Poetiske glimt af dansk natur i det 20. århundrede

Af Rune Engelbreth Larsen

Vilhelm Kyhn: Jysk skovegn, 1845.

Danmarks natur står vist ikke i særlig høj kurs i den etablerede poesi nu om stunder - og det er synd, synes jeg.

Også dét er blandt motiverne til undertegnedes kommende kultur-, natur- og landskabsportræt af Danmark, som jeg en rum tid fremover vil vende tilbage til i skitse-, research- og note-form her på Humanisme.dk - og som jeg introducerede i Danmarksnoter 1: Et personligt natur- og kulturportræt af Danmark.

Poesien kan og bør naturligvis også handle om så meget andet, men digtere, der alt for vedholdende forbigår naturen, er vingeskudte fugle i min (poesi)bog.

Da jeg i kommende noter ikke kan undgå at komme ind på guldalderens naturdigte, følger her i stedet en lille buket af enkelte af poetiske naturglimt, der (næsten) alle er fra det 20. århundrede, og som jeg holder meget af.

For naturen det jo med at vende tilbage i poetiske glimt - sågar nødtvungent hos Per Højholt (som dog nedenfor er repræsenteret med et glimt fra en af hans tidligste digtsamlinger, hvor naturen endnu var en hyppig gæst).

Jeg elsker det, som gror og gror igen
og spørger næppe Vind og Vejr om lov:
Græsmarken og den stormopfyldte Skov!
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Med løv i Hatten og barket Lænd
de hilser lige fint på fin og grov,
de holder deres Skygge ej for Rov
og taler aldrig ondt om den og den.

Sophus Claussen: Fra »Træerne«
Pilefløjter, 1899

Nu springer våren fra sin seng,
slår ud sit gyldne solskinshår,
nu drømmer jorden morgendrøm,
som klokker de små kilder går!

Viggo Stuckenberg: Fra »Første Maj«, 1906

Det smiler med Skær af Stjerners Brand,
det flyver som Fnug af Løvetand,
er flygtigt og dybt som Smil og Suk,
en Maaneskinsdraabe i Kløverdugg.

Thøger Larsen: Fra »Majsang«
Limfjords-Sange, 1925

Når Kirsebærtræerne blomstrer
- det gør de i denne Stund -
er det, som Jorden rækker
Himlen sin Blomstermund.

Nis Petersen: Fra »Nattens Pibere«
Nattens Pibere, 1926

En kobberrød sol springer ud over frosne ranunkler
og slynger igennem en lys-storm
af drejende vinkler
krystaller som isner og funkler.

Per Højholt: Fra »Januar-elegi«
Skrift paa vind og vand, 1956

Det suser sødt og sorgfuldt
i birkens lange hår.
Den er så ung og ene
på denne kirkegård.
Dens hjerteblade rasler
i blæstens melodi,
som gik en balklædt pige
forventningsfuld forbi.

Tove Ditlevsen: Fra »Birken«
Digte i udvalg, 1964

Og til sidst lige et kort uddrag af et digt af Henning Mortensen, der her vender (helt) tilbage til landskabets udgangspunkt:

Engang var landskabet alt,
ordene fandtes næsten ikke, de
kredsede ensomt rundt som forårets
første humlebier.

Henning Mortensen: Fra »Engang var landskabet alt«
Landskabet, 2000

Det er naturligvis synd at stække digte på denne måde i udpluk, men ophavsret og den slags gælder endnu for flere af dem - og så er det også blot tænkt som en aperitif.

Hvis man ellers kan tåle at drikke noget med så høj og utidssvarende naturprocent.

Rune Engelbreth Larsen
14. december, 2007