Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tøger Seidenfaden kontra Trykkefrihedsselskabet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tøger Seidenfaden er igen blevet genstand for højrebloggeres og ligesindedes foragt, efter at han inden for kort tid 1) har sat den islamofobiske forening, Trykkefrihedsselskabet grundigt på plads i en skarp tale og er udvandret fra et offentligt møde, og 2) har kritiseret Enhedslistens knæfald for intolerancen ved at organisere et ekstraordinært landsmøde på grund af de proportionsforvrængede angreb på Asmaa Abdol-Hamid.

Nedenfor følger først Seidenfadens allerede herostratisk berømte tale og dernæst dagens leder fra Politiken - i håb om at begge dele kan inspirere:

1) Tale til Trykkefrihedsselskabet: Når skidt kommer til ære

Vi er samlet i dag for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part, der i en diskussion griber til vold og trusler om vold, har tabt diskussionen og afsløret sin intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om en moralsk taber. En person eller organisation, der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser har sat sig uden for samfundets fællesskab. I et land som vores er det en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande og demokratiske alliancer.

I den svenske hundetegningssag er det som bekendt terrornetværket Al Qaida og andre fanatikere, det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, ja tager dets indsats for givet i den forbindelse.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i Dansk Forfatterforenings lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm til at lufte deres dybt problematiske, ja i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam. Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

Voltaire er mange gange blevet citeret for bemærkningen om, at Deres synspunkt er afskyeligt, min herre, men jeg vil dø for Deres ret til at indtage det. Også jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte et menneske, der er i livsfare på grund af sine synspunkter. Men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge både i Sverige og Danmark, vil jeg i stedet dvæle lidt ved afskyeligheden i de synspunkter, der optræder i denne debat.

Det er ikke Lars Vilks, jeg tænker på. Mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selv om det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin eller i et moderne samfund til pædofil eller lignede, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, er det ikke noget, der kan vække nogen stærk følelse af afskyelighed i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet.

Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller »formerer sig«, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Lars Hedegaard kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, fordi medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hate speech. Og nu står han og hans hyperaggressive Trykkefrihedsselskab, der i realiteten er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som arrangør af et fint møde her i Forfatterforeningen. Ak ja, sådan kan skidt komme til ære.

Jeg støtter som sagt ubetinget, at ikke bare Lars Vilks, men også Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgen beskyttes, når de udsættes for trusler om vold. Men ytringsfriheden eksisterer jo for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøje deres synspunkter til værdifulde, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant til at bruge min ytringsfrihed til at markere, hvordan de pågældende nasser på en elementær norm og bruger den til at promovere deres gennemført usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat.

Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet, men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerække, som kun ydre trusler kan gøre mig solidarisk med. Nogen respekt for deres ærinde i øvrigt har jeg ikke. Undskyld til jer andre, der er kommet her i en god mening og tak for opmærksomheden.

Tøger Seidenfaden, 2.10.2007
Trykkefrihedsselskabets: »Dødstrusler mod ytringsfriheden«

Grotesk at tænke på, hvordan en forening som Trykkefrihedsselskabet, hvis lødighed ligger på samme kælderniveau som Den Danske Forening, er blevet båret frem og økonomisk støttet af Jyllands-Posten.

Og dog - med konspirationsteoretiker Lars Hedegaard som formand, og med karikaturkrisen in mente, hænger det naturligvis meget godt sammen. Hån og foragt som drivkraft i et politisk ærinde af propagandistisk karakter.

APROPOS - læs også kontraen til Nyhedsavisens fremstilling af karikaturkriserne: Muhammed-karikaturer på Nationalmuseet?

2) Asmaa til eksamen - men vi andre er allerede dumpet

Kan en dansk muslim, der bærer tørklæde og ikke giver mænd hånden, blive folketingsmedlem? Selv om hun allerede er opstillet, vil Enhedslisten nu holde et nyt landsmøde for at finde ud af, om Asmaa Abdol-Hamid kan være partiets kandidat. Asmaa Abdol-Hamids problem er velkendt: Det er hendes tørklæde, hendes nej til mandlige håndtryk og dermed hendes religion, det drejer sig om.

Mange af os ser de to religiøse skikke som provokerende og kvindeundertrykkende. Og det kan de også være, men Asmaa Abdol-Hamids kritikere lukker øjnene for andre dele af virkeligheden. Om tørklædet politisk set er undertrykkende, afhænger af sammenhængen. I flere muslimske lande er der tørklædeforbud, og her bliver tørklædet snarere et frihedssymbol.

Det helt afgørende i den danske sammenhæng er, at Asmaa Abdol-Hamid selv har valgt tørklædet og ikke vil påtvinge andre det.

Her er det hende og ikke hendes kritikere, der står på den individuelle friheds og selvbestemmelsesrets grund. Det samme gælder håndtrykket.

I Enhedslistens egne rækker handler diskussionen på overfladen om, hvorvidt religiøsitet og socialisme er foreneligte. Det spørgsmål er ellers nemt at besvare positivt. Det er rigtigt, at socialister i første halvdel af det 20. århundrede og tidligere gik til kamp mod en magtfuld kristen kirke. Men at det skulle udelukke en religiøs muslim her i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor muslimer hører til blandt vores samfunds hårdest pressede grupper, er alt andet end indlysende. Hvis partiet har tænkt sig at ekskludere alle ’ikke-materialister’, får det meget at se til.

Også i Enhedslisten er det desværre fordomsfuldhed og frygt for vælgernes fordomme, der stikker sit grimme ansigt frem.

Ved at insistere på to meget synlige religiøse skikke har Asmaa Abdol-Hamid valgt at sætte vores tolerance på prøve.

Det har givet hende en meget hård start i dansk politik. Om hun kan samle nok stemmer til et folketingsmandat, ved vi ikke. Men efter at Enhedslisten nu genovervejer hendes opstilling, er der i hvert fald én ting, der står klart:

Det kan godt være, at det er Asmaa Abdol-Hamid, der er oppe til politisk eksamen. Men som samfund er vi for længst dumpet til den store toleranceprøve.

Tøger Seidenfaden, 8.10.2007
Leder i Politiken

APROPOS - læs også kommentar til religionsdebatten i Enhedslisten: Religion og politik (Kjeld Albrechtsen vs. Asmaa Abdol-Hamid)

Rune Engelbreth Larsen
8. oktober, 2007