere terroriserer et lokalområde. Jeg har desværre selv mødt en meget fordomsfuld holdning over for danskere. Den slags kan give sig udslag i meget farlige og håndfaste konflikter, for det vil danskerne selvfølgelig ikke finde sig i i længden (...) Vi skulle have lyttet til Per Madsen. Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham.« (B.T., 22.10.1999).